Fly

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 16 maj 2014
  • Status: Igang
Lykke er noget vi aldrig kan finde et konkret svar på. For nogle er det penge, andre kærlighed. Amelia lever en stille tilværelse indtil hun sendes i et fly til Paris. Det styrter ned og hun mister alt erindring fra sit tidligere liv. Nu får hun en unik chance for at starte om igen og blive lykkelig. Men hvordan bliver hun det?
Den franske sygeplejerske Jacques syntes at være en mulighed, men lykken kommer i mange skikkelser.

1Likes
2Kommentarer
267Visninger
AA

5. - Remember -

Bibben fra noget i det fjerne. En puls. Min egen puls. Mine hårrødder gjorde ondt som om der var blevet hevet i dem. Vågn op Amelia. Jeg kunne ikke identificere om jeg stod eller lå ned. Om jeg var nøgen eller helt pakket ind. Kold eller varm. Det føltes som et tomrum. Et hul i universets cyklus, hvor jeg var i midten af noget uden tid. Vågn op Amelia.

Mine lemmer sitrede, prøvede at få liv i den kolde krop jeg var fastlåst i. Hvor var jeg? Var jeg død? Hvad huskede jeg overhovedet? Rejsende gennem mine minder, faldt det sidste på den lille Claire. Hendes store øjne. Hvor var hun? Var hun med på flyet? Var det styrtet ned og var vi alle døde? Hun måtte ikke være død. Ikke lille Claire!

Endelig kunne jeg mærke noget. Blødt stof mod mine ømme fingerspidser, så jeg fik en idé om at jeg lå ned. Jeg lå i en seng. Vågn op Amelia. 

"Docteur, elle se réveille" Lød en kvindelig stemme på et fremmed sprog, jeg senere identificerede som fransk. Oversat sagde hun:

"Doktor, hun vågner"

Okay, så indtil videre lå jeg i en seng, i universets tomrum med en fransk kvinde der talte. Det virkede lovende. Var det virkelig døden? Jeg havde forventet mig noget andet. Måske et lys i en tunnel, eller noget i den stil. 

En hånd tog fat om mit håndled der strittede imod, ved berøringen. Hun mærkede min puls, som var på 300 slag i minuttet. Langsomt begyndte jeg at gå i panik, over uvidenheden. Hvor var jeg!? Vågn op Amelia! Vågn nu op! VÅGN OP!

 

***

 

Jeg slog øjnene op som rullegardiner, men blev blændet med det samme af et klinisk lys. Instinktivt lagde min ømme hånd sig over mit ansigt. Da jeg var kommet helt til mig selv, lagde jeg mærke til flere sår på min hånd. Ét var endda med sting. Hvad i alverden havde jeg lavet? Jeg prøvede at sætte mig op for at analysere rummet, men halvt oppe skreg min ryg af smerte. Nødsaget til at lægge mig igen, undrede jeg mig over hvad der var sket. Havde det hele været en drøm? Kvinden der talte fransk, lille Claire? Havde jeg været ude for en ulykke, inden jeg overhovedet var kommet til lufthavnen?

En kvinde kom ind, bærende på et clipboard, så så mig der lå lysvågen i sengen. 

"Pardon! Elle est réveiller!" Kaldte hun på gangen. Jeg kendte den stemme. Hun var kvinden i min drøm! Som jeg ikke længere troede var en drøm. Det her måtte være virkelighed.

"Undskyld, kan du fortælle mig hvor jeg er?" Udspurgte jeg hende med en rasp stemme. Den havde vidst været ubrugt i et stykke tid. Hun så nærmest skræmt ud. 

"Pardon" Skyndte hun sig at sige, kastede så et anstrengt smil mod mig. 

"Hvorfor har jeg så mange sår? Hvad er der sket?" Hun blev ved med at skifte blikket mellem gangen og mig, som om hun skulle veje mulighederne. Til sidst trådte hun hen til mig og kiggede nervøst på mig. 

