What are words (pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 21 feb. 2014
  • Status: Igang
Emily Jones har gennem hele sit lange liv levet i skyggen af sin storesøster, Sarah. Emily har aldrig følt at hun passede ind med de fine mennesker og de flotte kjoler som hendesomgås med, da de selv er en rig godsejer familie. Hun vil hellere hænge ud med vennerne, tage i byen og bare nyde livet som alle andre teenagere. Men hvem skulle have troet at en almindelig fest ville ende med at ændre så meget af Emilys liv? Og er Emily overhoved klar over hvad denne ændring vil betyde for hende?

16Likes
18Kommentarer
1395Visninger
AA

7. Walk Away

Jeg vågnede op med voldsom hovedpine. Mine øjne var stadig for tunge, til jeg magtede at åbne dem. Jeg vendte mig om på den anden side. Puden lugtede anderledes end den plejede. Havde mor skiftet vaskepulver? Hm. Lige meget.

Jeg tog en pude over hovedet for at lukke lyset ude, så jeg forhåbentlig kunne falde i søvn igen, da en høj stemme skar igennem mit hoved.

”Emilyyy,” tømmermændene havde fordrejet stemmen helt; Sarah lød fuldstændig som Niall.

”Mmh,” mumlede jeg. Hvad ville hun så tidligt? Eller jeg havde faktisk ingen idé om hvad klokken var, men at dømme efter mit hoved som dunkede sindssygt, havde jeg i hvert fald ikke fået søvn nok efter festen i går.

Hey vent… festen?

Minderne skar igennem mit hoved. Selvom jeg nok havde fået lidt for meget at drikke, kunne jeg stadig huske det meste. Jeg kunne huske den klamme drink, jeg havde spyttet ud over Louis. Bagefter havde jeg brugt lang tid på at stå og snakke med ham, Harry og Eleanor. De var faktisk rigtig flinke alle sammen. Så var Zayn kommet, og hvis jeg ikke huskede meget galt, havde han også kysset mig. Det føltes som om, en tung sten landede i min mave. Jeg rystede kort på hovedet for mig selv, før jeg prøvede at komme i tanke om, hvad der ellers var sket. Jeg var skredet fra Zayn. Bagefter havde jeg hørt Nialls stemme, men resten af aftenen var væk. Jeg anede ikke hvad der var sket derefter. Eller hvordan jeg var kommet hjem? Var jeg overhoved hjemme?

Jeg satte mig brat op i sengen, i takt med jeg åbnede mine øjne. Før jeg kunne nå at orientere mig om hvor jeg var, kneb jeg mine øjne hårdt sammen igen. Mine hjerne kunne ikke klare så meget lys, samtidig med den prøvede at abstrahere fra den voldsomme hovedpine.

Da jeg langsomt åbnede øjnene igen, mødte de et stort hvidt rum jeg ikke kendte. Der var næsten ikke noget derinde, ud over et kæmpe klædeskab, en stor fladskærm og den seng jeg lå i. En kæmpe blød dobbeltseng. Mit blik vandrede gennem lokalet og hen mod døren, hvor der stod to drenge og fniste af mig. Niall og Zayn.

”Hvad laver jeg her?” spurgte jeg, og de rettede begge blikket mod mig, uden at stoppe med at grine.

”Hvad er det der er så sjovt?” spurgte jeg så, en smule irriteret.

Niall rystede lidt på hovedet, før han tog sig sammen til at svare.

”Er du klar over hvor meget du snorker?” sagde han, og knækkede sammen i et endnu større grin. Jeg kiggede på Niall med løftede øjenbryn, for at fortælle ham hvor langt ude han var. Den dreng måtte seriøst lære at styre sine grineflip. Så sjovt var det da heller ikke.

”Hvad er klokken?” spurgte jeg. Jeg havde det som om klokken var syv, men så tidligt kunne de vel ikke være oppe. De havde ligesom også været til fest i går.

”Lidt over to,” svarede Zayn med en hæs morgen stemme. Kombineret med hans morgen hår var det virkelig sexet. Uff. Der gik lidt inden ordene var sunket ind. Var klokken virkelig lidt over to?!

Jeg skulle til at rejse mig fra sengen for at komme ud og få noget morgenmad, da jeg lagde mærke til hvad jeg havde på. Ud over dynen, havde jeg kun undertøj og en stor t-shirt, som jeg ikke vidste hvem tilhørte, på.

”Hvad er det jeg har på?” spurgte jeg med et nærmest fornærmet udtryk. Jeg kiggede skiftevis på Niall og Zayn, mens jeg ventede på en forklaring.

”Øhh en t-shirt?” svarede Niall til sidst, og så på mig som om jeg var komplet idiot. Gosh Niall, du fatter sku da heler ingen ting.

