Wherever I Go

Jessica Mitney er en 18 årig gennemsnits pige. Hendes liv forandre sig foraltid da hun en dag bliver kørt ned og møder fem drenge. Der opstår stærke venskaber og stærkere kærlighed. Hun havde aldrig troet at hun ville falde så hårdt for en dreng og at han ville løfte hende til skyerne og gøre hende så lykkelig. Men intet vare evigt. Hvad sker der da den eneste person der har stået ved hendes side pludselig skal rejse til et andet land? Hvor mange vil ende med et knust hjerte? Jessica skal tage nogle sværer beslutninger, alt i mens hun bare skal huske at når man binder en knude kan man kun være sikker på at den skal bindes op. Nogle gange hurtigere end man havde regnet med..

9Likes
4Kommentarer
733Visninger
AA

12. Sorry.. Or not? Part 1

Sorry! Har været to uger i Frankrig og glemte at opdatere inden - Ikke had mig!
Og i må lige bære over med stave fejl og tastefejl, hvis der er nogen.

 

 

Zayns P.O.V:

 

Jeg samler hendes mobil op fra gulvet.

Bag flængen i skærmen, ser jeg to lykkelig mennesker. Os...

 

Det billede blev taget på vores månedsdag. Hun hoppede op på min ryg, for at få fat i den pakke chokolade som jeg ikke gad dele med hende.

Et lille forsigtigt smil glider hen over mine læber, da jeg lægger mobilen op på bogreolen.

Det var i går hun gik. Det var i går jeg sagde til hende at hun skulle gå og jeg savner hende allerede. Det er jo mig selv der har bedt hende om at skride.

 

På den ene side har jeg så forfærdeligt lyst til at ringe hjem til hende og bede hende om at komme tilbage, men hun sårede mig virkelig. Og jeg synes ellers Andrew var sådan en flink fyr, vi snakkede i lang tid til begravelsen.

På den anden side det var vist første gang jeg rigtig mødte ham.

Jeg sukker og trasker ud i køkkenet, for at lave noget kaffe. Jeg kunne ikke falde i søvn i nat. Alt jeg har gjort er stort set at græde og råbe af mig selv.

 

Da det ringer på døren, gider jeg egentlig ikke at åbne. Jeg ignorer det bare og prøver ikke at lave for meget støj med kaffen.

"Zayn, åben nu for helvede!" Da det jeg hører det er Niall, har jeg endnu mindre lyst til at åbne.

No offence, men Louis er sikkert med og han er sikkert også sur på mig over det her.

 

Han holder så utroligt meget af hende, at det halve kunne være nok.

"Zayn kom nu, mand.." Niall igen.

 

Jeg sukker, på vej ud for at åbne. Døren går op og alle fire drenge står der. 

Jeg hæver øjenbrynene, og glor på dem. Jeg gider egentlig ikke snakke med dem lige nu. Jeg gider ikke nogen lige nu.

 

Det første der sker er at Louis masser sig forbi Liam og Harry, og krammer mig. Der får tårerne frit løb. Det står ud af øjnene på mig og jeg tuder som en lille pige ned i hans skulder.

Jeg kommer aldrig over hende..

 

Drengene går ind i lejligheden og jeg bliver plantet på sofaen. Jeg dækker med det samme hovedet ned i mine hænder, i håbet om at det vil stoppe tårerne.

 

"Hvad skete der?" Jeg tror det var Harry der spurgte.

Jeg op på ham med et dumt ansigtsudtryk. "Hvad tror du selv, smarte?" Spørger jeg arrigt, og sender ham et nedstirrende blik.

Han hæver øjenbrynene forsigtigt og ser overrasket på mig.

 

Jeg sukker af mig selv. "Undskyld, Hazz.." Mumler jeg og ryster på hovedet af mig selv. Mine følelser skifter fra det ene til det andet, hele tiden.

 

Jeg sidder lidt, og stirrer på bordet. "I havde ret." Starter jeg og bider mig blidt i underlæben. "Vi skændtes lidt.. Hun prøvede bare at spille dum, som om hun ikke anede hvorfor jeg lige pludselig var sådan.." Fortsætter jeg, og genser hele episoden fra i går inde i mit hoved.

