What are words (pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 21 feb. 2014
  • Status: Igang
Emily Jones har gennem hele sit lange liv levet i skyggen af sin storesøster, Sarah. Emily har aldrig følt at hun passede ind med de fine mennesker og de flotte kjoler som hendesomgås med, da de selv er en rig godsejer familie. Hun vil hellere hænge ud med vennerne, tage i byen og bare nyde livet som alle andre teenagere. Men hvem skulle have troet at en almindelig fest ville ende med at ændre så meget af Emilys liv? Og er Emily overhoved klar over hvad denne ændring vil betyde for hende?

16Likes
18Kommentarer
1327Visninger
AA

5. See You Soon

Jeg vågnede op til en besked fra Lucas, der spurgte, om jeg ville med ned på fodboldbanen. Jeg svarede med det samme ’ja’. Jeg havde brug for at se nogle andre. Episoden fra i går kørte stadig i mit hoved, og jeg tænkte at det ville være godt at komme lidt ud.

Jeg stod op og gjorde mig klar til at mødes derhenne klokken to. For en god ordens skyld ville det nok være en god idé med et bad, før jeg tog nogle steder. Det trængte jeg vist til.

Jeg gik ud på badeværelset og tændte for vandet, så det kunne varme op. Mens jeg ventede, tog jeg mit tøj af og redte mit lange hår igennem, før jeg hoppede ind under bruseren.

De første ti minutter gik, med at jeg bare stod under bruseren med lukkede øjne, og prøvede at få mine tanker på noget andet. Jeg ville helst slet ikke tænke på noget lige nu, men alt var bedre end Zayn.

Bare navnet fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

Endelig tog jeg mig sammen og begyndte at komme først shampoo, og derefter balsam i håret. Da jeg havde skyllet det ud, steg jeg ud af badet, og viklede mig ind i to store håndklæder. Et om kroppen og et om håret.

Så gik jeg ind til mit klædeskab. Jeg fandt hurtig et par cowboyshorts, en hvid top og en sort cardigan til hvis det blev koldt, selvom jeg ikke regnede med at få brug for den.

Da mit hår var tørret, satte jeg det op i en høj hestehale, og så var jeg ellers klar til at gå. Problemet var bare at klokken kun var et, så det var for tidligt at gå.

Jeg tændte for fjernsynet, og heldigvis var der Pretty Little Liars, som kunne gå som underholdning, mens jeg ventede på at skulle gå.

 

***

 

”Emily!” Mike råbte efter mig, da han fik øje på mig fra den anden ende af fodboldbanerne, hvor han allerede stod og spillede med de andre drenge. Jeg løb så hurtigt mine slidte converse kunne bære mig hen mod drengene, som alle havde vendt sig mod mig.

”Hey,” sagde jeg, da jeg stod foran dem og tog et bar dybe indåndinger for at få vejret igen.

Okay, jeg indrømmer at jeg havde dårlig kondi, men what ever.

”Hej Em,” Lucas gav mig et kram, som hurtigt blev efterfulgt at Mike og de andre drenges.

Pludselig fik jeg øje på fem drenge, som spillede på en bane lidt længere væk. Krøllerne på den ene dreng var ikke til at tage fejl af. Det var Harry. Og hvis jeg ikke tog helt fejl, var de fire andre drenge resten af one direction. Det vil sige at Zayn var en af dem. Jeg gøs.

Hvordan kunne det lade sig gøre, at jeg nu havde mødt ham tre dage i træk? Jeg mener, jeg havde gået i sytten år uden at møde ham, og nu havde jeg mødt ham tre gange på tre dage.

”Em pas på!”

Noget ramte mig hårdt i hovedet og trak mig ud af mine tanker.

”AV!” skreg jeg og tog mig til hovedet. Jeg kiggede surt hen på drengene, som alle var flade af grin.

”Hvad?” Jeg gloede olmt på Mike, som rullede rundt på jorden. Så sjovt kunne det da heller ikke være, at jeg fik en bold i hovedet!

Han rystede på hovedet, mens han prøvede at komme på benene.

”Er du helt blank eller hvad? Hørte du ikke at jeg advarede dig?” grinede han.

Jeg rullede med øjnene og kastede bolden tilbage i hovedet på ham.

”Av!” råbte han og så på mig med et tøse-fornærmet udtryk.

”Hævn,” sagde jeg koldt, og jeg kunne høre de andre drenge grine.

Pludselig kun jeg mærke en hånd på min skulder, som fik mig til at springe fem meter op i luften. Ej okay det var måske lidt overdrevet, men jeg fik i hvert fald et kæmpe chok.

Jeg vendte mig om og så fem drenge flade af grin. Jeg formodede at det var Niall der havde givet mig chokket, for han var den der var tættest på mig. Han rettede sig lidt op og skulle til at hilse på mig, da et nyt grineflip skyllede ind over ham.

”Fuck dig Niall!” sagde jeg og prøvede at holde et surt udtryk, men jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af, hvor komisk han så ud.

”Hvem er dine venner?” Lucas var kommet op på siden af mig, og kiggede på de fem drenge foran os. Det var tydeligt at han også havde svært ved at holde masken.

