Forladt *one shot*

Vejret var kedeligt og gråt, men der var et par huller i skyerne så man kunne se lidt af den blå himmel. Det beskrev egentligt meget godt mit humør, ligesom dukken der lå et par meter fra mig på en sten. Den lå bare der helt ensom og forladt.

0Likes
0Kommentarer
153Visninger

1. Foladt

 Vandet skvulpede stille og roligt op på stranden og tilbage igen. Vejret var kedeligt og gråt, men der var et par huller i skyerne så man kunne se lidt af den blå himmel. Det beskrev egentligt meget godt mit humør, ligesom dukken der lå et par meter fra mig på en sten. Den lå bare der helt ensom og forladt. Der var nok en lille pige et sted der savnede den. Jeg kom til at tænke på den gang da jeg var syv, det var første dag efter sommerferien. Vejret var fint, og mine forældre havde fulgt mig i skole, og jeg skulle selv gå hjem. Dagen var gået fint, lige indtil vi skulle hjem. Jeg havde min dukke med, og den betød meget for mig.

”Giv mig den, det er min!” råbte jeg, men de andre begyndte at grine og kastede videre med den. Jeg begyndte at græde. De tog tøjet af den og smed det væk. ”Giv mig den” råbte jeg igen, men de lod som om de ikke hørte mig. Den største af drengene tog den og løb om i skolegården, og de andre løb efter. Da jeg kom der om var de væk. Midt i gården lå noget, jeg gik derhen og nu græd jeg mere end før. Den var helt ødelagt, hovedet var revet af og den manglede både arm og ben. Jeg samlede den op og begyndte stille og gå hjem.

Jeg trak mig tilbage til virkeligheden. Prøv og tænk at være den dukke, blive kastet rundt, og en gang imellem ramme jorden. At få revet hovedet, arm og ben af, hvor må det gøre ondt. Men det gjorde også ondt på mig, for den dukke var min bedste ven på det tidspunkt, jeg havde ingen andre venner. I de år der fulgte efter var jeg selv min bedste ven. Nogen dage var der ingen der bemærkede jeg var i skole, og andre dage var der. Når de bemærkede mig, endte det tit med at jeg pjækkede fra de sidste timer, hvis det var meget slemt.

Jeg blev skubbet hårdt ind i væggen, og mærkede en voksende smerte i ryggen. Hende der havde skubbet mig smilede ondskabsfuldt til mig ” Hvad vil du nu gøre? Du har ingen venner der kan kommer og hjælpe dig. Du er venneløs og ved du hvorfor du er det? Det er fordi du er intet værd” Jeg svarede ikke, men kiggede stille ned i gulvet. Ordene gjorde ondt,  men jeg var ved at være vand til det. Men når de sagde det, troede jeg på det. ”Svar mig!” sagde hun. ”Hvorfor gør i det her mod mig?” hviskede jeg stille, mens tårerne stille gled ned over kinderne på mig. Jeg kiggede forsigtigt op hende. Først så hun overrasket på mig, men begyndte så at grine. ”Hvorfor? Ja det tror jeg godt du ved” svarede hun. Klokken ringede, og hun skubbede mig endnu engang ind i skabet, og vendte om og gik hen ad gangen med sine venner. Jeg gled ned af væggen og satte mig på gulvet, og trak benene op til hovedet og lod tårerne falde hurtigere end før. Efter noget tid rejste jeg mig, og løb hen til mit skab, tog min taske og løb ud af skolen.

