What are words (pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 21 feb. 2014
  • Status: Igang
Emily Jones har gennem hele sit lange liv levet i skyggen af sin storesøster, Sarah. Emily har aldrig følt at hun passede ind med de fine mennesker og de flotte kjoler som hendesomgås med, da de selv er en rig godsejer familie. Hun vil hellere hænge ud med vennerne, tage i byen og bare nyde livet som alle andre teenagere. Men hvem skulle have troet at en almindelig fest ville ende med at ændre så meget af Emilys liv? Og er Emily overhoved klar over hvad denne ændring vil betyde for hende?

16Likes
18Kommentarer
1318Visninger
AA

13. Don't Hurt Me This way

 

Da min mor var kommet hjem i går, havde hun med det samme kørt mig til lægen, hvor vi fik af vide, at jeg havde fået hjernerystelse. Great. Nu lå jeg så i min seng, hvor jeg havde ligget siden vi kom hjem, fordi lægen havde sagt, at jeg skulle holde mig i ro, og i min mors verden betød det åbenbart at ligge helt stille. Jeg var ved at blive sindssyg af at ligge der og glo, især fordi det gav mine tanker fri mulighed tænke på Zayn.

Sukkende løftede jeg min mobil op til mit hoved, da en vibration havde afsløret, at jeg havde modtaget en ny sms. Jeg gik ind på beskeden, og regnede allerede nu med, at det var Zayn, men til min overraskelse var det et andet navn, der dukkede op på displayet.

Fra Lucas;

”Hey Em, det er ved at være længe siden. Regner med du kommer til skateraftenen i aften? ;)”

Jeg sukkede irriteret. Vi skulle være der om en time så, og selvom jeg egentlig havde følt mig okay hele dagen, ville min mor alligevel aldrig give mig lov til at tage af sted. Slet ikke hvis planen var, at jeg skulle stå på skateboard. Men Luc havde virkelig haft ret i, at det var længe siden sidst. For længe. Og jeg savnede både ham og Mike. Hvis bare Sarah ikke havde fået mig til at vælte på den stol…

”Beklager Luc. Jeg har fået hjernerystelse, og lægen har sagt at jeg skal holde mig i ro, så det ville min mor aldrig give mig lov til. :(”

Et frustreret suk forlod min mund, da jeg på en besværlig måde fik sat mig op i sengen, og kiggede rundt uden noget rigtig formål med det. Mit blik fangede mit spejlbillede på tværs af rummet, hvilket fik endnu et suk til at fylde tavsheden. Jeg lignede noget katten havde slæbt med ind. Seriøst, hvordan kunne det lade sig gøre at være så morgengrim?

En brummen i min hånd, fik mig til at rette blikket vær fra pigen i spejlet, og ned mod min mobil.

”Hjernerystelse? Hvad har du lavet?”

Mine fingre kørte hurtigt over tastaturet, eftersom det indtil videre var det mest spændene, der var sket i dag.

”For et par dage siden gav Sarah mig et chok, så jeg væltede ned af en stol. Det har åbenbart været ret slemt, så min mor vil ikke lade mig komme ud…”

”Hahaha!! Sorry, men det er typisk dig, det der! … Nå, så må vi jo finde på noget andet? ;)”

Et lille smil poppede op på mine læber, da jeg læste hans besked, og jeg begyndte straks at finde på noget, min mor også ville gå med til, men da jeg ikke kunne komme på noget bestemt, valgte jeg at spørge Lucas, som hurtigt svarede.

”Er du frisk på filmaften? xx”

Mit smil, som stadig var placeret på mine læber, voksede sig større, og jeg var hurtig til at svare.

”Always! ;)”

Jeg sprang op og fór ned ad trappen, for at ende inde i stuen, hvor min mor sad og læste et eller andet, som jeg på forhånd vidste ikke ville interessere mig, og lod derfor vær med at spørge ind til det. Med det samme jeg kom ind af døren, sendte hun mig et strengt blik.

”Skulle du ikke slappe af unge dame?”

Jeg kunne ikke lade være med at himle med øjnene, men fortrød hurtigt eftersom jeg var nødt til at spille sød, hvis jeg ville have lov til at tage hjem til Luc.

”Jeg tænkte på…” begyndte jeg, men stoppede op, da jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle formulere mig.

”… Altså jeg har overhoved ikke haft det skidt i dag, så måske tænkte jeg, at jeg kunne tage hjem til Lucas?” Jeg skar en grimasse over mig selv, da jeg godt selv kunne høre, hvor meget jeg fik fumlet i ordene.

