Se på mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Igang
Dette er en historie om omsorgssvigt, og den er til 24timerskonkurrencen. I selve historien nævner jeg ikke ordet: 'svigt', men jeg prøver på at få det til at ligge i handlingen :) Jeg håber I kan lide den ^^

24Likes
35Kommentarer
1265Visninger

1. Se på mig

Den morgen regnede det med tårer. Det var ikke de tårer som man så, ikke de tårer som strømmede ned fra folks kinder i al almindelighed. Dette var de skjulte tårer, dem som ikke kom frem, men gemte sig inde i hjertet. Her satte de sig fast og dannede en knude, en knude der ikke gjorde nogen nytte, bare sad der og sad fast.

Nuke sad og betragtede regnen, den morgen. Hun kiggede på, hvordan den  sprang op fra asfalten når den ramte jorden. Hvordan den gjorde jorden våd, og fik folk til at holde sig indendørs. Hun kiggede ud igennem den grå rude, imens hun betragtede, hvordan regnen faldt ned imellem de høje, grå huse, og blev en del af gadebilledet. Efter få øjeblikke var den næsten usynlig.

Den lille pige lignede en mus, som hun sad der. Sammenkrøbet og så lille og grå, at hun fik asfalten til at se farvestrålende ud. Hun sad i sit eget lille hjørne, hvor hun kunne kigge ud på de mennesker som grinede og smilede, og drak farvestrålende drinks i fine, små bægre. De havde allesammen flot tøj på. Damerne havde smukke kjoler på, og mændene havde fine jakkesæt på.

Hun havde set sin mors kjole. Den var blå, og lavet af et stof, der fik lyset til at lave smukke farvespil på den, så den glinsede som selve havet. Pigen kiggede ind i mængden af mennesker. Kjoler i alle farver fik rummet til at lyse op. Den blå kjole var en af de sidste hun fik øje på. Da hun fandt den, lod hun blikket glide opad. Hendes mor lignede en dronning, med de lyse krøller, de blå øjne og den smukke kjole. Hun grinede og lo, smilede til sine gæster.

Et ganske kort øjeblik fik moderen  øjenkontakt med sin datter. Blikket føltes som is, og pigen sænkede hovedet, og krøb endnu længere tilbage i sit hjørne, imens hun krummede sig sammen.

Nuke kiggede væk fra vinduet, og sænkede i stedet blikket, så hun så på sine hænder. Hendes fingre var lange og skrøbelige. Tynde, og ville kunne knækkes så nemt som var de kviste.  Hun betragtede dem i noget  tid, før hun endelig flyttede blikket igen. Endnu engang lod hun blikket søge ud igennem den beskidte rude, ud på tårerne der faldt ned udenfor, forklædt som regn.

Pigen greb fat om blyanten, imens hun betragtede papiret med en hvis foruroligelse. Ganske forsigtigt satte hun blyantspidsen mod det hvide papir. Hun havde billedet i tankerne, og med klodsede streger forsøgte hun at efterligne billedet af sin mor i den blå kjole. Kjolen der lignede havet. Hun gjorde sit bedste. Gav moderen lyst krøllet hår og blå øjne. Kjolen farvede hun blå så kønt hun kunne. På hovedet satte hun en krone af det purreste guld.

Med nervøs hjertebanken samlede pigen tegningen op, og knugede den ind til sig. Hun listede, stille som en mus, hen til døren, som hun forsigtigt åbnede. Den var lavet af træ, og knirkede svagt da den åbnedes, og afslørede trappen der førte ned til stuen. Pigen kunne høre sin mors klare stemme der snakkede i telefon. Hvor ville hun dog ønske at hun kunne tegne dén! Stemmen der lød klar som det klareste is. 

Forsigtigt listede hun sig nedenunder. Hun slog blikket ned, da hun kom ind i stuen. Hendes vejrtrækning var hivende og nervøs. Ganske forsigtigt lagde hun tegningen foran sin mor. Moderen stoppede ikke med at snakke i telefon. Hun værdigede ikke datteren et blik. Pigen listede ovenpå igen, imens hjertet bankede af nervøsitet og spænding i brystet på hende. Men da hun , et par timer senere, gik ned for at finde ud af hvad der var blevet af tegningen, fandt hun den krøllet sammen i skraldespanden.

