Hvid chokolade er dyrt i Tanzania

Ayo er født i Tanzania med albinisme. Det betyder, at hans forældre har sendt ham på kostskole, fordi det er en af de eneste muligheder, han har for beskyttelse mod en overtro, der får folk til at myrde albinoer, fordi deres legemsdele siges at kunne give stor rigdom og magt.
Et albinobarns krop kan blive solgt for hele 25000 dollars...
Obs: Historien er opdigtet, men albinomordene i Tanzania er desværre en realitet. Jeg kan helt klart anbefale dokumentaren: Sort hvid dreng, hvis nogen skulle være interesserede.

20Likes
15Kommentarer
557Visninger

1. Hvid chokolade

”Der er noget, jeg skal vise dig.” Adisas mørke øjne fokuserede på noget over Ayos hvide skulder. Ayo forsøgte at fange hans blik, men Adisa undveg.
”Jeg skal lige have solcreme på,” sagde Ayo. Deres matematiklærer havde skældt ham ud i går, fordi han havde glemt det. Hans råb dirrede stadig i ham.

Adisa kiggede irriteret på ham. Ayo rynkede overrasket brynene. Adisa plejede altid at acceptere forskellene mellem dem.
”Nårh ja, den lille hvide prins kan jo ikke undvære sin solcreme,” sagde han hårdt. Han kiggede hurtigt væk fra Ayo. Hans ene mundvig dirrede en anelse skamfuldt et sekund eller to, men selv da det holdt op, kiggede han ikke tilbage.

Ayos blege hage krøllede sig sammen. Hans blå øjne blev store af forbløffelse. Sådan havde Adisa aldrig talt til ham før. Adisa, der havde lært ham at klare sig mod de andre drenge. Adisa, der havde hjulpet ham med lektierne. Adisa, der var ligeglad med, at han var albino.

”Kom nu," sagde han og sukkede dybt, som om han havde ventet i en evighed. Dog tøvede han kort og klappede klodset Ayo på skulderen to gange.

Ayo havde lyst til at spørge, hvor de skulle hen. Om der var noget galt, men han vidste, at han også selv ville være taknemmelig, hvis han kunne undgå at snakke, om det der gik ham på.  
Adisa førte ham ud af sovesalen og ud på fællespladsen.

Ayos hat skærmede for solens stærke stråler, der så let kunne gøre ham fortræd. Solen er ond, sagde lærerne. Solen kan ikke lide jeres hvide hudfarve. Den kan dræbe jer, hvis I ikke passer på.   

Albinoer løb indimellem almindelige mørke. Kastede med bolde og legede fangeleg. Nogle legede røver og politi, og han havde lyst til at spørge Adisa, om de ikke kunne være med, men noget i Adisas blik fortalte ham, at der ikke var tid til fangelege.

De forsvandt op på nogle af de klipper, der lå afsides på kostskolens enorme område.  De nærmede sig deres sted. Ayo kløede sig i nakken. Forstod ikke, hvad han skulle se dér, når de var der så tit. Stedet, et fladt klippefremspring, havde ikke forandret sig de tre år, han havde været på kostskolen.

Adisa satte sig ned. Ayo fulgte tøvende efter. Han iagttog, hvordan Adisas skuldre langsomt blev mindre og mindre anspændte. Adisa tog en dyb indånding, og Ayo slappede straks mere af.

Han kneb øjnene sammen og lod sit blik flyve udover det storslåede landskab, der snoede sig under ham. Han kendte hver en lille hule og sti, selvom han aldrig havde været dernede. Et pigtrådshegn var trukket rundt om kostskolens område, og der patruljerede vagter omkring det. Dog kunne pigtrådshegnet ikke nå op over klippefremspringet. Når man sad på fremspringet kunne man næsten ikke mærke, at man var spærret inde.   
Adisa tog en af de småsten, de altid havde en håndfuld af i lommerne, samlet bestemt til dette formål. Han kastede den udover kanten, og både han og Ayo fulgte den med øjnene, indtil den landede på en flad klippe.

