Engle tager aldrig fejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Færdig
Da Sam først møder Mira, virker hun reserveret og uinteresseret, selvom han normalt kan få, hvem han ønsker. Inden længe har han dog alligevel vundet hendes hjerte, men han ved, at hun ligeså har magten over hans. Derfor kan han heller ikke tilgive sig selv for det, da han, syv måneder efter deres første møde, taber det hele på gulvet den lune aprilnat og svigter dem begge. | En historie om hvordan ung kærlighed spirer og udvikler sig til noget meget mere rent og ægte, end nogen kunne have forestillet sig.

16Likes
38Kommentarer
1163Visninger
AA

9. ~ Trettende april 2012

Jeg kunne næsten ikke nænne det, da jeg gik med Mira ind i den snavsede bus, der skulle bringe os til festen på gymnasiet. Hvis jeg før sidste fest havde troet, at aftenen ville blive fantastisk, så kunne det slet ikke beskrives, hvad jeg forventede nu. Aftenen ville blive helt uforglemmelig, det vidste jeg. Og jeg fik ret.

Lige inden Mira satte sig på sædet, holdt jeg afværgende en hånd op. Hun vendte sig om med hænderne i siden og så underligt på mig. Hun havde en tætsiddende hvid kjole på denne gang, som hendes mor åbenbart havde tvunget hende ned i, og jeg kunne ikke klare tanken om, at den skulle blive beskidt. 

"Lad mig." sagde jeg og satte mig, og så hev jeg hende bogstavligt talt ned på mit skød. Det skulle blive over mit lig, før hun fik lov at ødelægge sin kjole på det bussæde. Hun kaldte mig et fjollehoved, men jeg var ligeglad.

På vejen snakkede vi ikke, men jeg legede med hendes hår, som jeg for første gang nogensinde - bortset fra når hun havde været i bad eller sovet - så hænge løst. Det faldt så kønt om hendes firkantede ansigt, og hun var smukkere end nogensinde. Ikke engang det grimme gule lys i bussen kunne tage det fra hende.

"Ved du godt, hvor uendeligt smuk du er?" spurgte jeg hende, og hun vendte sig og kiggede lidt flovt på mig. Hun havde aldrig været særlig god til at modtage komplimenter.

"Jamen du er da også flot selv." svarede hun lidt efter og trak ned i mit lyseblå slips. Jeg havde det på sammen med en hvid skjorte og et par mørke cowboybukser. Jeg følte mig som en bondeknold i sammenligning med hende.

Vi ankom til festen, og jeg var i højt humør. Ingen pige til festen, uanset hvor meget makeup hun havde på, eller hvor smuk hendes kjole var, kunne måle sig med min pige. Min pige. For nu var hun virkelig min, og ingen skulle nogensinde tage hende fra mig. Jeg ville aldrig give slip på hende.

Det gjorde jeg så alligevel af og til for at hente en drink. Jeg var virkelig glad den aften, og ingen kunne spolere dét. Jeg snakkede med alle, mens jeg konstant holdt Mira i hånden ved min side, og jeg dansede engang imellem, men kun når jeg vidste, at Mira havde en sød pige eller dreng at snakke med i et roligt hjørne.

Da der kom en stille sang, var jeg straks over hende. 

"Kunne frøkenen tænke sig at tage en dans med en ydmyg ridder som mig?" spurgte jeg bukkede for hende, mens jeg tog hendes hånd. Jeg vaklede lidt, fordi jeg havde fået så meget at drikke, men det bemærkede jeg ikke selv. 

"Det ved frøkenen nu ikke helt." svarede hun, og jeg vidste godt, at det var fordi, hun havde en forskruet idé om, at hun ikke kunne danse. Derfor tog jeg hende i begge hænder og førte hende forsigtigt ud på gulvet, selvom hun strittede lidt imod hele vejen. Men så var det heller ikke sværere at få hende med ud.

Jeg lagde mine hænder på hendes talje, og hun lagde sine på mine skuldre. Jeg trak hende tæt ind til mig, og vi vuggede forsigtigt frem og tilbage på dansegulvet. Det ville have været noget så romantisk, hvis ikke jeg havde trådt hende adskillige gange over tæerne. Da jeg lænede mig ind mod hende for at kysse hende, skubbede hun blidt mit hoved væk igen.

"Din ånde Sam... sig mig, hvor meget har du drukket?" 

