What are words (pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 21 feb. 2014
  • Status: Igang
Emily Jones har gennem hele sit lange liv levet i skyggen af sin storesøster, Sarah. Emily har aldrig følt at hun passede ind med de fine mennesker og de flotte kjoler som hendesomgås med, da de selv er en rig godsejer familie. Hun vil hellere hænge ud med vennerne, tage i byen og bare nyde livet som alle andre teenagere. Men hvem skulle have troet at en almindelig fest ville ende med at ændre så meget af Emilys liv? Og er Emily overhoved klar over hvad denne ændring vil betyde for hende?

16Likes
18Kommentarer
1336Visninger
AA

12. Hurtful Game

Jeg vågnede op i et rum, som på en måde virkede fremmed, men stadig bekendt. Jeg vidste, at jeg havde været der før, men jeg anede ikke, hvor jeg var. Jeg lod mit blik glide forsigtigt rundt i rummet. Det store skab, fjernsynet, ja selv sengen, kunne jeg genkende, men det var først da jeg bemærkede duften, jeg fandt ud af, hvor jeg var. Den velkendte duft af Zayn fyldte min næse, og en hvis ro bredte sig i min varme krop.

Da Zayn havde sagt ’jeg køre dig hjem nu’, havde han vidst ment det lidt anderledes, end jeg troede. Jeg havde regnet med, at han ville køre mig helt hjem, men i stedet lå jeg nu i hans seng, i hans lejlighed. Tanken fik et ubevidst smil til at brede sig på mine læber.

Søvnigt stod jeg ud af sengen, og fandt vej ud mod køkkenet, i håb om at finde Zayn. Og ganske rigtigt sad han på en stol, da jeg kom ind i rummet.

”Morgen,” sagde han med et smil, som af en eller anden grund gav mig sommerfugle i maven. Mine følelser for ham var åbenbart værre, end jeg troede, selvom jeg hadede at indrømme det.

Jeg kiggede forvirret på ham. Det var da ikke morgen, vel?

Han grinede kort, sikkert over mit morgengrimme ansigt, blandet med en morgengrim grimasse, og jeg kunne mærke følelserne køre rundt i mig. På en måde hadede jeg, hvad han gjorde ved mig, men samtidig var det en rar fornemmelse. Jeg forstod bare ikke helt, hvor den kom fra.

”Hvordan har du det?”

Jeg tænkte efter en gang, da jeg egentlig ikke helt vidste, hvordan jeg havde det.

”Fint nok. Tror jeg.”

Zayn grinede kort over mit svar, og igen gik følelserne amok inden i mig, og det skræmte mig på en måde.

”Hvad skete der i går… i dag… til festen, du ved” jeg rynkede panden en smule, da jeg lige havde forvirret mig selv totalt. ”Hvad dag er det egentlig?” spurgte jeg med en skinger stemme, som fik Zayns hæse grin til at fylde rummet.

”I dag,” fastslog han. ”Og du besvimede under vores optræden… Det må have været en stor oplevelse at møde os, hva’?” Hans drillende tonefald irriterede mig lidt, men jeg rystede bare på hovedet over hans kommentar. Vi vidste begge godt, at det ikke havde noget med One-Direction-verdens-største-boyband at gøre. Egentlig vidste jeg virkelig ikke, hvad der var skyld i, at jeg havde det så dårligt, men det måtte virkelig være noget slemt, siden jeg både havde brækket mig, og nu også besvimede.

Pff, skønt.

”Tror du, du skal til en læge?” spurgte Zayn med en pludselig bekymring i stemmen, som om han havde læst mine tanker. Jeg tøvede lidt, før jeg rystede kraftigt på hovedet, hvilket jeg hurtigt fortrød, da hovedpinen fra tidligere kom igen.

Zayn så mistroisk på mig, som om han overvejede, om han skulle tro mig, eller ej, og jeg kunne godt mærke, at det måske ville være en god idé, bare for en sikkerheds skyld.

”Okay,” sukkede jeg til sidst. ”Hvad er klokken?”

Han smilede skævt til mig, inden han pegede på et kæmpe ur, der hang på vægen, som jeg umuligt burde have overset.

”Årh…” mumlede jeg. Klokken var lidt over fem.

