What are words (pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 21 feb. 2014
  • Status: Igang
Emily Jones har gennem hele sit lange liv levet i skyggen af sin storesøster, Sarah. Emily har aldrig følt at hun passede ind med de fine mennesker og de flotte kjoler som hendesomgås med, da de selv er en rig godsejer familie. Hun vil hellere hænge ud med vennerne, tage i byen og bare nyde livet som alle andre teenagere. Men hvem skulle have troet at en almindelig fest ville ende med at ændre så meget af Emilys liv? Og er Emily overhoved klar over hvad denne ændring vil betyde for hende?

16Likes
18Kommentarer
1335Visninger
AA

9. One Step Closer

”Emilyyy,” kaldte min mor ude fra køkkenet, og stoppede mig fra at gå ud af døren. Jeg vendte mig rundt, og satte kursen mod køkkenet, hvor min mor sad med en kop dampende kaffe.

”Hvad?”

Hun smilede til mig, før hun fortsatte.

”Hvor skal du hen?”

Jeg kiggede undrende på hende. Hun plejede aldrig at interessere sig for, hvor jeg gik hen. Altså medmindre hun havde planer for mig, og det ha-

Åh gud.

Hun havde sikkert et eller andet te selskab med dronningen, eller hvad ved jeg, men jeg havde ingen planer om at tage med.

”Hvorfor?” spurgte jeg med nervøsitet i stemmen. Jeg var sikker på, hun kunne høre den.

”Jeg tænkte bare på, om du ikke ville tage med din familie ind til byen. Vi ser dig næsten aldrig mere.”

Jeg gloede dumt på hende. Den havde jeg ikke lige set komme. Siden hvornår havde de interesseret sig for at se mig?

Mit blik undersøgte hende for spor på skjulte forklaringer, men da det eneste jeg kunne finde var det smil, jeg stadig ikke vidste om var fake, besluttede jeg mig for at stole på hende. ’Desværre’ havde jeg bare andre planer for i dag.

”Det kan jeg ikke mor, jeg skal i biografen med nogle venner,” sagde jeg, og prøvede at lyde som om jeg var ked af ikke at kunne komme med, selvom jeg indeni var over lykkelig.

En dag med familien i byen, kunne kun ende galt for mit vedkommende.

Hun kiggede skuffet på mig, og et øjeblik fik jeg dårlig samvittighed, men den skulle nok forsvinde efter en sjov dag ude.

”Okay,” mumlede hun med et halvhjertet smil.

Jeg smilede opmuntrende til hende, før jeg vendte mig og gik ud i gangen, og smuttede ud af den store hoveddør.

 

***

 

”Jeg troede du ville brænde os af,” sagde Harry med et halvt grin i stemmen samtidig, mens han kiggede på sit ur, for at hentyde til at jeg var forsinket. Jeg kiggede på ham med et blik der sagde ’jeg er såret’, inden jeg fandt et stort smil frem. Jeg havde egentlig glædet mig til det her.

”Det kunne da aldrig falde mig ind,” sagde jeg, idet jeg mærkede at par arme om mig bag fra. Da de gav slip, vendte jeg mig, og så direkte ind i Nialls funklende blå øjne.

”Hey,” sagde han, og et stort smil formede sig på hans læber.

”Hey Niall,” jeg gav ham et strålende smil til gengæld. Hans humør smittede altid af på folk omkring ham, og det var en af de ting jeg godt kunne lide ved ham.

Zayn var den eneste, som ikke kom hen og hilste på mig med et stort kram, og alt det der. Han blev stående lidt i udkanten af flokken, og lignede en der var utålmodig efter at komme ind i biografen. Alligevel lykkedes det ham at mumle en lille hilsen til mig, som jeg besvarede med et smil og et glad ’Hey!’.

… Jeg skulle da i hvert fald ikke anklages for at være stemningsdræberen her. Faktisk virkede det allerede til, at det ville blive en hyggelig dag, selvom jeg havde frygtet den lidt, det måtte jeg indrømme.

”Liam, du havde bestilt billetterne ikke?” Efter vi var kommet ind i biografen, havde Liam ikke sagt så meget, men Louis’ spørgsmål fik ham til at kigge op.

”Jo, de skal bare bruge mit nummer,” sagde Liam og nikkede bekræftende.

”Jeg går lige over og får fat i dem så, i kan bare gå i forvejen og købe slik hvis I vil,” Louis sendte os et lille smil, der forsikrede os om at det var okay, inden Niall styrtede hen mod slik afdelingen. Louis smilede og rystede let på hovedet af ham, før han satte kurs mod billetlugen.

