Stemmerne

Louise er en helt normal pige, der går i folkeskole. Hendes mor døde for halvandet år siden i en bilulykke og siden da, er hun begyndt at høre stemmer, der ikke kommer fra nogen og føle ting, der ikke er der. Hvordan vil hendes venner reagere over de mærkelige hændelser?

0Likes
1Kommentarer
237Visninger
AA

4. Kapitel 4

Værdiløs. Hop ud af vinduet. Gør alle en tjeneste og dø. Du er uduelig.

Det var i bund og grund min hverdag, der bestod af hvislende slanger, der prøvede at lokke mig til at begå selvmord og fortalte, at jeg var værdiløs og et forfærdeligt menneske. Nogle mindede de mig om børnelokkere, der prøvede at lokke små drenge og piger ind i bilen eller heksen fra Hans og Grethe i mandeversion. Jeg var lukket inde i min egen krop og jeg havde ikke nogen mulighed for at komme ud. Jeg var skrækslagen for at gå uden for en dør, for at forveksle virkelighed med de ting, jeg hørte.

Jeg følte, at alle havde svigtet mig og opgivet mig. Selv min mor! Det var i hvert fald det stemmerne havde overbevist mig om, at hun havde.

To måneder fløj af sted uden jeg havde været i skole eller snakket men nogen af dem - ikke engang Sisse. De havde glemt mig og ville ikke engang prøve at huske mig.

Min far bankede en eftermiddag på døren: "Hey snuske, du har besøg."

"Er det Sisse?" spurgte jeg fuld af håb, men han rystede bare på hovedet.

Hun gider ikke besøge dig. Du skal ikke tro du er noget.

En lille pige med naturligt krøllet, mørkt hår trådte ind ad døren og jeg kiggede ind i nogle velkendte øjne.

"Hej søde, hvordan har du det?" spurgte min bedste barndomsveninde, jeg ikke havde snakket med i tre år vel. Efter hendes forældre var blevet skilt for fire år siden ændrede hun sig og vi voksede bare fra hinanden, da Sisse og jeg blev tættere og tættere veninder.

Hun kiggede på mig med medlidenhed og forståelse i øjnene, da jeg brød ud i gråd. Jeg havde savnet hende. Der var ingen, der nogen sinde havde forstået mig bedre, end hende. Hun krammede mig i et af de der jeg-elsker-dig-og-er-her-altid-for-dig-krammere, der tog en evighed, men det var fint med mig, for jeg følte mig tryg i hendes arme. Langt om længe brød vi krammet og hun kiggede endnu engang på mig med forståelse i øjnene og spurgte endnu en gang, hvordan jeg havde det.

"Åh, du kan ikke forestille dig, hvad jeg har været ude for!" græd jeg videre.

Du fortjener det. Du er ikke noget. Folk er ligeglade. Bare dø.

"Jo, måske kan jeg," sagde hun og kiggede på mig med et helt andet blik. "Jeg vil i hvert fald tro på dig!" Og så kunne jeg ikke holde det tilbage længere: jeg fortalte hende det hele om stemmerne og de sanse- og lugtehallucinationer, jeg havde haft, og alle raserianfaldene og selvmordsopmuntringerne. Det bedste af det hele, var, at hun rent faktisk troede på mig.

"Min morbror har skizofreni, så jeg ved godt, hvordan det er."

"Skizofreni?"

"Ja, og jeg skal nok hjælpe dig. Det er i hvert fals symptomer på det. Din far har allerede lovet, at han nok skal køre os ind til lægen, så vi kan få dig tjekket." Hendes stemme var mild og blød - ikke som de stemmer jeg hørte hver dag, der talte ned til mig, eller faktisk beskrev mig, eftersom jeg var begyndt at tro på alt det, de sagde.

"Det bliver bedre, det lover jeg. Vi er her for dig," sagde hun og min far nikkede smilende oppe i døren.

"Tak, gå I bare i forvejen, jeg kommer lige om lidt. Jeg skal bare lige have noget ordentlig tøj på," sagde jeg og gennede dem ud af mit værelse.

Jeg kiggede op mod himlen og hviskede: "Så må du vel vente lidt endnu, mor. Vi ses om forhåbentlig mange år." Jeg gik over i min sengebordsskuffe og tog mit pilleetui med beroligende og smertestillende piller og hældte dem ud i vasken.

Nej, slug dem! Du er uduelig. Værdiløs. Du fortjener ikke noget.

Jeg stoppede op. Deres hvislende stemmer var lokkende. Fristende, nærmere. Men jeg måtte gøre min mor stolt. Jeg rystede på hovedet og hældte resten af pillerne ud. Det var en ny start. Jeg kunne klare det her. Jeg var det værd. Uanset, hvordan jeg førhen havde været eller hvad, jeg havde gjort, så var jeg det værd. Selv Sisse, der havde svigtet mig, da jeg havde mest brug for det, hun var også noget værd. Vi fortjener alle en chance.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...