Engle tager aldrig fejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Færdig
Da Sam først møder Mira, virker hun reserveret og uinteresseret, selvom han normalt kan få, hvem han ønsker. Inden længe har han dog alligevel vundet hendes hjerte, men han ved, at hun ligeså har magten over hans. Derfor kan han heller ikke tilgive sig selv for det, da han, syv måneder efter deres første møde, taber det hele på gulvet den lune aprilnat og svigter dem begge. | En historie om hvordan ung kærlighed spirer og udvikler sig til noget meget mere rent og ægte, end nogen kunne have forestillet sig.

16Likes
38Kommentarer
1159Visninger
AA

5. ~ Trettende december 2011

Syvogfyrre. Otteogfyrre. Otteogfyrre loftsbjælker!

Det hvide loft i mit værelse var måske ikke det mest spændende, jeg nogensinde havde kigget på, men nu havde jeg altså stirret på det i tre timer alligevel. Mit hoved dunkede, og jeg havde det i det hele taget ikke særlig godt. Jeg var glad for, at jeg var blevet hjemme i hvert fald.

En hul lyd af knoer mod min dør lød, og jeg satte mig opmærksomt op. Det skulle jeg ikke have gjort, for værelset sejlede helt vildt, og jeg tog mig frustreret til hovedet.

"Hvad?" spurgte jeg sammenbidt og lød lidt vredere, end jeg egentlig ville. Lidt. Jeg var ikke i særligt godt humør.

"Du har besøg." Min mor stod i døråbningen og smilede i hele hovedet, og hun rykkede næsten umærkeligt op og ned, så hendes blonde krøller hoppede livligt. Jeg vidste bare, på måden hun sagde det på, at det var Mira, der stod bag hende. Vi havde ikke erklæret os kærester eller noget, men jeg havde taget hende med hjem, og det var godt nok for min mor. Hun var glad på mine vegne, og hun kunne virkelig godt lide Mira.

"Hej Sam! Har du det godt? Jeg kan hente noget vand eller noget, hvis du har brug for det." udbrød hun hurtigt efter hinanden. Jeg smilede af hendes bekymring.

"Jeg har det fint." svarede jeg og klappede på sengen ved siden af mig. Så lagde jeg mærke til det: hendes røde øjne, randerne under dem, det triste udtryk i dem.

"Hvad er der galt?" spurgte jeg, men hun rystede bare på hovedet. Ville sikkert ikke bekymre mig, nu hvor jeg var syg. Men jeg kunne ikke udstå tanken om, at hun skulle lide, hvis der var en chance for, at jeg kunne mindske smerterne det mindste.

"Jeg bliver kun mere syg af at se dig sådan, helt uvidende, Mira." 

Hun kiggede bedrøvet på mig, og jeg kunne se, hvordan hun forsøgte at holde det hele tilbage, da hun begyndte. 

"Det.. Det går ikke så godt derhjemme. Min far og mor skal skilles. Det fungerer ikke længere, og Max er helt ude af den." hendes stemme skælvede, mens hun sagde det, men hun holdt tårene tilbage. Hun var virkelig stærk, men derfor skulle hun ikke holde igen. For første gang nogensinde følte jeg med en pige, at jeg ville vide alt om hende. Kende alle hendes sorger og føle sorgen med hende. Se hende glad og måske være grunden til denne glæde.

"Det er okay, Mira. Det sker for folk. De vokser fra hinanden og-" begyndte jeg, da Mira afbrød mig. Jeg forstod hende godt: jeg var ikke særlig god til at trøste andre. Kæft hvor måtte hun have det dårligt, og så sad jeg bare som et ufølsomt fjols og fortalte hende, at det var okay.

"Nej, det er ikke det Sam. Sam, mor har haft en affære!" Det sidste råbte hun næsten. Det ramte mig virkelig. Jeg kunne mærke hendes smerte helt ind i knoglerne, og jeg gøs. Hun begyndte stille at hulke, og da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare, tog jeg hende i mine arme og lod hendes krop søge tryghed ved min. Så lod hun endelig tårene falde frit, og jeg tror virkelig, at det lettede. Jeg tror, det hjalp, at hun virkelig havde en skulder at græde ud ved.

Og jeg var glad for, at det var min.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...