Jeg fnyser dumt og smiler lidt. "Og selvom jeg råbte af hende, fik jeg sagt at jeg elsker hende."

"Sagde du at du elsker hende?" Gentager Louis og hæver øjenbrynene overrasket.

Jeg nikker bestemt. "Og det gør jeg sådan set stadig.." Mumler jeg og ser ned. Alt for meget..

"Åh gud.." Harry rejser sig og går ud i køkkenet.

"Hvad svarede hun?" Spørger Niall med let rynkede bryn.

Jeg ser op på ham og presser underlæben op af, hvorefter jeg hæver øjenbrynene. "Oh.." Ryger det ud af ham.

 

Jeg trækker på skuldrende. "Hun var i chok, hun stor tuede da jeg bad hende om at gå.." Siger jeg stille, og kan mærke at der et sted inden i mig vokser en smule glæde.

Hun kan da ikke være fuldkommen lige glad med mig, når hun reagere sådan..

 

Harry kommer ud fra køkkenet med en pakke cigaretter.

Han sætter sig og rækker den over mod mig. Jeg tager imod den og glor på den.

De venter alle på at jeg skal tænde en; de har opdaget at jeg nogen gange for det bedre af at ryge.

Jeg sukker og smider dem over min skulder, ned bag sofaen. Mit hoved bliver plantet i mine hænder. "Endnu en grund til hvorfor jeg bare burde tage over og undskylde."

Jeg ser op igen. Jess prøvede at få mig til at stoppe med ryge, og det er nemmere at gøre det for nogen man virkelig elsker. Og jeg elsker hende virkelig. Hvilket sutter røv, lige nu..

"Zayn.." Liam lægger en hånd på min skulder. "Jeg ved godt hvordan du har det, tro mig.. Men hun kyssede en anden, hvis hun virkelig er ked af hvad hun har gjort, skal hun nok komme til dig." Siger han optimistisk og synes sikkert selv den var lige i skabet. Det var den vel også..

 

Jeg nikker bare, selvom det ikke hjalp så fandens meget. "Drenge." Jeg ser hen på Louis, som sidder skråt overfor mig. "Jeg har virkelig brug for at være alene." Siger jeg og holder øjenkontakten med ham.

 

Han smiler og nikker, med det samme. Jeg ved specielt at Louis forstår mig, fordi han er så smask forelsket i Eleanor, som han er.

De rejser sig og på kort tid er der stille igen. Jeg sukker tungt og læner mig tilbage.

Hvordan fanden skal jeg komme over en pige jeg er dybt forelsket i?

 

 

***

Jessicas P.O.V:

 

 

Jeg fører hånden op til mit ansigt og kører den over mit ansigt, og stønner derefter.

Med stor kvalme, hovedpine og ondt i maven sætter jeg mig op i min seng. Min hånd kører hen over mit lagen i jagten på min mobil. Da jeg ikke kan mærke den noget sted, leder jeg med øjnene.

Hvor fanden er min mob- Når ja..

Jeg rynker brynene for mig selv og samler benene op foran mig, med knæene under min hage. I to minutter har jeg ikke tænkt på ham - det er rekord, okay - og det blev ødelagt lige der.

Det var i forgårs og jeg har ikke tænkt på andet end ham..

Jeg svinger benene ud af min seng og stiller mig op. Det kan tydelig mærkes at jeg har tømmermænd efter i går. Slemme tømmermænd..

 

Sådan går det når man lader sin bedste veninde overtale en til at komme over sin kærester ved at drikke sig skide stiv. Men efter jeg har grædt i to dage, virkede det som en god ide..

 

Nede i køkkenet kigger på jeg på ovnen, der siger at klokken er 12:57AM.. Wauw.

På bordet ser jeg derefter mad fra McDonald's, hvilket sjovt nok er lige hvad jeg har brug for nu. 

Jeg hæver øjenbrynene, og går hen til det. En Happy Meal, med en milkshake ved siden af.

Nam nam!
Jeg stikker sugerøret i milkshaken og drikker noget af den, da en lille post-it falder af.

Hey søde, håber ikke tømmermændene er alt for slemme, men ud fra hvor meget du drak i morgen tror jeg, jeg har fundet den rigtige kur - Claire xx.

Jeg sukker smilende. Skøre pige..

