Ondskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2013
  • Status: Igang


En lille by fyldt med tilsyneladende helt almindelige mennesker, indtil en pige begynder at forandre sig og tingene pludselig tager en drastisk drejning. Hvad er ondskab? Og hvor starter det?

10Likes
64Kommentarer
561Visninger
AA

2. Ondskab

 

Hun var bare en normal pige i vores klasse. Ingen var rigtig venner med hende, men der var heller ikke nogen der havde noget imod hende. Som regel gik vi bare og lod hinanden være i fred. Jeg kan huske at hun altid sad i hjørnet af klassen, enten med en bog eller en  anden form for metode til at skabe en usynlig barriere imellem os. Jeg husker ikke rigtig hvordan hun så ud dengang. Jeg husker kun hvordan hun så ud, efter forandringen. Forandringen, der ødelagde hele vores klasse. Hele byen, faktisk.
Vores by var en af de slags små byer, hvor alle kendte hinanden og hvor alle hjalp hinanden. I hvert fald udadtil. Men ingen af os havde rigtig noget at gøre med familien Hales. Ingen kunne rigtig se dem for sig, før efter Forandringen. Da var alle straks. "Stakkels fru Hales." og "Hr. Hales er helt knust."
Jeg tror ikke rigtig at nogen forstod den sande tragedie i, hvad der var sket. Og hvis de gjorde, prøvede de desperat at smide det fra sig. For noget så forfærdeligt kunne ikke ske, i vores lille by. Ikke her. Ikke i Brighton Valley. Kun få af mine klassekammerater hævder at der nogensinde har været en pige som hende i vores klasse. For folkene i den lille by, Brighton Valley, eksisterede Sally Hales simpelthen ikke.
                      Jeg husker tydeligt, den dag vi indså at der var sket noget. Noget underligt. Sally kom ikke i skole. Det var ikke så underligt i dag. Det underlige var den stemning hun efterlod sig. Den var anspændt og snoede sig ind imellem os som en usynlig tåge. Vi prøvede alle at ryste følelsen af os, men var ikke helt i stand til det. Selv læreren skuttede sig umærkeligt den dag.
Men endnu værre blev det, da hun et par dage senere dukkede op. Hun havde, som det var obligatorisk, den lille krøllede seddel i hånden fra hendes mor, der fortalte at Sally havde været syg og at det var grunden til hendes fravær. Vi kunne alle sammen se det på hende. Hun var en anelse blegere end sædvanligt, hendes blik en anelse mørkere. Men det var som om der var mere galt. Det var som om hun bar rundt på en slags mørke. Det bredte sig overalt hvor hun gik. Opslugte alt. Umærkeligt rykkede alle sig et par centimeter væk, som for at distancere sig så vidt muligt fra hende.  Og hvem kunne bebrejde os? Sally selv, sagde ikke en lyd. Hun stirrede blot ligefrem med et fraværende blik. Hvis man endelig fik øjenkontakt med hende, ville man lægge mærke til at gnisten i hendes øjne var anderledes. Hun virkede kold og nærmest ... umenneskelig. Hun var stadig Sally, og så alligevel, virkede hun helt ved siden af sig selv.
                      Det blev værre som dagene gik. Hun syntes ikke at få det bedre. Tvært imod blev hun blegere. Randerne under øjnene blev tydeligere og det mørke i hendes blik syntes snart helt at opsluge det grønlige skær, de normalt havde. Det værste var den måde hun forandrede sig på, ikke fysisk, men snarere indvendigt. Ingen forstod det helt, men alle var dog alligevel enige om at Sally ikke var sig selv. Når man talte til hende, tog det hende lang tid m at få rystet sig ud af sin egen verden så hun langsomt kunne se op. Når man havde hendes opmærksomhed, ville man ønske man ikke havde. Det var som om hun stirrede lige igennem én. Helt ind til sjælen. Og nogle gange ville hun smile. Ganske lidt, men nok til at man fik gåsehud over det hele. Hun smilede på en måde der sagde at hun vidste noget som vi ikke gjorde. Noget mørkt, der inden længe ville være over os. UhyggeligDet var, hvad alle folk kaldte hende. Bag hendes ryg, selvfølgelig.

