Wherever I Go

Jessica Mitney er en 18 årig gennemsnits pige. Hendes liv forandre sig foraltid da hun en dag bliver kørt ned og møder fem drenge. Der opstår stærke venskaber og stærkere kærlighed. Hun havde aldrig troet at hun ville falde så hårdt for en dreng og at han ville løfte hende til skyerne og gøre hende så lykkelig. Men intet vare evigt. Hvad sker der da den eneste person der har stået ved hendes side pludselig skal rejse til et andet land? Hvor mange vil ende med et knust hjerte? Jessica skal tage nogle sværer beslutninger, alt i mens hun bare skal huske at når man binder en knude kan man kun være sikker på at den skal bindes op. Nogle gange hurtigere end man havde regnet med..

9Likes
4Kommentarer
731Visninger
AA

13. Sorry.. Or not? Part 2

Sorry igen.. Luksus dyret her, er taget til Mallorca, så langsomme opdateringer og skriveri er nok i sigte.

Jessica's P.O.V:

Jeg rullede med øjnene og fnøs af ham. "Ja, det er flot. Gem du dig bare bag mine fejl!" Jeg så på Zayn, med hævede øjenbryn.

Vi var kommet op at skændes igen. Tro mig, jeg ville helst have at vi bare faldt kyssende om på sofaen, men det var ikke tilfældet. For det første kunne jeg umuligt bare stoppe den nu og for det andet, gad jeg ikke finde mig i et lort han lukker ud.

 

Han stønnede og gik hen mod mig. "Jessica, hvorfor lytter du ikke?" Han så opgivende på mig, som om han ikke magtede der her. Så er vi to..

"Jeg lytter da også!" Jeg pegede på mig selv. "Men hvis du nu prøvede at sige noget der gav mening i stedet for kun at åbne munden for lort, så skal du bare se." Jeg nåede kun lige at sige det og se flabet på ham, før han forsvarede sig selv.

"Vi står jo kun her og råber på grund af dig, så det er da klart det er alt jeg lukker ud!" Råbte han, mens han gik truende hen mod mig. Jeg tog skræmt et skridt tilbage. "Slap af.." Var alt jeg kunne sige.

 

Jeg havde aldrig set ham sådan før. Så rasende.. Det ville nu ikke overraske mig hvis hans pis var i kog. Det var lige før han havde flammer ud af øjnene. Og det skræmte mig.

Jeg skubbede ham på brystet, for at få ham væk fra mig. Han flyttede sig ikke. "Zayn.." Jeg prøvede, alt hvad jeg kunne, at være hård og sur, men han havde en eller anden kraft over mig, som jeg ikke kunne kontrollere.

 

Han går hen mod mig, og jeg ender med at bakke. "Er du bange nu?" Mumlede han, mens han så mig dybt i øjnene. Lige så meget som det skræmte mig, tændte det mig også helt forfærdeligt meget. Ham plus hvisken giver liderlig-mig..

Jeg rystede på hovedet, ligesom jeg bakkede ind i væggen. Her stod vi så. Igen, faktisk..

 

 

Jeg dummede mig dog, da jeg så ham op i øjnene. Det samme skete igen. Hans blik ændrede sig og på et split sekund havde jeg svært ved at huske hvad vi skændtes over.

Et eller andet inden i mig, var på den inde side sur på ham af helvedes til, men havde også lyst til at flå hans trøje af ham, på stedet.

Min hjerne og dens mange forvirrende sider, altså.. At være hjerne-løs for en dag kunne være fedt. Bare gøre præcis hvad man havde lyst til i 24 timer, var nu drømmen. Fra og med i dag..

100 dask på at jeg ender i spjældet..

 

Jeg blev slynget tilbage til virkeligheden, da jeg pludselig kunne mærke Zayn som kom tættere på mig. Oh yeah? Så du tror at du bare kan komme her og være pisse sexet og så er alt glemt? Gæt igen, mester..