Hvorfor de er sådan mod mig vidste jeg ikke. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort dem. I børnehaven legede vi tit sammen. Vi var bedste venner, men da vi startede i skole ændrede de sig. Men sådan er det jo. ”People change and things go wrong, but always remember life goes on” det var der engang en der sagde til mig. Det er jo rigtigt nok det hun sagde. For de ændrede sig, men mit liv det går jo videre.
Men heldigvis var det sommer nu, og vi havde ferie. Så var jeg fri fra dem et par måneder. Det kunne godt være, det blev en lidt ensom sommer, men det var bedre end at se dem. Solen var brudt igennem de grå skyer, og skinnede nu fint. Jeg rejste mig og gik lidt hen af stranden. Stenene knasede under mine fødder. Jeg gik og kiggede ned på dem, også stoppede jeg op. Mellem alle de andre sten lå der en lille sort sten, der havde form som et hjerte. Jeg bukkede mig ned og samlede den op. Den var virkelig fin. Jeg holdt den op mod solen, den glimtede næsten. Jeg kiggede lidt mere på den og puttede den i lommen. Jeg fortsatte lidt videre, men besluttede så at gå tilbage til den sten jeg sad på før. Inden jeg satte mig tog jeg dukken. Jeg sad og kiggede på den. Den mindede lidt om den jeg havde haft. Dukken så helt ny ud, den havde en fin rød kjole med et hvidt bånd om maven på, lyst hår der hang ned af ryggen, og blå øjne der lukkede når man lagde den ned. Jeg kiggede lidt videre, og så at der stod navn og adresse i kjolen. Der stod: Marie, Vibevej 7. Det var kun to gader fra mit hus. Jeg kunne jo prøve og gå der over, og se om der var nogen hjemme. Jeg rejste mig og begyndte at gå væk fra stranden.

***

Jeg stod foran Maries hus. Det var et fint rødt murstenshus, hvide vinduer og en pæn have med træer og blomsterbede. Jeg tog mod til mig og gik op ad havegangen, op til døren og bankede på. En pige, på min egen alder, med lyst, krøllet hår og blå øjne åbnede døren.
Pigen smilede imødekommende. ”Hej” sagde hun.
”Hej” svarede jeg en smule genert. ”Jeg fandt denne her dukke på stranden. Er det din?”
”Ej hvor godt du fandt den. Det er min lillesøsters, vi har ledt efter den hele dagen. Kom endelig ind.” svarede pigen. ”Hov, jeg har slet ikke præsenteret mig, jeg hedder Thea”
”Jeg hedder Mira” sagde jeg og gik ind i entreen og lukkede døren efter mig. Væggene var hvide, og der hang flere billeder på. På et af billederne var en familie: Thea, hendes lillesøster Marie og deres forældre. De så meget glade ud på billedet. På trægulvet var der et lille tæppe og en måtte til at stille skoene på. Den første dør, der stod åben, førte ind til et køkken. Den anden dør var lukket, og der hang et skilt på hvor der stod ”Wc”. Thea gik hen til trappen som førte op på første salen. ”Marie, kom lige her” kaldte hun op ad trappen. En lille pige, på om omkring fire år kom løbende ned af trappen.
”Din dukke er blevet fundet” sagde Thea smilende til hende. Marie gik genert hen til mig, men smilede stort da jeg gav hende dukken. Hun gik hen til trappen og vendte sig om mod Thea. ”Jeg går op og leger igen” sagde Marie og begyndte at løbe op ad trappen. Da hun var halvvejs oppe, stoppede hun op og kiggede tilbage på mig. ”Mange tak fordi du kom med den” sagde hun.
”Det var da så lidt” svarede jeg og smilede til hende. Marie smilede tilbage og vendte sig om og løb det sidste stykke op ad trappen.
Thea kiggede på mig. ”Vil du blive lidt? Vi er lige flyttet her til, og jeg kender ingen her omkring. Du er den første på min alder jeg har mødt.” spurgte hun usikkert.
”Jo det vil jeg da gerne” svarede jeg og smilede.

***

”Ses vi så i morgen?” spurgte jeg. Klokken var næsten seks og jeg skulle hjem.
”Ja, det gør vi. Jeg kommer hen til dig klokken 10” svarede Thea.
Jeg gik ud af døren og lidt ned af havegangen. ”Okay så. Hej hej” sagde jeg glad og vinkede til hende. Thea smilede og vinkede igen. Jeg begyndte at gå hen ad vejen. Det havde været en rigtig god dag, en af de bedste jeg længe havde haft. Thea og jeg havde virkelig hygget os. Efter sommerferien skulle hun starte i min klasse. Jeg havde på fornemmelsen at denne sommer ville blive god.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...