En dag, kunne en af pigerne ikke længere klare det. Hun fløj op af stolen med et skrig, pegede på Sally og skreg.
"Uhyre! Det- det VÆSEN er ikke Sally! Det er ude efter os! Jeg ved det bare! Slå det ihjel, før det slår os ihjel!"
Det endte med at vi måtte være tre om at slæbe hende ud af klasselokalet, stadig skrigende og stadig helt ude af den, med øjnene vendt opad som skulle hun til at besvime. Der gik ikke lang tid, før hun blev taget ud af klassen.
Én efter én blev vi langsomt overbevist om at der var noget galt med Sally. Hun plejede at holde sig for sig selv, men nu virkede det bare som om hun kunne dukke op, når som helst, bag ved én. Stille og ubevægelig, med øjne der konstant betragtede én.
Værre blev det da man begyndte at finde døde katte rundt omkring skolen. Det var der at selv de voksne begyndte at tale om Sally. De var 'bekymrede på Sallys vegne'. Jeg vidste godt hvad det betød. Sally var blevet et problem der ikke længere kunne ignoreres. Første gang jeg så Sallys forældre, var en dag i klasselokalet, da hendes mor kom ind med et vanvittig blik og fråde om munden.
"HVEM?" spurgte hun med en tordnende stemme, mens hun pegede vildt ud i lokalet, "HVEM HAR GJORT DET?"
Der blev helt stille i klassen. Der var stille længe, indtil en eller anden, jeg kan ikke huske hvem, endelig tog mod til sig og spurgte.
"Hvad mener De, frue?"
Sallys mor rettede rasende blikket mod vedkommende der havde spurgt. Hendes blik var tåget af raseri.
"I ved det udmærket godt! I ved det, ALLE SAMMEN!" skreg hun og kastede sig hen mod et bord, der væltede i en voldsom kollision mod hendes krop. Da kom hvad jeg formodede var Sallys far ind af døren. Han var mere rolig, men også han virkede hylet ud af den.
"Det hun mener, børn, er at der er blevet skrevet noget ... højst uheldigt på vores husmur her i løbet af natten. Vi vil gerne vide om i kender noget til det?"
Ingen svarede, men jeg mente at kunne skimte et par øjne der flygtigt mødte hinanden blandt mine klassekammerater.
Det 'højst uheldige' der var blevet skrevet på deres mur, viste sig at være ordene: 'SATANS AFKOM'. Nogen havde skrevet Satans afkom, på deres hus, og jeg vidste kom hvem de mente. Jeg vidste ikke hvem i klassen det var, og hvem i klassen der vidste noget, men jeg var sikker på én ting. Det ville ikke stoppe dér. Og ganske rigtigt. Kun få uger senere, var familien Hales' rude blevet smadret og endnu en besked var dukket op på deres mur. 'SKRID TILBAGE TIL HELVEDE, LEDE DJÆVLEUNGE'.
                      Alting var forandret i klassen. Vi turde ikke længere være i samme rum som Sally, uden en lærer. Hun blev altid efterladt i klassen i frikvartererne og lærerne begyndte at finde på undskyldninger for at hun ikke måtte komme ud. Enten var hun blevet sat til at vaske tavlen og tavlesvampene rene, eller også skulle hun lave 'ekstra lektier' fordi hun var lidt 'bagud'. Sally sagde aldrig noget til det, men blikket i hendes øjne skræmte os. For hver dag der gik, blev hendes øjne mere og mere mørke og fyldt med et had der blev sværere og sværere at skjule. En dag trådte jeg ind i klassen, midt i et frikvarter. Jeg var nysgerrig, som ethvert barn ville være. Var hun virkelig så slem som alle fik hende til at lyde?
Jeg fandt hende på hendes plads, hvor hun sad bøjet over bordet med det mørke, uglede hår hængende nede over hendes ansigt. Hendes hånd var knyttet. Først troede jeg at hun græd, men jo tættere på jeg kom desto mere begyndte jeg at indse at det var ikke sådan det stod til. En høj, skinger lyd, som når man ridser en tavle fandt mit øre. Jeg så nu at hendes hånd bevægede sig og at den var knyttet rundt omkring noget der lignede en blyant. Det gik op for mig at hun skrev noget på hendes bord med et sammenbidt og koncentreret udtryk i det kridhvide ansigt. Pludselig så hun op, som havde hun fornemmet mig komme. Hendes blik mødte mit, og straks strittede alle hårene i nakken på mig. Smilede hun pludselig bredt og fjernede hænderne for at jeg kunne se hvad hun havde lavet. I bordet var der kommet dybe, mørke ridser, som man ikke skulle tro at en blyant kunne formå at lave, men ikke desto mindre var de der. Tilsammen dannede ridserne ord.

Pas på, for mit navn spreder frygt.
Jeg er pigen som folket hader,
Min magt er skabt af jer der tror.
Frygt mig.
Thi det gør mig kun stærkere.

 