”Altså bare slappe af!” forklarede jeg mig hurtigt, og jeg kunne se på min mor, at hun tænkte over det.

”Hvad har i tænkt jer, i skulle lave?” spurgte hun så, mens hendes blik granskede mig for svar, og fik mig til at krympe mig en smule.

”Vi ville bare se film og sådan…” svarede jeg tøvende, mens min mors strenge blik stadig lå på mig. Hun nikkede kort og eftertænksomt.

”Og du har slet ikke haft det dårligt i dag?”

Jeg rystede ivrigt på hovedet.

”Okay så…” sukkede hun til sidst, og sendte mig et lille smil, som jeg hurtigt gengældte.

”Taaak moar!” sang jeg, mens jeg smuttede ud af rummet, og op på mit værelse for at gøre mig klar.

Jeg gennemrodede mit klædeskab for noget passende tøj, og fandt til sidst et par grå joggingbukser og en t-shirt, som virkede okay at have på til sådan en aften. Jeg vidste også at Luc ikke interesserede sig for hvad jeg havde på, og det gjorde jeg sådan set heller ikke. Det skulle bare være behageligt at have på.

Da jeg havde fundet noget rent undertøj, gik jeg ud på badeværelset, da jeg nok trængte temmelig meget til et bad. Jeg kom hurtigt under bruseren, og jeg kunne mærke hvordan det varme vand fik min krop til at slappe helt af. Jeg stod et øjeblik, og bare nød følelsen, da mine tanker begyndte at vandre over på Zayn igen. Jeg fattede stadigvæk ikke, hvordan en pige kunne få ham til at opføre sig så dumt. Han havde været en idiot over for så mange piger, inklusiv mig. Men det jeg mindst kunne forstå var, hvorfor jeg gik så meget op i det. Jeg burde da være ligeglad? Jeg havde jo ikke engang lært ham rigtig at kende endnu. Helt ærligt så vidste jeg næsten ikke noget om ham. Og vi havde kysset én gang, mens jeg var fuld, så det talte vel heller ikke for noget. Jeg kunne da ikke have fået nogle følelser for ham på så kort tid, kunne jeg?

Jeg sukkede tungt, da jeg opgav min lille diskussion med mig selv. Det her førte ikke til noget. Zayn var en idiot, og der var ingen grund til at spilde flere kræfter på at tænke på ham.

Jeg gjorde mig hurtigt færdig under bruseren, for derefter at stige ud, tørre min krop, og tage tøjet på, som jeg havde lagt på toilettet. Jeg viklede håndklædet op om mit hår, inden jeg gik ind på værelset, hvor jeg fandt min mobil på natbordet. Der var kommet to beskeder fra Lucas. Den ene spurgt om jeg havde fået lov, og den anden var tre spørgsmålstegn, der indikerede at han var utålmodig efter mit svar.

”Jeps! <3”

 

***

 

”Hey!” Lucas stod i døren, og så på mig med det største smil, inden han trak mig ind i et kæmpe kram.

”Hej,” mumlede jeg ned i hans skulder, hvilket af en eller anden grund fik ham til at grine.

”Kom ind,” smilede han, da han havde givet slip, og var trådt et skridt væk fra døren, for at gøre plads til jeg kunne komme igennem. Jeg smilede til ham, inden jeg gik ind og satte mine sko det sædvanlige sted, og hang min jakke på den sædvanlige knage. Jeg havde efterhånden været her så mange gange, at jeg havde faste pladser, og jeg kendte huset ud og ind.

”Hvad så?” spurgte Luc og så friskt på mig, hvilket jeg ikke kunne lade være at smile over. Han kunne altid få en i godt humør.

”Ikke det store,” svarede jeg ærligt. ”Hvad med dig?”

”Same same… Jeg har lejet nogle forskellige film, du må vælge, hvad vi skal starte med.”

Jeg nikkede stille, mens han førte os op på værelset.

”Hvor er dine forældre?” spurgte jeg, da jeg ikke var stødt på dem, på vejen herop.

”Min mor er til møde, og sover nok hos en hun kender, og min far har nattevagt, så vi er helt alene.” Han sendte mig et strålende smil, inden han fandt stakken med film frem, og jeg kunne ikke lade være med at grine af, hvor overdrevet glad han var i dag.

”Den nye batman?!” Jeg spurtede hen ved siden af ham, da jeg fik øje på filmen, og tog den ud af hånden på ham. Han grinede af min reaktion, mens han nikkede stolt.

”Jep.. Skal vi starte med den?” Jeg nikkede ivrigt, før jeg smed mig i sengen, og lod ham gøre arbejdet med at sætte den på.