 

Jeg tager poserne op og går ind i stuen, hvor jeg smider mig på sofaen og tænder for Tv'et.

Duften af cheese burger og varme pomfritter, rammer hurtigt min næse da jeg åbner for den lille box.

Og hun har endda givet mig en lille pose pomfrit sovs med, ej hvor er hun sød, hva'?

 

Jeg kaster et hurtigt blik op på skærmen, hvor mine øjne så sidder fast hurtigt.

Alt inden i mig synker til bunden. Det mener du ikke, vel?

Jeg sukker, og stikker en pomfrit i munden.

De søde mennesker bag tv programmet, synes at de skulle vise The Last Song.. Fuck dem.

 

Det skal lige siges at den dag Zayn spurgte om vi skulle komme sammen, så vi den og jeg begyndte at tude - som jeg altid gør - og så trøstede han mig, så sød og dejlig som han er.

Bare tanken får tårerne frem i mine øjne. Jeg snøfter og ser ned på min dejlige ulækre mad.

Jeg spiser nogle flere pomfritter, og kigger på skærmen. Jeg kan ikke få mig selv til at skifte kanal.

 

Halvvejs gennem min burger, banker det på døren.

Jeg lukker det fuldkommen ude, da det er lige præcis ved den værste scene af dem alle. Mileys far dør...

Jeg ville ønske jeg kunne sige at jeg at græd pga. det, men ærlig talt er mine tåre kun til for Zayn.. Ene og alene, fordi jeg sidder og savner ham og hader mig selv fordi jeg er sådan et stort fjols.

 

Det banker på igen og mit navn bliver endda råbt. Nogen jeg kender..

 

Jeg kan mærke en tåre løbe ned af min kind og jeg begynder stille at græde, med lyd på. "FUCK AF!" Græder jeg og falder ned på ryggen. Det stopper tårerne lidt, men da jeg har lyst til at græde, vender jeg mig rundt på siden og der vælter det ud af mig.

 

"Jessica.." Mumler nogen mit navn, som helt selv er kommet ind. Jeg kan ikke se hvem det er mellem tårerne, men når nu jeg tænker mig om kender jeg den stemme ud og ind.

En hånd bliver strøget over mit hår. "Jeg sagde det jo." Louis?

Altså, jeg kan godt forstå han er her, men at han kommer sammen med Mason overrasker mig lidt. Og jeg mangler Claire!

 

En af dem sukker tungt. "Jess, vil du ikke nok snakke med os." Det var Mason.

Jeg rynker brynene og vender mig rundt for at få ham til at holde mund og egentlig mit forsøg på at få ham til at gå også..

"Vi ved uden mærket godt hvor meget han betyder for dig-" Jeg kan fornemme en lang tale om Zayn komme nu, men jeg gav ham ikke lov.

"Nej i gør ej!" Jeg farer op, sidder på sofaen og kigger alvorligt på dem begge. "I ANER ikke hvordan jeg har det, og hvor meget han betyder for mig, han-" Jeg måtte åbenbart heller ikke holde tale.

"Han er dit livs kærlighed." Afbryder Mason og ser bedre vidende på mig. Pænt sygt, for det var nogen lunde det jeg skulle til at sige..

 

Louis smiler skævt. "Jess, det ved vi godt. Selv om du ikke er sikker, eller Zayn ikke er sikker, så kan alle vi andre godt se det." Siger han med svagt hævede øjenbryn.

Jeg kigger halvskræmt, skiftevis på de to drenge. De vidste så nogen lunde meget præcist, hvordan jeg har det.

Jeg ser stille ned. "Det kan jo også være lige meget nu.." Mumler jeg, og smiler dumt for mig selv, før jeg ser op igen.

 

Mason sukker og kaster et hurtigt blik hen på Louis, efter assistance. "Zayn er sønderknust. Han er på ingen både ved at komme over dig, han har lyst til at ringe til dig hele tiden." Louis hæver øjenbrynene, som tegn til at jeg skal gøre et eller andet ved det.

 

"For fanden, Louis, det er jo min skyld drengen er så sønderknust!" Siger jeg vredt og højt, med rynkede bryn.

Begge drenge hæver øjenbrynene og smiler svagt. "Fordi han elsker dig.." Siger Louis forsigtigt, og smiler lidt for sig selv.