Min hånd hævede sig selv og på kort tid, var hans øjne rettet hen mod hans stue. Jeg træk dårligt vejret. Mine øjne var store og jeg kunne ikke flytte dem fra hans ansigt, uanset hvor meget jeg så prøvede.. Jeg stak ham sgu en flad. Jeg slog ham.

Jeg anede virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. For at være ærlig havde jeg lyst til at forblive sur og skride, men jeg følte mig en smule bange - helt vildt utilpas - og så havde jeg skyldfølelse.. Nok er han en kæmpe idiot, men måske skulle jeg ikke have stukket ham en lussing..

 

Stille drejede han hovedet hen mod mig igen, og vi fik en ubehagelig øjenkontakt. Han så både overrasket, chokeret og vred ud. En rigtig nederen blanding, hvis i spørger mig.. "Du slog mig." Halv-hviskede han og havde let rynkede bryn. Han så faktisk ikke rigtig sur ud. Mere dybt chokeret.

At se ham i øjnene, fik mig til at huske hvorfor jeg slog ham. Og pludselig, var jeg skide rasende igen.

Jeg skubbede ham med albuen, på brystet, og gik forbi ham. Jeg kom dog ikke særlig langt, før han greb min hånd og hev mig hen imod ham. Jeg kæmpede imod, så godt som muligt, men han var stærkere end mig. "Zayn.." Mumlede jeg med rynkede bryn. Det begyndte at stikke ved mine øjne, og da han fik vendt mig rundt og så mig dybt i øjnene, kunne jeg tydeligt mærke at det var tåre der var på vej.

Han holdt mig stramt, mens jeg prøvede at få ham væk, og samtidig med det skulle jeg også kæmpe for ikke at begynde at græde. Og det var til sammen PÆNT svært!

Jeg snøftede så lavt som muligt, mens jeg rettede blikket væk fra ham. "Jess.." Måden han sagde mit navn på, var så fantastisk. "Babe, lyt nu til mig.." Idiot.. Fucking nar. Jeg mærkede at jeg rystede på hovedet. To fingre på min hage og jeg gloede direkte ind i hans brune øjne.

Mit hjerte bankede hurtigere, min vejrtrækning blev problematisk og jeg måtte bide mig i læben for at holde mine kinder tørre. "Hvorfor er du sådan?" Spurgte han med let rynkede bryn. Jeg kæmpede stadig imod, men hans veltrænede overarme var ikke et fair match.. "Fordi Zayn! Lad mig nu gå, jeg gider ikke se på dig! Jeg gider dig ikke." Hørte jeg mig selv sige højt og arrigt. Den sidste del, og vel faktisk også den første del, var en kæmpe løgn! Jeg gider godt glo på ham dag og nat og jeg gider ham godt af helvedes til.

Og som om det ikke er nok at jeg selv fortrød den, skulle han bare lige gøre det hårdere for mig. Han tabte ansigtet og fik blanke øjne på et halvt sekund. Det var tydeligt at se hvor såret han var over den.

Flot Jessica. Fandme flot, din ignorante lille lort..

"Det mener du ikke.." Mumlede han for sig selv, som om han ville have at jeg skulle sige at det var en fejl at sige det. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at åbne kæften..

 

Efter omkring 30 sekunder med stilhed, løb en tåre ned af hans kind. Et sort hul startede inde i mig.. Det var som om alt det der før blev rystet rundt, nu stod stille og gloede på mig som om jeg var verdens største idiot. Hvilket jeg også følte mig som..

For at putte en ende til det her helvede, hev mig stille mine arme til mig og gik væk fra ham. Han gjorder ikke modstand. Jeg så på ham og bed mig så hårdt i tungen, at den sikkert var faldet af hvis jeg havde fortsat ét sekund mere, for ikke at græde. Jeg så kort ned og vendte om, og satte kurs mod døren.

 

"Det må du ikke.." De fire små ord stoppede mig, med en hånd på dørhåndtaget. "Du må ikke gå, bliv nu. Vil du ikke nok? Jeg sagde aboslut intet af det, for at såre dig." Jeg kunne høre han gik hen til mig. "Du ved jo godt at jeg elsker dig." Sagde han, som om det hele bare var glemt.

