Brændt af

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Færdig
Sofie er rundt på gulvet af glæde, da hun bliver inviteret i biografen af den søde Lukas. Men aftenen forløber ikke helt som planlagt...
---
Dette er mit bidrag til 24-timers-konkurrencen. :)

9Likes
6Kommentarer
647Visninger

1. Brændt af

15:53. Sofie rynkede på næsen. Det samme gjorde hendes spejlbillede. Beslutsomt viklede hun sit våde hår op i et håndklæde og greb ud efter makeuppungen, som lå på toiletbrættet ved siden af hende.

Den første ting, hun hev op, var dækstiften. Selvfølgelig havde bumsen på hendes næse valgt at komme lige netop i dag, af alle dage! Hun sukkede og begyndte på den hårde kamp, det var at få den dækket. Da hun endelig var tilfreds, fik de mørke rande under øjnene samme omgang.

Hun havde næsten ikke kunnet sove natten før. Hele tiden havde hun ligget og spekuleret på samtalen med Lukas og det, han havde spurgt hende om. Hun havde vendt og drejet sig, mens hun overvejede, om det virkelig kunne være sket, eller om det bare var noget, hun havde forestillet sig. Det ville ikke være ulig hende – hvor mange gange havde hun ikke fantaseret om, at Lukas ville blive opmærksom på hendes eksistens? Men ikke nok med det. Han havde rent faktisk inviteret hende ud. En date! Ikke engang i sine vildeste fantasier havde hun turdet håbe på det.

16:02. Sofie rystede på hovedet et par gange for at slippe løs af dagdrømmeriet. Hun havde ikke så meget tid, før bussen kørte, mindede hun sig selv om. Men smilet sad stadig på hendes læber, da hun rakte ud efter den sorte mascara. Med vante bevægelser førte hun børsten gennem sine vipper, indtil de var mørke og lange at se på. Så slog hun håret ud og satte hårtørreren i stikkontakten, mens hun nynnede en lille melodi.

 

16:46. Bussen var næsten fyldt, da Sofie steg på, men det lykkedes hende alligevel at finde et sæde allerbagerst. Hun passede godt på ikke at krølle sin nye kjole, da hun satte sig ned. Den var mørkeblå og gik hende til lige over knæene. Hun havde købt den tidligere samme dag. Først havde hun overvejet også at tage sine sølvfarvede stiletter på, men i et pludseligt panikanfald bestående af tanker som ”hvad nu hvis det er alt for meget?”, ”hvad nu hvis han synes, jeg ser billig ud?” og ”måske kommer han bare i sit almindelige tøj?!” hjemme på værelset, havde hun besluttet sig for et par flade, sorte ballerinasko.

Desuden havde hun en lille, sort glimmertaske over skulderen, hvori hun havde sin mobil og sin pung – i det tilfælde, at Lukas ikke var gentleman nok til at betale hendes billet.

Men det burde han da gøre. Var det ikke sådan, tingene fungerede? Ærligt talt havde hun ikke den store erfaring med den slags… Det, hun vidste – eller mente at vide – om dating, havde hun enten læst sig til i ungdomsbøger eller set på tv.

Og når hun tænkte tilbage på i går, havde Lukas ikke sagt et ord om sagen. Han havde blot bedt hende om at møde ham ved biografen og foreslået, at de bagefter kunne tage ud at spise. Det kildede i Sofies mave ved tanken. Hvis bare han havde gjort det en smule mere klart, om han havde tænkt sig at betale for hende eller ej! Hvad nu, hvis hun dummede sig, fordi hun ikke vidste, hvad han forventede?

De røde, lysende tal på displayet forrest i bussen viste, at klokken var 17:01.

Hun tog et par dybe indåndinger for at lægge en dæmper på sin nervøsitet og lænede så hovedet tilbage mod ryglænet med et lille, spændt smil.