”Hvordan har jeg fået den på?” spurgte jeg så, for at skære det ud i pap for ham.

Hans øjne blev et kort øjeblik store, som om han endelig havde fattet det, før han hurtigt så ned, og jeg kunne se hans kinder fik en svag lyserød farve.

”Det var Zayn!” sagde han hurtigt, før han løb ud af værelset, så jeg var alene tilbage med Zayn. Skønt.

”Emily… Jeg kan altså godt klæde en pige af og på uden at kigge…” sagde han langsomt i et forsøg på at forklare, mens han stod og kiggede ned. Var han genert? Var Zayn virkelig genert overfor mig? Jeg grinte indvendig over det der lige var gået op for mig. På en måde nød jeg at se ham sådan. Stilheden var akavet indtil, jeg besluttede mig for at bryde den.

”Hvis værelse er det her?” spurgte jeg. Ikke fordi det betød noget, jeg tænkte bare at det ville være smart at skifte emne om min påklædning, før det blev alt for akavet for os begge. Vi vidste ligesom også begge at han ikke havde gjort det uden at kigge, om han kunne eller ej, men det var en fact jeg prøvede at glemme.

”Mit,” svarede han med er skævt smil. Jeg nikkede ligegyldigt, indtil det gik op for mig hvad det betød.

”Hvor har du så sovet?” spurgte jeg usikkert. Jeg var ikke sikker på, om jeg havde lyst til at kende svaret eller ej.

Zayns smil var blevet større, og han pegede på sengen ved siden af mig, præcis som jeg havde forventet. Jeg kiggede forfærdet op på ham. Dear god, hvad kunne der være sket i går? Jeg havde ligget uden særlig meget tøj på, og delt en seng med Zayn. Jeg kunne ikke undgå at blive bekymret. Efter som jeg havde været så fuld, at jeg ikke vidste hvad der var foregået i aftes, kunne jeg ikke lade være med at gætte på hvad det havde ført til. Ikke noget godt skal det siges.

Zayn grinede af mig, og gik hen og satte sig på sengen ved siden af mig.

”Slap af Emily, der skete altså ikke noget,” sagde han og lagde en beroligende hånd på min ryg. Jeg kiggede mistroisk på ham, ikke sikker på om jeg kunne stole på ham eller ej, med hensyn til sådan noget. Egentlig med hensyn til alt. Jeg anede ikke hvor jeg havde drengen. Det ene øjeblik var han den skræmmende Zayn, som hviskede en i øret og fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Det næste var han sød og charmerende, men han ændrede sig hele tiden, og helt ærligt så anede jeg ikke hvem han virkelig var.

”Jeg mener det. Efter du havde kysset mig, skred du. Niall sagde at han kaldte efter dig, men så besvimede du pludselig, og…”

Han nåede ikke at sige mere, før jeg havde afbrudt ham.

Jeg kyssede dig?!”

Zayn kiggede forvirret på mig.

”Ja? Kan du ikke huske det, vi stod i baren og…”

”Hvad fanden snakker du om? Du kyssede mig!”

Jeg kunne se irritationen i hans ansigt, da jeg afbrød ham for anden gang, men det jeg gad egentlig ikke høre på ham. Måske var jeg fuld i går, men kysset var noget jeg ikke havde glemt. Egentlig skræmte det mig lidt, hvor godt jeg kunne huske det. Det betød jo ikke noget? Det burde ikke have gjort så stort indtryk på mig.

”C’mon Emily, det var da mindst lige så meget dig, som det var mig.”

Den store idiot sad virkelig og prøvede at give mig skylden for det? Jeg var rasende på ham lige nu. Jeg vidste ikke hvorfor det gik mig meget på, jeg mener, hvad havde jeg forventet af ham? Men det var mig der havde skubbet ham væk i første omgang, så det der pis skulle han altså længere ud på landet med.

Jeg rejste mig frustreret fra sengen, og lavede en dramatisk udgang ved at smække døren hårdt i efter mig.  Lige da jeg skulle til at åbne hoveddøren, hørte jeg Zayns stemme bag mig.

”Emily vent!”

Jeg stod et øjeblik i døren, og overvejede om jeg skulle vende mig om eller bare ignorere ham, men til sidst vendte jeg mig mod ham og kiggede irriteret på ham.

”Hvad?” spurgte jeg utålmodigt og trippede lidt i døren.

Han kiggede på mig, og lignede en der prøvede at holde et grin inde. Hvad fanden havde han at grine af lige nu? Han ødelagde sku da hele min scene!

”Du har… glemt at tage dine bukser på,” sagde han tøvende, og kørte sit blik ned af mig med et smørret grin i fjæset. På vejen op stoppede blikket på midten, og hans smil voksede en smule, om muligt. Jeg kiggede ned af mig selv, og fandt ud af at min stilling i døren, kombineret med min mangel på bukser, gav ham fri udsigt til min halvnøgne røv.