Ja, for det sagde han jo til mig.. Og jeg, store idiot, svarede ikke.

Flot, Jessica...

 

Louis ager mig stille på armen. "Jeg vil gøre alt for dig, og jeg ville elske at ringe til Zayn og sige at han tager fejl." Han ser mig dybt i øjnene, og rynker brynene lidt. "Men så bliver du nød til at fortælle mig at han tager fejl." Slutter han seriøst.

Nå ja.. Drengene aner ikke at det var en fejl og jeg FAKTISK ikke har været Zayn utro.

Lige der har jeg egentlig mest lyst til at ringe til dem alle sammen og forklare det hele, men jeg må nok hellere starte med Louis.

Jeg sukker for mig selv og så går det løs. Efter omkring to minutters fortælling, og et kvarters brok over hvor stor en idiot jeg er, og hvor meget jeg savner ham, stopper Louis mig.

"Hvorfor fanden sagde du ikke til ham, i går?" Spørger han dumt, og Mason hæver øjenbrynene lige efter for at understrege at jeg er en idiot.

Jeg ruller med øjnene. "Fordi!" Siger jeg vredt. Vred over at jeg ikke sagde det til ham, for det er jo sandt og jeg kan vel håbe på at han tror på det.

Louis griner af mig, og ryster på hovedet, mens han leder efter sin mobil i sin lomme. Han leder lidt i den, og rækker den derefter til mig, med et smil. Jeg tager imod den og ser ned på skærmen.

Jeg sukker tungt ud og trykker på Zayns nummer, så den ringer. Jeg holder vejret, da jeg venter på noget sker.

Jeg bider mig selv i læben, lige da der kommer en mærkelig summen. "Hey Lou.."

Han tog den.

Jeg stivner fuldkommen, og kan ikke andet end at åbne munden og ligne en idiot. Jeg kan ikke engang trække vejret.

"Hallo?"

Hans stemme giver mig kuldegysninger, og jeg får næsten tåre i øjnene. Jeg har savnet at høre hans stemme så forfærdeligt meget.

Louis stønner og tager mobilen ud af min hånd. "Hey Zayn, undskyld.." Han glider ned af sofa ryggen og går væk mens han snakker. Jeg glor ud i luften, uden at vide hvad jeg skal gøre.

Jeg fornemmer slet ikke at Mason rykker på sig, før han sidder ved siden af mig, med en arm om mig. Jeg bider mig i læben, for at holde tårerne tilbage. Tude-dyr jeg er..

 

Han presser mig ind til ham. "Han hader mig, gør han ikke?" Hører jeg mig selv sige.

"Zayn hader mig af helvedes til, ikke? Han snakker aldrig til mig igen, vel? Jeg har mistet ham, for evigt, ikk oss?" Jeg ser forsigtigt hen på Mason, med det mest ulykkelige ansigt jeg længe har haft.

Han sukker blidt, og ryster på hovedet. "Jess, er vi ikke enige om at han sagde at han elskede dig? Så hader han dig sgu da heller ikke." Siger han roligt og fører hånden over mit hår.

 

Jeg trækker på skuldrende. Det sagde han, jo, og det er jeg på den ene side lykkelig over, men på den anden side gør det bare det her endnu værre.

Jeg ser stadig ned på mine ankelsokker, da Louis kommer gående hurtigt tilbage ind i stuen. "Jess.." Han stikker en mobil ind foran hovedet på mig og jeg ser op på ham. Han nikker en gang, og jeg tager mobilen, sukker tungt og rejser mig fra sofaen. "Hej Zayn." Siger jeg usikkert og går lidt væk fra de andre.

"Louis forklarede det du sagde." Siger han helt normalt. Jeg holder vejret et stykke tid, da jeg ikke ved hvad det betyder.

Der går omkring ti sekunder, hvor ingen siger noget. Jeg ved ikke om jeg skal hænge på, eller spørger hvad han mener med det.

Jeg hører ham sukke, som det første lyd i et stykke tid. "Jess, jeg.." Den måde han startede sætningen på, får mig til at sukke. "Vil du ikke nok komme over?" Spørger han halv bedende.