”Øhm. De er ikke…” Jeg skulle til at protestere over ordet ’venner’. Jeg kendte dem jo næsten ikke, og den ene kunne jeg knap nok holde ud at være i nærheden af, men Harry afbrød mig.

”Jeg hedder Harry,” sagde han og rakte en hånd frem mod Luc.

”Lucas,” smilede han som svar, og tog Harrys hånd.

”Det er Liam, Louis, Niall og Zayn,” Harry pegede rundt på drengene, mens han sagde deres navne.

Mike var kommet op på den anden side af mig.

”Fuck… Er i ikke det der mega populære boyband… One direction?” spurgte han, og både mig og Luc så undrende på ham. Hvordan vidste han sådan noget!? Mike stod bare, og lignede en lille pige, der lige havde set en lyserød enhjørning.

Harry nikkede bekræftende og smilede.

Efter et øjebliks akavet stilhed rømmede jeg mig.

”Nå vi skulle vel også spille…” sagde jeg i et akavet forsøg på at få dem til at smutte tilbage til deres egen bane, men forsøget gik i vasken da Mike synes han skulle blande sig.

”Vil i spille med?”

Jeg kiggede på ham med et advarende blik, men han trak bare ligegyldigt på skuldrene.

”Klart, hvad er holdne?” svarede Niall, og kiggede skiftevis på mig og Mike. Han var åbenbart kommet sig over sit grineflip. Pft.

”Jer mod os,” skyndte jeg mig at sige, før de begyndte at blande nogle hold. Jeg skulle under ingen omstændigheder være på hold med nogle af dem.

”Det ikke fair, det syv mod fem!” klagede Louis. Jeg kiggede udfordrende på ham.

”C’mon Lou, de har en pige på holdet,” sagde Zayn, og kiggede på mig med et blik, jeg ikke kunne tyde. Jeg fjernede hurtigt blikket fra ham, og kiggede i stedet for på Louis, som stod og overvejede udfordringen.

”Okay så,” sagde han til sidst, og kiggede på mig med et udfordrende smil.

 

Det første mål blev scoret af Louis. Jeg må indrømme at han var ret god til fodbold. Det var de alle sammen, men de ville ikke få lov at vinde.

Kort tid efter scorede jeg et perfekt mål til 1-1. Niall, som havde stået på mål, var tydeligvis ikke tilfreds med at en pige scorede på ham, så han fandt på en undskyldning med en flue der havde generet ham, så han ikke kunne koncentrere sig.

”Klart Niall,” sagde Liam, mens han gav ham et klap på skulderen. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Følelsen af at score mod dem var ret fed.

Lær det Zayn!

Vent hvad… Jeg skulle ikke til at blande Zayn ind i noget. Det var meningen, at jeg skulle ignorere ham. Han havde bare virket anderledes i dag. Som om det andet havde været skuespil. Han havde faktisk virket som en helt fin fyr.

Jeg var på vej tilbage til min egen halvdel, da jeg kunne mærke en tage fat i min arm. Jeg vendte mig rundt for at kigge spørgende på personen, som viste sig at være Zayn. Jeg krympede mig, da jeg kiggede ind i hans brune øjne. Jeg prøvede at kigge væk, men han holdt mit blik fast og fik min mave sig at vende sig. Jeg havde vist været lidt for naiv, da jeg troede, at han havde ændret sig.

Han sænkede forsigtigt hovedet, så hans mund endte lige ud for mit øre.

”Flot mål,” hviskede hans hæse stemme, og endnu en gang gav han mig gåsehud.

Jeg stod lidt målløs, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne mærke kvalmen stige, og jeg var begyndt at blive svimmel. Endelig fjernede han sig. Jeg havde ingen anelse om der var gået sekunder eller minutter, men jeg opdagede at hele mit hold, inklusiv Louis og Harry, stod og kiggede undrende på mig. Liam og Niall var stadig i gang med en diskussion om mit mål. Jeg tror ikke de havde lagt mærke til hvad der lige var sket, men det havde alle andre tydeligvis, og jeg kunne mærke mine kinder blusse op.

”Er du okay?” spurgte Lucas bekymret, da jeg var tilbage på min halvdel af banen. Jeg nikkede kort, og vi vendte tilbage til spillet.

 

Da vi stoppede spillet, var den blevet 6-4 til os. Jeg havde scoret nogle ret gode mål, hvis jeg selv skulle sige det, og for hvert mål jeg scorede, blev Niall mere og mere tøse-fornærmet. Fuck en tøs han var. Haha. Ej okay…

”Vi ses Emily.”

Jeg vendte mig rundt, da jeg hørte Nialls stemme bag mig.

”Ja vi ses,” sagde jeg, og skulle til at vende mig, da Nialls arme viklede mig ind i et kram. Jeg stod et øjeblik, en smule forvirret, før jeg gav ham et lille klem. Han smilede stort til mig, da han trak sig væk.

Pludselig kom nogle andre arme frem, og Harry maste mig ind i et andet kram.

