Stemmerne

Louise er en helt normal pige, der går i folkeskole. Hendes mor døde for halvandet år siden i en bilulykke og siden da, er hun begyndt at høre stemmer, der ikke kommer fra nogen og føle ting, der ikke er der. Hvordan vil hendes venner reagere over de mærkelige hændelser?

0Likes
1Kommentarer
227Visninger
AA

1. Kapitel 1

Klokken ringede ud efter 6. time og vi havde endelig fri. Jeg pakkede mine bøger sammen og proppede dem hurtigt i tasken og skyndte mig ud af klasselokalet, der rodede helt vildt og var begyndt at lugte lummert efter 19 elever havde tilbragt de sidste 5 timer derinde. Det var som om, at lugten og følelsen altid kom på det samme tidspunkt, lige på slaget. Jeg havde flere gange tjekket min mobil for at underbygge min påstand - og ja, jeg havde ret. Hver dag kl. 12.47 begyndte klasselokalet at føles underlig lummer og indelukket. Jeg gik ude på gangen hen mod hovedindgangen, da jeg pludselig mærkede et pust i nakken, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg vendte mig hurtig om, men så ingen gå bag mig, hvilket bare gjorde mig endnu mere nervøs. Det var vel nok bare noget jeg bildte mig selv ind, som når man tror man mærker sin mobil vibrere i lommen, men når man tjekker om man har fået nogen sms'er, er der ingen. Min hjerne må vel være fuldstændig fucked up, gætter jeg på.

"Hey Loo," afbrød en min bedste veninde, Sisse, mig. Loo var en forkortelse og et kælenavn for Louise. Jeg vendte mig om og krammede hende og kunne dufte hendes søde velkendte parfume hun altid brugte. Hun var som en søster for mig; en jeg havde kendt hele livet, en jeg delte samme tøjstørrelse- og smag med, en, som kendte mig, fordi hun havde det på præcis samme måde som jeg.

"Hey Sis," sagde jeg henrykt, da jeg havde sluppet hende igen.

Vi fulgte automatisk hjemad, hvilket vi gjorde næsten hver dag. Vi havde gået i omkring 5 minutter, da jeg begyndte at høre en sagte hvisken lige til højre for mig. Sisse gik til venstre for mig og plaprede løs om sin fødselsdag næste måned, som hun havde planlagt i månedsvis.

Værdiløs. Taber! Kælling. Luder. Du er så dum.

Jeg vendte mig om, men så ingen. Jeg kiggede på Sisse, der fortsatte med at fortælle om sin planlægning: "Tror du ikke det ville være en god ide?" Hun var glad, lykkelig. Jeg kunne se glimtet i hendes øjne og der var ikke til at tage fejl af smilet på hendes læber.

Det er en forfærdelig ide. Dumt. Hjernedødt. Idiotisk.

Stemmerne fortsatte. De blev højere, end en hvisken, men fortsatte med at være lige så utydelige som en de nu er.

"Synes du ikke?" spurgte hun igen og så lidt bekymret på mig. Hun stoppede op og fiskede sin mobil op af jakkelommen. Hun kiggede vist på klokken (jeg var ikke helt sikker, fordi jeg ikke kunne fokusere på det pga. stemmerne) og lagde den bagefter tilbage i lommen. "Hey, er du okay?" Hendes ansigt lyste af bekymring. Mine hænder lå i mine jakkelommer og jeg kunne mærke, at de begyndte at ryste og mit hjerte begyndte at hamre. Jeg begyndte at svede og vidste ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg nikkede bare.

"Nå okay, du. Jeg er ked af det, men jeg må desværre løbe, jeg skal nå en bus, du ved," sagde hun med det glimt i øjet endnu en gang. Jeg nikkede igen og mærkede hendes arme rundt om mig igen. Jeg krammede hende tilbage - hårdt. Jeg ville ikke have, at hun skulle gå. Alligevel fik hun halet sig ud af mit greb og løb ned ad en sidegade mod sit hus og vinkede til mig med det smil på læben, der betød lykke og ingen bekymringer.

Løb. Du er ikke noget værd. Hop ud foran bilen. Du er grim. Sindssyg.

Jeg kiggede mig nervøst omkring for at se, om der var nogen i nærheden, men der var ikke et øje at se. Stemmerne var der uden tvivl, jeg kunne høre dem ligeså tydeligt som jeg havde hørt Sisse. De gav mig gåsehud. De lød ondskabsfulde, men samtidig diskrete som var de bare en højlydt underbevidsthed, jeg på det seneste var begyndt at tro på. Jeg havde hørt stemmer lignende den sidste måneds tid og det var så småt begyndt at gå udover min koncentration.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...