Det var problemet med mig! Jeg glemmer ikke bare ting. Selv når min kæreste, står og holder min hånd, med rystende hænder, mens han beder mig, GRÆDENDE, om at blive, kan jeg ikke...

Fuck mig og min fucked up hjerne.

Selvom han ikke rigtig holdt fast i min hånd og det ville være det letteste at hive den til mig, føltes det som om to tons holdt i den anden ende.

"Jess.." Bruddet på stilhed, fik mig til at give tårerne frit løb. Absolut frit løb. Det stod ud af mig.

"Zayn, du kan ikke bare blive ked af det og bede mig om at blive og så regne med at-" Jeg havde nået at vende mig om og se på ham, da han afbrød mig. "Nej og jeg ved det godt. Du synes jeg er en nar, og det forstår jeg godt. Men giv mig nu chancen for at gøre det godt igen." Han lød overbevisende, selvom hans stemme rystede, der løb tåre ned af hans kind og han havde gråd i stemmen. "Jeg kan ikke klare mig uden dig.." Hviskede han med gråd i stemmen.

Jeg så ned og rystede på hovedet. "Nej.." Hviskede jeg så lavt at jeg næsten ikke selv kunne høre det.

For helvede, én fucking sætning. Kom nu, Jessica!

Jeg så op, efter at have losset mig selv i røven og så på ham. Vent nu med at græd.. "Jeg kan ikke. Det går ikke." Jeg hev min hånd til mig og hev dørhåndtaget op.

Han tog et skridt hen mod mig og åbnede munden, da jeg stoppede ham. "Vil du ikke nok, lade være med at gøre det sværere end det allerede er.." Hviskede jeg og så bedende på ham.

Jeg kunne se det i øjnene på ham. På den ene side ville han ikke lade mig gå, men på den anden side ville han bare have at jeg skulle være glad.. Ærlig talt, ville jeg nok være gladest ved at blive, men alligevel.

Det er svært at forklare, men jeg er bare ikke den type der glemmer skænderier og glemmer når folk har såret mig. Den evne har jeg ikke og tro mig om det er irriterende, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Den er for stærk..

Den er grunden til at jeg nu stod nede ved indgangen med ryggen til muren og græd. Jeg så ned og prøvede at tage mig sammen. Jeg har gjort det her før, SÅ svært kan det vel ikke være!

Min hånd fandt vej ned i min lomme og derefter op til mit øre.

Der gik lidt tid, før han tog den. "Hej, det er Louis." Lød svaret. Jeg kneb øjnene sammen. "Louis.. Vil du ikke nok komme og hente mig?" Jeg prøvede at lyde så sikker og glad som mulig, men det gik ikke så godt. For det første stor tuede jeg og for det andet kender han mig efterhånden så godt nu. "Hvad er der nu sket? Jeg troede i var-"Bare kom." Afbrød jeg ham. "Okay.." Sagde han mens han sukkede. "Jeg er på vej.." Vi sluttede samtalen, og jeg puttede min mobil ned i lommen. Inden det, så jeg skærmen som stadig var revnet.

Lad mig lige rette mig selv; Jeg har ikke gjort det før, SÅ svært bliver det..

***

 

Louis havde sat mig af hjemme hos mig, og var blevet lidt tid. Det var faktisk rigtig dejligt at han var her, for det gav mig et lille håb om at jeg ikke mistede venskabet til drengene.

Claire kom over - selvfølgelig - og havde medbragt tre liter Ben&Jerry's, tre film og tre pakker klinex. Hun havde planlagt at i den første film, skulle vi spise en liter og jeg ville nægte at jeg var ked af det. Den næste film, ville vi spise endnu en liter, bruge alle tre pakker klinex, fordi jeg ville stor tude og være ulykkelig. Og så til sidst, skulle vi se den sidste film, spise den sidste liter og jeg ville side og brokke mig over Zayn og fable om hvor stor en idiot han var.