”Jeg har købt sourcream and onion chips til dig,” smilede han og pegede mod en kæmpe slikforsyning på gulvet, mens han gik over mod sengen. Jeg var hurtigt til at gribe ud efter posen, og et tilfredst suk forlod mine læber, da smagen af mine yndligschips fyldte min mund.

”Lige hvad jeg trængte til,” mumlede jeg, egentlig mest for mig selv, men det fik alligevel Lucas til at fnise.

”Chips?”

Jeg rystede på hovedet, og sendte ham et smil.

”Det hele. Filmaften, dig, cola og chipsne. Jeg var ved at blive sindssyg af at ligge der hjemme.”

Han rystede lidt på hovedet af mig, mens han grinte.

”Se nu bare filmen,” mumlede han til sidst, og trykkede på start knappen, så filmen foran os begyndte. Jeg smilede lidt over ham. Jeg havde virkelig savnet ham. Siden vi var små, havde han været en af mine bedste venner, og efter en så nederen dag, som i dag, var en hyggeaften med ham, lige hvad jeg trængte til.

 

Da filmen sluttede, slog vi sten, saks, papir om hvem der skulle rejse sig for at sætte en ny på. Som altid vandt jeg, hvilket betød, at Luc måtte rejse sig for at skifte.

”Hvad vil fruen nu se?” spurgte han, med noget der skulle forestille en fin accent, og så på mig med et løftet øjenbryn, mens han holdte de forskellige film op for mig. Jeg lod mit blik køre over de forskellige muligheder.

”Hvad med Paranormal activity 2?”

Han nikkede sig enig, og satte den på, inden han smed sig tilbage i sengen.

”Næste gang er det din tur,” mumlede han, mens han lagde sig ned under dynen. Jeg nikkede bare, selvom jeg ikke havde planer om at gøre det, hvis jeg kunne slippe.

”Hvad er klokken?” spurgte jeg, og fik Lucas til at rette blikket mod mig, i stedet for skærmen, hvor han var ved at sætte filmen i gang.

”Lidt over elleve tror jeg. Hvorfor?”

”Jeg kunne virkelig godt æde noget marabou,” sukkede jeg, mens jeg kunne mærke lysten til chokelade blive stærkere, bare ved tanken. Lucas kiggede på mig med løftede øjenbryn, og lignede ikke en der var i humør til at smutte ned i kiosken nu. Men jeg ville ikke give op af den grund.

”Kiosken ligger jo lige nede om hjørnet, det tager kun fem minutter…” prøvede jeg, men det så ikke ud til, at det virkede på ham.

”Emily, hvis du vil have chokolade, må du selv gå ned og købe det. Jeg rejser mig ikke.” Han så stædigt på mig, men jeg ignorerede bare hans blik, og det han lige havde sagt.

”Kom nuu! Hvis vi går sammen derned så? Du kan ikke lade en pige gå alene, midt om natten.”

”Der er sku da ingen, der tør gøre dig noget. Ikke, hvis de kender dig, i hvert fald.” Den sidste del mumlede han, men jeg himlede bare med øjnene af hans spydige kommentar, hvorefter jeg sendte ham et par hundeøjne, han umuligt kunne stå for, og jeg fik ret, for til sidst sukkede han, og rejste sig opgivende fra sengen.

”Okay,” sukkede han, og så på mig med et halvirriteret blik, hvilket bare fik mig til at fnise.

”Taaark Luuuc,” sang jeg, mens jeg hoppede ud af sengen, og trak ham efter mig ned af trappen, og ned i entréen, hvor vi begge tog sko og jakker på. Jeg vidste egentlig ikke, hvor al min energi pludselig kom fra, men det havde nok noget at gøre med, at jeg havde ligget stille hele dagen. Derimod så Lucas ikke særlig frisk ud, da jeg trak ham ud af døren, og med hen ad gågaden, i retning af en kiosk, jeg vidste, havde døgnåbent.

Det var virkelig noget af det bedste ved London – Der var altid en døgn-kiosk i nærheden, hvis man manglede noget.

Da vi stod foran kiosken, tøvede Lucas en smule, før han som den første skød døren op, og trådte ind i det oplyste rum. Automatisk kneb mine øjne en smule sammen, da vi lige var kommet fra den mørke gade af, men jeg var hurtigt henne ved chokoladen.

”Hvilken slags?” spurgte jeg, og rettede blikket mod Luc, som trak på skuldrene, før han svarede.

”Du bestemmer,” sagde han med et lille smil, og jeg var hurtig til at vælge en pakke med diam, og en pakke med diegstive.

