Engle tager aldrig fejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Færdig
Da Sam først møder Mira, virker hun reserveret og uinteresseret, selvom han normalt kan få, hvem han ønsker. Inden længe har han dog alligevel vundet hendes hjerte, men han ved, at hun ligeså har magten over hans. Derfor kan han heller ikke tilgive sig selv for det, da han, syv måneder efter deres første møde, taber det hele på gulvet den lune aprilnat og svigter dem begge. | En historie om hvordan ung kærlighed spirer og udvikler sig til noget meget mere rent og ægte, end nogen kunne have forestillet sig.

16Likes
38Kommentarer
1161Visninger
AA

7. ~ Trettende februar 2012

"Lad nu være!" 

Jeg hørte klart og tydeligt Miras stemme et sted til venstre for mig. Den ville jeg kunne genkende når som helst. Men hun var ikke nær så forurettet, som hun lød, kunne jeg se, da jeg drejede hovedet.

Martin, en af de mere populære drenge fra en af de andre naturvidenskabelige linjer, stod nogle få meter fra Mira og truede med at kaste en snebold i hovedet på hende. Han grinede. Men det var overhovedet ikke hånligt. Han grinede ikke af hende. Han grinede med hende.

"Så må du jo stoppe mig!" råbte han igen. Det var lidt svært at skelne ordene fra hinanden, fordi gårdspladsen var stor, og der gik mange elever rundt og snakkede eller løb efter hinanden med sne: ikke mere modne end man var i folkeskolen, men hvad skal man også bruge modenhed til? Man har det sgu meget sjovere uden.

Lynhurtigt samlede Mira noget sne op og kylede det efter Martin. Hun ramte ham lige i masken. Jeg var flad af grin. Hun havde virkelig udviklet sig, siden vi havde lært hinanden at kende. Hun grinede hele tiden, og hun talte meget bedre med de andre i klassen nu. Lidt for godt tilsyneladende, kunne jeg ikke lade være med at tænke, da Martin løb efter hende og nærmest sprang på hende og tværede sne i hendes ansigt. Det var jo helt uskyldigt, men de grinede højt, og pludselig følte jeg mig så overflødig.

Misundelse er en grim ting, det vidste jeg jo godt, men jeg kunne ikke lade være. Problemet var nok, at selvom Mira og jeg tydeligvis var sammen, så var det alligevel ikke officielt. Vi havde ikke erklæret os kærester offentligt. Vi havde ikke engang gjort det overfor hinanden. Det fik mig til at føle, som om hun ikke rigtig var min. Som om vi begge var uforpligtede, og vi bare kunne fjante rundt med hvilken dreng eller pige, vi nu ønskede. Jeg vidste, at Mira ikke ville gøre det, og at det aldrig ville falde mig ind, men jeg havde alligevel brug for endelig bekræftelse. 

Jeg talte på fingrene. Jeg var startet på gymnasiet i september... hvilken dato kunne jeg ikke huske, men jeg vidste, at jeg havde det stående i en mail et sted. Det passede præcis, som jeg tænkte, det ville. Næste måned var marts, og der havde vi altså mødt hinanden for seks måneder siden. Man kunne dårligt kalde det halvårsdag, for så længe havde vi ikke datet, men vi havde altså kendt hinanden så længe, og jeg havde det, som om det var vores rigtige halvårsdag. For pokker, jeg havde jo været vild med hende lige siden den første dag, jeg så hende.

Til marts skulle det gøres officielt.

 

"Sam!" råbte Mira og afbrød mine tanker, mens hun kom småløbende hen imod mig. Hun havde en yndig hvid strikhue på med matchende vanter, og snefnug havde farvet hendes øjenvipper hvide. Hun smilede i hele hovedet.

"Du er simpelthen for mærkelig." sagde hun helt ud af det blå, da hun var kommet tættere på. Så stillede hun sig på tå og kyssede min næsetip. Måske var det i virkeligheden officielt, sådan rent uofficielt, men jeg glemte ikke hendes ord, fra første gang jeg ville invitere hende ud. Nu skulle det ud til verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...