Engle tager aldrig fejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Færdig
Da Sam først møder Mira, virker hun reserveret og uinteresseret, selvom han normalt kan få, hvem han ønsker. Inden længe har han dog alligevel vundet hendes hjerte, men han ved, at hun ligeså har magten over hans. Derfor kan han heller ikke tilgive sig selv for det, da han, syv måneder efter deres første møde, taber det hele på gulvet den lune aprilnat og svigter dem begge. | En historie om hvordan ung kærlighed spirer og udvikler sig til noget meget mere rent og ægte, end nogen kunne have forestillet sig.

16Likes
38Kommentarer
1162Visninger
AA

8. ~ Trettende marts 2012

Det var simpelthen sindssygt, tænkte jeg, som den uskyldige pige kunne gøre mig helt vildt nervøs. Jeg havde forberedt alting og endda øvet mig derhjemme, så da jeg sagde til Mira nede på tilskuerpladserne foran scenen i gymnasiets kultursal, at jeg skulle på toilettet, stolede hun blindt på mig. Jeg stod nu bag scenen med mikrofon og det hele, og jeg havde endda en aftale med lederen af gymnasiet. Alligevel var jeg så nervøs, at jeg var ved at falde fra hinanden.

"Hvad skal du optræde med?" spurgte en pige mig, Camilla hed hun, der var lidt buttet, men som sang fantastisk og faktisk også var temmelig flink. 

"Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det optræde. Jeg skal bare sådan... råbe det ud til verden." Mit svar lød lidt dumt, men alligevel kiggede Camilla forstående på mig og nikkede, selvom jeg var ret sikker på, at hun ikke anede, hvad jeg snakkede om. Jeg var hende taknemmelig for det.

"Og så vil vi gå videre til aftens sidste indslag. Sam: scenen er din."  Gamle rektors stemme var en smule rusten, men ikke desto mindre var hun ret god til at skabe en stemning. Mit hjerte hoppede op i halsen på mig, men jeg ville klare det her. Nu var jeg ligesom også nødt til det, så med vaklende skridt gik jeg forbi tæppet og frem på den åbne scene.

Projektørerne nærmest blændede mig, så det var svært at se det store publikum, jeg vidste sad foran mig. Det var jeg egentlig glad for. Alligevel kunne jeg med lethed høre, hvordan de hviskede dæmpet. Sikkert om hvad den idiot nu ville finde på. Jeg fandt Mira i mængden, men jeg kunne ikke se hendes ansigt klart for lyset. Det var heller ikke nødvendigt, for jeg kunne sagtens forestille mig hendes forbløffede ansigtsudtryk med øjenbrynene, der var fløjet op i panden på hende, og munden der stod en lille smule åben.

Så gik det op for mig, at jeg endnu ikke havde sagt noget. Jeg rømmede mig og hørte lyden som en underlig skratten gennem højtalerne overalt i salen.

"Øhm, jeg har en besked til Mira. Eller, jeg mener, til alle. For altså, Mira, jeg har kendt dig i et halvt år nu, og øh..." jeg gik langsomt i panik, mens jeg mærkede, hvordan jeg glemte alle de grundigt indøvede ord. Men det betød ikke, at jeg var tom for ord. Jeg vidste jo, hvad jeg ville sige, og da det gik op for mig, begyndte jeg at smile sejrssikkert. 

"Ved I hvad? Manuskripter er for tabere." sagde jeg, og hele salen begyndte at smågrine lidt. Lidt nervøst måske. Fordi min optræden bare strålede af nervøsitet. Eller gjorde. Nu vidste jeg, hvad jeg ville sige.

"Siden jeg så dig for første gang Mira, har jeg været forelsket i dig. Det lyder simpelthen så corny, når jeg siger det, det tænkte jeg også selv dengang, men helt ærligt, det er rigtig nok! Det her er jo egentlig også ret corny. At jeg skal stå her på en scene for at erklære min kærlighed til dig. For det er det, jeg prøver på, hvis du ikke skulle kunne høre det." Jeg strøg en hånd igennem mit hår, men jeg havde endnu ikke mistet modet. Det var, som om der kun var Mira i salen, og alle andre var ligegyldige.

"Shit, det her er ikke let. Men nu vil jeg sige det, som det er, præcis ligesom i en eller anden åndssvag romantisk komedie, og så håber jeg, at vores slutning bliver ligeså lykkelig som i sådan én. Jeg elsker dig Mira! For fanden..." Jeg tørrede mig under det ene øje, som jeg kunne mærke en tåre trille ned.

"Jeg elsker dig, og jeg vil have at hele verden til at vide det! Om jeg så skal tage på jordomrejse og lære alle verdens sprog, så skal verden vide det, men jeg starter her. Jeg elsker dig, og jeg håber virkelig, at du også elsker mig!"

Jeg var ikke sikker på, hvad der egentlig så skete, men pludselig begyndte Mira at gå op mod scenen. Hun blev halvt skubbet, halvt gik af sig selv. Jeg sprang ned fra scenen, for dette øjeblik skulle på en eller anden måde være privat, selvom hele gymnasiet var i samme rum som os. En eller anden spade, der sikkert elsker de der romantiske film, afspillede lavt en kærlighedssang i baggrunden, men jeg lagde knap mærke til den, eller alle de hænder, der klappede.

Alt jeg så var Mira, alt jeg mærkede var hendes krop mod min, og alt jeg hørte var: "Jeg elsker også dig."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...