Jeg har ikke fundet en titel endnu...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2013
  • Status: Igang
Døden er ikke hvad vi tror den er... Eller hvad HUN er....
Laura er kun 17 år gammel, er en fantastis skoleelev og kort sagt: Hendes fremtid ser lysende ud.
Men af en eller anden grund er der nogle der har andre planer for hende og en dag bliver hun ramt af en bil idet hun uopmærksomt krydser fodgænger feltet. Døende ligger Laura på vejen, men foran hende, gennem en bekymret menneskemængde dukker en sort hætte klædt sikkelse op. Dens krystal klare øjne lyser ud fra hættens mørke som elektriske lyn.
Skikkelsen nærmere sig og knæler foran Laura, i det den siger "Jeg har ventet dig meget længe" med et smil på læben......

Laura finder snart ud af hun er udvalgt til at følge i dødens fodspor. Men kan en pige på kun 17 år virkelig påtage sig det grusomme arbejde som rygter siger døden udfører? Eller er der måske noget som alle har misset bag dødens vigtige arbejde?

Okay... Jeg arbejder stadig på denne og siden forhistorien forsvandt er jeg nødt til at fantasere lidt ekstra.

0Likes
3Kommentarer
112Visninger
AA

1. Den egentlige afslutning....

Alt var hvidt.

Gangen... Væggene... Ja selv tøjet.

Familiens gråd var som et stort ubesvaret spørgsmåls tegn.

Hvorfor?

Det eneste spørgsmål denne familie sammen med så mange andre havde. Hvorfor var denne grusomme skæbne blevet tildelt deres kære? Hvorfor lige dem?
Men svaret er simpelt. Hvorfor ikk? Hvis ikke dem hvem så?
Det spørgsmål vil altid være der og svaret vil altid være så simpelt. Min opgave er at forklarer. Tage imod sjælen fra den som har modtaget den ulykkelige skæbne. Hvis familien bare vidste hvorfor denne person var her. Hvorfor jeg var her til at bringe sjælen sikkert videre. Men det eneste jeg skulle gøre, var tage imod sjælen, vise mig for familien så måtte deres fantasi selv afgøre den sidste konklusion.

Ja... Jeg var efterhånden vant til denne situation og på en måde forstod jeg godt Ronja.

Hvorfor hun var blevet træt af dette efter 400 år som Døden.

Alligevel var disse øjeblikke, på hospitalet, hvor alt er hvidt, jeg nød mest. At se patient ligge der i sin seng med et ansigt enten forpint i smerte eller komplet følelsladt og med lukkede øjene, for dernæst at vise mig for familien, smile til dem og forsvinde. Tage sjælen med mig og hen over skulderen se et øjebliks forvirring blandt dem, men på et punkt også en opløftning. De vidste deres kære var kommet et bedre sted.

Jeg kunne aldrig lade være med at smile. Dette var mit job.

Jeg oplyste en vej gennem sorgens mørke for de efterladte, men også hjalp den døde til et bedre sted. Ja det er et grufuldt job at vænne sig til, men øjeblikke som disse, hjælper mig til at huske på hvorfor jeg sagde ja....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...