Og dagen gået bort

"Jeg prøver ikke at overbevise mig selv om, at dette her er rigtigt, for det er det ikke. For mig er det. Men ikke for min familie."

Eleanor Mark beslutter sig for, at forlade sin familie under en krise, hvor hun ved, de har brug for hende. Og selvom skyldfølelsen gnaver i hende, tager hun afsted, og efterlader kun få ting bag sig.

7Likes
14Kommentarer
751Visninger
AA

1. Solen er så rød, mor

Solen er så rød, mor,
og skoven bli’r så sort,
nu er solen død, mor,
og dagen gået bort.

 

Mit baghoved er lænet ind imod væggen. Igennem gangen, som er imellem mit og Kayas værelse, kan jeg høre min mor synge. Hendes stemme er blid og den er rolig, og jeg ser hende for mig sidde ved siden af Kaya, der ligger under dynen, og kæmper en brag kamp imod øjenlågene. Jeg ved ikke, om jeg har fået min sangstemme fra min mor, for vi har næsten for forskellige stemmer til det. Min mor lyder som en mor, der beskytter sin datter imod mareridtene. Den er beroligende ind til dens kerne, og når hun når til ‘død’, rammer hun den dybe tone med et snært af hæshed. Jeg smiler let med et lille løft i mundvigen. Når jeg synger, er min stemme naturlig hæs. Når jeg råber eller hæver stemmen dukker den op, og jeg er den eneste i familien, som har noget råt over vores ens stemme. Men jeg bliver glad over det lille tegn på, at jeg ikke har det fra fremmede.

Som jeg retter på min stilling imod gulvbrædderne, hører jeg min mor tysse på Kaya, og jeg bliver stille. Ikke i lydene, men i alle mine bevægelser og tanker. Jeg er frossen, i en bevægelse i at læne mig ind imod væggen, og jeg opfanger små ord min mor siger til min lillesøster. De flyder sammen i lyde af hvisken og tys, og stearinlyset på mit værelse flakker i sine skygger over rummet. Som min mor siger et langt ‘shhhhh’, trækker mit bryst sig sammen, og jeg drejer hovedet op imod loftet.

Jeg vil snart forlade dem. Og de ved det ikke.

 

Ræven går derude, mor,
vi låser vores gang.
Kom, sæt dig ved min pude, mor,
og syng en lille sang.

 

Og det er dette her øjeblik, hvor min mor trøster Kaya, putter dynen strammere om hende, og kysser hendes pande, at jeg strammer læberne og synker en klump. Dette her vil sikkert være en af de sidste aftener, jeg vil høre på min mor der synger, og lytte til min lillesøster, der langsomt falder i søvn. Hun er syv, og det sidste halve år har min mor hver nat puttet hende og pakket hende ind i dynen på sit skød, og sunget den sang. Ellers kan Kaya ikke klare natten.

 

Himlen er så stor, mor,
Med klare stjerner på.
Hvem monstro der på bor, mor,

på stjernen i det blå?

 

Det er ikke mange af os andre, der har kunnet klare natten heller, og jeg tror jeg er den eneste, der ikke har brudt sammen endnu. Om natten hvor det er helt sort, og vi tænker på Bjørn, er det sværest at holde hovedet i ro. Jeg tænker tit på ham. Men i stedet for at falde, er der noget, der har vendt sig i mig. Som en brik, eller tanke som har faldet mig ind. Det var dagen efter, hvor jeg sad og følte at hele min krop var drænet og at kun jeg var i live, fordi min krop trak vejret og ikke andet, at jeg tænkte en tanke.
At hvis livet kan være ovre så hurtigt, og at man kan miste så hurtigt uden nogen grund…
Min mor stopper sin sang, og jeg hører hende løfte Kaya op og trækker dynen hen til dem.
… hvorfor går jeg så rundt uden grund?
Det er noget, der har ændret sig siden det øjeblik. Og jeg kan ikke forklare hvad. Men jeg kan mærke det i mig, den måde jeg er trist på, uden at græde, og hvordan jeg ikke synker ned i det sorte hul, som jeg har været i. Jeg bliver ked af det, når jeg bliver mindet om, hvor meget der mangler, hvilket jeg gør hvert eneste minut. Men jeg kan på en måde stadig redde mig selv fra at falde sammen; gribe fat i overblikket og holde mig over vande igen. Det er stort i forhold til, hvor dybt nede jeg var før.
Jeg ryster langsomt på hovedet, mit kranie kradsende op af væggen. Jeg trækker vejret igennem næseborene og ud af munden, som min mor begynder at synge igen.