 

Sofie tjekkede sin mobil, da hun gik gennem svingdøren og ind i biografens forhal. 17:26. De havde aftalt at mødes klokken kvart i seks - hun var kommet i god tid. Duften af popcorn var altdominerende i det højloftede rum, hvor små grupper af mennesker sad og stod rundt omkring, mens de ventede på, at de kunne komme ind i biografsalene. En lav summen af samtale dannede en næsten behagelig baggrundsstøj. Hun gik hen i et hjørne af biografen og satte sig i en lav, rød sofa. Hun hev sin mobil op af tasken igen – 17:28. Sytten minutter tilbage…

 

17:45! Det gav et ekstra sus i maven på Sofie, da minutviseren på det store ur over billetlugen rykkede en tak opad. Så var det nu. Lukas kunne være her hvert øjeblik. Hun havde rejst sig fra sofaen og stod et par meter fra svingdøren, så hun med det samme ville se ham, når han kom.

Med ét trådte en skikkelse ud fra svingdøren. Sofie holdt vejret. Så var det altså nu. Hvad mon han forventede, hun skulle sige til ham, når han kom? Skulle de kramme? Og i hvor lang tid? Åh gud, havde han mon tænkt sig at kysse hende?! Skikkelsen trådte ind i biografen. Han så sig omkring. Der gik et par sekunder. Så indså Sofie, at det ikke var Lukas, men en ældre dreng fra et par klasser over hende. Luften undslap hendes mund i et langt suk. Hun måtte virkelig lære at få styr på sine nerver, tænkte hun for sig selv. 17:46. Der var stadig masser af tid. Hun trådte et par skridt tilbage og lænede sig op ad væggen i noget, hun håbede var en elegant og afslappet stilling.

 

17:58. Hvis Sofies stilling nogen sinde havde været afslappet, så var den det i hvert fald ikke længere. Hendes blik var låst fast på svingdøren, hvorigennem der hele tiden kom nye mennesker ind. Men ingen af dem var Lukas. Hun tjekkede sin mobil i håb om at kunne finde en forklaring der. Men det var ikke til megen hjælp, for der lå ikke nogen sms fra ham. Måske var han bare forsinket? Det måtte være sådan, det hang sammen. Eller hvad nu, hvis han var kommet til skade? Havde han været ude for en ulykke? Hun gøs ved tanken.

 

18:07. Burde hun ringe til ham? Deres film måtte da snart være gået i gang, tænkte hun uroligt. Hun havde allerede fisket mobilen op ad tasken, før hun kom på andre tanker. Det kunne hun da ikke bare gøre! Kunne hun? Hun prøvede at tænke tilbage på alle de tv-serier, hun nogensinde havde fuldt med i. Nej – nu var hun sikker. Hun måtte beholde sin værdighed. Det var ikke den slags, en smuk og moden kvinde gjorde, mindede hun sig selv om. Det ville bare vise Lukas, at hun ikke stolede på ham. Eller at hun var overbeskyttende og påtrængende og ikke kunne klare sig to minutter uden ham. Det var det sidste, hun ville have ham til at tro! Hun gik ind under hans navn i sine kontakter på mobilen – hvor havde hun været glad den dag, han spurgte efter hendes nummer! – og genlæste sms-samtalen, som de havde haft aftenen forinden. Et lille smil fandt vej til hendes læber. Det sidste, han havde skrevet, var: ”Godnat Sofie. Vi ses ved biografen”. Hun følte sig en smule mere lettet. Han skulle nok komme… Og snart, forhåbentligt.

 

18:16. Som minutterne gik, begyndte Sofie at blive mere og mere ubehageligt bevidst om de blikke, folk sendte hende. Pigen ved billetlugen betragtede hende med nysgerrighed, og Sofie prøvede at undgå hendes blik. Hende ved de røde sofaer sad en lille dreng og kiggede på hende med store øjne, som om hun var et dyr i cirkus. Hans små hænder var travlt optagede med at skovle popcorn ind i munden fra det enorme bæger, som stod foran ham. For ham måtte hun vel også ligne noget fra en anden planet. Mens alle andre gik afslappet rundt i deres hættetrøjer og T-shirts, stod hun der i sin skinnende kjole med store diamanter dinglende fra ørerne og en glitrende taske over skulderen. Selvom hun var glad for, at hun ikke havde sine stiletter på, var hun kun alt for bevidst om, hvor meget opmærksomhed hun tiltrak sig. Hun kunne lige så godt have stillet sig op på et bord og erklæret højt og tydeligt til alle i lokalet, at hun var blevet brændt af - brændt af på sin allerførste date…

