Stemmerne

Louise er en helt normal pige, der går i folkeskole. Hendes mor døde for halvandet år siden i en bilulykke og siden da, er hun begyndt at høre stemmer, der ikke kommer fra nogen og føle ting, der ikke er der. Hvordan vil hendes venner reagere over de mærkelige hændelser?

0Likes
1Kommentarer
222Visninger
AA

3. Kapitel 3

"Hej søde, hvad lavede du i går? Du svarede ikke på mine sms'er eller opkald" spurgte Sisse dagen efter i skolen.

"Øhm... Jeg kunne ikke finde min mobil," løj jeg og smilede til hende.

"Nå, okay. Jeg ville bare have hørt om du kunne være sammen og bedt dig om være med til at planlægge min fødselsdag, du ved," hun havde det der glimt i øjet igen.

"Åh. Det var bare fordi, i går blev jeg ved med at høre de her stemmer..." prøvede jeg mig frem. Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle forklare hende det - noget som helst af det.

"Jeg hører stemmer hver dag. Ork, de er da så irriterende og vil have mig til at gøre en hel masse ting," sagde hun med et lille smil på læben jeg ikke helt kunne tyde.

Freak. Misfoster. Vanskabning. Du fortjener ingen ting.

"Ej, hører du dem også?!" jeg var henrykt af en eller anden mærkelig grund, men selvfølgelig havde jeg stadig medlidenhed med hende at hun også skulle høre på det dag ind og dag ud.

"Ja, da. Min mor vil ikke holde sin kæft med at brokke sig over at Malthe og jeg ikke laver noget derhjemme. Jeg er ved at få spat af hende!"

"Nåh, det var nu ikke det jeg mente..." fortsatte jeg nedtryk.

"Ikke? Mener du sådan helt seriøst stemmer?" hun kiggede spørgende på mig med forundring, forbavselse og væmmelse.

"Ja, stemmer, der ikke er der."

Hun grinede og gav mig et kærligt puf i skulderen.

"Jeg mener det," jeg prøvede at overbevise hende med et af mine meget seriøse blikke.

Hendes grimasse ændrede sig og jeg kunne se at hun nu forstod, hvad jeg sagde.

"Jeg bliver lige nødt til at gå på toilet. Jeg er super ked af at høre det forresten," sagde hun og skyndte sig af sted. Fedt. Svigtet af 'bedste' veninden. Lige det jeg manglede.

Du er et nul. Ingen gider dig. Selv din mor skred fra dig.

"Hun skred ikke, hun døde i en bilulykke!" råbte jeg ud i luften, selvom jeg vidste det ikke ville nytte noget alligevel. Jeg kiggede mig omkring og så alle stå og stirre på mig, som var jeg sindssyg. Deres blikke borede sig ind i mig og jeg kunne se deres billede af mig for mig.

Jeg løb. Jeg løb alt, hvad jeg kunne hjem. Jeg løb op på mit værelse og smed mig i sengen og tog høretelefonerne i skruede op for musikken, så jeg kunne undgå stemmerne.

Alligevel følte jeg pust i nakken, koldt vand løbe ned ad mig, fingre, der kørte op ad min arm og fingre, der kildede mig under fødderne. Jeg afskar mig selv fra alt det sociale. Jeg snakkede ikke med andre, end min far og blev liggende i min seng.

Sådan fortsatte det i flere måneder. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for ikke engang min bedste veninde troede på mig. Min far troede på, at jeg havde hørt nogle stemmer af og til, men ikke at det fortsatte og var konstant eller hvad, de sagde. Han troede ikke på, at de blev ved med at nedgøre mig og mig om at dø, men hvordan skulle jeg kunne overbevise ham? Af den grund lukkede jeg mig selv inde og var ensom. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...