"Bare fordi du aldrig drikker, kan jeg vel godt havde det lidt sjovt." svarede jeg lidt forvirret. Hun brød sig ikke om at blive stemplet som kedelig, fordi hun ikke drak, og jeg vidste, ligeså snart jeg havde sagt det, at ordene sårede hende. Hun trak sig også ud af mit greb og sagde med kontrolleret, men alligevel lidt vred, stemme, mens hun bakkede væk: "Hold en pause med alkohollen."

Jeg hørte det knap nok. Jeg kunne ikke tænke på andet, end hvor meget hun lignede en engel, som hun gik dér, med øjnene, der funklede i diskokuglens skær, og den hvide kjole der sad helt perfekt.


Da klokken nærmede sig to begyndte folk at forlade stedet. Men jeg var langtfra færdig med at feste. Alligevel fulgte jeg med nogle af de andre ud, og så sagde jeg bare farvel og vinkede som en eller anden nar. 

"Hey Sam." sagde en snøvlet stemme pludselig, og jeg så en eller anden Christian eller Casper - jeg kunne ikke helt huske hans navn - som vidstnok boede på min vej derhjemme, puffe til mig.

"Kan du ikke køre min dyt hjem? Jeg har en aftale med den skønne dame derovre." sagde han og gjorde et kast med hovedet i retning mod en eller anden blondine, der umiskendeligt lignede hende, der på min første skoledag havde flirtet med mig.

Jeg blev helt genoplivet igen ved tanken om, at jeg kunne køre bil hjem. Det var da en måde at slutte festen med et brag! Nok var jeg kun sytten og havde overhovedet ikke kørekort, men det tænkte jeg ikke så meget over. Jeg tog bare imod nøglerne fra Casper, der sikkert troede, jeg allerede var fyldt atten, og gik ind for at finde Mira.

Jeg måtte nærmest slæbe hende ud på parkeringspladsen, og hun forstod slet ikke, hvad alt det ståhej skulle til for, sagde hun. Da jeg, uden et ord, satte mig ind i bilen, begyndte hun at råbe. Jeg rullede vinduet ned.

"Slap af og sæt dig ind!"

"Gu' vil jeg ej! Kom nu ud Sam! Du er ikke gammel nok til at køre!" skreg hun forfærdet. Jeg rystede bare på hovedet af hende, og på det her tidspunkt var jeg så fuld, at jeg glemte lidt, hvor meget hun betød for mig. Jeg rullede vinduet ned og begyndte at køre.

Jeg nåede lige at bremse op, da jeg så hendes hvide skikkelse lyse op i mørket foran bilen. Jeg gad ikke spilde tid på at rulle vinduet ned denne gang, så jeg råbte bare, og da hun ikke flyttede sig, kørte jeg forsigtigt frem. Hun sprang skræmt til siden. Hun måtte hurtigt have indset, at jeg ikke havde tænkt mig at standse, for da jeg langsomt kørte forbi hende, hamrede hun på vinduet til passagersædet, og jeg stoppede ikke, men sænkede farten. Hun hoppede ind og satte sig.

"Er du blevet gal? Du er både for ung og fuld!"

Hun blev ved med at prædike for mig, mens vi kørte, men jeg lyttede kun med et halvt øre. Jeg havde prøvet at køre bil på en mark hos min treogtyve årige fætter engang, så jeg kunne lige klare at følge vejen her nogenlunde. Da vejen fladede ud, og der ingen sving var, satte jeg farten op, og adrenalinen brusede ud i mit blod.

"Stop nu bilen Sam, jeg beder dig."

"Vi kan bare gå herfra."

"Stands nu den bil!"

Hendes sidste råb lød virkelig bange, og det gjorde mig rasende. Troede hun måske ikke, jeg kunne finde ud af at køre bil? Jeg satte farten op.

"Gør det fordi jeg elsker dig!"

Den grund var ikke god nok for mig lige nu. Jeg satte kun farten endnu mere op. Jeg så ikke på speedometeret, men jeg vidste, at jeg kørte helvedes hurtigt. Alting susede forbi uden for vinduet, og vejen var kun oplyst at lygtepælenes gullige skær. Følelsen var virkelig fed.

Tre ting skete på én gang. Jeg var uopmærksom et øjeblik og kiggede på den lille grøngule skærm på instrumentbrættet. Klokken var 02:23. Datoen 13-04-2012. Det var den ene ting. Den anden var, at jeg mistede kontrollen over bilen i det lille uopmærksomme øjeblik. Den styrede direkte mod en modsatkørende bil, og jeg gjorde intet. Den tredje var, at Mira skreg sine sidste ord: 

"Du slår dig selv ihjel Sam!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...