”Hey vent, mine forældre, de ve…” Zayn holdt en hånd op for at afbryde mig, og det virkede.

”Bare rolig. Jeg snakkede med Sarah. Jeg sagde, at jeg nok skulle sørge for, du ville komme hjem.”

Jeg stod med store øjne, og åben mund, og stirrede vantro på Zayn, som sad med et roligt smil, samtidig med en vis lettelse skyllede gennem min krop. I det mindste vidste de da hvor jeg var, men havde han seriøst snakket med Sarah? Uden hun var flippet totalt ud, og sådan noget?

Først nu gik det op for mig, at han igen havde ændret sig. Den venlige Zayn var tilbage. Den del af ham virkede bare så naturlig, at jeg helt havde glemt, hvordan han havde opført sig tidligere, men nu kom trangen til at spørge ind til det. Jeg bed mig ubevidst i læben, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle sige.

”Zayn?” startede jeg, med en lidt for usikker stemme. Ynkeligt, ja, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skulle sige.

Hans øjne hvilede bare på mig, mens et smil på hans læber opmuntrede mig til at fortsætte.

”Du ved, da vi skrev i går…” Det venlige blik i hans øje blev pludselig hårdere, og jeg kunne se på ham, at han var blevet meget mere anspændt, men han sagde ikke noget.

”Du svarede ikke.”

Da han stadig ikke sagde noget, fortsatte jeg bare. Nu var jeg begyndt, og jeg ville have svar.

”Hvorfor ændre du dig hele tiden sådan?”

Hans blik stirrede direkte ud i luften, mens han stadig var tavs. Tøvende åbnede han munden for at sige noget, men lukkede den hurtigt igen, før der var kommet nogle ord ud.

”Skulle jeg køre dig til læge?” spurgte han så endelig, som om han ikke havde hørt mit spørgsmål. Hans stemme var hård, og jeg forstod hurtigt, at han ikke ville snakke om det andet, men jeg vidste, at jeg havde krav på en forklaring.

”Zayn…” prøvede jeg bedende, men hans øjne, som endelig mødte mine, var kolde, og nærmest skræmmende.

”Jeg køre dig læge.” Fastslog han, før han rejste sig op fra stolen.

”Lad nu være, Zayn,” bad jeg, da han tog et hårdt greb om mit håndled, og trak mig med ud mod gangen, og en ubehagelig fornemmelse skød frem i mig.

Det kunne godt være, at han havde skræmt mig, første gang vi mødtes, men det her var langt værre. Han havde på et split sekund ændret sig, fra smilende Zayn, til hårde Zayn. Og ikke bare hårde. Han var fjern og kold, og han skræmte mig.

”Zayn!”

Jeg prøvede at vriste mig fri fra hans greb, men han strammede det bare yderligere, og fik et bidende smerte frem i mit håndled.

”Zayn, giv slip!”

Da han stadig bare ignorerede mine ord, endte jeg med at slå ham hårdt på skulderen. Ikke så hårdt at han gav slip, men jeg havde da kræfter nok, til at man kunne se at det gjorde ondt, hvilket fik ham til at se rasende på mig.

”Hvad fanden har du gang i?” Jeg havde egentlig forventet, at han ville have råbt det ud, men i stedet var det nærmest en hvisken, som kun kunne tyde på, at han virkelig skulle anstrenge sig for at holde sig i ro.

Men jeg fortrød det ikke. Den måde Zayn behandlede mig på, var bestemt ikke i orden, og jeg var vant til at kunne slå fra mig, eller tage et par tæsk, hvis det var det. Hvis Zayn valgte at slå igen, skulle jeg nok kunne holde til det.

Måske lige bortset fra, at de drenge som indtil nu, havde været dumme nok til at prøve at slå mig, havde alle sammen været ualmindeligt svage, så jeg havde sagtes kunnet slå dem. Derimod var Zayn nok, den stærkeste person jeg kendte, men det var en tanke, jeg prøvede at glemme lige nu.

”Tag dine sko på.” kommanderede han.

”Em. Tag dine sko på. Du skal til lægen. Nu.” Man kunne tydeligt høre, hvor svært han havde ved at beherske sin stemme, så ordene kom kort og anspændt ud, men alligevel fik de mig, af en eller anden grund, til at gøre som han sagde.