 

”Hvad skal du have?” spurgte Zayn pludselig, meget tæt på mit øre, da vi gik rundt mellem alt ta’-selv slikket. Jeg trak på skuldrende, mens jeg gik rundt og beundrede de store mængder af slik, som jeg var omgivet af. Slik havde altid været et af mine svage punkter.

”Lidt af hvert måske?” Da Zayn blev ved, rettede jeg modvilligt min opmærksomhed fra slikket til ham, og mødte hans øjne overraskende tæt på mine, mens den underlige fornemmelse kom frem i min mave. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var den gode eller dårlige, – jeg havde jo efterhånden prøvet lidt blandet med den dreng, – men jeg havde på fornemmelsen den ikke var så slem endda.

”Det kunne tænkes,” sagde jeg med et lille smil, og rettede mit blik tilbage mod al slikket. Mine øjne søgte efter de der poser og skeer til at tage det med, og da de fandt det satte mine ben hurtigt kursen mod det.

Da jeg var færdig, kiggede jeg tilfredst på den store pose med slik, jeg havde fået blandet. Som sagt var der lidt af hvert.

- Bortset fra nogle lakridser, som ikke så særlig lækre ud, nogle tyggegummier, som jeg havde valgt fra, fordi jeg allerede havde tre andre slags, og skumbananer

… Bare fordi de er klamme. Bvadr.

”Seriøst?” Harry stirrede på min slikpose med store øjne.

”Emily er du sikker på, det der er godt for dig?”

Hans blik rettede sig mod mig, og mødte mit, som tydeligt viste hvor fornærmet jeg var over den kommentar.

”Altså ikke fordi du er tyk!” skyndte han sig at forklare, og et lille smil bredte sig på mine læber, da jeg så hans kinder fik en svag lyserød nuance. Det var tydeligt at han ikke havde ment det på den måde, og man kunne godt se, at han fortrød måden han fik sagt det på. Årh hvor kært.

Hihi altså.

”Er i fær- hold da kæft!” Liam var kommet hen ved siden af os, og da han fik øje på mit slik, kiggede han forarget på mig. Nu var det mine kinder der blussede op. Jeg følte mig virkelig ret tyk lige nu, men hvad kan jeg sige? Jeg er et mad-menneske.

Louis, som lige var blevet færdig, satte kurs mod os, og endnu en gang blev jeg mødt af et undrende blik, da han så hvad jeg stod med i hånden.

”Ejj Emily, tror du godt du kan tåle så meget?” spurgte han med et grin i stemmen, hvilket gjorde mig seriøst fornærmet.

For fanden da, de kunne da ikke tillade sig at sådan…

”Hvad er der med jer og mit slik?!” spurgte jeg irriteret, og kørte ubevidst en hånd over maven, som om der var en baby derinde som skulle passes på. Mærkeligt, jeg ved det, men lige nu styrede min underbevidsthed den hånd.

Louis’ rungende latter fyldte rummet, men da han så at jeg stadig bare stirrede ondt på ham, stoppede han langsom op, og gav mig et undskyldende blik. Da jeg jo ikke havde været sådan rigtig sur, var jeg hurtig til at sende ham et tilfredst smil, og ligesom jeg troede diskussionen om mit elskede slik var stoppet, kommer Niall gående med åben mund, og opspilede øjne, som var rettet direkte mod en ting: Mit slik selvfølgelig.

”Wow,” var det eneste der kom ud af hans mund, da han stod foran os, og hans blik begyndte at skifte mellem min og hans egen pose. Selvom det var meget tæt, var hans nu alligevel den største, hvilket gjorde mig en lille smule lettet.

”Så meget kan du da ikke spise selv,” mumlede han, og så undrende på mig.

”Er det en udfordring?” Ordene fløj ud af munden på mig, og så ud til at komme bag på alle, inklusiv mig selv.

What the hell.

Jeg vidste jeg kunne.

... Det skulle jo ikke være første gang, det skete … hæh.

Nialls blik ændrede sig fra at være overrasket, til pludselig at se meget beslutsom ud.

”10 dask på du ikke har spist det der, når filmen er slut,” hans arm hang i luften, og ventede på jeg tog imod hans tilbud. Uden tøven tog jeg den, og et skævt smil gled over hans læber. Han troede åbenbart ikke at jeg kunne. Tssk, klaphat.

”Nå guys, er vi klar?” spurgte Liam, som åbenbart var blevet træt af at stå og vente.

Vi stillede os i kø, og på vejen ud af ”butikken” gik Zayn op på siden af mig, med et lille grin smørret i fjæset.

”Da jeg sagde ’lidt af hvert’, var det altså ikke bogstaveligt ment,” han skævede til posen i min hånd, hvilket fik mig til at fnyse hånligt, og kigge på ham med løftede øjenbryn.

”Man skal passe på hvad man siger.”