 

“Tror du der er drenge, mor,
der kigger ned til mig?
Og tror du, de har senge, mor,
og sover li’som jeg?”

 

Jeg kører en hånd over min nakke, hvor jeg mærker mit korte nakkehår, og jeg lukker stramt mine øjne i. Jeg er nød til at forlade dem. Jeg har truffet en beslutning. Og den holder jeg fast på.
Jeg klemmer mine smalle læber sammen, kører min hånd over min lige næse, når min mor når til tredje linje i vers to.
At jeg går, vil kun gøre alt dette her værre. De har brug for mig nu. Jeg har altid været stærk, og det er det, jeg er nu - og under mit breakdown, var de der for mig. Og det gør ondt, at forstille mig dem alene. Hvor både Bjørn og jeg mangler - den ene død, den anden stukket af for noget Isobel helt sikkert vil hade mig for. Men jeg tager chancen.
Selvom jeg vil svigte dem. Og skyldfølelsen gnaver i min mave helt ind til tarmene.
Jeg banker hårdt baghovedet ind i væggen.
Gud, hvor er jeg bare et svin.

 

Hvorfor bli’r det nat, mor,
og kold og bitter vind?
Hør den lille kat, mor,
den mjaver og vil ind!

 

Vi havde faktisk kat engang, kommer jeg til at tænke på. Men den stak af for nogle år siden.

Jeg sukker igen, og lader mit hoved falde ned til mit bryst. Jeg tager fat med begge hænder og kører dem over hele mit hoved, tager fat i det korte hår og river i hårrødderne. Mine albuer støder ind i hinanden, og jeg bøjer hele min ryg, så min pande rører benene lidt under knæene.
Når jeg først er gået, kan jeg ikke være sikker på, at jeg vil komme til at se dem igen før om nogle år. Jeg regner ikke med at dette her bare vil være et kort visit, og så hej-hej igen. Jeg vil have svar. Jeg vil have informationer. Jeg vil vide, hvem Leo er. Og jeg har ikke tænkt mig at give op.

For jeg har ikke tænkt mig at løbe hjemmefra, fordi jeg er forvirret, eller fordi jeg er trist, eller fordi hele mit liv er faldet fra hinanden, for jeg kan på en eller anden måde stadig holde styr på mig selv, hvis jeg holder godt fast. Grunden til at jeg forlader min familie, er et udslag af dén tanke. Og det jeg følte vende i mig.
Jeg kan aldrig vide, hvornår jeg dør. Jeg kan aldrig vide, om jeg mister alt hvad jeg har. Jeg kan aldrig vide, hvornår min liv bare er væk.
Og det er dét, jeg holder fast i. Lige nu, hvor jeg sidder og river mine hår ud, over at jeg kommer til at svigte min mor og lillesøster, der sidder lige dérinde. At jeg kommer til at svigte mine andre søskende, der ligger vågne på deres værelser lige nu, fordi vores far er død.
Jeg prøver ikke at overbevise mig selv om, at dette her er rigtigt, for det er det ikke. For mig er det. Men ikke for min familie.

 

Mågerne og ternerne
har ingen sted at bo.
Åh, hør, nu synger stjernerne,

de synger mig til ro!”

 

Som min mor afslutter sangen, og lægger den nok sovende Kaya ned i sin seng igen, tænker jeg:
Jeg håber også, at I andre vil blive sunget til ro, når jeg ikke er her.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...