What are words (pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 21 feb. 2014
  • Status: Igang
Emily Jones har gennem hele sit lange liv levet i skyggen af sin storesøster, Sarah. Emily har aldrig følt at hun passede ind med de fine mennesker og de flotte kjoler som hendesomgås med, da de selv er en rig godsejer familie. Hun vil hellere hænge ud med vennerne, tage i byen og bare nyde livet som alle andre teenagere. Men hvem skulle have troet at en almindelig fest ville ende med at ændre så meget af Emilys liv? Og er Emily overhoved klar over hvad denne ændring vil betyde for hende?

16Likes
18Kommentarer
1393Visninger
AA

11. With You

Jeg vågnede ved lyden af Sarahs stemme, som lige nu irriterede mig groft.

”Emilyyyy,” sang hun fra dørkarmen af, og klappede morgenfriskt i hænderne for at få mig til at vågne. En brummende lyd undslap min mund, mens jeg vendte mig om på maven, og hev fat i en pude til at ligge over hovedet. Jeg kunne høre hendes skridt nærme sig, efterfulgt af hendes hænder som ruskede blidt i mig.

”Op med dig!” kommanderede hun, hvilket fik mig til at vende mig langsomt mod hende. Jeg prøvede langsomt at åbne øjnene, men det skarpe lys fik mig hurtigt til at knibe øjnene sammen igen.

”Hvorfor..?” mumlede jeg utilfredst, mens jeg satte mig halvt op på albuerne.

”Klokken er lidt over elleve, og vi skal være der klokken to. Du har travlt,” sagde hun med en lidt blidere stemme. Jeg mumlede et eller andet uforståeligt som svar, inden jeg endnu en gang gjorde et forsøg på at åbne øjnene, hvilket denne gang lykkedes bedre.

”Er du dårlig?” spurgte hun med bekymring i stemmen, mens hun lagde en hånd på min pande. ”Du var faldet i søvn inden aftensmaden i går, så du må i hvert fald have sovet omkring seksten timer.”

Seksten timer?

Det var sgu nu rekord.

Men nu hun spurgte, følte jeg mig egentlig også en smule svimmel.

”Nja… Jeg er lidt svimmel, men det går nok over.”

Hun nikkede forstående, før hun rakte en hånd frem, som hjælp til at komme op fra sengen. Jeg tog imod den, en smule sløvt, men kunne godt mærke at mit hoved blev lidt klarere af at komme op af sengen.

”Tak,” mumlede jeg inden jeg sløvt gik ud af værelset, med hende lige i hælene.

”Der er nybagte boller i køkkenet,” sagde hun på vejen ned af trappen, og pludselig kunne jeg mærke hvor sulten jeg egentlig var. Min mave rumlede højt og utilfredst, over hvor tom den var, og fik os begge til at grine en smule.

Efter maden gik jeg op og tog et hurtigt bad, og mens jeg stod under bruseren gik det op for mig, at jeg egentlig ikke kunne huske meget fra i går. Sarah havde nok ret i, at jeg var faldet tidligt i søvn, for det sidste jeg huskede var at skrive med Zayn.

Og når ja, lige den detalje med at kaste op.

Måske havde Sarah ret i, at jeg var blevet syg, men det skulle i hvert fald ikke holde mig fra at tage med til festen. Tænk at jeg lige sagde det!

Eller tænkte, what ever, men i hvert fald var det da første gang, jeg ikke havde snuppet en mulighed for at slippe for Amelia.

Det var nok på grund af Zayn. Mindet om de vores sidste beskeder, gjorde mig virkelig nysgerrig efter at se ham, samtidig med det gav mig gåsehud, tanken om hvor kold han var blevet. Det var nærmest skræmmende, så hurtigt han kunne ændre personlighed.

En frygt for at han ikke ville dukke op steg i mig, men jeg skød tanken hen. Det var dumt at tage sorgerne på forskud, så indtil videre var planen at komme, og så måtte jeg jo tage den derfra.