Han fnes af min kommentar, før han forsvandt hen mod drengene, som gik forude.

 

***

 

”Keder du dig?”

Zayn havde åbenbart bemærket at jeg gabte, men det var nu ikke fordi filmen ikke var god, så jeg rystede overbevisende på hovedet, mens jeg holdt koncentrationen på skærmen.

”Har du ikke lidt travlt, hvis du skal nå at æde alt det der, inden filmen er slut?” hans hæse stemme var nu helt tæt på mit øre, og jeg kunne mærke hans kølige ånde mod min hud, sende blandede signaler rundt i kroppen. Jeg kiggede ned mod slikket i mit skød, som der max var spist en tredjedel af. – hvilket også var virkelig meget, men ikke nok. Ud fra filmens handlig, ville jeg gætte på at halvdelen var gået, og jeg følte mig allerede proppet med slik, men jeg tvivlede ikke et sekund på min slik-appetit, så jeg tog hurtigt en håndfuld chokolader ind i munden.

Jeg skar en grimasse, da jeg fandt ud af at der var kommet en lakrids med, og tog hurtigt en tår af min cola, hvilket fik Zayn til at grine.

Men helt ærligt … lakrids og chokolade? Dårlig blanding. Puhaa.

Jeg følte mig en smule utilpas over Zayn, som åbenbart sad og betragtede mig, i stedet for at holde øje med den store skærm foran os. Vi var ligesom taget herind for at se film, ikke for at blive underholdt af mine retarderede træk. – Selvom de da nok også kunne være underholdene, hvis man så dem ude fra.

Jeg vendte mit hoved forsigtigt i Zayns retning, og blev mødt af et par brune øjne, som hurtigt smilede til mig. – Ja, de kunne faktisk godt smile. Det var i hvert fald ikke bare munden der smilede, og jeg bare er sprog spadser, det må i endelig ikke tro.

Fik i fat i ironien?

Nå, men Zayn sad og smilede til mig, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad der lå bag det. Jeg var i hvert fald sikker på, at det ikke bare var et almindeligt smil, for man kunne se i hans øjne, at der lå et eller andet gemt i det. Dog besvarede jeg ham hurtigt med et lille smil, inden jeg vendte hovedet tilbage mod skærmen. Jeg kunne mærke hans blik blive på mig, og jeg følte mig pludselig utilpas, så tæt på ham. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at hans blik vandrede rundt på mig, som om han undersøgte mig for et eller andet, men til sidst satte han sig tilbage i sædet, og vendte blikket mod skærmen.

 

***

 

Jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde fået fulgt helt så meget med i filmen, som jeg burde. Dels på grund af alle de tanker, Zayn havde sat i gang hos mig, og dels på grund af al den slik, jeg havde haft travlt med at spise. Det havde virkelig krævet al min koncentration den sidste halve time, at prøve at klemme så meget ned, men jeg havde klaret det, og jeg var stolt. Zayn havde dog også vendt sig mod mig et par gange, og givet mig og mit slik nogle mærkelige blikke, men jeg havde ignoreret det, og nu var jeg klar til at blive den lykkelige ejer af 10 pund.

Ikke fordi jeg manglede penge med mine forældre, men det føltes alligevel godt at vinde et væddemål. – Især når det var omkring min appetit, for synet af folks overraskede ansigter når jeg var færdig, var virkelig al besværet værd.

Nu brokkede min mave sig også godt og grundigt, men glæden over at have klaret det, var nu alligevel større. Og synet af Nialls ansigt, da jeg kom ud af biografen med en tom slikpose, var endnu bedre.

”Woaw,” Niall stod med beundring i øjnene, mens hans blik vandrede fra mig, til den tomme pose i min hånd. Pludselig ændrede hans udstyk sig til et mere anklagende blik, og han kiggede på mig med sammenknebne øjne.

”Du har snydt,” mumlede han, og hans blik søgte nu hen mod Zayn. ”Du har hjulpet hende, har du ikke?”

Zayn rystede på hovedet, og holdt hænderne op i luften, for at sige han var uskyldig. Niall kiggede tilbage på mig, og pludselig lyste hans ansigt op i et stort smil.

”Jeg elsker dig!” sagde han og lagde tryk på ’elsker’, mens han stak mig ind i et kæmpe kram, som var ved at klemme livet ud af mig.

”I l-lige måde Ni-Niall,” stønnede jeg mod hans bryst, som hans stærke arme havde presset mig hårdt ind mod, og han løsnede grebet en smule med et grin. Jeg tog en dyb indånding, da jeg endelig var i stand til at få vejret, og smilede så stort til ham. Hans humør kunne virkelig smitte.

