Garderobeskabet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2013
  • Status: Igang
Mit bidrag til 24-timers konkurrencen under emnet 'svigt'.

5Likes
3Kommentarer
366Visninger

1. One Shot

Anna krøb sammen på bunden af garderobeskabet. Der var mørkt og støvet, og hun nøs. Men der var tilsyneladende ingen der hørte hende. Hun knugede sin bamse ind til sig og lyttede efter fodtrin, en fremmede mands stemme, hendes mors nervøse grin, tegn på at hun ikke var alene.

 

Det var ikke fordi det var direkte ubehageligt at sidde i skabet. Hun sad trygt ovenpå gamle vinterfrakker og falmede kjoler sammen med sin bamse. Skabet var ikke særligt stort, men det var Anna heller ikke, så det gik nogenlunde op. Der var i hvert fald plads nok til at sidde ned. 

 

Hun gabte svagt. Tænkte tilbage på dagen der var gået. Hvordan hendes mor igen havde serveret suppe til aftensmad i mangel på andet. Hvordan hun efter maden tog et bad. Hvordan hun gik ind i soveværelset, som også var børneværelse, og lagde hendes make up. Hvordan hun ordnede sit hår så det bølgede ned af ryggen. Hvordan hun fandt lettere udfordrende tøj frem fra garderobeskabet og tog det på.

 

Anna syntes, at hendes mor var smuk, ligesom en hver anden lille pige ville syntes om sin mor. Men hun vidste godt, at andre også fandt hende smuk. Det havde hun hørt når hun var ude at handle ind med sin mor. Hvordan de andre i butikken snakkede i krogende om morens skønhed og familiens forfærdelige skæbne.

 

Anna vidste ikke meget om den såkaldte skæbne. Ikke andet, end at hendes mor tilsyneladende var yngre end de andre børns mødre. Og så var der selvfølgelig også det faktum, at Anna ikke havde nogen far. De havde alle de andre børn. Det vidste Anna, for de andre børn drillede hende med hendes manglende familie.

 

Anna tog det ikke så tungt. Hendes mor sagde altid, at hendes far ville komme og hente dem en dag. Det havde han lovet, sagde hun. Men Anna hørte hende ofte græde om natten, når hun troede, at Anna sov. Om dagen arbejdede Annas mor på en fabrik. Det gav ikke særligt mange penge, og derfor boede den lille familie i en mikroskopisk lejlighed inde i byen. Det var også grunden til, at Anna oftest fik suppe til aftensmad.

 

Anna havde ligget på dobbeltsengen og kigget på sin mor. Det gjorde hun altid, når moren gjorde sig klar. Da hendes mor var færdig med at smukkesere sig i soveværelset, ringede det på døren. Sådan var det altid. Annas mor rejste sig op og smilede anstrengt til sin datter.

 

"Kom Anna," sagde hun og rakte hånden ud. Anna rejste sig lydigt og fulgte med hen til klædeskabet. Hendes bamse havde hun i hånden. Inden moren lukkede garderobedøren efter Anna, kyssede hun hende på panden. Derefter lukkede hun døren i, og alting blev mørk for Anna.

 

Hun fik kort tanken om, hvordan det ville være, at skulle sidde herinde for evigt. Tænk, hvis ingen kom og lukkede hende ud. Nej, tænkte Anna, det sker ikke. Mor kommer og låser døren op senere når manden er gået.

 

Derefter gav hun sig til at lytte. Hun kunne høre moren åbne hoveddøren og byde velkommen. Hun kunne høre en dyb stemme, klart en mand, der lavmælt sagde noget. Inden længe kunne hun høre hvordan de nærmede sig soveværelset. Morens lette grin lød gennem den tynde dør, omend en smule anstrengt.

 

Efter en rum til blev det for meget for Anna, og hun slap bamsen for at holde sig for ørene. Hun forsøgte at lukke alle lyde ude, at nynne en sang inde i sit hoved, at tænke på noget andet. Men det var svært ikke at tænke på moren og alle de fremmede mænd, alle drillerierne i skolen, ensomheden.

 

Efter endnu en rum tid blev der stille. Anna hørte manden gå og derefter moren bryde hulkende sammen. Det var næsten værre end at høre moren være sammen med de fremmede mænd. Anna fandt bamsen i mørket og knugede den ind til brystet.

 

Langt om længe gled hendes øjne i, og med bamsen knuget ind til brystet faldt hun i søvn bag den låste skabsdør. Næste morgen vågnede hun op i sin egen seng.

____________________________________________________

Kære dejlige mennesker. 

Jeg håber, at historien har rørt jer, for den har påvirket mig en del at skrive. Dog mest fordi jeg selvfølgelig kender historien bag. Sagen er den, at jeg for nogle år siden overhørte en samtale mellem min mor og hendes veninde, som det i den grad ikke var meningen, at jeg skulle have hørt.

Veninden fortalte min mor om hvordan hendes barndom havde været forfærdelig, da hendes far havde forladt hende og hendes mor da hun var helt lille. Hendes mor kunne ikke betale mad, husleje, tøj osv. med sin løn, så derfor fik hun ofte besøg af ensomme mænd om aftenen mod betaling. For at skåne sin datter, låste moren hende simpelthen inde i et skab, indtil manden var gået igen.

Det resulterede i mobberi i skolen, ensomhed og voldsom klaustrofobi. Men så vidt jeg har forstået, er hun kommet nogenlunde over det i dag, hvilket er fantastisk. Hun har dog, så vidt jeg ved, i dag ingen kontakt med nogen fra sin familie.

 

Mange tak fordi I gad læse denne historie, like den gerne, det ville gøre mig yders glad.

Kommentarer er også meget velkomne.

 

xx Alie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...