"Hvordan har du det frøken?" Spurgte hun med besvær på mit sprog. Hendes mørke øjne var en blanding af angst og overraskende ro. Meget vekslende mellem de to.

"Meget fint, men hvor er jeg henne?" 

"Jeg må ikke udtale mig før lægen er ankommet" Han kom som kaldet, da en halvskaldet mand i kittel trådte ind i rummet, med endnu et clipboard i armen. Han smilede svagt, men det nåede aldrig til hans øjne. 

”Pardon frøken, men du ligger på sygehuset i Paris” Jeg løftede et ømt øjenbryn. Paris?

”I Paris?”

”Det er korrekt. Har du nogen smerter?” Jeg nikkede langsomt og pegede på mit ømme ansigt. Han nikkede forstående, skriblede så noget ned på sine papirer.

”Kan du huske dit navn?” Jeg nikkede, svarede så tøvende som om spørgsmålet havde fået min hukommelse til at gå i baglås. Der var et hul i den, men jeg kunne ikke huske hvor. Bare at der var noget der manglede, noget vigtigt.

”Dit efternavn frøken?” Havde jeg ikke sagt det? Blank for ord, kiggede jeg på ham. Mit efternavn? Hvad var det?

”Mit efternavn er…” Panikken voksede inde i mig, alt imens min hjerne arbejdede på højtryk. Ledende i mine arkiver var der så mange huller at jeg knap kendte mine forældre. Hvad hed mine forældre? Hvad var deres efternavne? Hvorfor kunne jeg ikke huske deres efternavne!? Hvem var de!?

Jeg var forsvundet ind i mig selv da jeg ledte efter min hukommelse, så da lægens varme hånd rørte min skulder, farede jeg sammen som en skræmt mus.

”Jeg kan ikke huske det! Jeg kan ikke huske det! Hvorfor husker jeg det ikke!? Hvad hedder jeg!?” Panikslagent slog jeg blikket op mod ham. Hans buskede øjenbryn samlede sig alvorligt.

”Det er det vi prøver at finde ud af. Vi har ikke fundet nogen legitimation for dig Amelia”

”Hvad er der sket med mig?” Spurgte jeg med nyfunden ro. Stilhed før stormen, som man plejede at sige.

”Du har været med i et flystyrt. Det eneste vi ved fra undersøgelserne, er at din destination var Paris, du er 19 år og at du hedder Amelia” Flystyrt. Det var ikke en drøm. Claire. Lille Claire. Var hun…

Som om han læste mine tanker, svarede lægen med en trist stemme.

”Du er den eneste overlevende” Den sidste rest af håb forsvandt fra mit indre, om nogensinde at huske noget. Jeg var ikke nogen, ingen kunne berette om hvem jeg var. Et snefnug der drev rundt i luften. En stjerne der skinnede alene. Jeg kunne ikke tage hjem. Jeg kunne ikke huske hvor jeg kom fra.

Den lange stilhed fik lægen til at hoste anstrengt.

”Amelia, vi har ingen anelse om hvor du kan tage hen, men indtil da, vil hospitalet tage sig af dig og sørge for at du kommer til en psykolog, hvis du på den måde vil kunne huske noget” Han tog min kolde hånd i sin varme håndflade. Mine rødsprængte øjne kiggede op på ham.

”Vi er her for dig Amelia. Du skal nok huske” Jeg nikkede med et taknemmeligt smil. Disse mennesker som ikke vidste andet om mig end mit fornavn, var lige her og tilbød mig et liv. Et nyt liv.

”Tak” hviskede jeg. Doktoren smilte og drejede om på hælen. Han sagde noget til sygeplejersken på fransk, forsvandt så fra stuen.

”Den røde knap er hvis du har brug for os” Med de ord smilte hun genert og lod mig være tilbage i det der ville være mit værelse indtil da. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...