 

”Såe, ses vi igen snart, eller har du tænkt dig at ignorere os igen, når du er kommet hjem, ligesom sidste gang?” spurgte Louis med et grin, da vi var kommet udenfor. Selvom jeg vidste det var for sjov, kunne jeg ikke lade være med at tage det lidt for seriøst. Jeg vidste, at jeg ikke ville ignorere dem som sidst, for jeg havde efterhånden lært at det ikke nyttede noget; jeg var begyndt at holde for meget af dem, hvilket skræmte mig lidt, eftersom jeg jo stadig ikke havde kendt dem særlig længe. Der var bare noget ved de drenge jeg elskede. Alle sammen. Også Zayn, selvom det var svært at forklare.

”Slap af mand, det var bare en joke,” Louis rev mig tilbage til virkeligheden, og slog en lille latter op, samtidig med han klappede mig let på skulderen.

Jeg begyndte at grine for at lette stemningen lidt, hvilket på ingen måde virkede, da mit grin var viiirkelig falsk, og viiirkelig akavet.

Jeg følte mig utroligt dum, mens alle drengenes blikke lå på mig. Hvad måtte de ikke tænke om mig? Troede de at jeg rent faktisk havde gået og overvejet, om jeg skulle ignorere dem når jeg kom hjem? Gosh jeg havde dummet mig dér. Men det var der vel ikke noget nyt i?

”I know,” sagde jeg, og prøvede at virke afslappet, ved at klappe Louis på samme måde som han lige havde gjort det med mig, forskellen var bare at det her slet ikke passede ind i situationen, og bare gjorde den endnu mere akavet. Jeg bed mig selv hårdt i indersiden af kinden, som resulterede i at en klam smag af jern fyldte min mund.

Gud var bare imod mig, huh?

Lige nu gik alt bare galt, og det hjalp ikke ligefrem at jeg stadig havde kvalme over slikket, og at alle drengene gloede på mig, som om jeg var en eller anden random person, som var begyndt at snakke til dem på kinesisk.

Måske lidt dårlig forklaring, men det var sådan cirka sådan det var.

”Hvad har du drukket,” mumlede Harry, men da jeg ikke vidste om det var til ham selv eller mig, valgte jeg at lade det ligge.

Vi var lige begyndt at gå videre, da Zayn valgte endelig at sige noget. Af en eller anden grund, holdt han sig hele tiden i baggrunden, og jeg vidste ikke om det var på grund af mig, eller han bare gjorde det generelt.

”Du svarede ikke på, om du havde tænkt dig at ignorere os?”

Hans ord kom fuldstændig bag på mig, og jeg kiggede på ham med et undrende blik, men han gik bare og kiggede på mig, med et udtryk som var umuligt at læse.

”Har du det?” spurgte han, og rettede blikket mod jorden, som om han var bange for at kigge på mig, mens jeg svarede.

Selvom det var sjældent, jeg så denne usikre side af Zayn, måtte jeg indrømme, at jeg kunne lide det. Han skulle altid være så hård og koldt, men nogle gange virkede det som om det bare var en facade han lavede, for at beskytte sig selv. Mod hvad, vidste jeg ikke, men jeg kunne godt lide når hans rigtige jeg, skinnede igennem.

”Det havde jeg da ikke planer om.”

Hans blik rettede sig igen mod mit, og jeg sendte ham et lille smil, selvom jeg var bange for, hvordan det ville forstås.

Jeg lagde mærke til, at de andre drenge som ellers havde gået og småsnakket, nu havde vendt deres koncentration mod mig og Zayn, da han nikkede kort, og så var den samtale ellers slut. Drengenes blikke blev dog stadig på os lidt endnu, inden de fortsatte deres små snakke, om alt mellem himmel og jord.

 

***

 

Jeg kunne mærke smilet på mine læber, da jeg lå i min seng, omgivet af mørket.

Jeg havde virkelig haft en hyggelig dag ude med one direction. – Og jeg måtte indrømme, at selvom kendte folk, normalt ikke interesserede mig det fjerneste, virkede det da alligevel lidt fedt at kunne sige sådan. Jeg havde aftalt at skrives ved med dem, så vi kunne hænge ud en dag, og jeg kunne mærke, at jeg allerede glædede mig til at se dem igen.

Jeg havde fået snakket lidt med Zayn, og jeg havde vist haft ret i det med facaden, for da vi først var begyndt at snakke, virkede det som om han var en helt igennem fin fyr. Jeg følte mig allerede tættere på ham, på alle drengene, men jeg havde bare stadig ikke fattet, hvad facaden så skulle til for – jeg mener, det er sku da dumt at gå efter at skræmme folk væk? Og den skaffede ham jo ikke lige frem venner?

 

 

~ Shane Harper, One Step Closer

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...