Irriteret trak jeg ned i t-shirten og sukkede højlydt, før jeg trampede forbi ham og ind mod værelset. Hele vejen derind kunne jeg mærke hans blik hvile på mig, og jeg kunne høre ham stå og grine for sig selv, men jeg valgte at ignorere det. Jeg kiggede hele værelset igennem for at finde mit tøj, men det var ingen steder. I mellemtiden var Zayn kommet ind og stå i døren, og jeg kiggede afventende på ham for at få hjælp.

Han forstod min hentydning, og gav mig et hurtigt smil før han svarede.

”Dit tøj er ude på badeværelset.”

Et lydløst suk undslap mine læber, og jeg gik mod døren for at finde mit tøj, men jeg kom i tanke om at jeg egentlig ikke vidste hvor badeværelset lå endnu, så jeg stoppede op idet jeg passerede Zayn i døren, og vi endte i en meget akavet stilling, alt for tæt på hinanden. Vores øjne mødtes, og jeg kunne mærke hans kølige ånde mod min hud. Selvom der kun var gået et par sekunder før jeg havde rykket mig fra ham, havde det føltes som en evighed, og mit hjerte bankede på højtryk. Jeg kunne slet ikke finde ud af mig selv for tiden.

”Hvor ligger badeværelset,” spurgte jeg for at komme ud af den akavede situation. Min stemme var så svag at den nærmest kun var en hvisken, men det var i det mindste nok til at bryde stilheden der var kommet mellem os, og jeg kunne mærke at mine kinder begyndte at blive lyserøde.

Zayn lignede en der havde stået i sine egne tanker da han rystede svagt på hovedet, før han pegede ned mod en dør for enden af gangen. Jeg nikkede kort og begyndte at gå derned af.

 

Jeg tog hurtigt mit tøj på, mens jeg overvejede om jeg skulle blive og spise morgenmad, eller bare gå uden de vidste det. Det var fristende bare at gå efter det der lige var sket, men det virkede bare alligevel så forkert. Jeg var begyndt at kunne lide de drenge, så hvordan kunne jeg bare gå?

Oh god.

Havde jeg lige sagt at jeg kunne lide dem? Hvordan kunne jeg være så dum at blive venner med dem? Jeg havde ikke brug for flere venner, og slet ikke dem. Jeg havde altid holdt mig fra de kendte, når jeg havde været i nærheden af dem, og fordi jeg havde sagt ja til at vise fem idioter rund, var jeg nu endt her.

 

Zayns P.O.V.

Da Emily var forsvundet ud på badeværelset, gik jeg ned mod de andre drenge. Louis, Harry og Niall sad i køkkenet og havde gang i hver sit. Louis læste i morgenavisen, Harry sad fordybet i sin telefon, og Niall var ved at smøre et kæmpe lag nutella på et ristet stykke toastbrød.

”Hvor Liam?” først nu lagde de mærke til at jeg var her, og de kiggede alle sammen op fra hvad de havde gang i.

”Nede efter brød,” Harrys stemme var hæs efter i går, så den knækkede over flere gange i løbet af de tre ord.

Jeg kiggede undrende på ham.

”Der var da en hel pose toastbrød i skuffen?”

Han trak på skuldrende og kiggede mod Niall, som havde proppet nutella maden ind i munden, og var nu ikke længere i stand til at snakke. Jeg løftede øjnene og kiggede på Niall, som bare trak på skuldrende. Det tog ham noget tid før han havde tygget af, så vi holdt positionerne længe, inden han endelig svarede.

”Jeg var sulten,” var hans eneste kommentar, før han begyndte at lave endnu en mad med nutella.

Jeg himlede med øjnene af ham, men kunne ikke lade være med at smile.

”Hvor er Emily?” spurgte Louis som havde lagt avisen fra sig, og så nu nysgerrigt på mig.

”Ude på toilettet og tage tøj på,” sagde jeg ligegyldigt. Harry så på mig med et seriøst udtryk, som om han skulle til at sige noget, men ikke helt vidste hvordan. Endelig åbnede han munden, og jeg så spørgende på ham.

”Emily er en sød pige, Zayn. Du må ikke være for ond mod hende.”

Jeg stod et øjeblik og tænkte, over hvad Harry lige havde sagt. Vidste han, hvad jeg havde gang i? Vidste han, hvad der var sket med alle de andre piger?