”Hvem kan kaste længst?” spurgte Adisa. De hvide tænder lyste hans mørke ansigt op. Nu kunne Ayo kende ham igen. Han smilede. Adisa havde sikkert bare haft en dårlig dag. Sådan noget tilgav venner hinanden for. Måske var det han ville vise ham, at han havde fundet en måde at kaste stenene længere?

Smilene bredte sig og fik småstenene til at fare ud over klippen.
Himlen strakte alt for hurtigt sine lyserøde arme ind over den klare blå.
”Jeg må ikke være her mere,” mumlede Ayo. Hans store læber slap et suk ud. Albinoer skulle være hjemme, før mørket faldt på.
Adisas ansigt stivnede.

Ayos skuldre blev straks anspændte. Han iagttog Sten Adisa med store øjne.

 Adisas blik dirrede pludselig af noget, Ayo ikke kunne definere, og så trak han Ayo ind i et rystende, krampeagtigt kram. Ayo trak sig hurtigt forvirret væk. Mænd krammer ikke, det sagde Adisa selv.
”Ja, hurtigt… Du. Hjem,” mumlede Adisa febrilsk, imens hans blik fór over landskabet. Han vendte sig om mod Ayo i en brat bevægelse.
”Vil du ikke godt blive? Vil du ikke godt?” spurgte han tiggende. Ayo spilede øjnene op over splittelsen i Adisas ansigt. Åbnede munden let, men vidste ikke, hvad han skulle svare.
”Vil du ikke godt blive, Ayo?” bad Adisa igen.  
”Jo,” mumlede han, men Adisa smilede ikke. Hans øjne dirrede bare endnu voldsommere.
Pludselig kunne Ayo se nogen på sletten nedenfor dem. De var ikke større end hans tommelfingernegl.
”Kan du se dem dér, Adisa?” spurgte han, prøvede desperat at få samtalen ledt over på noget andet. Hvis bare Adisa ville holde op med at kigge sådan på ham.

Adisa vendte sig mod sletten og begyndte pludselig at ryste voldsomt.
”Ja,” svarede Adisa.  Ayo studerede ham. Ville gerne spørge, hvad der var galt, men han vidste ikke, hvordan han skulle spørge. Fjernede sit blik og kiggede på de tre skygger, der kom nærmere og nærmere.
Ayo begyndte at kunne se deres tøj og hår. De var ikke albinoer, det var allerede klart. Hans øjne fulgte spændt med. Det var måske slet ikke sit stenkast, Adisa ville vise ham. Måske var det personerne? Måske var det nogle af Adisas slægtninge? Eller måske nogle af hans egne?

Brystet snævrede sig sammen ved tanken om sin mor og far. Han havde ikke set dem, siden han blev flyttet på kostskole for tre år siden. Der gik rygter om, at albinoerne på skolen aldrig ville se deres forældre igen. Det gjorde ondt at tænke på. Han ville ikke tænke på det.

Han overvejede kort muligheden, at disse fremmede måske ikke var venligsindede, men det stod mere og mere klart, at det var dette her Adisa ville vise ham. Og hvorfor skulle hans bedsteven bringe ham i fare?
Pludselig greb Adisa fat i hans skuldre. Hans panikslagne øjne fangede hans.