Var det virkelig det, der var sket? Det begyndte at svie i Sofies øjne, men hun bed sig selv i tungen og fik det til at holde op. Hun kastede endnu et blik op på det store ur. 18:19. Bagerst i køen ved billetlugen stod to ældre piger og ventede. Den ene hviskede noget i den andens øre, og så så de begge hen på Sofie. Så lo en af dem pludselig, som om hun fandt et eller andet vældigt morsomt. Samtidig fangede den anden pige Sofies blik og så på hende med et udtryk, der næsten kunne ligne… medlidenhed?

18:21. Vreden blussede op i Sofies kinder. Stift så hun på potteplanten ved siden af sig. Den var af plastik, opdagede hun. Men den var ikke distraktion nok for hende, og efter et par minutter besluttede hun sig for at gå udenfor for at undslippe de mange stirrende blikke. Hun trak jakken tættere om sig og holdt øjnene rettet mod jorden, mens hun med lange skridt krydsede forhallens gulv og gik ud gennem svingdøren.

 

18:25. Blæsten uglede op i Sofies hår og gav hende kuldegysninger på ben og arme. Det var en udsædvanlig kold sommeraften. Gaden var fuld af gæster, som sad ved små parasolborde og nød deres mad fra restauranterne ved siden af. Efter at have konstateret, at Lukas heller ikke var nogen steder at se herude, var Sofie sunket sammen på de smudsede fliser. Nu sad hun lænet op ad biografens mur. Hendes hænder skælvede svagt, men hun vidste ikke, om det var af kulden.

18:26. Betød tiden overhovedet noget længere? De skulle være mødtes for længst! Hvis Lukas ikke var dukket op endnu, ville han nok aldrig gøre det. Da først Sofie havde tænkt den tanke, begyndte hendes øjne igen at svie. Samtidig blev hun opmærksom på en stigende knurren fra sin mave. Hun havde ikke fået noget at spise siden frokost.

18:27. Hvorfor var han ikke dukket op?! Havde han glemt deres aftale? Skulle hun ringe til ham? … Nej, hvad tænkte hun dog på! Han var nok bare fuldstændig ligeglad med hende… Hun hev efter vejret og begravede ansigtet i sine arme.

18:28. Hun kunne ikke tage hjem, ikke endnu. Hendes forældre ventede hende først længe efter aftensmadstid. Og hvad skulle hun ikke sige til dem? Hendes underlæbe bævede. Snart glemte hun alt om sin make-up og lod tårerne få frit løb.

18:29. Gråden kom i små, krampagtige hulk, som hun skjulte i kjolen så godt som hun kunne. Følelser og tanker flød sammen til en utydelig, grå masse. Hun var helt alene.

 

18:40. Himlen begyndte langsomt at antage en mere mørkegrå farve. Endelig løftede Sofie hovedet. Sort mascara sad i striber ned ad hendes kinder, og hendes øjne var røde. Hun knyttede sine hænder et par gange, før hun rejste sig. Så tørrede hun sit ansigt i jakkeærmet, mens hun undrede sig over, hvordan Lukas dog kunne finde på at gøre sådan noget mod hende. Han var slet ikke, som hun havde troet. Hun ville aldrig så meget som tale til ham igen, tænkte hun for sig selv. Det fortjente han ikke.

Hun så på sin mobil. 18:41. Nu havde hun siddet her længe nok. Hun ville ikke være til grin længere.

Med et sidste snøft vendte hun ryggen til biografen og forsvandt ned ad vejen.

 

 

I en biograf et par gader derfra står en dreng og venter utålmodigt. For tredje gang inden for den sidste halve times tid spørger han manden ved billetkassen, om han ikke skulle have set en ung pige med langt, lyst hår. Han har nemlig mistet hendes mobilnummer, forklarer han til ham, og han ved ikke, hvor hun er. Men manden ryster bare på hovedet og sender ham et skævt, sørgmodigt smil.

”Desværre, knægt. Det ser sgu ud til, at du er blevet brændt af.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...