Nuke’s hånd rystede, da hun løftede den og lagde den mod vinduet. Forsigtigt lænede hun sig fremad, og åndede på ruden.  Hun satte en finger imod det tågede sted, og ganske forsigtigt tegnede hun et hjerte. Et øjeblik stod det der, smukt og perfekt. Men regnen trommede mod ruden, og fik det til at lige at hjertet blødte. Snart efter var hendes ånde fordampet, og så var der intet hjerte. End ikke et der blødte.

Pigen havde en rød kjole på den dag. Moderen havde sin blå kjole på – den som lignede havet. Pigens røde var slet ikke ligeså smuk. Det var hun heller ikke. Hendes mor lignede en dronning, mens hun selv højest kunne være en bondepige. Moderen holdt fast i hende med et stærkt greb om hendes håndled, imens hun trak hende hen imod bilen der stod og ventede på dem. Da de begge sad på bagsædet og chaufføren var begyndt at køre, vendte moderen sig om. Pigen sænkede blikket.

”Se på mig Nuke.” Hvæsede moren. Pigen kiggede op. ”Du laver ikke nogen problemer, er vi enige?” Pigen nikkede. Moderen smilede, og strøg lidt af pigens hår om bag hendes øre. Men så blev blikket igen hårdt som stål. Som is. ”Hvis du gør, ved du hvad der sker.” Pigen nikkede. Tavshed.

Nuke kiggede stadigvæk på regnen. Den faldt ikke nær så kraftigt længere. Som om der ikke var så meget tilbage der kunne falde ned, længere. Langsomt fjernede Nuke blikket fra regnen, og flyttede det ned på gulvet. For hendes fødder lå et par spredte stykker papir, og en blyant. Nuke samlede blyanten op, og bøjede sig ned over papiret. Regnen trommede stadigvæk mod vinduet. Selvom den ikke var så kraftig længere, var den der stadigvæk.

Den lille pige sad sammenkrøbet i et hjørne af stuen. Omkring hende var der stemmer og snak. Igen var folk samlet i deres fineste tøj. Pigen kiggede op. Hun så sin mor næsten med det samme. Moderens blik var rettet imod hende, men denne gang mærkede hun intet jag af kulde. Det eneste hun følte var tomhed. Hendes mor så lige igennem hende.

Den straf som hendes mor havde indført, var værre end dengang hun stadigvæk slog. Pigen foretrak slagene. De var hurtigt overstået. Men dette var anderledes. Anderledes, og meget værre. Når hun skuffede sin mor, valgte moderen ganske enkelt at benægte hendes eksistens. Det var som om, at pigen blev usynlig for moderen. Det var det hun kaldte tomhed. Når hun skuffede sin mor, blev hun til en tom plads et sted i sin mors hjerte. Det var den frygteligste ting hun kunne forestille sig, men skønt hun havde lyst til at græde gjorde hun det ikke.

Tårer gjorde svag.

Nuke færdiggjorde sit brev med en kejtet underskrift. Det var ikke et langt brev, men det fortalte alle de ting hun ville fortælle sin mor. Forsigtigt rejste hun sig. Hun knugede brevet, akkurat som hun engang havde knuget tegningen. Med langsomme skridt gik hun hen mod døren. Hendes fødder slæbte sig over trægulvet. Hun åbnede døren. Den knirkede.

Forsigtigt bevægede hun sig ned ad trappen. Ned i stuen. Brevet lagde hun på bordet, hvor også tegningen var blevet lagt. Lige nu var moderen ikke hjemme. Hvor hun var, vidste Nuke ikke. Det betød heller ikke så meget. Nuke kunne kun konstatere at hun ikke var herhjemme. Der var ingen til at stoppe hende. Det gjorde hende både trist og glad. Med rystende hænder gik hun hen mod køkkenet. Hun åbnede skuffen, og fandt kniven frem. Langsomt gik hun tilbage mod bordet, hvor brevet lå. Men hun blev ikke ved bordet. Hun gik forbi det,  fortsatte ind i den store stue. Stuen hvor at damerne med de smukke kjoler dansede med mændene med de stolte smil. Rummet hvor hendes mor blev forvandlet til en dronning.

Hun kastede et blik mod et af vinduerne. Regnen af tårer var holdt op. Snart skulle det regne med blod. Nuke drejede rundt om sig selv, imens hun knugede fast om kniven. Inderst inde håbede hun på at hendes mor kom hjem for at stoppe hende. Men der var ikke nogen der kom løbende og råbte hende op, standsede hende. Der var kun hende, Nuke, helt alene.  

"Se på mig nu, mor." Hviskede hun. Hun græd ikke. Tårer gør svag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...