Selvom mig hjerne prøvede at stritte imod, bukkede min krop sig hurtigt ned for at tage sko på. Måske var jeg slet ikke klar over, hvor bange jeg egentlig var for Zayn lige nu, men min hjerne ville i hvert fald ikke samarbejde med min krop.

Sukkende fulgte jeg med ham ud af lejligheden, og ned mod hans bil, som holdt parkeret i en lille gård.

Uden et ord, satte vi os begge ind i bilen, og den satte i bag gear ud mod vejen.

”Undskyld,” mumlede Zayn, da vi havde siddet i tavshed i et par minutter. Jeg kiggede vantro på ham. Havde han lige sagt undskyld til mig? En lettelse bredte sig i mig, men alligevel gad jeg ikke kommentere det, så jeg drejede i stedet bare hurtigt mit hoved, så jeg kunne sidde og følge med i trafikken gennem sidevinduet. Jeg havde god ret til at være sur, og det havde jeg også planer om at være lidt tid endnu.

”Emily,” sukkede han, og lod sit blik hvile kort på mig, inden han hurtigt så tilbage på vejen. Da jeg stadig ikke sagde noget, begyndte jeg, gennem øjenkrogen, at kunne se, irritationen i ham stige, men af en eller anden grund, prøvede han på at skjule det.

”Emily, hør på mig. Jeg er ked af det, okay?”

Jeg havde lyst til at vende mig mod ham, men modstod trangen, da jeg ikke ville lade ham slippe så let. Han skyldte mig stadig en forklaring.

Et højlydt suk undslap hans læber, og han måtte behersk sig for, ikke at slå hårdt ned i instrumentbrættet.

”Hvad fuck vil du have jeg skal sige?” spurgte han med en lidt for skinger og opgivende stemme, som jeg på en måde nød at høre, og fik mig endelig til at kigge åbenlyst på ham.

”Jeg vil have, du forklare mig, hvad der er galt med dig!” min stemme var meget højere end forventet, og kom bag på både mig og Zayn.

”Det… det kan jeg ikke.”

Jeg gloede på ham, da jeg forventede at der ville komme mere, men da det gik op for mig, at han ikke havde mere at sige, sukkede jeg bare, og vendte blikket tilbage mod vinduet. Egentlig irriterede det mig lidt, hvorfor han overhoved kunne få de her følelser frem i mig. Hvis det havde været hvem som helst anden, havde jeg ikke taget mig af det, på samme måde som med Zayn. Jeg havde nok bare ladet personen være, men jeg følte, at jeg havde bare ikke lyst til at lade Zayn være, og det var i virkeligheden nok det, der gik mig mest på lige nu.

Et frustreret fnys fra Zayn rev mig ud af mine tanker, og jeg så ham beslutsomt hive i rettet, så bilen lavede et skarpt sving ind til siden, hvor han stoppede den.

”Hvad nu?” spurgte jeg flabet, da han bare sad og gloede ud af forruden. Han rystede lidt på hovedet, inden han så på mig.

”Er du sikker på, du vil have den forklaring?”

 

 

Zayns P.O.V.

”Er du sikker på, du vil have den forklaring?”

Emily kiggede undrende på mig, inden hun nikkede langsomt, dog stadig med et blik der sagde, at jeg var en idiot. Egentlig også forståeligt nok, så jeg lod det ligge.

”Okay så,” jeg tog en dyb indånding, før jeg begyndte. Jeg havde aldrig fortalt nogle direkte om det, selvom jeg havde på fornemmelsen, at Harry, og måske også de andre drenge, havde luret mig for længst.

 