”Du styrer til fodbold,” sagde han med et smil. Jeg kunne mærke farven stige i mine kinder.

”Århh, du rødmer jo!” sagde Louis, og endnu en gang fik jeg et kram.

Deres opførsel bekymrede mig. Troede de at vi var venner nu? Det sidste jeg havde brug for, var at de begyndte at betragte mig som deres ven. Det var ikke engang frivilligt, at jeg havde spillet med dem i dag. Jeg måtte indrømme, at jeg havde haft det sjovt, men jeg kunne ikke forestille mig, at jeg skulle til at være venner med fem kendte drenge, og slet ikke når den ene af dem var Zayn.

”Farvel Emily,” Liam gav mig også et kram, hvilket bare gjorde mine bekymringer værre.

”Er du okay?” spurgte Liam da han havde trukket sig tilbage, og det gik op for mig, at jeg ikke havde skjult mine bekymringer særlig godt.

Jeg nikkede ivrigt som svar, og håbede på det virkede overbevisende. Hvad skulle jeg ellers gøre?

’Næ jeg er faktisk bange for i vil være venner med mig, for jeg er egentlig bange for jeres ven, Zayn!’

… Nej vel?

Det tænkte jeg nok.

Liam smilede lidt usikkert til mig, før han gik væk. Lige da de skulle til at gå, vendte Louis sig mod Zayn.

”Skal du ikke sige farvel til Emily?”

Selvom han sagde det lavt, var det stadig højt nok til jeg kunne høre det, og jeg stivnede da de begge vendte sig mod mig. Ignorer ham Zayn, please ignorer ham!!

Zayns øjne mødte mine, og vi stod stenede begge to, i noget der føltes som timer, før han trak sit blik til sig.

”Vi ses Emily,” sagde han med hans skæve smil. Jeg nikkede kort og håbede på at de bare ville skynde sig at gå, men Niall skulle selvfølgelig bryde ind.

”Hvad er der med jer to?” spurgte han og så skiftevis på mig og Zayn.

”Ikke noget!” svarede jeg nok lidt for hurtigt til at virke særlig troværdig overfor nogen. Jeg kunne se på Zayn, at han morede sig. Pft, spade! Med stort S.

Niall løftede øjenbrynene, og havde nu al sin koncentration på mig. Endnu en gang kunne jeg mærke mine kinder blive røde. Det var så akavet det her.

”Hold nu op Emily, i snakker stort set ikke sammen, og i kan knap nok sige farvel til hinanden. Det er tydeligt i har noget kørende, som vi andre ikke ved noget om…” Niall så hurtigt på Zayn, som om han ventede på en forklaring. Til sidst trak han på skuldrende.

”Okay…” begyndte han på en måde, der tydelig viste han ikke var helt okay med det.

”Så har du vel ikke noget imod at tage med os til fest i morgen?”

HVAD?! Jeg gloede på Niall. Havde han seriøst lige spurgt, om jeg ville til fest med dem? Lort. Lort lort lort lort lort! Har du fattet det var noget lort? Lort lort lort!!!!

Hvordan skulle jeg kunne tage til fest med dem? Jeg mener, jeg kendte dem jo ikke engang, jeg vidste bare at ind til nu, havde min plan været ikke at komme til at snakke med dem igen. Men hvis jeg sagde nej, ville det være tydeligt at der var noget med Zayn, og det magtede jeg bare heller ikke.

Niall kiggede afventende på mig. Jeg rettede blikket mod Zayn som stod med et udfordrende blik. Hvorfor skulle han også være så pokkers irriterende. Jeg havde ikke stået i denne her situation, hvis det ikke var for ham.

”Nå hvad siger du?” spurgte Niall, efter jeg havde udvekslet adskillige blikke, med både ham og Zayn.

”Øhm selvfølgelig har jeg ikke noget imod det... Det bare, jeg tror jeg skal noget i morgen.” Sådan Emily! Jeg gav mig selv en mental high-five for min geniale undskyldning.

”Hvad skal du da?” Harry brød ind i samtalen.

Fuck.

Hvorfor havde jeg ikke tænkt så langt! Og hvorfor havde Harry? Jeg var helt blank.

”Det tænkte jeg nok,” sagde Harry og smilede til mig. Jeg sukkede. Jeg havde vel ikke andre muligheder end at tage med?

”Giv mig dit nummer, så sms’er jeg dig adressen,” sagde Niall, og var allerede på vej hen mod mig.

Modvilligt gav jeg ham mit nummer, og det endte med at jeg havde sagt ja til at gå med til fest med dem. Det havde slet ikke slået mig, at jeg ikke anede noget om de drenge, og nu var jeg på vej til fest med dem, et sted som jeg ikke engang vidste hvor var.

Kunne det blive bedre?

 

 

~ Coldplay, See You Soon

 

______________________________________________________________________________________________

Tusind tak til jer der har læst med! Det betyder meget!

Jeg undskylder for det nok lidt kedelige afsnit, men jeg lover at der nok skal ske noget mere i det næste!

Please like og kommenter, og bliv ved med at læse!

Lots Of Love xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...