Noah

Oneshot om at svigte, og om at blive svigtet

1Likes
0Kommentarer
138Visninger

1. Oneshot

Noah

Jeg kigger ned på mine skinnende røde gummistøvler. Holder blikket der, indtil jeg kan mærke tårerne trille ned ad mine kinder, og gå i ét med regnen. Bilerne suser forbi, og en gang i mellem kan jeg mærke hvordan det beskidte vand sprøjter op på mine bare ben. Jeg fortsætter med at gå langs motorvejen, imens tankerne flyver rundt i hovedet på mig og ikke bestiller andet end at gøre det hele værre. Hvis det da overhovedet kan blive det.

Hvordan kunne han gøre det mod mig?

Idiot. Jeg sparker ud i luften, og rammer en vandpyt. Fucking narrøv. Vandet sprøjter op foran mig. Egoistiske svin.

Hvorfor tænkte han ikke på mig?

Han forsvandt bare uden overhovedet at konfrontere mig om at han gik rundt med sådan nogle tanker. At han havde det så dårligt. Hvorfor havde han det også så dårligt? Jeg er da udmærket godt klar over at jeg var det eneste han havde, men det har da altid været nok. Sådan har det jo været ligeså lang tid som jeg kan huske tilbage. Han havde mig og jeg havde ham. Jeg troede at det var sådan det ville være for altid. Men intet varer jo evigt, det burde jeg have tænkt på. Og jeg havde da også lagt mærke til at tingene begyndte at ændre sig. Måske var jeg bare begyndt at vænne mig til at den Noah som plejede at have klare blå øjne, nu havde så blodskudte øjne at det nærmest var umuligt at se ind i dem.

Noah. Bare det at tænke hans navn gør ondt. Så pokkers ondt at jeg har lyst til at smide mig midt på vejen og blive liggende indtil jeg bliver kørt over af noget som er tungt nok til at slå mig ihjel. Og hvad skulle egentlig forhindre mig i det? Noah havde mig, men alligevel forhindrede det ham ikke i at tage sit eget liv. Jeg har ingenting. Ikke mere.

Jeg kan mærke at mit åndedræt stiger og min krop føles pludselig så tung. Mine ben giver langsomt efter, og jeg vælter og lander i grøften. Som jeg ligger dér, krøllet sammen i fosterstilling, kommer jeg til at tænke på dengang Noah var kravlet ind ad mit vindue og havde lagt sig på min seng i nogenlunde samme stilling som jeg ligger i nu.

En sten bliver kastet på vinduet, og jeg går straks hen og åbner det. Men denne gang er anderledes. Han står ikke og smiler til mig som han plejer. Den t-shirt han plejer at have trukket over hovedet er der slet ikke, og i stedet for at have skiftet til jeans står han i hans blå natbukser. Han kravler næsten lydløst ind ad vinduet og smider sig i min seng, hvorefter han ruller sig sammen som en kugle og begynder at ryste så hele sengen knirker. Jeg står bare lammet og kigger på, mens hans små hulk trænger ind i mine ører og bliver mere og mere kraftige. Et kort øjeblik ruller panikken ind over mig, fordi jeg er bange for at han larmer så meget at han vækker mine forældre, men da jeg kommer i tanker om at de ikke er hjemme, slapper jeg af igen. I stedet ligger jeg al min opmærksomhed hen på Noah, der stadig ryster, mens tårerne gliderne ned over hans ansigt. Jeg sætter mig ved siden af ham og begynder at tegne cirkler i hans håndflader. Til sidst ligger han bare og græder lydløst, mens jeg nynner en af de sange min mor sang for mig da jeg var lille.

Jeg kan huske at jeg ikke turde spørge ham hvad der var galt. Noah har aldrig været specielt åben overfor sine problemer, og han har altid hadet nærkontakt. Bare det at jeg holdte ham i hånden den nat, må have skubbet nogle grænser for ham.

Det var ikke den eneste nat der gik sådan. Der kom flere og flere af dem, med kortere og kortere mellemrum. Til sidst turde jeg endda spørge ham hvad det egentlig var der fik ham til at græde sådan. Han sagde at det var kompliceret. At jeg alligevel ikke ville kunne forstå det, hvis han nu prøvede at forklare det.

Men han tog fejl. For jeg forstår det godt nu.

Han følte sig svigtet. Præcis ligesom jeg føler mig svigtet. Præcis ligesom jeg følte mig svigtet, de utallige gange min mor måtte aflyse vores hjemmeaftener. De utallige gange hun ringede lige i sidste øjeblik og fortalte mig at hun ikke kom hjem før sent på natten, og at jeg selv måtte sørge for noget at spise.

Det er helt klart biting i forhold til det Noah har været vidne til, men følelsen sad der alligevel. Følelsen af at blive svigtet var ikke til at tage fejl af.

Og det er den heller ikke nu. Den borer i mit bryst som en boremaskine med evige batterier. Prikker i mine øjne som alle de dårlige kærlighedsfilm, jeg alligevel altid er endt med at græde af. Gør mig tung i hovedet som en dobbeltlektion i matematik.

Hvad kan man gøre for at få den til at forsvinde?

Noahs svar ville være at hoppe ud fra en bro. Og det var jo egentlig også det han gjorde. Men sådan er jeg ikke. Sådan vil jeg ikke være. Sådan jeg ikke være.

Jeg får en underlig trang til at tage mine gummistøvler af og gå resten af vejen i bare tæer, så det gør jeg. Det er først da broen begynder at stikke op under de grå skyer i horisonten at jeg indser hvor jeg er på vej hen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...