Det var sådan cirka også sådan aftnen forløb sig. Udover at vi kun var halvvejs gennem film 1, da jeg begyndte at tude.. Men sådan cirka det hun havde planlagt.

 

Jeg havde bedt hende om at blive og sove og det gjorder hun glædeligt. Klokken var 2 om natten og jeg havde ligget vågnet den sidste 1½ time.. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Det føltes forkert ikke at være sammen med ham, men på en eller anden mærkelige måde føler jeg mig også lettet.
Jeg ved ikke hvordan og jeg kender ikke følelsen, jeg havde det ikke sådan sidste gang vi gik fra hinanden. Der prøvede jeg også, i et håbløst forsøg, på at overbevise mig selv om at jeg var bedre og gladere uden mig - en stor bunke bullshit, er hvad det er.

Jeg satte mig langsomt og forsigtigt op, for ikke at vække Claire. Jeg sneg mig ud af sengen og nedenunder. Der var mørkt, men jeg formåede at komme hele vejen nedenunder uden at gå ind i noget. Da jeg kom ned til køkkenet, fortsatte jeg forbi det og var på vej ind i stuen, da jeg stødte min lilletå ind i et hjørne på et skab i stuen.

Smerten bredte sig lyn hurtigt til hele mit ben og jeg skreg i smerte. Og så skete det.. Jeg fik det største raseri anfald nogen, nogensinde har haft. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det - jeg var virkelig ikke mig selv -, men jeg smadrede to vaser, tre billeder og fik skåret mig selv slemt på et glasskår.

Blødende fra armen, tog jeg tre lysestager i hånden og smed dem på gulvet, mens jeg skreg. Skreg i smerte over min arm, skreg i frustration, skreg i den reneste vrede overfor gud.

"JESSICA!" Min mors stemme fyldte mine øre, men jeg var ligeglad. Jeg satte hånden på hylden og væltede alle bøgerne ned på gulvet. Jeg mærkede kort efter to arme rundt om mig og jeg prøvede at kæmpe imod. Jeg slog, vred mig og prøvede at sparke, men hun holdt fast. Claire kom til syne foran mig og holdt mig også fast.

På et øjeblik gik jeg fra vred skrigeri, til at stor tude. Jeg tud brølede, og da der blev givet slip på mig faldt jeg sammen og krøb op af sofa ryggen og begravede mit ansigt. Claire satte sig ned og lagde en arm om mig og trykkede mig blidt ind mod hende.
Der gik ikke længe før min mor kom hen til os, satte sig på knæ foran mig og lagde noget vådt på mit sår. Det sveg, men jeg var ligeglad. Jeg fortjente smerten.

Jeg slog hovedet tilbage mod sofaen og så på min mor. Hun smilede forsigtigt til mig, og så tilbage på min arm, med blanke øjne. Jeg så ned på min hånd, da jeg kunne mærke den blev taget. Det er da utroligt at selvom jeg flipper sådan ud og selvom jeg er midlertidigt sindssyg nogen gange, er der stadig mennesker til at holde om mig.

Mit blik faldt ned på gulvet og jeg kunne tydeligt se alt det smadrede glas og porcelæn der lå rundt omkring. Uanset hvor cheesy og poetisk det lyder, så lignede alt det smadrede på gulvet, da jeg havde smadret mellem mig og Zayn. Ødelagt en masse ting, uden nogle egentlig grund..

Hvad har jeg gjort?

***

 

First of all; Undskyld jeg har skiftet fra nutid, til datid, men jeg skriver også på nogle andre for tiden, og det er svært at skrive blandet, så datid er det.

Og for det andet, når jeg læser sidste del af kapitlet, hæver jeg øjenbrynene af mig selv. Uventet slutning, i know, men jeg vidste for det første ikke hvordan jeg skulle slutte den og at Jessicas reagere så voldsomt, virker bare som en god måde at vise hvor ulykkelig hun er.

Nå, men nyd nu det sidste af ferien, da det snart er tilbage til skole - wohou... Ihh, hvor jeg dog glæder mig, som et barn. *host host*..

Skriv hvad i synes og like den!

-Camilla xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...