Stemmerne

Louise er en helt normal pige, der går i folkeskole. Hendes mor døde for halvandet år siden i en bilulykke og siden da, er hun begyndt at høre stemmer, der ikke kommer fra nogen og føle ting, der ikke er der. Hvordan vil hendes venner reagere over de mærkelige hændelser?

0Likes
1Kommentarer
224Visninger
AA

2. Kapitel 2

Da jeg kom jeg, var jeg gået op på mit værelse med min skoletaske og efterfølgende gået ned i køkkenet for at smøre mig en bolle. Jeg tog en pakke Lurpak og noget lys pålægschokolade i køleskabet og nutella'en ude i skabet, hvilket var usunde mig i en nøddeskal, selvom jeg som næsten enhver anden teenagepige holdte vægten alligevel.

Det er usundt. Du er klam. Læg det væk. Du bliver fed. Ulækker. Overvægtig. Svin.

Stemmerne fortsatte endnu engang og var som altid nedgørende. Nogle gange mindede de mig om slanger - slanger, der hvislede og var snu og ondskabsfulde. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Stemmerne var mørke, som noget af det mørkeste man ville kunne finde, som når man så spøgelsesfilm med de onde spøgelser, der ikke havde andet, end had i sig. Jeg var bange. Jeg følte mig overvåget og forfulgt hver gang det skete. Jeg kunne forestille mig deres sorte blik fyldt med had og væmmelse, mens de sagde alle de forfærdelige ondskabsfulde og skrækslagne ting til mig.

Nogle gange ville jeg bare gerne have det overstået. Det hele. Bare have stemmerne til at stoppe.

De fortsatte mens jeg smurte min mad, men jeg blev jo nødt til at spise. Jeg satte mig ind i stuen og tog et tæppe om mig og satte min mad på sofabordet. Andet gjorde jeg ikke. Jeg sad og kiggede ud i luften. Jeg havde pludselig ikke lyst til min mad længere eller var sulten. Jeg sad og stirrede på min mad i flere minutter mens stemmerne fortsatte med at svine mig til og give mig dårlig samvittighed. Min mobil ringede og jeg kunne se, at klokken allerede var omkring 17, hvilket ville sige jeg havde været hjemme i to timer - hvor var tiden lige fløjet hen? Det var Sisse, der ringede, men jeg tog den ikke. Jeg havde ikke lyst til at snakke med hende. Hvad hvis jeg ikke kunne andet, end at koncentrere mig om stemmerne omkring i stedet for at lytte til hende. Jeg lagde min mobil på sofabordet og lænede mig tilbage og lukke øjnene.

Du er klam. Ulækker. Fed. Lav noget. Dovne svin. Dovenskab er en synd. Dø. Slå dig selv ihjel!

De fortsatte...

Lad være med at spise det. Lad det stå.

... og fortsatte.

Du er forfærdelig. Stor og fed. Lad det være.

Jeg følte, at jeg havde lagt der i evigheder, da min far endelig kom ind ad hoveddøren.

"Hej min skat," sagde han og gik ud i køkkenet for at lave en kop kaffe.

 "Hey, far?" sagde jeg og kaldte ham hen til mig. Stemmerne blev stadig ved. De var ikke holdt op, men hvad havde jeg også regnet med? Det havde jo stået på i en måned, men alligevel vågnede jeg hver morgen i håb om, at de ville være stoppet.

"Ja, min pige?" spurgte han og satte sig ved siden af mig i sofaen.

"Jo, jeg tænkte på..." jeg havde flere gange villet fortælle ham det, men jeg havde aldrig kunnet tage mig sammen til det. Men nu var det nu, jeg var bange og jeg havde brug for hjælp. "Har du nogen sinde hørt ting, som i virkeligheden ikke er der?"

Du er sindssyg. Tosset. Et freakshow. Ingen gider dig. Du er grim!

"Øhh, nej, det tror jeg ikke," sagde han og tænkte videre over det. "Jo, der var faktisk en gang, hvor at..." mit ansigt lyste op i håb om, at han måske kendte til, hvordan jeg havde det. Efter min mor var død for halvandet år siden blev jeg nødt til at snakke med min far om alle de ting, jeg eller ville have snakket med hende om. Det havde taget utrolig hårdt på mig, og det var ikke meget mere end tre måneder efter det, at jeg begyndte at føle og mærke ting, som ikke skete eller var der i virkeligheden. De fortsatte i en længere periode, men så var det pludselig ikke så tit det skete - måske tre gange på en dag maks. - og så var det jeg begyndte at høre stemmer for omkring en måned siden. "... nej vent, det var bare en joke. Så var der... Nej, det har jeg heldigvis ikke. Hvorfor da? Tror du da pludselig på spøgelser?"

Han kendte ikke til, hvordan jeg havde det. Jeg var skuffet og følte mig pludselig utrolig ensom. Jeg havde brug for at snakke med min mor og mærke hendes dejlige varme arme omkring mig, der trykkede mig ind til sig, mens jeg kunne dufte hendes vaniljeshampoo.

Sindssyg. Misfoster. Alene. Udstødt. Du er ingenting. Ikke noget værd.

"Kan du ikke høre dem?!" skreg jeg panisk og smed en pude frustreret væk.

"Nej, jeg kan ikke høre noget. Hvad er der?" han var forstående og det havde han altid været, men i øjeblikket betød det ingenting.

"Du fatter da for helvede bare heller ingen ting! Lad mig være, din idiot!" skreg jeg og smed endnu en pude væk og løb op på mit værelse. Det var ikke første gang jeg havde haft humørsvingninger og havde 'lost my mind' og fået et raserianfald. Det var i hvert fald ikke det første efter mors død - der havde været utrolig mange, men han var stadig forstående, for han prøvede at forstå, hvad jeg gennemgik og hvordan jeg havde det. Jeg skreg af vrede.

Skrig. Ødelæg den. Slå ham. Ja, sådan!

De opmuntrede mig. Nej, ikke opmuntrede mig, men de opmuntrede og opfordrede mig til at blive endnu mere rasende og skylde skylden på min far. Det var deres hvislende, onde slangestemmer jeg ikke kunne stå for. Det var så nemt bare at give efter og lytte til dem. Jeg råbte. Jeg skreg. Jeg smækkede med døren. Ødelagde ting. Smed ting på gulvet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...