”Er der andet, vi skal have?” spurgte jeg, mens vi sammen gik mod kassen, men da en velkendt skikkelse viste sig i køen, stivnede min krop, og ville ikke fortsætte.

”Hvad er der?” Jeg kunne mærke Lucs undrende blik på mig, men jeg var ikke i stand til at vende mig om, mod ham. Mit blik var fastsat på en bestemt person. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Lucs øjne følge mit blik, men det virkede ikke til at give mening for ham, for lidt efter viftede en hånd, som jeg formodede, var Lucs, foran mit ansigt, og fik endelig min opmærksomhed vendt tilbage til ham.

”Ikke noget,” mumlede jeg, men fik bare et misbilligende blik fra Luc, som jeg hurtigt forstod, betød, at mit svar ikke var godtaget. Dog nåede han ikke at sige mere, før en stemme afbrød os, og på en mærkelig måde, fik min mave til at vende sig.

”Emily?”

Lyden af Zayns stemme, fik mig langsomt til at vende mig mod ham, uden jeg var i stad til at sige noget. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var en god eller dårlig effekt, han havde på mig, men en eller anden form for effekt havde han da. På en måde irriterede det mig, at han havde den indflydelse på mig, men lige nu var jeg for nervøs til at tænke over det. Nervøs, for hvad han ville sige, og nervøs, for hvad Lucas ville sige. Han vidste jo ligesom ikke noget om, hvad der var sket mellem mig og Zayn siden sidst.

Endnu en gang viftede en hånd foran mit ansigt, og trak mig tilbage til virkeligheden. God, jeg måtte se dum ud foran dem. Hvad troede de nu ikke om mig? Det var anden gang, jeg var faldet i staver. Urgh.

”Hvad?” mumlede jeg, med en lille hovedrysten.

”Hvad sker der, Emily?” spurgte Luc, og kunne ikke helt skjule irritationen i hans stemme.

”Ikke noget,” mumlede jeg, og greb hurtigt fat i hans arm, for at trække ham med hen til kassen, men en hånd, som jeg formodede var Zayns, greb fat i mig.

”Vent lidt.”

Jeg vendte mig tøvende mod ham, uden rigtig at være sikker på, hvor det her ville føre hen.

”Hvad er der?” spurgte jeg til sidst, men Zayn stod bare med et ulæseligt blik, som fik mig til at krympe mig.

”Emily, vil du ikke nok give mig en chance for at forklare?” Zayns bedende øjne så direkte ind i mine, og selvom jeg bestemt ikke var meget for det, kunne jeg ikke lade være med at blive revet en lille smule med. Jeg skulle lige til at give efter for hans charmerende blik, da jeg kom til mig selv, og rystede hurtigt på hovedet.

”Zayn, du har forklaret. Og kan det egentlig ikke også bare være lige meget?” Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men jeg holdt dem inde. Jeg havde ikke behov for at vise Zayn, hvad alt det her betød for mig.

”Selvfølgelig kan det ikke være lige meget! Emily, det var ikke min mening at såre dig, jeg,” inden han nåede at sige mere, havde jeg afbrudt ham. ”Det var lige præcis, hvad der var meningen. Det forklarede du jo fint i bilen, i går.” Min stemme lød hård, men jeg gjorde heller ikke noget for at skjule det. Han skulle ikke komme og sige, at det ikke var meningen at såre mig, når han selv havde sagt, at det var det. Det kan godt være, at der ikke rigtig havde været noget mellem os endnu, men han havde løjet over for mig, og jeg vidste at han ligeså godt kunne stå og lyve mig op i ansigtet, når han sagde at han fortrød det. Det her var vel bare en del af hans spil?

Inden han kunne nå at sige mere, havde jeg vendt mig væk fra ham, og gået hen mod køen, med Lucas lige i hælene. Heldigvis havde Zayn da hjerne nok til at forstå, at det betød vi var færdige med at snakke. Jeg havde ikke mere at gøre, med ham.

Luc sendte mig et underligt blik, da vi stod i køen, men med en enkelt håndbevægelse, fik jeg forklaret ham, at han ikke skulle spørge ind til det nu, hvilket det så ud til, at han respekterede. Han vendte sig i hvert fald mod damen bag skranten, da det nu var blevet vores tur.

Tårerne kæmpede stadigvæk med at presse sig på, mens følelserne for Zayn kørte rundt inden i mig, men jeg vidste, at jeg ikke skulle begynde at tude her. I hvert fald ikke så længe, jeg ikke vidste, om Zayn stadig var herinde. Den fornøjelse ville jeg ikke give ham.