Jeg var egentlig ligeglad med hvad Harry mente. Jeg havde mit eget spil kørende, og det skulle han sådan set bare blande sig uden om. Han havde ikke været i gennem det samme som mig. Han vidste ikke hvad det ville sige at få knust sit hjerte, på den måde mit var blevet knust, og han ville alligevel aldrig forstå det. Men det virkede bare så anderledes med Emily. Kysset i går skulle bare have været en del af den sædvanlige rutine – en del af planen – men det virkede bare så rigtigt at være sammen med hende. Jeg havde svært ved at holde mig til spillets regler. Måske skulle jeg bare droppe hende, og finde en anden det kunne gå ud over. En jeg ikke skulle være bange for at få følelser for. Jeg ville ikke lade følelser komme i vejen for mit spil. For selvom jeg hadede at indrømme, det følte jeg anderledes for Emily end de andre piger. Og selvom jeg vidste at det jeg havde gang i, og haft gang i de sidste to år, var forkert, var jeg nødt til det. Det var min eneste måde at få det bare lidt bedre på.

Jeg trak på skuldrende, da jeg fandt ud af, at jeg havde glemt at svare Harry. På den anden side var det jo heller ikke et spørgsmål, så hvad havde han forventet?

Harry skulle lige til at sige noget nyt, før vi hørte døren blive åbnet og derefter lukket ude i gangen.

”Hey Liaaaam!” råbte Niall og skyndte sig ud i gangen. Han var sikkert stadig sulten. Kort efter vendte han tilbage til køkkenet, med et mærkeligt udtryk i ansigtet og ingen Liam.

”Hvor er Liam?” spurgte Louis.

Niall stod et øjeblik og kiggede på ham, før han svarede.

”Han var der ikke,” sagde han med en skuffet stemme.

”Hvem var det så?” Harry havde brudt ind i samtalen, og lignede en der skulle til at springe op fra stolen for at tjekke. Og det var præcis hvad han gjorde. Han gik med hurtige skridt ud i gangen, mens Niall, Louis og jeg fulgte tavst efter, alle lige forvirrede. Pludselig slog det mig. Jeg løb ned mod badeværelset, og som jeg havde forventet var det tomt. Emily var væk.

 

Emilys P.O.V.

Efter jeg havde besluttet mig for at gå, havde jeg ringet efter en taxa. Jeg havde ventet med at forlade badeværelset, til jeg vidste den var der, så jeg ikke kunne nå at møde nogle af drengene. Jeg havde sneget mig ud, og det hele var gået efter planen. Jeg var kommet ud af døren, ned ad trappen og ud på gaden, og skulle bare hen til taxaen, som holdt omkring to meter væk, men selvfølgelig skulle jeg støde ind i Liam på vejen. Typisk. Jeg havde gået i panik, og var bare løbet direkte forbi ham og ind i taxaen, og håbet på han ikke havde genkendt mig, men selvfølgelig havde han det.

 

Jeg kiggede ned på min mobil, som endnu engang lyste op, og sagde ’1 besked modtaget’. Jeg sukkede og låste den uden at læse beskeden. Jeg vidste at den enten var fra Niall eller Zayn, der spurgte hvor jeg var blevet af. Det undrede mig at Zayn overhoved interesserede sig for mig, men ind til videre havde han sendt omkring ti beskeder, der spurgte hvor jeg var, og hvorfor jeg ikke svarede.

Jeg havde det virkelig dårligt over bare at være skredet, men jeg kunne ikke benægte at jeg var begyndt at kunne lide de drenge, og jeg kunne ikke risikere at blive gladere for dem. Jeg vidste at jeg ville ende med at skuffe mig selv, hvis jeg begyndte at hænge ud med de fyre, og det kunne jeg bare ikke klare lige nu.

 

Zayns P.O.V.

Wow. Jeg havde virkelig følt mig nede, efter jeg havde fundet ud af at Emily var gået. Det var som et hårdt slag i maven, at tænke på at vi åbenbart ikke betød noget for hende. Jeg vidste godt at jeg burde være lettet. Jeg kunne ikke længere lade min lille leg gå ud over hende, så jeg havde alligevel været nødt til at glemme hende før eller senere, men af en eller anden grund betød det her mere for mig end forventet. Det var ikke meningen at jeg skulle føle sådan her, men alligevel overraskede jeg mig selv, ved endnu en gang at trykke ’send’ til en besked til Emily. Jeg følte at jeg var nødt til at vide hvor hun var, også selvom det her var ved at ødelægge mit spil. Jeg brød mine egne regler.

 

 

~ The Script, Walk Away

 

______________________________________________________________________________________________

 

Såå... Jeg undskylder for at der gik så lang tid, men som sagt havde jeg travlt i sidte uge... Sorry :S

Jeg håber ikke Zayns tanker var for forvirrende, og jeg lover at der kommer en forklaring på det hele. -I må jo bare læse med og se hvad der sker ;)

Tusind tak for likes, reads og favoritlister! - Det varmer :)

Lots Of Love .xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...