Lyseblå øjne mod brune.  
”Du må flygte. Du må flygte nu,” sagde han og rystede ham. Hvad var det, der var galt med ham?
”Jamen, skal jeg ikke først se, hvad du vil vise mig?” spurgte han og slog ud med hånden mod menneskerne. Lettere irriteret over hans mærkelige anfald.
”Ikke alligevel, desværre,” sagde Adisa hurtigt. Frygten begyndte ligeså stille at prikke i brystet, hvilket bare fik irritationen til at vokse.
”Hvorfor ikke?” spurgte han vredt.
”Flygt!” sagde Adisa febrilsk. Ruskede i ham. Der var noget i Adisas blik, der gav ham en frygtelig fornemmelse.
”Du skal komme med,” sagde han. Kunne ikke efterlade ham her, hvis der virkelig var fare på færde. Selvfølgelig kunne han ikke det.
”Nej, jeg…”  

 ”Godt klaret, Adisa. Jeg er stolt af dig. Du har reddet din mor,” sagde en dyb stemme. De drejede begge hovedet med et ryk.
Adisa gav langsomt slip på ham.  
”Kast ham herned til mig,” sagde den ene af mændene og strakte armene.
Ayos vejrtrækning blev hurtig ved de sidste ord. Alle mareridtene om de lemlæstelser og drab på albinoer, der havde været, kom igen. Han klemte munden sammen i et forsøg på at forhindre hjertet i at springe ud af sin mund. Han bakkede. Klar til at løbe.
”Kom nu, Adisa,” sagde han rædselsslagent, men Adisa blev stående. Kiggede bare pinagtigt på ham. Adisa havde virket så bange for de fremmede. Han havde endda virket, som om han kendte dem. Som om de havde gjort ham fortræd før. Hvorfor ville han ikke flygte? De kunne have pistoler eller knive med.

”Kom nu, Adisa. Vil du gerne have, at din mor dør, fordi du ikke kunne skaffe penge til behandling?” spurgte manden med den dybe stemme og klemte øjnene sammen.
Adisa fik pludselig et tomt udtryk i ansigtet. Han bevægede sig hen imod Ayo.
”Skynd dig, Adisa,” hviskede han. De stod lige foran hinanden. Ayo tog fat i hans arm.
”Kom nu,” sagde han og kiggede desperat ind i hans øjne. De havde et sørgmodigt skær.
Med ét tog Adisa fat i Ayos arm. Ayo nåede ikke at opfatte, hvad der skete. Adisa trak ham op på skulderen og smed ham ud over kanten. Ayo så jorden storme imod sig. Mærkede manden gribe ham.
Hans vejtrækning blev hvæsende. Kiggede op på Adisa. Mærkede frygten sende syrerigt stof rundt i hans krop.

”Mange tak, min dreng,” råbte den ene mand. Han var hans far. Det slog ned i ham som endnu en bombe i kaosset i hans hoved. Adisa havde planlagt dette hele dagen, måske endda længere tid.

Han sparkede. Kæmpede alt, hvad han kunne. Men hvor skulle han flygte hen, hvis han slap fri? Kostskolen var på den anden side af et tre meter højt, knivskarpt pigtrådshegn. Tankerne fór rundt i hans hoved, som en forvirret antilope.

”Lad os starte med at skære halsen over,” mumlede den ene og trak en kniv frem. Antilopen standsede. Det eneste han så var Adisas mørke ansigt på klippefremspringet over ham. En tåre sneg sig ud af hans øjenkrog, men Adisa gjorde intet for at skjule den. Stirrede bare ned på ham.

Tanken om mor og far og hans søskende strejfede ham, som en giftig pil. Han stønnede. Det gjorde for ondt at tænke på nu. Og han var ikke alene. Et sted bag mændenes grove hænder og brede ansigter stod Adisa. Ayo gispede efter vejret. Mærkede kniven presse ind imod sin hals. Adisa ville blive hos ham, selvom det ville være lettere at gå. Adisa havde svigtet ham. Lokket ham. Brugt deres venskab. Men alligevel ville han ikke svigte ham nu, selvom han ikke havde noget at blive for....

"Hvad sker der her?" råbte en stemme. Hurtige trin omkring ham, der langsomt blev svagere og svagere. Mændene forsvandt ud af hans synsfelt. En mand i vagtuniform kiggede pludselig ned på ham. Ruskede i ham. Ayo lukkede langsomt øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...