Fly

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 16 maj 2014
  • Status: Igang
Lykke er noget vi aldrig kan finde et konkret svar på. For nogle er det penge, andre kærlighed. Amelia lever en stille tilværelse indtil hun sendes i et fly til Paris. Det styrter ned og hun mister alt erindring fra sit tidligere liv. Nu får hun en unik chance for at starte om igen og blive lykkelig. Men hvordan bliver hun det?
Den franske sygeplejerske Jacques syntes at være en mulighed, men lykken kommer i mange skikkelser.

1Likes
2Kommentarer
267Visninger
AA

3. - Change is good... Or is it? -

Den grå facade der prydede den ellers kønne skole, virkede ekstra trist idag. Måske var det regnen, eller måske bare mig. Det havde ikke været en ligefrem fantastisk morgen. Min mor og far havde startet dagen med at skændes om hvem der skulle tage hvilken bil. Måske ikke et alvorligt emne, men de havde en vane med at få det til at lyde som en tredje verdenskrig. De var begge læger på hver sit hospital, og efter 21 års ægteskab havde de høje stillinger nok givet dem lidt storhedsvanvid.

Mine sko betrådte den våde asfalt på vej ind ad korridoren. Folk jeg alle kendte, sværmede omkring mig som en sten i den rivende flod. Måske var jeg bare oversensitiv. Måske var jeg alt for observerende... 

Mit almindelige brune hår var sat op i en knold på sædvanlig vis. På en god dag, en fletning, men min selvtillid havde aldrig rakt langt nok til at lade det hænge løst. Jeg var bange for at folk ville... Ja, bemærke det. Selvom tanken om at nogen faktisk for en gangs skyld bemærkede mig var yderst fristende. Men jeg ville aldrig turde. Jeg var jo bare Amelia. 

Mine grønne øjne strejfede kønne ansigter, inden de igen søgte ned mod gulvet. Timen begyndte om lidt, så benene under mig trådte til og forsvandt ind gennem en dør, for at forsvinde fra mængden. Måske var jeg paranoid? Dag ud og dag ind, blev jeg ved med at stille mig selv spørgsmål. Hvem var jeg? Når jeg prøvede at fremkalde et billede af mig selv i mit sind, kom der bare en grå skygge frem. En skikkelse som altid bare var i verden, uden nogen rigtig funktion. 

Min taske blev smidt ved siden af min plads, hvor jeg de næste seks timer skulle siddet limet til stolen, og høre på en gammel nisse der talte om de forskellige slags medicin, der kunne købes på håndkøb. Hvis nogen undrede sig, så gik jeg på universitetet. Lægestudiet, ligesom mine forældre. Men det var lige så inspirerende som undersiden af en gummistøvle. Klokken kimede.

Velkommen til mit liv. Find venligst jeres pladser og spænd sikkerhedsbæltet, for det her bliver en lang tur. 

 

***

 

En edderkop fik smyget sig ind ad døren sammen med mig, da jeg trådte ind i mit hjem. Da jeg skulle til at tage skoene af, hørte jeg en hvinen oppe ovenpå. Huh? Var Mor hjemme? Hurtigt smed jeg jakken og skoene, før jeg mindre panisk hoppede op af trapperne. Jeg gik forbi mit værelse som var for kedeligt til at beskrive nu. 

"Mor?" Kaldte jeg ud. Hendes oplyste ansigt kom frem fra kontoret til venstre. Hun havde sit blonde hår løst. Det var i ret fin stand når man tænkte på at hun var i 50'erne. 

"Amelia! Jeg har fantastiske nyheder! Du husker vel den studierejse vi kunne få arrangeret til dig ikke?" Samtalen kom som et flashback i mit baghoved.

"Du kan komme til Frankrig Amelia! Det er en fantastisk måde at blive mere moden på! Du skal bare sige ja, så kan Far og jeg ordne resten!"

"Men Mor, hvad nu hvis jeg ikke har lyst? Jeg skal sikkert læse op til prøverne i den tid og jeg kan ikke bare tage af sted midt i skoleåret"

"Det er slet ikke nødvendigt at bekymre sig om det skat! Det her kan hjælpe dig med måske at finde ud af hvad du virkelig vil!"

"Men..." 

"Ikke noget men, hvis vi kan få fat i et godt kollegium så kommer du afsted!" 

I kunne vel høre hvor meget indflydelse jeg havde på den beslutning. 'du kunne være mere insisterende' ville i måske sige, eller 'det bliver da fedt!'. Nej. Ingen af delene var mig. Jeg gjorde bare som der blev sagt og var let at overtale. Ikke fordi jeg ændrede mening, mere at de ville få ret og jeg så kunne få fred. 

"Hvad er det med turen?" Nervøst begyndte mine fingre at lege med hinanden. På min mors oplyste udtryk, kunne jeg allerede forudsige svaret. 

"Du kommer afsted selvfølgelig! Åh, det er perfekt Amelia! Du kommer til at bo i en fornem bygning i midten af Paris og du kan bruge alt tiden på at se byen og få lidt venner! Det bliver en helt anden pige vi får hjem" Det sidste hviskede hun til sig selv drømmende. 

Mine fødder stod fast i gulvet, som om de prøvede at plante sig fast til huset. Tanken om at jeg skulle bo i midten af en fremmed storby, uden en sjæl jeg kendte og så faktisk nyde det? Mine forældre måtte have slugt skruer til morgenmad!

"Pak dine ting Amelia, du rejser i morgen tidlig!" Hva'? Hun lavede sjov ikke? 

"...Undskyld?" Mine grønne øjne spærrede sig op ved min mors konklusion. Hun havde helt sikkert spist et eller andet. Nok skruer.

"Ja! Gå nu ind på dit værelse og find en kuffert frem! Du har en helt masse at pakke!"

"Hvor længe skal jeg da være væk?" Spurgte jeg med kæben i gulvet. 

"2 måneder!" Det var lige som om min kæbe faldt igennem gulvet og landede i køkkenet. 

"2 måneder!? Er i helt fra den!? Jeg kan da ikke være i Paris i 2 MÅNEDER! Hvad med min skole!? Hvad med prøverne!?" Hun drejede mig rundt og skubbede mig let ind på mit værelse. 

"Det er blevet afgjort! Desuden, jeg tror ikke at du vil fortryde det Amelia. Du trænger til at komme ud..." Hun smilede, lukkede så døren foran mig. 

Skulle jeg virkelig til Paris? I morgen? Helt alene? En knude voksede og pressede i mit bryst. Angsten krøb ind på mig. Jeg var nødt til at komme lidt ud. Resolut trampede jeg igen ned af trapperne, tog sko på og åbnede døren. Edderkoppen fra før stod på dørmåtten. Et menneskes øjne var ikke gode nok til at kunne se, at det lille seksbenede væsen kiggede op på mig med sine talrige øjne.

Længere levede den ikke da jeg trådte den ihjel på ved ud af døren. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...