Mit hoved snurrede rundt da jeg steg ud af badet, men jeg vidste ikke, om tankerne var skyld i det, eller den sygdom som jeg måske havde. Alligevel fortsatte jeg med at tage tøj på, ordne hår, og lægge en lille smule mascara, da jeg alligevel ikke havde planer om at være syg i dag. Jeg måtte holde mig frisk, så der var ingen grund til at gøre det til noget værre end det var.

Jeg kiggede mig selv i spejlet og var nogenlunde tilfreds med mit resultat. Normalt holdt jeg mig fra make-up og det, men jeg vidste at min mor ville brokke sig, og desuden gjorde det mig lidt friskere at se på. – Bare for en sikkerheds skyld.

 

***

 

Festen blev holdt på et stort gods, og da vi nåede frem var der en parkerings-mand-ting som tog imod vores bil, og fandt en parkeringsplads til den.

Mit blik søgte som det første efter Zayn, i mængden af mennesker som var samlet udenfor, men da jeg hverken kunne se ham eller drengene, gav jeg hurtigt op. De måtte være indenfor et sted, eller også måtte de komme senere.

”Kan jeg byde på en drink?” En dreng omkring min alder, klædt i hvid skjorte, sorte bukser og et sort forklæde, stod foran os med en lille sølvbakke fyldt med drinks. Jeg smilede til ham som tak, mens jeg rakte ud efter et af glassene, og fik hurtigt et blændende smil igen. Hans klare blå øjne fangede mine et kort øjeblik, inden en eller anden person skubbede mig hårdt i ryggen, så jeg var lige ved at vælte ind i tjener-drengen.

”Sorry,” lød en velkendt stemme bagfra, inden jeg havde vendt mig rundt, og mit ellers irriterede blik jeg ville have givet den ukendte person, ændrede sig til et overrasket, da jeg vendte mig, og så et par grønne øjne, og nogle velkendte mørke krøller foran mig.

”Det i orden,” sagde jeg hurtigt. Jeg kunne se at han skulle til at sige noget, men ubevidst havde jeg allerede afbrudt ham.

”Ved du hvor Zayn er?”

Ordene var fløjet ud af min mund, før jeg overhoved havde overvejet det, men nu var de sagt højt.

”Øhm…” Harry kiggede usikkert ned i jorden. ”Han kommer kun lige når vi skal spille, og så smutter han igen. Han havde vidst nogle andre planer.”

Han smilede undskyldende til mig, og jeg kunne mærke mit hjerte sænke sig en smule ved hans ord.

”Okay.”

Jeg var sikker på han kunne høre hvor trist det lød, selvom jeg virkelig prøvede at skjule det for ham.

Jeg gik med hurtige skridt ind mod den store stue, da jeg ikke havde lyst til, at Harry skulle se hvor meget det betød for mig. Egentlig blev jeg også selv overrasket over, hvor skuffet jeg var blevet.

Jeg satte mig på en stol der var sat op til samme formål, og uden tøven tog jeg en kæmpe slurk af drinken. I én tår havde jeg fået tømt halvdelen af glasset, og jeg var ikke i tvivl om, at hvis mor havde set det, havde hun rettet på mine manere. Jeg kunne mærke alkoholen i mit blod, hvilket overraskede mig meget, for normalt skulle jeg drikke et par genstande, før jeg kunne mærke noget. Jeg havde aldrig været en svagdrikker.

Mit hoved begyndte at snurre rundt, som det havde gjort derhjemme, og et øjeblik var jeg bekymret for om jeg skulle kaste op, men kort efter gik det over. Dog sad en dunkende hovedpine stadig fast i mit hoved, men det havde den efterhånden gjort det meste af dagen, så jeg tænkte ikke så meget over det mere.

Da jeg havde siddet i stolen, i hvad der virkede som tyve minutter, og lavet ingenting, begyndte en kvindelig tjener at banke på et glas, hvilket fik alle folk til at tie stille. Uden jeg havde lagt mærke til det, havde alle åbenbart samlet sig i den store stue, for der var nu helt proppet med mennesker, og tjeneren måtte stille sig op på en lille skammel, så alle kunne se hende. Hun begyndte på en kort velkomsttale, før hun præsenterede Amelia, som i samme øjeblik hendes navn blev nævnt, kom ned af en stor trappe iført en overdådig lyserød kjole.

