Engle tager aldrig fejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Færdig
Da Sam først møder Mira, virker hun reserveret og uinteresseret, selvom han normalt kan få, hvem han ønsker. Inden længe har han dog alligevel vundet hendes hjerte, men han ved, at hun ligeså har magten over hans. Derfor kan han heller ikke tilgive sig selv for det, da han, syv måneder efter deres første møde, taber det hele på gulvet den lune aprilnat og svigter dem begge. | En historie om hvordan ung kærlighed spirer og udvikler sig til noget meget mere rent og ægte, end nogen kunne have forestillet sig.

16Likes
38Kommentarer
1259Visninger
AA

3. ~ Trettende oktober 2011

Jeg lagde nervøst mine hænder i lommerne, mens jeg gik hen ad gangen mod lokalet, hvor jeg vidste, at Mira ville sidde med hovedet begravet i en bog og læse forud for os andre. Øjeblikket efter tog jeg hænderne op igen, og puttede dem så igen i lommerne. Mit hjerte bankede virkelig hurtigt.

Det var en helt ny følelse for mig, denne usikkerhed. Normalt inviterede jeg piger ud så let som at klø sig i nakken, men denne gang var det anderledes. Jeg var for første gang faktisk bange for at blive afvist. Ikke fordi jeg ikke var blevet afvist før, trods alt, men almindeligvis betød det ikke så meget. Nu føltes det, som om det betød alt.

Ganske rigtigt sad Mira sammenkrøbet på en sofa i læsestuen med vores historiebog. Hendes hår var opsat i en hestehale, ligesom det havde været hver eneste dag, siden jeg mødte hende. Hendes blik fokuserede på bogen foran hende, og hun bemærkede slet ikke min tilstedeværelse. Der var ikke andre i rummet.

"Mira, hej." sagde jeg lidt akavet og brød tavsheden. Hun så op på mig og sendte mig et skævt smil. 

"Hej Sam." Hun så ikke straks ned i bogen igen, som hun ville have gjort for en måned siden. I stedet kiggede hun afventende på mig. Jeg havde virkelig forsøgt at opføre mig eksemplarisk den sidste måneds tid. Jeg havde gjort en aktiv indsats med projektet, og siden havde jeg bare forsøgt at snakke så meget med hende som muligt. Jeg satte mig også med hende ved et bord i hjørnet af kantinen - hun var ret glad for hjørner, Mira -, men fik hende senere med hen til et bord, hvor vi sad nogle flere. De andre var ikke så vilde med hende, og hun ikke med dem, men de kunne godt lide mig, så de accepterede det. 

"Ville du noget særligt?" spurgte hun tøvende, da jeg ikke fortsatte samtalen yderligere. For helvede, hvor var jeg nervøs.

"Hvad laver du?" spurgte jeg dumt; bare for at sige noget. Men det var jo så tydeligt, som hun sad dér med historiebogen. Hendes svar blev også bare ar vifte bogen op foran sit ansigt, og jeg mumlede et eller andet, jeg ikke engang selv forstod. Det begyndte at blive lidt akavet.

"Skal du ikke, sådan, hjem eller noget?" spurgte hun så, tilsyneladende ikke villig til at opgive samtalen helt allerede. Eller måske kunne hun bare ikke lide stilheden, der normalt ikke opstod mellem os.

"Æhm jo.." svarede jeg, men så tænkte jeg, at det var nu eller aldrig og tog mig sammen. "Men inden da, så tænke jeg på," begyndte jeg selvsikkert, men den selvsikkerhed forsvandt ligeså hurtigt, som den var kommet. "Kunne du måske tænke dig at gå ud en dag? Jeg mener, i Tivoli eller sådan noget." Jeg stammede sætningen til ende og kiggede bedende på hende. Jeg havde ventet på dette i flere uger, og nu hvor øjeblikket var kommet, ville jeg helst flygte.

"Nej." Det var det eneste, hun sagde, men hun havde et drillende glimt i øjet, der viste, at det ikke helt var det, hun mente.

"Hey!" udbrød jeg og lød påtaget fornærmet. "Hvorfor ikke?" Mit spørgsmål var nu alvorligt nok.

"Jeg går ikke i forlystelsesparker."

"Hvorfor dog ikke?" spurgte jeg forbløffet.

"Jeg kan ikke lide det. I en rutschebane har jeg ingen kontrol." Hun lød virkelig, som om hun mente det, men jeg kunne ikke lade være med at grine en lille smule. Det var da absurd. Nej, man har ingen kontrol, men helt ærligt: Hvem elsker ikke at køre i rutschebane?

"Hvad så med biografen?" spurgte jeg så. Hun rystede på hovedet. Sveden piblede frem på min pande, kunne jeg mærke. Hun legede med mig, og hun gjorde mig så nervøs. Jeg så spørgende på hende.

"Det er bare så kliché. Du ved, en pige og en dreng går i biografen. Drengens strækker armen mod pigen og kysser hende og alt det. Han viser sin kærlighed til hende i mørket. Dækket af skyggerne. Hvis man kan lide nogen, så må man altså vise det. Råbe det ud til verden. Dates i biografen er noget opreklameret skidt." svarede hun, og denne gang grinede jeg virkelig. Det løsnede lidt op for min nervøsitet. Det var sjovt - jeg kunne sgu ikke forestille mig, at Mira ville ønske, at man råbte ud til verden, at man kunne lide hende. Hun virkede alt for genert. Men måske jeg skulle tage hende på ordet en dag.

"Okay. Mira, vil du med mig ud og spise en is en dag?"

"Hvorfor spurgte du ikke om det med det samme?" spurgte hun glad og blinkede drillesygt. Utroligt som en så genert pige kunne have så meget selvtillid, når der ikke var andre. Piger var underlige, men Mira, hun var noget for sig. 

 

Hele vejen hjem i bussen smilede jeg som en lalleglad vagabond på stoffer.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...