Argh, endelig! Mine læber lyser hurtigt op i et smil, og jeg læner hovedet bag over. "Jo, selvfølgelig." Svarer jeg og prøver ikke at lyde alt for glad, selvom jeg er mega lykkelig.

"Virkelig?" Han lyder helt overrasket. "Fedt.. Skynd dig." Siger han kort og lettet.

Jeg nikker, som om han står foran mig. "Jeg skynder mig." Svarer jeg smilende og vi ender smatalen.

 

ÅH LÅ LÅ LÅ LÅÅÅ! Fuck yeah, bitchessss!

Jeg danser lykkelig ind på mit værelse og skifter hurtigst muligt til et par sorte jeans, med nitter på den ene lomme, en hvid løs top med et tyndt sort kors i midten. Jeg foldede det forreste af toppen ned i bukserne. Dejlig enkelt..

 

Jeg rettede hurtigt på det forfærdelige make-up der sidder rundt i hele mit ansigt. Efter nogle strøg med min mascara, og jeg ikke er alt for grim, skynder jeg mig at hive mine brugte sorte vans på.

For lige at sige noget, er både Converse og Vans pænest, når det er brugt og en smule slidt!

Jeg spænder nedenunder, med Louis' mobil i hånden.

Begge drenge ser op på mig, det øjeblik jeg træder ind i stuen. Jeg kaster mobilen hen mod Louis, og er egentlig ligeglad om han griber den eller ej. Det gør han så..

Mason smiler stort til mig. "Sådan så du ikke ud, for 10 minutter siden." Siger han kækt, med let hævede øjenbryn. Jeg ryster på hovedet, og smiler stort så de kan se mine tænder. "Jeg skal hjem til min kæreste!" Siger jeg lykkeligt og tager mine nøgler fra køkken bordet.

Mason og Louis lyser begge op som to juletræer, og giver en bro-fish, uden at kigge på hinanden. Meget godt gået faktisk..

"Skal du ha et lift?" Louis rejser sig fra sofaen. "Jeg skal alligevel hjem." Siger han og ser hurtigt ned på sit ur. Jeg nikker smilende. Han vender sig om, mod Mason. "Der er plads til en til, hvis det er?" Tilbyder Louis med et smil.

Mason rejser sig fra gulvet og kommer hen til os. "Tak som byder."

Jeg hæver øjenbrynene, og ser på dem. "Siden hvornår er i to blevet gode venner?" Spørger jeg og hæver øjenbrynene.

De ser begge på hinanden i samme øjeblik. "Jo altså, du er som en søster for os begge." Siger Louis, mens han trækker på skuldrende. "Hvilket gør os til brødre." Smiler Mason.

Det er fuldkommen som om de har øvet alt, de har gjort i dag! Pænt uhyggeligt.

 

Omkring 10-15 minutter holder vi uden foran Zayns lejlighed. Jeg læner mig frem fra bagsædet og kysser dem begge på kinden. "Tak." Siger jeg smilende og taknemligt.

Jeg stiger ud og går hurtigt hen mod opgangen, og styrter op af trapperne. Jeg stopper uden foran døren og banker på. Da mine knoer rammer døren, bliver jeg en smule nervøs igen.

Jeg hører fodtrin, en lille pause og så åbnes døren. Jeg når lige at synke en klump, og så tør jeg ikke røre på mig.

Jeg ved ikke helt præcist hvad, men noget i mig får mig til at tage et skridt frem og jeg går direkte ind i hans arme, som han hurtigt folder om mig.

Jeg smiler for mig selv. Tilbage hvor jeg hører hjemme..

 

"Jeg er så ked af det.. Jeg skulle aldrig have bedt dig om at gå." Siger han stille og jeg kan virkelig hører at han fortryder det hele.

Jeg ryster på hovedet, og trækker mig fra ham. Jeg ser op i hans dejlige brune øjne. "Nej, det er min skyld.. Jeg skulle have sagt det til dig, så du vidste det." Siger jeg hurtigt. "Jeg er virkelig ked af det.." Tilføjer jeg, og bider mig i inder læben.

Han smiler til mig, og ryster på hovedet. Lige efter lægger han armen om livet på mig og trækker mig helt ind til mig, hvorefter han kysser mig.

Det er to dage siden, men nøj, hvor har jeg savnet det! Jeg holder stramt om hans nakke, for at vise at jeg ikke lader ham gå igen.