 

”Hvad skete der lige dér?” mumlede Luc, da vi var kommet ud af kiosken, og var på vej tilbage mod hans lejlighed. Jeg var egentlig ikke sikker på, om det var et spørgsmål til mig, eller bare ham, der tænkte højt, men da han drejede hovedet mod mig, forstod jeg, at han forventede et svar.

Jeg sukkede højlydt, og trak bare på skuldrene, da jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle forklare mit og Zayns forhold. Egentlig vidste jeg ikke engang selv, hvordan vores forhold var. Eller rettere: havde været. Heldigvis fortsatte Luc selv, så jeg slap for at begynde.

”Var det ikke en af de drenge, vi spillede fodbold mod?” spurgte han, og så nysgerrigt på mig.

Jeg nikkede hurtigt som svar, og så ned i jorden.

”Hm,” brummede han, da han nok heller ikke vidste helt, hvad han skulle sige. ”Og hvad er der så sket mellem jer, om jeg må spørge?”

Jeg tøvede lidt, før et langt suk forlod mine læber. Jeg havde aldrig rigtig været god til, at snakke om mine såkaldte problemer, end ikke med Lucas. Derfor kom det nok også bag på os begge, da en strøm af ord pludselig væltede ud af min mund.

”Kan du huske, at Naill nærmest ’udfordrede’ mig, til at tage med til fest?” Han nåede knap nok at nikke, før jeg havde fortsat, i et nærmest oprevet toneleje.  ”Den fest viste sig så at være hos Zayn, og til den fest kyssede han mig pludselig, selvom han havde været totalt kold over for mig inden, og dagen efter var han pludselig en idiot igen, og så begyndte jeg at ignorere ham og drengene, men så mødte jeg dem igen, og så begyndte vi at hænge ud sammen, og så viste det sig at Zayn i virkeligheden kunne være virkelig flik, og jeg begyndte at skrive med ham og sådan, men i går forklarede han endelig, hvorfor han hele tiden skiftede mellem at være en idiot og sød, og så fandt jeg ud af, at han bare havde brugt mig, og så.. så..” for hvert ord kunne jeg mærke, hvordan jeg blev mere og mere ophidset, og til sidst endte tårerne med at trille ned ad mine kinder, og min stemme var blevet helt grødet, så jeg var nødt til at stoppe. Hvordan kunne han gøre det her ved mig? Få mig til at føle sådan her? Jeg havde aldrig prøvet noget lignende før, og noget sagde mig, at det var sådan det føltes, når man var ved at blive forelsket.

Fuck kærligheden.

Lucas så tænksomt på mig, mens han med en trøstende lyd, prøvede at berolige mig. Egentlig havde jeg regnet med, at det ville have skræmt ham at se mig sådan, det skræmte i hvert fald mig, men det virkede ikke til at påvirke ham. Heldigvis.

”Emily, er du vild med ham?” spurgte han til sidst, med en rolig og dæmpet stemme.

Var jeg det?

Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad jeg skulle svare, så jeg endte med bare at trække kraftigt på skuldrene. Jeg bandede indvendigt over mig selv, fordi jeg ikke kunne holde de pokkers tårer tilbage. Det lignede ikke mig at græde sådan. På en eller anden måde følte jeg, at Zayn havde gjort mig meget mere følsom, og jeg hadede det faktisk. Jeg hadede at være sådan her.

Inden Lucas havde nået at sige mere, var vi ved opgangen til hans lejlighed, og uden et ord lukkede han os ind.

”Har du lyst til at snakke om det, eller skal vi hellere bare fortsætte aftenen, og spise vores chokolade?” spurgte han, mens vi var på vej op ad trapperne.

”Chokolade,” mumlede jeg, mens jeg, med bagsiden af min hånd, tørrede tårerne væk, hvilket fik ham til at grine sødt.

”Okay så,” smilte han, og jeg kunne ikke selv holde et smil tilbage. Jeg var virkelig lettet over Lucs reaktion, da jeg aldrig rigtig havde oplevet sådan noget her før. Han var åbenbart også en god ven, når det kom til ting som det her.

 

 

Lukas Graham, Don't Hurt Me This Way

________________________________________________________________________________________________

Først og fremmest, vil jeg lige undskylde for den lange ventetid. Derefter for det dårlige sangvalg, men da jeg nu har siddet virkelig længe, for at prøve at finde en sang, valgte jeg bare den her. 

Så skal jeg nok også lige huske, at takke alle jer, der læser med. TAK!! Det betyder meget!

Ellers vil jeg bare sige godnat... (Skole i morgen *tud*) xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...