Her hvor havet slår ind over stenene

Det æder hende op indefra. Marthe svigtede. Hun tog den nemme vej.
~ One shot ~ Til 24 timers konkurrencen med temaet 'Svigtet' ~ Steampunk-ish ~

4Likes
7Kommentarer
461Visninger

1. ~

Skyerne har trukket sig sammen til en faretruende betonmasse, som holder lyset ude og byder glæden farvel. Marthe sidder på bænken. Det gør hun så ofte for tiden. Hun sidder på bænken, som er allerlængst ude mod det flående hav, hvor det er umuligt at høre andet end bølger mod klipper, og hvor salt luft er en pisk mod hendes ansigt. Når hun sidder derude, kunne man ledes til at tro, at det er havvand, som skinner på hendes kinder.

Det buldrer over hende. Tordenguden er vred, og det er hendes skyld. Hendes pegefinger danser med en hårtot, som er undsluppet den stramme knold. Hvis bare hun ikke havde gjort det, når hun lige at tænke, inden det første lyn skærer mørket over hende i to. Lyden følger så hurtigt efter, at det er et under, det ikke rammer hende.

Et øjeblik sidder Marthe forstenet, men ved det næste lyn – endnu nærmere end før – ruller hun af bænken og ned under den. Der er mørkt omkring hende, men hun ved, at der et sted bag skyerne gemmer sig en fuld måne. Hvis dog bare hun stadig hørte til oppe ved den, deroppe hvor nattens lys stråler over bakker og dale, og man føler, man kan hoppe fra skibets sider og lande i flydende sølv så blødt som killingers pels.

Marthe lukker øjnene. Hun kan næsten se landskabet over skyerne for sig, og hun husker sidste gang, hun var hjemme.

Luftskibet dasede af sted, og mandskabet var afslappet til trods for, at der for en gangs skyld var klamt og tæt af dråber omkring dem. De havde haft en god fangst den dag; lynbeholderne var næsten alle fyldte, og de ville søge ned til land efter blot en uge i luften. Det var ikke nødvendigt at tage mere mad om bord, men Marthe glædede sig alligevel til et par friske appelsiner. Hun ville heller ikke sige nej til et varmt bad med velduftende urter.

Bag roret stod Sylvestia, den første kvindelige kaptajn på skibet Iwazaru, som hendes gammelfar stolt havde købt på Østens kyster. Måneskinnet stod på hende gennem de lave vinduer, og Sylvestias hår løb ned ad ryggen, som en flod af kviksølv, der kunne trække selv de mest hårdføre mænd ned. Hun skinnede næsten; deres helt egen lille måne, mere fascinerende end noget himmellegeme.

Marthe havde stirret, og et hårdt puf i ryggen fortalte, at hun havde arbejde, hun skulle i gang med. Hun fortsatte sin gang gennem Iwazarus længde. Det var tid til aftenbrød, og det var Marthes job. Madbeholdningen var omme bagved. Der var næsten kulsort i det lille rum. I det fjerne kunne Marthe se lysglimt, og hun sukkede. Endnu en nat med at fange lyn.

I løbet af maden lagde resten af besætningen også mærke til lynene, som nærmede sig. Der blev gjort klar til en hård nat. Sylvestia tog galant føringen over den store samling mænd, og de adlød hende så naturligt, som de havde gjort hendes far.

Der gik ikke længe, før lynene var tæt nok på til, at de skulle i gang. Første gang lykkedes det ikke og heller ikke anden. Det var ganske normalt, men da det heller ikke lykkedes den femte og sjette gang, blev det mærkeligt. Marthes vejtrækning var overfladisk, og hun havde en klump i maven. Hvad var der galt?

Pludseligt stoppede lynene. Ingen, selv ikke Sylvestia, havde oplevet det så brat før. Komplet stilhed herskede på skibet.

”Fyr op for motoren!” råbte Sylvestia så. ”Lad mig se propellen spinde, som den aldrig har gjort før!”

Mandskabet stod uforstående et øjeblik, inden de løb i gang. Marthe, som ikke havde en post under fremdrift, stod alene tilbage med kaptajnen. Hun rømmede sig.

”Hvad… hvad skete der?” Sylvestia kiggede forundret på Marthe, som om hun havde glemt, at der var andre. Hun sagde ikke noget først, men pegede så mod det sted, hvor de havde set de sidste lysglimt.

