I Won't Give Up, I Promise (One Shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2013
  • Status: Igang
Livet er hårdt og der er nogen der giver op. Der er også dem som kæmper, kæmper for ikke at give op, kæmper for at komme videre.

Dødens farve var engang hvid. Nu er den sort, selvom hvid beskriver den meget bedre. Døden gør dig hvid, den hvisker din eksistens ud. Med tiden vil du blive glemt, du vil blive hvid.

2Likes
0Kommentarer
232Visninger

1. One Shot

Min mor svigtede mig for flere år siden, ved at skride fra mig og min far. Jeg var kun 2 år da det skete og min far var kun 18. Hvordan fanden havde hun forventet at min far ville kunne passe på et barn helt selv? Han havde uden tvivl klaret det godt, det var ikke det. Han havde jo fået hjælp af sine forældre og som de sagde hver gang vi snakkede om hende. ”Vi har aldrig kunnet lide den pige, hun var alt for ustabil.” Min fars blik bliver mørkt og ansigtet der normalt er åbent og smilende, bliver lukket. Han elskede hende virkelig det er jeg helt sikker på. Hvordan fanden kunne hun så forlade os? Jeg hadede hende ikke, jeg hadede bare det hun havde gjort mod far og mig. Det er ikke det samme.

Jeg sad i det høje græs og nød solen der varmede min hud. Den stille brise der kom af og til, fik græsset til at bevæge sig lidt og kølede mig af. Fuglenes sang fyldte mine øre og fik mig til at lukke øjnene for at høre bedre efter, duften af græs og den tørre luft fik mig til at smile. Jeg kørte en hånd igennem græsset og plukkede et strå, som jeg kørte hen over hånden. Det kildede og var behageligt på samme tid. Sådan sad jeg bare og nød sommeren. Det var ikke hver dag vejret var så godt, så jeg nød det fuldt ud. Til sidst rejste jeg mig dog, jeg skulle jo også hjem inden far blev bekymret.

Da jeg kom hjem til vores lejlighed var døren låst. Jeg rynkede mine øjenbryn. Far var altid hjemme på det her tidspunkt. Han arbejde nat, så han sov normalt om dagen. Han var sikkert bare ude og handle. Hurtigt fandt jeg mine egne nøgler frem og låste op. Jeg smed min taske i gangen og puttede mine nøgler ned i min lomme igen, inden jeg hang jakken op på min knage. Der lå ikke nogen besked om at han var nede og handle, så måske sov han bare stadig? Jeg smed mig i vores grå sofa og zappede lidt rundt på kanalerne. Jeg stoppede ved en fodbold kamp og gik ud i køknet for at hente nogle popcorn og en faxe kondi. Da popcornene var færdige, strøg jeg lidt salt ud over dem og gik ind i stuen igen. Popcorn er bare så meget bedre med salt på! Det giver dem ligesom et eller andet der gør dem perfekte. Faxe kondi er bare himlen fordi, når det rammer tungen er den sådan lidt rund i smagen samtidig med at den prikker lidt på tungen. Efter fodbold kampen ryddede jeg op efter mig selv. Jeg gik ind for at se om far var vågnet. Det chok jeg fik da jeg gik ind er ikke til at beskrive. Det hele foregik i slow motion. Min far hang helt stille ned fra en løkke han måtte have lavet. Det var de særeste ting jeg lagde mærke til bagefter. Som at hans ansigt havde fået en lettere lilla farve og at han havde en blå skjorte på. Den skjorte mor havde givet ham, engang for længe siden. Han havde lagt et brev på bordet, jeg fik fat i det og gik med zombie skridt ind i stuen og satte mig på sofaen. Jeg foldede det langsomt ud med rystende hænder. Inden jeg begyndte at læse tog jeg en dyb indånding for at få ro på mig selv. Jeg måtte forsøge et par gange inden mine hænder stoppede med at ryste så meget at jeg ikke kunne læse det.

Kære Mathias

Jeg er ked af at også jeg skal forlade dig, men siden mor smuttede har jeg bare manglet et stykke af mit hjerte. Det her har ikke noget med dig at gøre. Jeg tænker hver dag på hvad jeg har gjort siden hun forlod os uden et ord. Måske var det bare for meget for hende at have et barn, måske elskede hun os ikke. Jeg ved det ærligt talt ikke. Du må ikke tro at det her har noget med dig at gøre, eller føle skyld for der var ikke noget du kunne have gjort for at jeg ville blive. Du har været den bedste søn en far kunne ønske sig! Jeg elskede dig næsten lige så højt som mor. Det hele blev bare for meget, jeg er så ked af at du nu skal være alene.

Husk på at jeg elsker dig og at jeg altid vil kikke efter dig selv i døden. Jeg ved at du ikke tror på himlen og det gør jeg heller ikke. Men er det ikke en rar tanke? At når man dør får man evigt fred uden smerte eller sorg. Jeg håber at du kan tilgive det her. Uanset hvad venter jeg på dig, men ikke om jeg vil se dig før du har levet dit lev! Det er det jeg vil bede dig om. Lev dit liv, ikke kun for dig selv men også for mig. Vi ses i døden.

Elsker dig.

Far

Mit syn var blevet sløret og da jeg tog en hånd op til mit ene øje opdagede jeg, at jeg græd. Det var som om hele mit indre var blevet smadret. Jeg gav tårerne frit løb og begyndte at snøfte. Jeg havde taget mine ord til mig og jeg troede på dem. Hvad skulle jeg ellers gøre? Det var det sidste min far havde at sige til mig. Jeg elskede min far og troede på det han sagde og jeg ville gøre som han bad mig om. Men først skulle jeg have fikset det der var gået i stykker. Hvad det var, vidste jeg ikke med sikkerhed endnu. Jeg krøllede mig sammen til en kugle på sofaen og begyndte at hulke. Med brevet knuget tæt ind til mig, faldt jeg i søvn på sofaen, med varme tårer rendende ned af kinderne. Det sorte tog over og det var lige præcis det jeg havde brug for lige nu. For i morgen begyndte det hele og jeg havde en plan, som skulle udføres. Det ville sikkert blive svært og jeg ville sikkert også få lyst til at give op ligesom far, men jeg havde givet et løfte nu. Ikke kun til mig selv, men også til far og det her løftede ville jeg holde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...