Jeg trådte et skridt frem mod den blonde pige, som indtil for et øjeblik siden, havde været min kæreste. ”Hvad mener du med, det er forbi?” Mit blik forsøgte desperat at fange hendes, men hun gjorde det ikke nemt for mig, ved at holde sit mod jorden. ”Zayn, jeg er ked af det, men Jack er bare så speciel. Du skal nok komme dig.” Jeg fattede ikke, hvordan hun kunne stå så roligt, som om, det at slå op med mig, slet ikke rørte hende det mindste. Indtil nu, havde jeg altid troet, at det vi havde, var unikt. Jeg havde troet, at vi skulle have børn sammen, blive gift sammen, blive gamle sammen, og dø sammen. Men sådan skulle det åbenbart ikke være. ”Så han hedder Jack?” selvom det ikke var særlig relevant, var det det eneste, der kunne komme ud af min mund lige nu. Jeg var lamslået, over hvor lidt jeg betød for hende, og følelsen af at være blevet brugt steg i mig. ”Zayn…” hun kiggede endelig op, inden hun fortsatte. ”Op med humøret skat. Der skal nok komme en ny, ikke?” En ny? Jeg ville ikke have en ny. Jeg ville have Perrie. Ikke en eller anden random pige, som sikkert alligevel kun ville have mig for berømmelsen. Hvilket jeg lige nu følte, at Perrie også havde, ville.

En høj dytten fra gaden fik mig tilbage til virkeligheden, hvor Perrie rakte ud efter sin kuffert. ”Det var vidst mit stikord,” mumlede hun, inden hun tøvende gav mig et lille kys på kinden. ”Så, ha’ det godt ikke?” Jeg svarede ikke, men stod bare og stirrede ud i luften, hvor min kæreste lige var forsvundet fra. Ha’ det godt? Var det seriøst, det bedste hun kunne finde på? Min mave snoede sig sammen til en hård klump, og jeg følte mig svag, lille, og utroligt dum. Og jeg hadede at en pige kunne få mig til at føle sådan.

Mens jeg stod dér ændrede sorgen sig til vrede, og ubevidst havde jeg knyttet hænderne. Jeg havde brug for at afreagere på et eller andet, og det kom så til at gå ud over en lampe, som uheldigvis stod lidt for tæt på mig, på det forkerte tidspunkt. Min knyttede næve svingede med fuld kraft mod det fine stykke porcelæn, så lampen fløj gennem luften, og endte på gulvet i tusindvis af stykker. Jeg stod et øjeblik og stirrede på den ødelagte genstand, mens jeg kæmpede for at få min vejrtrækning under kontrol. Ufortrødent lod jeg derefter min krop dumpe tungt ned i den store, sorte lædersofa.

Min mave føltes hul, og tanken om at jeg var blevet brugt kørte stadig rundt i hovedet på mig, og gav mig lyst til at græde. Hvordan kunne hun gøre det mod mig? Følte hun slet intet for mig?

Hun havde virkelig såret mig dybt, og jeg vidste, at jeg aldrig ville lade en pige gøre det mod mig igen.

Efter den dag havde jeg ændret mig. Jeg var begyndt at gå til flere fester, og slå mig løs som det passede mig. Fordi jeg jo var Zayn Malik, kunne jeg altid få de piger, jeg ville have, og det havde jeg udnyttet. Det havde været et spil for mig, at prøve at ødelægge dem. Få dem til at føle, som jeg havde følt det. Jeg havde efterhånden været ude med utallige piger, som havde været mere end villige til at tage med hjem. Jeg havde fået dem til at føle sig som noget specielt, bare for at kunne dumpe dem bag efter. Efterlade dem med min egen smerte. Og jeg havde elsket at se dem sådan. Jeg vidste, det var forkert, men når man er kendt, kan man jo gøre hvad man vil. Jeg havde haft et spil kørende, som jeg havde haft det sjovt med. Lige ind til i dag. Jeg vidste at Emily var anderledes, og jeg kunne ikke klare at skjule det her mere.

 

”Så…” Emilys blik var ikke til at tyde. Hun så lige pludselig så uskyldig ud, og jeg havde det virkelig dårligt over, måden jeg havde opført mig over for hende på. ”Alt det med mig… Var bare for at såre mig? Uden du kendte mig, havde du allerede planer om at misbruge mig, bare på grund af en pige, som engang knuste dit hjerte?”

Jeg kæmpede for ikke at kigge ned, mens hun snakkede. Jeg vidste, at hvad end hun gjorde nu, havde jeg fortjent det. Hendes blik afslørede en snert af afsky, da jeg forsigtigt nikkede.

”Jeg tror, jeg er nødt til at gå nu,” sagde hun pludselig beslutsomt, før hun hurtigt klikkede sin sele op, og hoppede ud af bilen.

”Emily vent!” jeg prøvede at række ud efter hendes hånd, men hun var allerede væk.