”En zeppeliner. Dobbelt så stor som os,” svarede Sylvestia. Hun var en kaptajn af få ord, men hun var dygtig. Snart var Iwazaru mørklagt, og de skød en god fart. Marthe begyndte at slappe af igen, og hun begav sig igen til madkammeret. Mændene ville være sultne efter arbejdet. Hun var godt i gang med at koge en grød, da hun så den. Bagude, men ikke særligt langt væk. En zeppeliner. Dobbelt så stor som Iwazaru. Og de havde åbnet ild.

Marthe krympede sig. De ville aldrig kunne slippe fra det andet skib, som bevægede sig nærmere med en foruroligende hastighed. Ved hvert skud var Marthe bange for, at det var enden, men det var som om, de holdt tilbage. Det var en leg, og de blændende brag var for at sætte jagten på sit højeste. Det kunne kun være én ting: pirater. Lynfangere var på god fod med hinanden, og ingen andre turde komme tæt på dem. De var bange for løsslupne lyn, men så snart de var på jorden, ville de fleste betale en god pris for bare et lille ét.

Piraterne var lige bag dem. Fra Marthes plads lignede det, at de kunne række ud og røre Iwazarus ballon, og et pludseligt ryk slog hende til jorden. Hun lå fortumlet og holdt gryden på plads, mens den lille zeppeliner svingede kraftigt. Iwazaru genlød af råb og løben. Med så meget balance, som hun kunne mønstre, fik hun rejst sig og kigget ud. Det bagerste ballonrum lækkede voldsomt. Hvor vovede de!

Marthe faldt igen, og denne gang lod hun være at rejse sig. Hvad nyttede det også? Grøden blev spredt ud over det meste af rummet, og det blev værre og værre. På et tidspunkt gyngede skibet på en anderledes, mere vuggende måde, og der blev kamptumult på Iwazaru. Var de her allerede? Marthe turde ikke rejse sig. Hun kunne ikke se dem i øjnene.

Der gik lidt tid, inden de fandt hende. Hun blev brutalt hevet på benene, trukket med ud til resten af besætningen og smidt for enden af rækken. En bastant mand kiggede fornøjeligt over sin bagbundne fangst. Han granskede nøje hvert ansigt, og der gik et sæt gennem Marthe, da han var ved hendes sidemakker. Der var noget bekendt ved ham…

”Og hvad har vi så her?” rumlede han, da han kom helt hen til Marthe. Han undersøgte hendes ansigt og drejede det lidt, så lyset ramte hende bedre. Så udbrød han: ”Jamen, er det da ikke lille Marthe!”

Og så gik det op hende. Hun kendte ham; de havde sejlet sammen engang for meget længe siden. Det var en tid, hun helst ikke ville huske, men måske ville det være hendes redning.

”Lille Marthe da! Kom så, op med dig.”

Marthe kom møjsommeligt på benene, og så blev hun placeret på en blød stol, der normalt var forbeholdt Sylvestia. Imens begyndte piraterne at sortere resten af Iwazarus mandskab. Langt de fleste blev taget som fanger, men nogle få, som piraterne tilsyneladende havde mødt før, blev sat i række ved planken.

Da resten var sorteret, blev der igen rettet opmærksomhed mod Marthe.

”Kunne du tænke dig at sejle med os, lille Marthe?” spurgte manden. En sten faldt på Marthes bryst. Det var den eneste udvej. Hun nikkede.

”Godt! Læs hende over, drenge, og lad os så få gang i ballet!” Han grinede og gik hen til planken.

Det sidste Marthe så, inden hun krydsede broen til det sikre zeppelinerskib, var Sylvestias flod af kviksølv, skåret af, og så en bjørnepote af en hånd, som skubbede den selvsikre kaptajn ud på planken, som faretruende gyngede i blæsten.

Marthe åbner øjnene igen. Hun ligger stadig under bænken og har stadig truffet de samme valg. Hun har stadig svigtet sin kaptajn. Hendes vejrtrækning er trang, og hun kravler ud i det stormende vejr igen. De store bølger slynger op ad klippestenene næsten lige under hende, eroderer langsomt de smukke sten væk. Hun tager et skridt nærmere. Havet æder alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...