Da alle havde klappet af hende (selvom jeg ikke kunne se, hvorfor man skulle klappe af, at hun kunne gå ned af en trappe,) førte tjeneren, som havde præsenteret Amelia, os ind i spisesalen, hvor der var dækket op, og for enden af lokalet var der et kæmpe buffetbord.

Lad mig sige, at det ikke kom som en overraskelse, at jeg var blevet placeret ved siden af Sarah, da jeg efterhånden var det, alle steder vi kom. Vi sad omringet af folk vi ikke kendte, og det resulterede i, at ingen sagde noget under middagen. Ingen.

Efter hovedretten havde Sarah forladt bordet, for at gå på toilettet, og efterladt mig alene med alle de fremmede. Jeg ville virkelig lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var akavet, for det var præcis hvad det var. Derfor lettede det mig også, da jeg hørte en velkendt stemme bag mig.

”Hey!” jeg kunne mærke nogle hænder lægge sig på mine skuldre, som fik mig til at kigge op, og møde et par blå øjne som tilhørte den irske accent jeg lige havde hørt.

”Hej.”

”Nyder du festen?” spurgte han, uden at lyde specielt interesseret. Mere bare som om han kedede sig.

Jeg trak på skuldrene. Jeg nød bestemt ikke at sidde der, i akavet selskab, med dunkende hovedpine, og en kvalme som kom og gik hele tiden, men jeg var da opdraget godt nok til ikke bare at sige ’nej’.

Niall smilede skævt ved mit svar, og kiggede hurtigt hen mod en terrassedør, hvor de tre andre drenge stod udenfor, inden han igen vendte blikket mod mig.

”Skal du så med udenfor?”

Jeg nikkede hurtigt, da trangen til at få noget frisk luft kom, og jeg kunne mærke hvor dårligt jeg havde det, inde mellem alle de mennesker.

Han gav mig et smil, da jeg rejste mig op, og rakte hånden ud til mig, så jeg kunne tage den. Jeg tænkte slet ikke over Sarah, da jeg uden tøven tog imod den, og begyndte at gå mod udgangen, sammen med Niall.

Ude på terrassen satte jeg mig på en stol, så jeg kunne sidde og få noget frisk luft, uden at tonse rundt i haven, som drengene gjorde, da jeg var bekymret for, om jeg ville få der for dårligt. Efter noget tid kom Louis hen til mig, og satte sig på en stod overfor.

”Du ser skidt ud. Er du okay?” Hans stemme lød bekymret, hvilket fik mig til at smile.

”Ja, jeg havde bare brug for noget luft.” Jeg sendte ham et overbevisende smil, selvom jeg stadig følte mig rigtig dårlig og svimmel. Egentlig også træt, men eftersom jeg havde sovet seksten timer, skød jeg tanken hen.

Han smilede svagt til mig, men det var tydeligt at han ikke var overbevist.

”Vi skal snart spille,” konstaterede han, efter han havde kigget på sit ur, og gik hen mod drengene.

”Kom så drenge, vi skal til at gøre os klar,” sagde han bestemt.

”Hvad med Zayn?” Liam så bekymret på Louis, som bare trak på skuldrene.

”Han kommer vel om lidt.”

Liam nikkede kort, selvom han ikke virkede overbevist. Zayn var da ikke typen, som ville blive væk fra en optræden, eller bare lade sine venner i stikken, var han?

Helt ærligt, så vidste jeg det ikke, men tanken om at han blev væk på grund af mig, gav mig en virkelig dårlig smag i munden.

Hvorfor havde jeg også spurgt om sådan noget.

Egentlig meget enkelt, fordi han skyldte mig en forklaring på hans humør-svingninger, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at give mig selv skylden, for at drengene nu stod i denne her situation.

