Engle tager aldrig fejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Færdig
Da Sam først møder Mira, virker hun reserveret og uinteresseret, selvom han normalt kan få, hvem han ønsker. Inden længe har han dog alligevel vundet hendes hjerte, men han ved, at hun ligeså har magten over hans. Derfor kan han heller ikke tilgive sig selv for det, da han, syv måneder efter deres første møde, taber det hele på gulvet den lune aprilnat og svigter dem begge. | En historie om hvordan ung kærlighed spirer og udvikler sig til noget meget mere rent og ægte, end nogen kunne have forestillet sig.

16Likes
38Kommentarer
1165Visninger
AA

2. ~ Trettende september 2011

Da jeg trådte ind i klasselokalet, var luften indelukket og lummer. Det var september måned, og der var endnu nogenlunde høje temperaturer udenfor. Det kunne også mærkes inde.

Rundt omkring i rummet stod borde og stole linet op i tomandsgrupper og forrest var en hvid tavle med et kateder foran, men ellers var møblementet sparsomt i det lyse lokale. Der var heller ikke særligt mange elever, men de, der var der, gloede på mig, som om jeg var en fremmed indtrænger, der var ude på at splitte lokalet ad. Hvilket jeg vel også på sin vis var. En fremmed indtrænger, altså.

"Er der nogen af jer, der ved, hvor Kristina er henne? Øhm, jeres dansklærer, tror jeg nok." spurgte jeg lidt kejtet. Jeg havde fået besked på at møde hende her klokken ti, så hun kunne introducere mig for min nye klasse. Ikke underligt, at alle kiggede så mærkeligt på mig. Normalt får gymnasieklasser på andet år ikke nye elever, men jeg ender ofte som undtagelsen, der bekræfter reglen. Linjen var jo godt nok den samme, som den jeg kom fra, men jeg havde været nødt til at skifte skole, da jeg åbenbart havde overtrådt skolens uskrevne regler, på det gymnasium jeg kom fra. Sikke noget vås.

"Ikke her i hvert fald, men du kan bare sætte dig her, mens du venter." svarede en ret lækker blondine mig indbydende og lavede en gestus mod stolen foran sig. Jeg skulle lige til at sætte mig, da jeg hørte en pigestemme fra hjørnet. For første gang hørte jeg stemmen, der ville have indflydelse på resten af mit liv.

"Er du Sam?" Stemmen lød helt modsat blondinens. Meget mere... reserveret på en eller anden måde. Ikke fjendtlig, men en smule uvenlig.

"Aha." mumlede jeg, mens jeg drejede rundt og fik øje på hende, som hun sad meget diskret bagi og næsten gik i ét med væggen med sin lyse hud og hvide bluse. Altså, hvis det da ikke havde været for hendes nøddebrune hår og ikke mindst de mørke øjne, der ville have været så dybe og varme at se på, hvis de ikke havde udstrålet den samme modvilje, som de gjorde. Hendes fyldige læber formede sig heller ikke just til noget smil, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at kigge på dem.

Hun var så aldeles anderledes fra andre piger i udseende end dem, jeg normalt kunne lide, med sine asiatiske træk og tilbageholdne attitude, men ikke desto mindre faldt jeg pladask for hende. Så corny som det lyder, så corny var det. Der var bare noget ved hendes ydmyge, men samtidig overlegne, optræden, som jeg ikke kunne lade være med at beundre. Og jeg havde kun hørt hende sige tre ord indtil nu.

"Kristina bad mig om at tage imod dig. Vi laver projektopgaver denne uge, og vi har allerede valgt emner, men jeg er alene, så du skal åbenbart være med i min gruppe." Det fremgik tydeligt, at hun var gået med til det ganske ufrivilligt.

"Klart. Så, hvor skal jeg gøre af mig selv?"

 

Pigen hed Mira. Hun var seksten år gammel, og så var hun ellers pisse ligeglad med mig, så længe jeg lavede, hvad vi aftalte, jeg skulle. Det var de eneste informationer, jeg fik ud af hende, uanset hvor meget jeg spurgte. Nå ja, og så at vores projektemne var "Fattigdom og sult i Afrika". Alle grupper havde åbenbart fået et kontinent og et af kontinentets største problemer som emne. 

".. kan lade sig gøre?"

"Hvad?" spurgte jeg forvirret og virrede med hovedet. Hun sukkede.

"Tag dig da lige sammen og hør i det mindste efter, når jeg spørger om noget." svarede hun opgivende og strøg en hånd gennem håret, så pandehåret faldt lidt fyldigere ned i panden end før. Jeg fattede hende ærlig talt ikke. Alle andre piger var interesserede i mig. Med min atletisk udseende krop, markerede kæbeparti, krystalblå øjne og lyse lokker var jeg en dreng, der så ret meget bedre ud end gennemsnittet. Det lod bare ikke til at påvirke Mira.

"Jeg spurgte, om du overhovedet tror, at det kan lade sig gøre at udrydde sult og fattigdom i Afrika. Eller resten af verden for den sags skyld." 

"Det ved jeg ikke rigtigt..." svarede jeg først, som jeg plejede på spørgsmål i skolen, men da jeg så hendes rynkede pande, besluttede jeg mig for faktisk at prøve.

"Altså, nej, ærligt talt ikke. Uanset hvad, så vil nogen altid søge lederskab i et land, og nogle vil altid indtage pladsen som leder. Det vil skabe ulighed i økonomien, ligeså snart nogen har mere magt end andre. Steder som Afrika, hvor folk er så dårligt uddannede, tror jeg ikke, de er klar over, at disse ledere bare kan sidde og skovle ind i ro og mag af hele landets fælles pengebøsse. Det ved lederne jo, så det vælger de vel at gøre." svarede jeg og var godt tilfreds med mig selv. Jeg kunne nu være rimelig intelligent, når jeg prøvede, hvis jeg selv skulle sige det.

"Måske. Jeg tror, det er muligt, i hvert fald at udrydde langt det meste. Det kræver bare, at vi fra den rige vestlige verden er villige til at opgive vores unødvendigt luksuriøse livsstil. Og det er vi ikke, fordi mennesker er egoistiske og grådige."

Jeg gloede bare på hende.

"Vi stiller bare de forkerte spørgsmål. Om fattigdom og sult kan udryddes er dumt at spekulere på." proklamerede hun og tilføjede derefter for sig selv: "Om vi ønsker at udrydde fattigdom og sult, burde vi sætte spørgsmålstegn ved i stedet."

I couldn't help myself - jeg var helt solgt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...