Fly

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 16 maj 2014
  • Status: Igang
Lykke er noget vi aldrig kan finde et konkret svar på. For nogle er det penge, andre kærlighed. Amelia lever en stille tilværelse indtil hun sendes i et fly til Paris. Det styrter ned og hun mister alt erindring fra sit tidligere liv. Nu får hun en unik chance for at starte om igen og blive lykkelig. Men hvordan bliver hun det?
Den franske sygeplejerske Jacques syntes at være en mulighed, men lykken kommer i mange skikkelser.

1Likes
2Kommentarer
263Visninger
AA

6. - A new start -

”Din morgenmad Amelia” Den generte sygeplejerske som jeg senere kendte som Marie trådte ind på min stue, og afbrød mig i at strække ud. Et gisp undslap hendes læber da hun så mig ligge i spagat på gulvet.

”Jamen hvad laver du dog!? Er du faldet!?” Hun var på grænsen til at tabe bakken, men hurtigt satte jeg mig op for at redde min morgenmad.

”Nej nej Marie, jeg strækker ud!” Hurtigt tog jeg bakken, der stadig var faretruende tæt på at ryge på gulvet.

”H-hvordan gør du det?” Jeg trak på henkastet på skuldrene.

”Jeg har gået til dans siden jeg var helt lille. Mest ballet og klassisk dans” Egentlig burde jeg ikke huske at jeg nogensinde har været i en dansesal, men det er et af de få minder som kom i løbet af dagene på hospitalet. Mine ben rettede sig ud efter nogle øvelser på den lille plads, der havde været tilovers i det lille rum. Jeg havde i flere dage ligget i den kedelige seng, uden nogen form for fysisk aktivitet andet end fingrene der kørte over fjernbetjeningen.

”Du må ikke overbelaste din krop efter ulykken” Det sagde de udtrykkeligt, men efter en uge kunne jeg ikke holde det ud længere. Det var ligesom at forhindre en fugl i at flyve. De blev jo nødt til det på et tidspunkt, for overlevelsens skyld.

Når jeg dansede så var det, undskyld klichéen, men som at flyve. Lette vingerne og bare svæve i bevægelser, mærke knoglerne i din krop. Vide at du virkelig var i live. Det var en ubeskrivelig følelse.

”Hvordan har du det?” Marie vippede hovedet til siden med hendes nøddebrune øjne, der granskede mit nu udtryksløse ansigt.

Jeg havde fået mareridt om natten efter ulykken. Lille Claire der prøver at skrige om hjælp i kabinen. Jeg griber fat i hendes hånd, for så at løbe ud mod udgangen. Flyet virker dobbelt så langt som da vi steg på, mens vi løber så hurtigt vi kan ud mod redningen. En ukendt kraft trækker i mine ben. Jeg tjekker op på Claire, da jeg ser det forfærdelige. Hun er væk sammen med resten af besætningen, og jeg står tilbage i kabinen som stadig styrter i frit fald. Jeg falder. Så dybt og langt at hvis jeg kigger op, vil jeg sikkert kunne se stjernerne der vinker et melankolsk farvel. En høj lyd, susen for ørene og så den døde stilhed.

”Amelia?” En hånd blev viftet foran mit tågede ansigt, der igen vågnede op fra min underbevidsthed.

”Du burde besøge Mrs. Carette” Jeg havde fået for vane at falde ind i mig selv efter jeg havde mistet hukommelsen. Måske ledte jeg ubevidst efter de informationer som nok var forsvundet for evigt. Marie kiggede bekymret på mig. Ikke det slags blik som en kærlig sygeplejerske havde. Nærmere en bekymret ven.

”Jeg mener det Amelia. Du er bleg som et lagen” Jeg kunne mærke hvordan farven havde forladt mit ansigt.

”Jeg er så bange” Uden at vide hvor de ord kom, slyngede de bare ud af mig med kanonfart. Hun aede min skulder. Gråden steg op i min hals og mine øjne prikkede.

”Hvad hvis jeg aldrig husker igen…?” Med det krakelerede mit ansigt i tårer. Marie omfavnede mig kærligt, mens hun aede mit uglede hår der hverken var blevet vasket eller redt i dagevis. På sekunder kunne mit humør skifte. Doktoren sagde at det var bivirkninger fra den traumatiske oplevelse.

”Du skal nok huske igen” Hviskede hun, mest henvendt til sig selv. Hvis dog bare jeg kunne huske, så ville det hele ordne sig. Det værste ved det hele var, at jeg ikke vidste om jeg havde forladt et godt eller kummerligt liv. Om jeg havde været rig eller fattig. Hvorfor var jeg overhovedet på vej til Paris?

 

 

***

 

”Det bedste du kan gøre er at ligge det bag dig Amelia” Lød Mrs. Carette. Hun sad i sin røde læderstol med benene krydset og en blok i sit skød. Siden var blank. Jeg rystede fortvivlet på hovedet.

”Jeg tror ikke at jeg kan. Der er så mange spørgsmål…” Hun tog brillerne af for at virke ekstra medfølende, som om hun tog sin psykolog maske af og talte til mig som en nær ven. 

”Du må smide det væk. De minder kommer måske aldrig igen, og det kan ingen gøre noget ved. Minder er noget vi altid har i vores underbevidsthed, indtil at de ikke længere er der. Du har mistet dine” Da hun sagde det, var det som om det hul jeg allerede var i, blev dybere og dybere, alt imens tårerne brød frem igen.

Der gik et minut eller to hvor Mrs. Carette så til mens jeg krympede sammen i lydløs gråd. Hun strøg hånden over min bukkede ryg indtil den stoppede med at ryste. 

”Du har en unik mulighed Amelia. Du kan starte dit liv om. Uden nogle begrænsninger”

"Men hvad nu hvis jeg ikke ville starte mit liv om? Hvad nu hvis det var fint som det var?"Hun rejste sig op for at gå hen til døren og åbne den forsigtigt.

”Du må bare gribe chancen” Min blodskudte øjne betragtede den høje skikkelse der stod ved siden af døren, som var det en port til den bedre verden. Jeg løftede mig fra sofaen jeg havde siddet i den sidste halve time, var på vej ud af rummet, men stoppede igen. 

Du må bare gribe chancen. Det lød som en dårlig terapibog. Alt det dér med at ’leve i nuet’ og ’finde dig selv’, sikke noget pladder. Men alligevel satte det noget i mig.

Fra det øjeblik besluttede jeg mig for at starte livet igen.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...