Bag døren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2013
  • Status: Igang
Til 24-timers konkurrencen med temaet svigt.
"Jeg knytter mine hænder og mærker mit blik blive hårdt. Jeg kan ikke forstå hende, ikke se hvorfor hun bliver ved. Hvorfor drages hun imod ham? Ham…
Hun siger at han er min far. At vi er en familie, os tre. Men vi er ingen familie..."
et uddrag fra historien om en tragisk familie, og et svigtet barn...

3Likes
5Kommentarer
517Visninger
AA

4. Svigt

Trapperne føles om muligt længere, end da jeg forlod opgangen. Sidestikket trykker som en boremaskine i mit kød, og jeg stopper udmattet op foran døren. Jeg venter et øjeblik. Lytter. Der er stille derinde, men det er ikke nogen beroligende stilhed. Jeg lægger øret mod det tynde lag træ mellem mig og lejligheden, og hører nu en svag hulken derindefra.
   ”Lad være. Jeg beder dig. Vil du ikke nok…”
Resten drukner i et hjerteskærende skrig, efterfulgt af et brag da hoveddøren blev slået op. Ingen står bag den, og det går op for mig, at det er mig der har slået den åben.
Han stirrer på mig derindefra. Djævlen. Han har en hammer i hånden, det er den hammer der fulgte med værktøjskassen, min mor gav han til jul. Som om den idiot kunne kreere noget som helst. Hammeren er hævet over min mors hoved, og en tynd stribe blod glider ned fra hendes læbe og lander på gulvet.
Jo, måske får han faktisk lavet noget med den hammer. For den vækker et monster i mig, som indtil videre kun har ulmet i min underbevidsthed.
Jeg går imod ham. Min krop føles iskold, og jeg håber at hans har det på samme måde, da jeg trækker den gamle dolk op af lommen. Mor skriger.
   ”NEJ!”
Men det er allerede sket. Han får knap hævet hammeren mod mig, før det kolde stål glider hen over hans strube og trækker en fin linje at mørkerødt efter sig.
Han falder om i en pøl af blod, og hans blik da jeg gjorde det sidder ætset på min hornhind. Monstret i mig jubler og fryder sig. Mor skriger igen. Hun er fortvivlet og… vred indser jeg nu. Jeg har tabt dolken men hun samler den op, og retter den mod mig.
   ”Du har dræbt ham. Min elskede. Du har slået ham ihjel dit MONSTER.” Det sidste ord bliver råbt.

Min elskede mor. Jeg ville gøre alt for at beskytte hende. Han var ond. Og med ondt skal ondt bekæmpes. Men jeg har dræbt hendes mand, of jeg kan mærke det onde brede sig.  Kniven er centimeter fra min hals og der er had i hendes blik, og jeg tænker på om hun mon nogensinde har elsket mig…
jeg giver op, og lukker øjnene. Det er bedst sådan. Det ondes afkom må dø, før det onde kan forsvinde.
Stålet er koldt på min hals, men den varme væske giver ikke kulden tid til at brede sig. og dog…
Det ultimative svigt. En mor der tager sin barns liv. Hun var ikke så svag alligevel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...