En fortabt engel.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Igang
15 årige Sophia Evans. Hun har det generelt svært med sit liv. Mobning, forældre der aldrig er hjemme, ældre søskende som hundser rundt med hende. Hun er en af de elever på hendes high school, som virkelig er udsat for mobning. At blive sparket og slået, er blevet en del af hendes hver dag. Hendes forældre skælder hende altid ud, når de overhovedet er hjemme. Hun er det sorte får i familien. Ingen vil overhovedet have hende. Hun mangler et råb, et råb om hjælp, men hvem vil overhovedet hjælpe hende? Hun har ingen ven/inder, hendes familie behandler hende, som om hun var deres slave. Hvordan klarer hun det overhovedet? Hun har hele tiden selvmordstanker, men hvorfor har hun så ikke gjort det i nu, hendes liv er jo et helvede? Vil der komme en og redde hende ud af det liv, hun er i? Det er også svært når den man er forelsket i, en af mobbene, og den person, Simon, er en af de værste? Vil hun ende sit liv, eller vil hun tage kampen op?

7Likes
12Kommentarer
891Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Den samme gamle smerte.

Jeg vågnede af mit vækkeur som ringede. Endnu en dag i skolen. Jeg kunne dagen i hovedet, den var lidt ligesom alle de andre dage. Jeg satte mig op i min seng. Mine forældre var rige, så jeg havde mange pæne og dyre ting. Eller ikke lige så pæne og dyre som mine 2 søskende. De var begge ældre, og pænere end mig. Alle i min familie var pænere end mig, og jeg var jo også et irriterende barn, som ikke burde leve, så hvorfor lever jeg overhovedet? Det spørgsmål har jeg faktisk spurgt mig selv om mange gange. Jeg rejste mig for min dejlige seng, og gik hen til mit klædeskab. Jep, jeg havde et klædeskab, og mine søskende havde et helt rum hver, som et wake-in clous. Jeg havde heller ikke ret meget tøj, da jeg selv skulle tjene mine penge, mens de bare fik og fik. Jeg sukkede og fandt en trøje, bukser og et halstørklæde. (http://tinypic.com/view.php?pic=20pslya&s=6) Ja, det var sommer, men jeg havde ikke lyst til at vise nogen min arm, derfor sov jeg også med en lang armere trøje, også selv om det var varmt. Mine forældre ville flippe hvis de så mine ar, selvom de faktisk ikke bekymre sig om mig. De var faktisk ligeglad med mig. Jeg var i det hele taget families sorte får, som alle hundser rundt med, som er den lille tjener. Jeg fik ikke engang en fødselsdagsgave af nogen i min familie, eller der blev holdt fest, men når det er mine søskende, ja, så er det hele omvendt, men sådan er jeg van til det. Jeg tog mit tøj i hånden og gik ud på mit badeværelse, som jeg heldigvis havde fået lov til at få på mit værelse, men kun på den betingelse at jeg gjorde som der blev sagt. Jeg låste døren til badeværelset, altid for en sikkerhedsskyld.

 

 ”SOPHIA!” hørte jeg en af mine søskende råbe. Jeg vil væde med at det var Flecia, som for resten er et meget smukt navn. ”JA?” råbte jeg igen, mens jeg fik skiftet undertøj og fik taget tøj på. Jeg gad ikke engang at kigge på mine ar, selvom de gjorde ondt af helvedes til. ”HVOR ER MIN MORGENMAD HENNE?” jeg sukkede, og fandt min børst frem. ”DEN ER IKKE LAVET!” Råbte jeg igen, hvilket jeg nok ikke skulle have sagt, for få sekunder efter hørte jeg min dør til værelset blive smækket op. Jeg redte mit hår, da jeg ligesom er vant til det her, det sker ligesom hver morgen efter hånden. Jeg hørte en banken på min badeværelse dør. ”SOPHIA, KAN DU SÅ KOMME HER UD!” råbte hun. Jeg troede lige et kort sekund at jeg skulle blive døv. Jeg fandt min tandbørste frem, og begyndte at børste tænder. ”SOPHIA, DU SKAL IKKE BARE IGNORER MIG!” råbte hun igen. Jeg spyttede ud i vasken, og skylde den, og skylde min tandbørste. Jeg satte den på plads, og gik hen til døren, for at åben den. Jeg smilede falsk, da det rigtigt nok var Flecia. ”Godmorgen, sikke en dejlig dag” sagde jeg og gik forbi hende. Jeg vidste hun var sur, og jeg vidste hvad det ville ende med. Ja okay, jeg er flabet overfor hende, men det er sådan jeg er. Hun tog fat i min arm. Jeg bed mig i læben for ikke at skrige, da det var på mine ar hun holdte. Det gjorde mega ondt, men det var min egen skyld. Hun vendte mig om, så jeg så på hende. Der var ingen i min familie der vidste noget med arene. Der var faktisk ingen. Ingen på skolen vidste det, fordi jeg altid gik med lange trøjer, også om sommeren. Jeg kiggede på hende og prøvede ikke at vise tegn på noget, hvilket gik ret godt, da jeg bare satte min facade op. ”Sophia!” sagde Flecia lidt hårdt. ”Jeg skulle lige være færdig, og lader du mig ikke gå ned og lave morgenmad nu, får du ikke noget.” sagde jeg til hende. Hun slap da min arm, og jeg vendte om på hælene og gik ud af min dør.