Jeg mærkede hvordan al blod forlod mit ansigt. Sallys smil blev bredere. Gnisten i hendes øjne tændtes som to gnistrende lamper. Hendes ansigt skinnede feberhedt.
"Kan du lide det?" spurgte hun hæst. Derefter lagde hun hovedet tilbage og lo. En lang og ondskabsfuld latter. Pludselig hev hun fat om mit håndled så jeg vaklede hen mod hende. Jeg var nu så tæt på, at jeg kunne mærke hendes ånde på mig og føle hendes negle der rev min hud.
"Tro på mig. Så vil jeg opfylde alle forventninger." hviskede hun til mig. Derefter rev jeg mig ud af hendes greb og flygtede ud af lokalet. Ekkoet af hendes ord hang fast ved mig, som et genfærd i mit sind.
                      Vores frygt for Sally kolliderende engang i juni, 1943. Sally var blevet taget ud af skolen af et par meget blege og meget rystede forældre. Også de var blevet påvirket af Sallys forandrede væsen. De var bange, ligesom os. Men de ville da beskytte hende, ikke? For enhver pris. Hun var trods alt deres barn. Noget de havde skabt. Det var, hvad jeg som barn havde troet. At uanset hvad, ville ens forældre gøre alt for at beskytte én. Men Sallys skæbne var uundgåelig og ikke helt uventet. Hvad sker der med en flok mennesker der er fuldkommen bange? Bange for hvad de ikke forstår? De går i panik. Hvad sker der med en flok af panikslagne mennesker?
De handler.
Jeg kan ikke huske den præcise dato, men jeg husker at det var varmt og det var en nat. Klokken var mange. Jeg var gået i seng. Jeg husker at jeg vågnede af at et blændende lys generede mine lukkede øjnene. Så jeg åbnede dem for at se hvad der skete. Min mor havde åbnet mit vindue så jeg kunne få lidt kølig luft ind, og der, kom de alle sammen gående. Med fakler og det hele. Der var en urolig summen blandt dem, som selv jeg kunne høre, hele vejen oppe fra 2. sal, hvor jeg havde værelse. De virkede forventningsfulde. Anspændte men på en underlig måde også bizart opstemte. Jeg smuttede i min morgenkåbe og mine sutsko, og så smuttede jeg ud af huset. Jeg ved ikke om mine forældre sov, eller om de var med til hvad der skete den aften. Til den dag i dag vil jeg helst ikke vide det. Jeg trådte med ud i flokken. Jeg var meget mindre end de fleste, og det var svært at se noget, men jeg vidste på en eller anden måde godt hvor vi var på vej hen. Vi var på vej hen til Sallys hus.
Forrest kunne jeg høre præsten snakke. Han talte højlydt om at tiden var inde til et eller andet og at det var hans pligt som Guds højre hånd at gøre noget ved problemet. Et par ved siden af mig hviskede at det var Sallys egen mor der havde kaldt på præsten og at flokken bare var fulgt med. Jeg vidste ikke helt hvad det var de skulle, men som alle de andre blev jeg grebet af stemningen og snart hujede jeg og piftede med flokken. Hvis folk tog sig af at jeg var blot et barn, så sagde de intet til det. Det hele stoppede dog brat da vi kom til Sallys hus. Så blev alt pludselig helt stille. Præsten til gik op døren og bankede bestemt på.
"Luk op."
Hans stemme var klar og højtidelig. Lidt efter blev der lukket op af en meget urolig Fru Hales. Præsten gjorde mine til at træde ind, men Fru Hales spærrede døren med en hovedrysten.
"Ikke i huset." fik hun fremstemmet. Lidt efter blev en meget søvndrukken Sally slæbt med udenfor. Da det først gik op for hende, hvad der var ved at ske, skete der en uhyggelig forandring, jeg aldrig vil glemme. Hendes hår var stadig uglet, men nu virkede hun ikke længere som en søvndrukken forvirret pige. Hun stod og stirrede på os alle sammen med et hadefuldt, koldt blik. Hendes mund var forvrænget i en lydløs snerren. Hendes ansigt var blegt og fuldkommen djævelsk. Hvem ved, måske var hun ligefrem besat af en djævel. Uanset hvad, blev hun hurtigt overmandet af to store fyre. Hun blev angrebet med unødvendig hård vold, og det varede ikke længe før hun lå og spjættede mellem dem. Flokken mumlede splittet. Hun lignede dog stadig en lille pige nok til at synet virkede helt forkert. Alligevel var der ingen der standsede mændene da de hev hende op på knæ og præsten trådte hen til hende. Hun spyttede for hans fødder.
"Sally Hales. Erkender du dine synder?" spurgte han. Sally så op på ham med et udtryksløst ansigt. Hun vidste at uanset hvad hun sagde, så var det lige meget. Hun var dømt på forhånd. Jeg så på præsten. I den ene hånd havde han en flaske med noget der lignede vand og i den anden havde han et skarpt objekt der glimtede i lyset fra faklerne. Mit hjerte sank. Det var en kniv.
Før jeg kunne nå at se hvad der derefter skete, vendte jeg hurtigt om og løb hjem. Jeg standsede ikke før jeg kunne kaste mig ned i min seng med en hulken jeg hurtigt kvalte i hovedpuden. Nok var jeg ikke med til at se det, men jeg vidste det.
Det samme gjorde alle de andre, da Sally ikke længere befandt sig i byen dagen efter. Man fortalte os at Sally var blevet anbragt på en mental institution. Men jeg kendte sandheden. Inderst inde tror jeg at vi alle kendte sandheden. 
Om Sally virkelig var et barn af Satan, var der ingen beviser på. Men hun blev dømt som en, og det ledte til hendes død.
Sally var tretten år gammel, da hendes forældre dømte hende til døden for at være et barn af Satan. Ingen talte nogensinde om det igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...