Jeg havde åbenbart flere følelser for hende, end jeg selv vidste. Jeg havde ikke overvejet, før nu, hvor meget hun egentlig var begyndt at betyde for mig. Og følelsen af at hun nu forlod mig, fordi jeg havde været sådan en idiot, fik mig til at synke sammen i sædet. Hvad havde jeg dog gjort?

 

 

Emilys P.O.V.

Jeg skyndte mig at smække døren i, før jeg kunne nå at ombestemme mig. Jeg havde virkelig fået kvalme, over hvad han lige havde sagt til mig. Han havde brugt mig? For at se mig såret? Lige meget hvad der var sket med Perrie, havde han ingen ret til at behandle piger, som han havde gjort. Jeg var virkelig såret, og med lange, hurtige skridt, var jeg forsvundet ned ad en sidegade, væk fra bilen. Mit hoved dunkede, og jeg havde en stor trang til at tude, men jeg holdt den heldigvis inde.

Selvom jeg stadig havde det skidt, havde jeg ingen planer om at tage til lægen lige nu, så i stedet begyndte jeg at gå hjem af. Jeg havde på fornemmelsen, at mine forældre ikke var kommet hjem endnu, men det var nok heller ikke ligefrem selskab, jeg havde lyst til, så det passede mig fik at skulle være alene.

Da jeg kom hjem, var det første jeg gjorde at tage et langt, varmt bad. Det var som om, det varme vand dulmede hovedpinen en smule, men til gengæld gav det mig bedre mulighed, for at få tankerne om Zayn frem. Uden jeg havde tænkt over det, havde hovedpinen da fået mig til at tænke på noget andet, men nu kunne jeg mærke hvordan tårerne kom frem, og begyndte at strømme ned ad mine kinder. Jeg hadede virkelig at græde, og heldigvis skete det kun sjældent, men nu kunne jeg bare ikke holde det tilbage. Inde fra bruseren havde jeg hørt min mobil vibrere adskillige gange, men tanken om at det måske var Zayn, fik mig til at blive stående, uden at tjekke den.

 Først da kvalmen var ved at tager over, måtte jeg træde ud af bruseren, i frygt for at jeg skulle brække mig derinde.

Tøvende rakte jeg ud efter min mobil, og ganske rigtigt var det Zayn, der havde sendt en række beskeder.

”Emily, jeg er så ked af det. Hvis du vidste hvor meget jeg fortryder det.”

Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle fortsætte, men endte med til sidst at trykke ind på en ny.

”Vil du ikke please svare mig? Jeg har det så dårligt! Håber virkelig, du vil tilgive mig.”

Et fnys, som nok nærmere lød som et grynt, kom fra min mund, da jeg læste igennem alle beskederne om, hvor meget han fortrød, og hvor ked af det han var. Hvordan vidste jeg, om jeg kunne stole på ham? Jeg følte mig splittet. Den ene del af mig havde lyst til at tilgive ham med det samme, mens den anden, og mere fornuftige del, hellere bare ville prøve at glemme ham. Det virkede bare så umuligt. Følelserne for ham var kommet så pludseligt, at jeg slet ikke kunne finde rundt i dem. Jeg mener, de var der da i hvert fald ikke før biografen, var de? Var det ikke startet, da vi havde snakket efter filmen, eller havde de været der før?

Mit hoved kørte på højtryk, og det var ikke ligefrem det, der hjalp på hovedpinen, og svimmelheden, der stadig var i mig, så det endte med, at jeg smed mig i sengen, og tændte for fjernsynet på en eller anden actionfilm, der var i gang.

Der gik ikke lang tid, før trætheden fik taget over, og jeg lukkede mine øjne i.

 

 

~ Martin Jondo, Hurtful Game

 

______________________________________________________________________________________________

 

Uhaa, så fandt i ud af, hvad Zayn spil gik ud på, og hvad grunden var. 

Hvad tror i så der sker nu? Vil Emily  tilgive Zayn, eller hvad? Synes i, hun burde gøre det, eller ej?

Hvis der er noget i synes, jeg skal lave om, må i endelig sige det! Jeg kan altid bruge noget feedback. Ellers vil jeg bare sige tusind tak for i gider at læse med! ...xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...