 

*

Jeg sukkede i det jeg åbnede døren ind til skolen. Endnu en dag, som er lort. Jeg kiggede frem, og kunne se Simon stå ikke så langt væk fra mit skab. Fedt. Han der mobber mig mest, og så er man jo også forelsket i ham. Så skønt. Livet er skønt. Mærk lige ironien ik? Jeg gik med trætte skridt hen til mit skab. Jeg havde alle mine bøger her, da vi ikke havde fået noget for. Det var Fredag i dag, hvilket vil sige, at vi også snart har weekend. Og endnu en weekend, hvor jeg skal kede mig ihjel.  Jeg kom hen til mit skab, og som altid skulle Simon sige noget til mig. ”Hvem har vi der? Er det ikke lille Sophia?” jeg smilede falsk. ”Jamen hej Simon, sikkert dejligt at se dig.” sagde jeg, selvom jeg inderste inde, faktisk var ret bange, han kunne finde på alt. Lige fra at kneppe en inde i pedellernes skabe, til at, ja, faktisk alt. Jeg låste mit skab op med min kode, og lagde min skoletaske der ind, og fandt de bøger jeg skulle bruge. Jeg skulle have historie i 2 timer, og gæt med hvem. Ja, den lille idiot som hedder Simon. ”Nå, Sophia?” sagde han og kiggede på mig. ”Hvad Simon.. Eller nej, jeg gider ikke at høre det, farvel” sagde jeg og vendte rundt, og begyndte at gå. Jeg nåede dog ikke ret langt da Simon havde taget fat i min arm, og det var selvfølgelig den arm Flecia også havde fat i. Jeg skar en grimasse. Simon vendte mig om, og jeg tror han havde set min grimasse, for han smilede da meget stort. Han skubbede mig ind i skabet, og pressede sin krop helt ind til min.

 

 ”Sophia, husk nu, at du ikke skal være flabet” sagde han hårdt. Jeg skar en grimasse, fordi det gjorde så ondt i min ryg. Jeg svarede ikke men kiggede bare rundt, og så at alle kiggede på, men hjalp nogen mig? Næ nej, de var selv bange for at ende sådan her. ”Er man blevet lidt mund lam” sagde Simon, og tog med den ene hånd hårdt fat i min kæbe. Jeg skar en lille grimasse. Han vendte mit hoved, så jeg kiggede ham i øjnene. Han havde nogen flotte blå øjne og flot lyst hår. Jeg tror han kunne se at jeg var bange, for hans smil blev større. Han slap min kæbe, men inden han gik, slog han mig i maven. Jeg faldt ned på knæ og tog mig til maven. Jeg hørte Simon grine, med resten af hans bande. Jeg kiggede hen på dem, og så at de var på vej væk. Jeg hørte klokken ringe, men jeg var ikke i stand til at rejse mig op. Jeg kunne høre folk gå forbi mig, hviske om mig, og de lede piger råbte alt muligt efter mig.

 

*

Jeg havde lige fået fri, hvilket jeg var meget glad for. Jeg ville bare hjem. Hjem til kniven, og mine vaner. Jeg gik på fortovet, sjovt nok. Vi boede kun 5 minutter fra skolen. Jeg havde stadigvæk ondt i maven, og jeg havde fået et sår på min ene arm, efter der var en der slog mig, så jeg begyndte at bløde. ”HEY FEDE!” hørte jeg nogen råbe. Jeg vidste det var til mig, men jeg ignorere det. Jeg gik videre, men der kom nogen hen og stilte sig foran mig, ved siden af mig og bag ved mig, ja jeg kunne ikke stikke af. ”Kan man nu ikke svarer, når nogen siger hej?” spurgte en af dem. Det var ham der hed Jonas, altså Simons bedste ven. De ejede begge gruppen, og lige nu kunne jeg se Simon ikke var til stede, så det var Jonas som var lederen. ”Jo, det kan jeg godt, men det sjove er at jeg ikke hedder fede, søde skat” svarede jeg igen. Jeg vidste det var et dårligt træk, men jeg var flabet i dag, og det var ikke så godt. Jonas kiggede rundt på de andre, hvilket gjorde mig bange. Lige pludselig mærkede jeg nogen arme som holdte mig, jeg prøvede at stritte i mod, men det hjalp ikke. Jeg stoppede fordi jeg ikke orkede mere, og så hen på Jonas. Han havde fundet en smøg frem og tændte den. FUCK! Han opdager sikkert mine ar, fuck fuck fuck. Jeg kiggede hen på den anden side og så at mine 2 søskende grine. Jeg kiggede igen på Jonas som var kommet tættere på. Jeg gik helt i panik, han skulle ikke opdage mine ar, og slet ikke nu. Jeg kiggede rundt og tænkte mig om. Jeg bed dem der holdte mig, og det skal siges at jeg bider hårdt. De slap mig, og jeg begyndte at løbe. ”Du kan ikke flygte for altid” råbte Jonas efter mig mens jeg bare løb. Jeg var knust, hvilket jeg var van til, men at se ens søskende, ikke hjælpe en, men at de kigger på og griner, ja det gør ondt.

 

*

Jeg fandt den samme gamle kniv frem, som jeg nu efter hånden kender så godt. Jeg satte den ned på min arm, som nu kendte den samme smerte igen og igen. Jeg bed mig i læben for ikke at skrige, da det gjorde ondt. Jeg pressede lidt mere ned, og så blodet kører ned over min arm. Jeg rejste mig op og trak lidt ned i mine bukser, og satte kniven på min ene hofte, og pressede til så det begyndte at bløde. At bed mig i læben igen. Jeg tog kniven væk og satte den over på den anden hofte og pressede ned. Jeg kunne mærke blodet lige så stille løbe, både fra mine hofter og fra min arm. Jeg kunne mærke tårerne glide lige så stille ned af min kind. Jeg tog kniven væk, og lagde den i håndvasken. Jeg fandt noget papir og satte det på mine hofter og på min arm. Jeg satte mig ned på gulvet, og bare lod tårerne løbe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...