”Vi ses om lidt, Em!” Nialls stemme rev mig ud af mine tanker, da de gik rundt om hjørnet, og forsvandt fra min synsvinkel. Sukkende rejste jeg mig, og gik langsomt ind mod spisesalen, hvor Sarah mødte mig med et bebrejdende udtryk placeret midt i ansigtet.

”Hvor har du været?”

”Udenfor,” sagde jeg og prøvede at lyde så uskyldig som muligt.

”Alene?” hendes skeptiske blik mødte mit, og jeg nikkede hurtigt. Det var nok bedst, hvis hun ikke vidste, at jeg lige havde været sammen med One Direction, for hvad ville hun ikke sige, hvis hun fandt ud af det?

Hun hævede det ene øjenbryn forsigtigt, men til min lettelse, lod hun det ligge, og satte sig bare ned igen. Hun havde åbenbart haft gang i en samtale med drengen overfor, for de gik i gang med at snakke om college og hvad ved jeg.

Jeg havde ikke styr på hvor længe, jeg havde siddet og lyttet til min søster, og drengen, som åbenbart hed Jonas’, samtale, men endelig fik vi besked på at One Direction skulle spille, og vi alle skulle følge med ned i haven, hvor en scene var sat op.

Tro mig når jeg siger, at det var en lettelse for mig, for Jonas havde vist sig at være verdens kedeligste dreng, og at høre på ham og min perfekte storesøster, snakke om karakterer og college og så videre, var ikke lige det fedeste.

Så ja, jeg fulgte hurtigt med flokken ned i baghaven.

Jeg kiggede forventningsfuldt efter drengene, i håb om at få et glimt af Zayn, men jeg kunne ikke se dem, og jeg blev mere og mere nervøs, for at han ikke var kommet.

Pludselig begyndte noget musik, og Liam, Louis, Niall og Harry kom i en række op på scenen. Min mave snurrede sig sammen, men da en mørkhåret femte dreng kom til syne, var det som om, alt blev godt igen. Jeg prøvede at få øjenkontakt med ham, men det lykkedes ikke, og jeg vidste ikke om det var med vilje, eller bare fordi der var så mange mennesker foran scenen.

Den første sang begyndte, og et glimt af Amelia viste, hvor meget hun nød at være centrum for denne feste, og endnu en gang, kunne jeg ikke klare måden, hun opførte sig på.

Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev svimmel af at stå så tæt på alle de mennesker, og hele verdenen snurrede rundt for øjnene af mig, mens jeg prøvede at holde mig lodret. Det føltes som om, tyngdekræften prøvede at trække mig ned, mens jeg kæmpede for at blive stående, og et kort øjeblik troede jeg, at jeg havde vundet kampen, lige inden alt blev sort.

 

 

Zayn P.O.V.

Jeg var blevet forsinket på vejen til Amelias fest, og havde kun lige nået at komme, før vi fik besked på at være klar til at gå på scenen. Som altid havde vi nerver på, men i forhold til hvad vi var vant til, var det jo bare en lille flok vi skulle spille for, selvom der var mange mennesker der.

Vi stod foran scenen, da musikken begyndte at spille, og gjorde tegn til at vi skulle gå på. Drengene var allerede gået af sted, mens jeg stadig stod i min egen verden, og jeg måtte småløbe lidt efter dem op på scenen.

Det første jeg fik øje på, var det velkendte lyse hår nede blandt publikum, og automatisk prøvede mine øjne at søge mod hendes, men jeg modstod trangen, da jeg havde aftalt med mig selv, at jeg skulle holde mig fra hende. Hun var ikke god for mig, så jeg ville gøre alt for at undgå hende i aften. Det var også derfor, jeg først var kommet så sent til festen, og også havde planer om at gå igen tidligt.

I løbet af den første sang, kunne jeg ikke længere modstå trangen, til at se på Emily, men da jeg gjorde det, var hun pludselig ude af syne. Jeg kunne se at der var lidt kaos, der hvor hun før havde stået, og en lille flok havde samlet sig i en rundkreds.