Jeg bryder kysset med et stort smil.

Han smiler tilbage og lægger blidt panden mod min. "Skal vi fortsætte fra hvor vi slap?" Spørger han hviskende og forførende.

Jeg nikker og kysser ham igen, hvorefter jeg går ind i hans stue.

Der går ikke længe, før vi sidder puttet sammen på hans sofa og faktisk ser American Pie. Hah, sjovt ikke?

Jeg ser op på ham, og fanger hans opmærksomhed. "Det er faktisk dumt, at jeg ikke bare mindede dig om tøjet." Siger jeg med et lille smil.

Han hæver øjenbrynene og glor forvirret på mig. "Nåårh, det tøj?" Siger han som om han forstår det, med et dumt ansigt. Jeg griner svagt og ser tilbage på skærmen. "Ja.. Det tøj jeg havde på, på billedet." Forklarer jeg.

Han rynker brynene. "Hvad er der med det tøj?" Spørger han forvirret. Han er ikke med, overhovedet. Fuldkommen lost..

Jeg sukker og sætter mig foran ham, med hævede øjenbryn. Bare for at tvære ud i hovedet på ham, at jeg synes han lyder dum lige nu.. "Det tøj." Jeg hæver øjenbrynene. "Var det du senere hev af mig." Siger jeg kækt og smiler, med et glimt i øjet.

Han hæver øjenbrynene og ser på mig, med et mærkeligt blik. Et blik jeg ikke helt ved hvad betyder.. En anden reaktion end den jeg lige umiddelbart havde regnet med.

"Hvad er der godt ved det?" Spørger han, mens han sætter sig ordenligt op i sofaen. Jeg ser forvirret på ham. "Ja, ikke noget. Udover at det beviser at jeg ikke har kysset med nogen, mens vi var kærester." Jeg ser hurtigt hen på skærmen, og så tilbage på Zayn.

Han hæver øjenbrynene, og smiler endelig. Det bliver hurtigt til at lavt grin. "At du rendte rundt med to drenge på en gang?" Siger han drillende, og blinker til mig.

Okay... Skal han kalde mig en ludder?

Han mente tydeligvis at få et grinende svar tilbage, men den gjorder faktisk lidt halv ondt..

"Hvad mener du med det?" Hører jeg mig selv spørger. Ikke at jeg fortryder, for den her må han med glæde forklare.

Han ser tilbage på mig, med hævede øjenbryn. Kunstpause... "Du havde noget kørende med to fyre på en gang." Forklare han helt roligt.

Mit ansigt bliver hurtigt til et anklagende blik, rynkede bryn og let åben mund. Hvad fanden bilder han sig ind? "Hvad snakker du om? Jeg har aldrig haft noget kørende, med to fyre. På en gang." Siger jeg seriøst og peger på mig selv. Derefter ryger mine øjenbryn til vejrs.

Han ser på mig, med et overrasket blik. "Slap af, babe.. Det var bare for sjov." Siger han uskyldigt og gemmer tydeligvis et smil.

"Nå ja, du må sørme undskylde, at jeg ikke finder det morsomt at blive kaldt for en ludder." Siger jeg vredt og rejser mig.

Han griner, hvilket stopper mig med i at gå. "Jeg har sgu da ikke kaldt dig en ludder? Hvorfor overreagere du sådan?" Spørger han med et fjollet grin.

Han sidder bare på sofaen, og ser på mig med et forvirret ansigtsudtryk. Fuck ham.

"Hvad fanden kaldte du mig så for?" Spørger jeg og hæver øjenbrynene.

Han rejser sig roligt og går hen til mig, og prøver så at forklare at det bare var en joke og at han ikke mente det.

Fucking nar, mand..

 

***

 

Part 1.. Ja, jeg kunne ikke slutte nu og jeg ville ikke skrive et ALT for langt kapitel..

Plus jeg tager til Frankrig i morgen tidlig og får ikke opdateret i 10-14 dage, så her er noget at varme op på.

Skriv hvad i synes! Er Zayn under tøflen, eller tror i bare han er dybt forelsket i Jessica? Skriv hvad i synes.. Det har jeg skrevet to gange nu, skide godt!

Nyd vejret og sommeren.

-Camilla xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...