En fortabt engel.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Igang
15 årige Sophia Evans. Hun har det generelt svært med sit liv. Mobning, forældre der aldrig er hjemme, ældre søskende som hundser rundt med hende. Hun er en af de elever på hendes high school, som virkelig er udsat for mobning. At blive sparket og slået, er blevet en del af hendes hver dag. Hendes forældre skælder hende altid ud, når de overhovedet er hjemme. Hun er det sorte får i familien. Ingen vil overhovedet have hende. Hun mangler et råb, et råb om hjælp, men hvem vil overhovedet hjælpe hende? Hun har ingen ven/inder, hendes familie behandler hende, som om hun var deres slave. Hvordan klarer hun det overhovedet? Hun har hele tiden selvmordstanker, men hvorfor har hun så ikke gjort det i nu, hendes liv er jo et helvede? Vil der komme en og redde hende ud af det liv, hun er i? Det er også svært når den man er forelsket i, en af mobbene, og den person, Simon, er en af de værste? Vil hun ende sit liv, eller vil hun tage kampen op?

7Likes
12Kommentarer
891Visninger
AA

11. Kapitel 10 - Jonas og kysset?

Simons synsvinkel. 

Jeg var på vej hen, for at hente Sophia. Det var igår vi på en måde blev venner, hvilket faktisk var rart. Hun var stadigvæk så dejlig, udover jeg havde ødelagt en masse af hende. Vi skulle følges i skole, også fordi jeg ville bevise det overfor hende, så vi kunne have det godt sammen igen, og for at vise Jonas, at han ikke var noget. Og måske fordi jeg faktisk var forelsket i hende. Det var der ingen der vidste, og jeg fandt også først ud af det, her for et par dage siden. Jeg stoppede ved deres port, da hun sagde at jeg bare skulle vente her ude. Jeg fandt min mobil frem, og hendes nummer, og gik så ind på SMS. 

#Hey søde<3 Jeg venter her ude nu ;)#

Ja, måske var det for tidligt med hjerter og søde, men jeg kunne ikke lade vær. Vi havde næsten skrevet hele natte, og jeg grinte tit af hvad hun skrev. Hun var en virkelig sjov pige, selvom hun ikke virker sådan. 

#Super søde,  jeg kommer om lidt ;)<3# 

Jeg smilede svagt. Jeg vidste ikke hvad der gik af mig for tiden, jeg tror bare det er forelskelse, men ja. 2 minutter efter stod hun allerede ude ved mig, og vi gav hinanden et hej kram. Vi snakkede hele vejen hen til skolen, selvom folk kiggede på os, men hvem havde troet det, mig med Sophia. Den populære, med et mobbeoffer? Ja, mærkelige ting sker i livet. Jeg er virkelig glad for at jeg fandt det brev, for hvad ville der ikke lige været sket ellers? Hun havde lovet, at hun ville prøve at lade vær med at skærer i sig selv, men det er jo svært. Jeg havde sagt til hende, at hun kunne flytte hjem til mig, hvilket hun var glad for hun måtte, men hun tror ikke det ville gå, hvilket jeg udmærket godt forstod. 

Vi trådte ind på skolen sammen, mens vi bare snakkede og grinede. Vi tiltrak ihvertfald os en masse opmærksomhed, men jeg havde det sjovt. Jeg tror også Sophia havde det sjovt. Vi skulle have de samme timer hele dagen, eller faktisk hver dag, da vi gik i klasse sammen, med Jonas gik en klasse over os. Jonas, det navn giver mig virkelig brækfornemmelse. Vi skulle have geografi i de 2 første timer. Et fag vi begge hader. 

Vi gik ind af døren til klassen, og igen, fik vi en masse opmærksomhed, og man kunne se på Sophia, at hun var vant til det, men ikke på den her måde, det var noget helt andet. Gå fra mobbeoffer, og til at hænge ud med en af de populære, ja der var meget forskel. Vi gik ned og satte os bagerst, for der ville vi ikke kunne mærke folks blikke i nakken, selvom folk ville kigge ligemeget hvad. 

 

Sophias synsvinkel: 

Det var en anden slags form for opmærksomhed, og helt tryg ved den, var jeg heller ikke, men altså. Mig og Simon sad bagerest, og han havde taget min hånd under bordet, hvilket jeg fandt meget sødt, og han havde flettet vores fingere sammen. Først var jeg bekymret, men da han gav den et klem, var jeg faktisk meget rolig. 

*

Vi gik lige nu ude på gangen. Simon havde armen om min skulder, og jeg havde min rundt om hans ryg, eller ja, der hvor piger plejer at holde. Som sagt fik vi en del opmærksomhed, men det så ikke ud til at Simon tog sig af det. "Skal vi ikke.." mere nåede han ikke at sige, før vi hørte en alt for velkendt stemme. "Hvad ser man så her?" Det var Jonas, det vidste både mig og Simon godt. Vi vente os om, og så ganske rigtigt Jonas stå bagved os, og kigge koldt og ondt på os. "Jeg troede ikke du gad hende Simon." sagde Jonas virkelig hårdt, og sendte han dræberblik. Og igen, hvis øjnene kunne dræbe, ja så var Simon død på stedet. "Ikke indtil jeg fandt dette brev ligge på skolegulvet efter Sophia tabte det" sagde han lige så koldt igen, og jeg kunne se Jonas blev utryg nu. Men seriøst havde Simon taget brevet med? Det fik jeg svar på da han tog det frem for sin lomme, og gav Jonas det. Simon trak mig længere ind mod ham, nok fordi han kunne mærke, hvor utryg jeg var nu. 

Jonas kiggede ikke længe på brevet, før han kiggede på mig. Jeg smilede bare snøret. "Ja Jonas, vi ved begge 2 det er dig." sagde jeg. Jeg vidste han kunne finde på at sige til alle på skolen, at jeg havde cuttet, men jeg var ligeglad, jeg ville stoppe med det nu. Jonas var virkelig skæmt, selvom han prøvede på ikke at vise det, men det gik ikke så godt. Alle folk var stoppet op, for at kigge på os. 

Jonas skulle lige til at slå mig, men da Simon trådte ind foran mig, og tog hans fat i hans hånd, kiggede han bare ondt på mig, og koldt på Simon, hvor han så vred sig ud af grebet, og vendte om og gik, som om han var fornærmet eller pigesur? Haha, han er jo også liiidt af en pige. 

Simon trækker mig helt ind til ham, hvilket bare får mig til at smile. Han trækker mig ud af hans kram, og kigger rundt. Alle folk kigger på os  i nu, og Jonas gør også, bare på meget mere afstand. Mine søskende er blevet raske, og står faktisk ikke så langt væk fra os, men åben mund og store øjne. Vi smiler til hinanden. Simon får et dejligt glimt i hans perfekte øjne. "Jeg elsker dig" og med de ord kyssede han mig, og jeg kyssede med. 

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jaa, det var så det sidste kapitel, og jeg håber at I godt kan lide den! :3 

Jeg har valgt at lave en åben slutning, da det er sjælden jeg gør det, så jeg tænkte hvorfor ikke? ;3

Nå, men jeg har elsket at skrive på den her, og det er virkelig trist, at jeg er færdig nu, men ja :3 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...