Fly

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 16 maj 2014
  • Status: Igang
Lykke er noget vi aldrig kan finde et konkret svar på. For nogle er det penge, andre kærlighed. Amelia lever en stille tilværelse indtil hun sendes i et fly til Paris. Det styrter ned og hun mister alt erindring fra sit tidligere liv. Nu får hun en unik chance for at starte om igen og blive lykkelig. Men hvordan bliver hun det?
Den franske sygeplejerske Jacques syntes at være en mulighed, men lykken kommer i mange skikkelser.

1Likes
2Kommentarer
290Visninger
AA

4. - Noise and silence -

Billetten lå i min hånd, med ordet 'Paris' trykket på som en tatovering. Bare ordet gav mig myrekryb. Frygten for hvad der ville ske, hvad der kunne ske. Så meget kunne gå galt. Jeg kunne miste mit pas, en tyv kunne stjæle mine penge, jeg kunne blive voldtaget af en syg franskmand eller mit fly kunne styrte ned! Åh stop hjerne! Lad være med at skræmme mig mere end nødvendigt. I forvejen var jeg mere skræmt end nervøst espeløv. 

"Flyet til Orly Paris afgår om 20 minutter. Check ind i hallen" Damens stemme i højtalerne fik mine fødder til at slå sig igang, så de bevægede sig hen til skranken. En mand med mørkt hår og udenlandsk accent tog imod min kuffert og checkede mig ind. Han var høflig trods min forvirrede udstråling. 

"Her er Deres billet Miss. Må de have en god afrejse" Vi udvekslede korte, høflige smil, forsvandt så fra hallen og bevægede mig op mod flyet. 

Rummet med de mange afrejsende familier og forretningsfolk sad rundt omkring og lavede hvad de nu lavede. Børnene løb rundt med nykøbte bamser og hev hinanden i håret. En lille pige brød ud i gråd da det blev nok, så forældrene med røde kinder blev nødt til at hive ungerne fra hinanden. Pigen fik en slikkepind, og holdt så munden lukket. Jeg lagde mærke til det nære forhold hun havde med sin bamse. Hun knugede den ind til sig, selvom hendes arm knap nok kunne komme rundt. 

Så diskret som muligt satte jeg mig ved siden af den lille pige. Hendes store øjne lagde sig på mig, som om jeg var noget fra det ydre rum. 

"Skal du også rejse?" Hilste hun på sin egen måde. Jeg nikkede halvhjertet. Genert over for et lille barn. Flot Amelia. Virkelig flot. 

"Jeg skal også rejse! Det er derfor jeg er her med min mor og far!" Endelig fik jeg taget mig sammen til at åbne munden og være et normalt menneske.

"Det var godt for dig. Jeg skal rejse til Paris" Hun blottede et smil, bestående af fine mælketænder, undtagen to fortil. 

"Det skal jeg også!" Hendes mor og far lagde mærke til vores lille samtale og sendte mig nogle trætte smil. Jeg kunne godt tænke mig til at de to børn kunne være ret så anstrengende i deres ulvetime. 

"Jeg hedder Claire! Og det her er Jakob" Hun rakte sin lille hånd frem som jeg tog mellem mine to fingre. Hun vinkede med sin bamses hånd som hed Jakob.

"Jeg hedder Amelia" Hun fnisede. 

"Min mor hedder også Amelia! Se mor, hun er også en Amelia!" Hun trak i sin mors ærme, som sendte et smukt smil. Hendes mørke hår var sat op i en rodet knold, men nogle vildeledede totter havde revet sig løs, og lå i hendes ansigt.

"Goddag Amelia. Dejligt at møde dig" Jeg sendte hende et høfligt smil da vi trykkede hænder. 

"Skal du også til Paris?" Jeg svarede ja med et mere trygt smil. Det her var nogle meget venlige mennesker. Modsat hvad jeg havde forventet af stressede rejsende. De virkede så trætte og alligevel så fulde af overskud til at stifte bekendskab. 

"Jeg kan godt lide navnet Amelia!" konkluderede Claire med sine store øjne og manglende tænder. 

Speakeren meddelte at vi skulle op i flyet, så jeg rejste mig fra sædet og bevægede mig over til skranken.

"Hej Amelia!" Claires mor vinkede, så mine kinder blev røde af glæde. 

"Farvel Amelia nummer to!" Claire smilede endnu en gang så mit hjerte kun kunne smelte. Jeg vinkede igen, forsvandt så som den første ind i korridoren til flyet. 

Trods min endeløse frygt for turen, så smilede jeg. Lille Claire havde givet mig mod. Hvis en lille pige kunne flyve, hvorfor skulle jeg så heller ikke kunne? Hvad kunne der ærlig talt ske? 

Jeg huskede ikke så meget fra det øjeblik. Sædet i flyet var ikke særlig blødt og maden var heller ikke særlig apetittelig. Så huskede jeg lysene der begyndte at blinke faretruende i kupéen. Så en trykken for ørene. Så vejrmangelen. Der blev sort for mine øjne, kunne kun hører en ringen for ørene. Jeg ikke kunne finde ud af om det var trykket eller om det var en alarm. Larm og stilhed.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...