Engle tager aldrig fejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Færdig
Da Sam først møder Mira, virker hun reserveret og uinteresseret, selvom han normalt kan få, hvem han ønsker. Inden længe har han dog alligevel vundet hendes hjerte, men han ved, at hun ligeså har magten over hans. Derfor kan han heller ikke tilgive sig selv for det, da han, syv måneder efter deres første møde, taber det hele på gulvet den lune aprilnat og svigter dem begge. | En historie om hvordan ung kærlighed spirer og udvikler sig til noget meget mere rent og ægte, end nogen kunne have forestillet sig.

16Likes
38Kommentarer
1164Visninger
AA

4. ~ Trettende november 2011

Det var en af den slags søndage, hvor fuglene synger, og solen skinner, og selvom temperaturen ikke er mere end ti grader, så kan man altså godt tage på skovtur. Det blev Mira og jeg i hvert fald enige om, da vi havde spillet ludo med hendes lillebror for hundredeogsyttende gang. Han var kun seks år, og Mira skulle passe ham, mens forældrene var på weekendophold i anledning af deres kobberbryllup eller noget i den retning. Jeg havde lovet at holde hende med selskab både lørdag og søndag og fik det til at lyde som et meget generøst tilbud af mig, men sandheden var, at der var intet, jeg hellere ville.

"Har du husket at lyne jakken helt op?" spurgte Mira som det sidste sin bror, Max, der ivrigt nikkede, inden vi gik ud af døren.

Mens vi gik mod skoven, der ikke lå så langt fra Miras hus, løb Max hele tiden lidt i forvejen, så Mira og jeg kunne tale helt uforstyrret. Der var bare det, at det gjorde vi ikke. Men jeg tog ikke blikket fra hende en eneste gang. Hendes lange mørke øjenvipper var endnu smukkere fra siden, og hun havde sat sit hår op i en rodet knold i dag, hvilket jeg aldrig havde set før. Hun sneg også blikke over på mig engang imellem, men kiggede forlegent væk, når hun så, at jeg kiggede. Vi sagde intet, men vi kommunikerede alligevel. Med nysgerrige blikke og varme smil.

"Hvornår er vi der?" spurgte Max efter cirka tyve minutters gang. Han havde sikkert gået ruten hundrede gange før, men han spurgte alligevel og smilede vidende, endda før han fik svaret, som om han kendte det i forvejen. Det gjorde han sikkert også.

"Tæl til ti så skal du se." grinede Mira. Hun så endnu mere henrivende ud, når hun grinede. I mit hoved kunne jeg ikke lade være med at tælle til ti, og det passede perfekt: vi ankom ti sekunder senere til en fin ryddet plet, hvor der stod et enkelt bord-bænke-sæt og lå en hyggelig lille sø. Et par ænder udførte en sjov lille dans, der nærmest kunne minde om synkronsvømning, ude på søen, og Max grinede og pegede.

"Kast det her til dem du, så bliver de nok glade." Mira trak en pose med brød op af lommen, mens hun sagde det, og rakte den til Max. Entusiastisk begyndte han at brække brødet i mindre stykker og kaste det så langt, han kunne. Det var ikke særlig langt, men ænderne kom bare tættere på, og drengen hvinede bogstavlig talt af begejstring.

"Du har da ret godt styr på børn." sagde jeg til Mira, da vi satte os ved siden af hinanden ved det aflange træbord, mens vi holdt øje med Max. Jeg kunne ikke lade være at tænke, at hun ville være en god mor. En dag ville en meget heldig mand få æren af at kunne kalde hendes børn for sine også. Jeg kunne forestille mig, hvordan hun ville ende med en høj og rig advokat, der var så god, som dagen var lang, og som ville synge med hende på børnenes sengekant om aftenen. Jeg håbede inderligt, at der også ville blive plads til mig i hendes fremtid.

Inden hun kunne nå at svare nærmest skreg Max. "Se! Ænderne kysser!"

Vi lo og så på, hvordan ænderne havde bidt fat om det samme stykke brød, men pludselig vendte Mira sig alvorligt mod mig og kiggede mig dybt i øjnene. Hendes brune øjne var så meget varmere, end de var første gang, vi mødtes, men de var stadig blokerede. Hemmelighederne bag var utilgængelige for mig. 

"Er du egentlig godt klar over, at dette kan betragtes som vores fjerde date, og du har stadig ikke kysset mig?" 

Det gjorde mig helt paf. Jeg havde på ingen måde regnet med, at hun ønskede, at jeg ville gøre det. Den eneste grund til, at jeg ikke havde gjort det, var, at jeg troede, hun ville vente. Men da jeg så på hendes øjne, der pludselig smeltede foran mig og blev så dybe og tillidsfulde, som jeg hele tiden havde vidst, de kunne blive, følte jeg, at jeg var nødt til at kysse hende. Jeg ville gerne kysse hende. Men pludselig var jeg på så usikker grund som aldrig før, og jeg kunne ikke sige et ord.

"Drenge." Hun fnøs. "Man er da også nødt til at gøre alting selv."

Så lænede hun sig ind over mig, og hvad der videre skete, er svært at beskrive. Jeg havde aldrig kysset som nu før. Jeg havde heller aldrig virkelig kunnet lide en, jeg kyssede, som jeg kunne lide Mira. Alligevel tror jeg, at selvom jeg ikke havde kunnet lide hende mere end alle de andre, så ville det her have været anderledes. Det var, som jeg forestillede mig, det ville være at kysse en engel.

"Tak fordi du tog initiativ." hviskede hun mig i øret, inden hun trak sig væk. Jeg lænede mig mod hende igen, men hun holdt sig på afstand af mig. Alligevel tog hun min hånd under bordet og flettede fingre med mig.

"Så Max. Lad nu ænderne få lidt ro." 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...