Jeg kiggede undrende på Niall som mimede ordene ’hvad sker der?’, mens vi alle kiggede en smule forvirret rundt. Tøvende hoppede jeg ned fra scenen, hvilket fik en masse unge piger foran til at gå amok, men jeg ignorerede dem og maste mig hen til den lille kreds.

”Hvad sker der?” kunne jeg høre Harrys stemme i mikrofonen, inden jeg var nået helt derhen, og publikum begyndte at råbe op på scenen, nogle forskellige historier.

”Emily!”

Forskrækket satte jeg mig ned ved siden af Emily, som lå på jorden, og lignede ikke en der havde det så godt. Jeg følte mig dum og skyldig på en eller anden måde, selvom det da umuligt kunne have været min skyld, at hun lå dér på jorden, og var besvimet. Alligevel ville jeg ønske, at jeg ikke havde brugt dagen på at undgå hende på den måde.

”Hvad skete der?” Jeg rettede blikket mod en tilfældig person, som prøvede at forklare hvad der var sket.

”Jeg tror hun besvimede. Hun lignede ikke en der havde det så godt,” sagde en tilfældig pige. Jeg nikkede, mens jeg forsigtigt prøvede at ruske liv i Emily. Lige nu var jeg ligeglad med mine planer om at undgå hende. Jeg var nødt til at hjælpe hende, da det virkede som om, alle andre omkring havde mere travlt med koncerten, end at hjælpe en besvimet pige. Jeg kunne mærke irritationen koge i mig, over folk kunne være så ligeglade.

Uden tøven løftede jeg hende op i mine arme, og begyndte at mase og gennem mængden, over mod det store gods, for at komme ud til bilen. På vejen kunne jeg mærke en flok piger efter mig, og en af dem prikkede mig på skulderen. Jeg vendte mig om, irriteret over de ikke kunne fatte at det var et dårlig tidspunkt, og skulle lige til at sige noget jeg nok ville fortryde senere hen, men stoppede mig selv ved synet af en pige jeg genkendte.

”Sarah, ikke?” spurgte jeg, uden at stoppe op. Pigen nikkede hurtigt.

”Kan du ikke sige til dine forældre, at Emily kommer hjem senere. Jeg skal nok sørge for hende.” Sarahs blik hvilede undrende på mit et stykke tid, før hun igen nikkede.

”Tak. Og oh,” jeg stoppede kort op for at vende mig mod hende. ”Jeg er ked af, at vi ikke fik hilst på dig i dag, som jeg lovede. Vi ses nok igen, ikke?”

Et smil lyste op på hendes ansigt.

”Det i orden. Vi ses!” smilede hun, før hun vendte tilbage mod de andre, og jeg fortsatte mod bilen.

Helt ærligt vidste jeg ikke hvad jeg havde gang i. Jeg vidste bare at det var virkelig dumt. Jeg begyndte allerede nu at tvivle på mine planer for at undgå hende. Jeg var hundrede procent klar over, hvor dumt det var at tage hende med hjem nu, men jeg havde ikke kunne gøre for det. Jeg følte en trang til at beskytte hende, og jeg kunne absolut intet stille op imod den.

Jeg åbnede bildøren ved et tryk på nøglerne, og med lidt besvær fik jeg Emily, som var begyndt at vågne lidt, ind på bagsædet. Hendes øjne flakkede forvirret rundt, men synet af dem gav mig en god fornemmelse i maven.

”Shhh. Bare slap af,” mumlede jeg beroligende, mens jeg spændte hendes sele fast. Jeg nåede kun lige at lukke døren, før hun lænede sig tungt op af den.

”Jeg har det dårligt,” mumlede hun, da jeg var kommet ind i bilen.

”Shhh. Jeg køre dig hjem nu.” Jeg prøvede at lyde så rolig som muligt, mens jeg vendte mig om, og gav hende et trøstende smil. Jeg ville ønske jeg vidste hvad der var galt med hende, men lige nu havde hun nok bare brug for at slappe af.

 

 

~ Chris Brown, With You

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...