Undskyld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2013
  • Status: Igang
ONESHOT

1Likes
2Kommentarer
248Visninger

1. Undskyld

Jeg smiler ikke mere. Smilehullerne, der tydeligt står frem, er minder fra gamle dage, hvor det hele var godt. Eller så godt som det nu kunne være. Jeg sukker og tager fat i en brun hårtot, der har sneget sig væk fra bag mit øre. Spejlbilledet siger det meste. Jeg kan ikke klare det mere. De blå øjne er tomme for liv, og huden er så hvid som et lig. Jeg ligner faktisk et lig. Et dødt, hel igennem fortabt lig.

”Lou og Matt kommer I lige ned?” lyder min mors påtaget glade stemme. Jeg gyser. Stemmen bliver fordrejet i mit hoved, så den kommer til at lyde kold og kynisk. Som den ellers plejer. Vi må have gæster, ellers ville hun aldrig snakke så pænt til mig.

Jeg rejser mig fra gulvet og vender blikket væk fra spejlet. Mit værelse er pinligt rent, alt står systematisk ordnet. Andet ville jeg ikke turde. Langsomt bevæger jeg mig mod døren, der er helt bar. Helt hvid. Jeg tager forsigtigt fat i dørhåndtaget og trykker det ned. Jeg forlader sjældent mit værelse, når jeg er hjemme, men jeg kan ikke se nogen udvej nu. Det bliver bare værre, hvis jeg ikke gør, hvad hun siger.

 

Da jeg kommer ned af trappen og ud i gangen, kan jeg se at der står to mennesker i hoveddøren. Min lillebror, Matt, står allerede ved siden af min mor og har taget det falske smil, vi altid benytter når der er andre mennesker i nærheden, på. Min mor sender mig et ondt blik, inden hun finder et falsk smil frem.

”Ja, her har i så guldklumperne”, hviner hun og trækker mig hen til sig. Selvom jeg næsten er et hoved højere end hende, er jeg skrækslagen for hende. Jeg prøver at gøre ligesom Matt og smiler falsk.

”Vi har hørt fra naboerne, at der har været problemer her”, begynder kvinden, der er klædt i cowboybukser og en lang vinterjakke. Manden ved siden af hende fortsætter: ”Vidner har underrettet os om, at have hørt højlydt råben og barneskrig herovrefra”.

Jeg stivner. Nu bliver hun stiktosset, men hun skjuler det godt. Hendes greb om min overarm strammes, og jeg bider i min tunge, mens jeg stadig prøver at holde det falske smil på plads.

”Det kan da ikke passe!” udbryder hun smilende og fjerner armen fra min skulder for at rode Matt i håret. ”Jeg ville have lagt mærke til det, hvis sådan noget skete! Aldrig i mit liv har jeg hørt noget så dumt!”

Jeg tier stille, mens mine tanker vandrer tilbage til i går aftes. Matt og jeg havde lavet aftensmad, og havde stillet den på bordet, da hun kom hjem fra arbejde. Vi var heldigvis blevet færdige med den, lige inden hun trådte ud i køkkenet, og hun havde bare vrisset en lille kommentar om, at bestikket ikke stod helt lige. Jeg havde sukket lettet, og vi havde sat os til at spise.

Men så efter vi havde spist, brød ragnarok løs. Grunden var at vi ikke havde lagt nok sukker i hendes aftenkaffe, og hun flippede totalt ud. Hun havde smidt Matt gennem rummet, og jeg havde skreget. Heldigvis landede han på gulvtæppet, og slog sig ikke så meget, men derefter var hun gået helt hen til mig, og havde lappet mig en på kinden, som straf for at jeg skreg.

”Det var hans egen skyld!” havde hun hvæst, og havde derefter vendt sig om og var marcheret ind i stuen. Jeg havde skyndt mig hen til Matt, og tårerne trillede ned af mine kinder. Heldigvis var der ikke sket andet.

Mandens dybe stemme trækker mig tilbage til virkeligheden.

”Vi sender en opsynsmand herud igen om et par uger, for at være sikker på at der ikke er noget”. Han ser tvivlende på Matt og jeg, og et øjeblik er jeg ved at buse ud med det hele. Den konstante frygt for at hun en dag vil skade Matt alvorligt, hendes afhængighed af pinlig orden og selvfølgelig de ofte givne slag. Men frygten for at hun derefter vil lade al sin vrede gå ud over mig, stopper mig.

”Det kan jeg nu ikke se nogen grund til, men det gør i bare”, smiler hun og lukker døren efter dem. Et øjeblik står hun bare stille og lytter, og da den brummende lyd fra deres bil forsvinder, vender hun sig mod mig.

”Din.. Din..”, er det eneste hun kan få ud, hvorefter hun slår mig. Denne gang er det ikke bare med flad hånd, hånden er knyttet, og slaget sender rystelser gennem mit hoved. Jeg kan mærke at jeg falder, og mens jeg ligger der, indtræffer det første spark. Det rammer i siden, og får mig til at knække sammen. Jeg holder et skrig inde ved at bide mig i læben, da hun sparker mig for anden gang, og en smag af blod fylder min mund. Hun lægger alle kræfter i et sidste spark, der rammer mig i ryggen, og en ufattelig smerte skyder op gennem min rygrad. Men jeg skriger ikke.

”Næste gang holder du bare kæft”, hvisler hun ved siden af mit øre, inden jeg hører hendes skridt forsvinde ud i køkkenet.

”Lou!” hører jeg en insisterende hvisken, og jeg åbner øjnene på klem. Matts nøddebrune øjne stirrer bekymret på mig.

”Det skal nok gå”, gisper jeg, men jeg tør ikke prøve at rejse mig. Endnu.

 

Jeg ved ikke hvor lang tid der er gået, inden jeg endelig får rejst mig op i siddende stilling. Matt hjælper mig op af de mange trapper op til mit værelse, hvor jeg sætter mig på gulvet.

”Hvad er klokken?” hvisker jeg. Han kigger sig omkring, og hans blik stopper på uret, der hænger over mit vindue.

”Halv seks”, hvisker han. Jeg kigger ud af vinduet og kan se, at mørket er ved at lægge sig som en dyne over landskabet. Langsomt trækker jeg vejret dybt, inden jeg kigger på Matt.

”Undskyld”, hvisker jeg. Han knuger mig ind til sig og hvisker knap hørligt: ”Det skal nok gå, bare vi står sammen!” Min modige, naive lillebror. Jeg kan mærke tårerne presse på over det jeg har besluttet mig for at gøre.

”Ja”. Men det jeg kan ikke klare det længere.

 

Jeg stirrer på mig selv i spejlet. Mit ansigts venstre side er hærget, og når jeg prøver at åbne munden, knager min kæbe. Jeg kan ikke klare det mere. Mine blå øjne er beslutsomme, da jeg vender mig væk fra spejlet. Jeg ignorerer smerten, der kommer fra alle sider, og går hen til vinduet. På ruden er der vinduesmaling, og specielt et af billederne fanger mit blik. To hvide duer, der flyver side om side med en kvist i munden. Jeg mærker tårerne trille ned af mine kinder, da jeg river dem ned. Hængslerne på vinduet piber lavt, da jeg åbner dem. Jeg stirrer ned i mørket og kan lige ane fliserne, der er oplyst af lyset fra stuen. Forsigtigt træder jeg op i vindueskarmen.

”Undskyld, Matt”, hvisker jeg, og knuger duerne ind til mig. Jeg stirrer en sidste gang ned i mørket, inden jeg hopper. Et øjebliks lykke, flyder gennem mig, inden alt forsvinder med et knas.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...