Wherever I Go

Jessica Mitney er en 18 årig gennemsnits pige. Hendes liv forandre sig foraltid da hun en dag bliver kørt ned og møder fem drenge. Der opstår stærke venskaber og stærkere kærlighed. Hun havde aldrig troet at hun ville falde så hårdt for en dreng og at han ville løfte hende til skyerne og gøre hende så lykkelig. Men intet vare evigt. Hvad sker der da den eneste person der har stået ved hendes side pludselig skal rejse til et andet land? Hvor mange vil ende med et knust hjerte? Jessica skal tage nogle sværer beslutninger, alt i mens hun bare skal huske at når man binder en knude kan man kun være sikker på at den skal bindes op. Nogle gange hurtigere end man havde regnet med..

9Likes
4Kommentarer
736Visninger
AA

10. Official Goodbye

Jessicas P.O.V:

 

Jeg sukker tungt.

"Hej Jason.." Starter jeg og ser ned i græsset.

 

Vinden kommer og tager i mit krøllede hår. "Jeg savner dig." Siger jeg lavt og bider mig blidt i læben. 

Jeg føler mig ikke fjollet for at stå og snakke ud i ingen ting. Jeg ved at et eller andet sted lytter han til mig.

 

Jeg stirrer på hans grav, med blanke øjne. Tårerne presser allerede på.. "Du er et fjols." Jeg hæver øjenbrynene. "En rigtig idiot." Tilføjer jeg og snøfter lavt.

 

Jeg står lidt og kigger. "Du skulle bare rede verden, ikke? Du skulle bare være soldat.. Istedet for en dødsyg revisor." Jeg hiver lidt i siden af min sorte lange, stropløs kjole.

 

"Jeg håber du ved at det her.. Det er ikke nemt for mig. Du forlod mig, som alle andre. Og det hader jeg dig for." Jeg holder en lille pause. "Så fuck dig. Din idiot." Mumler jeg, mens jeg ser ned på hans gravsten.

Vreden vokser inde i mig, og jeg kan mærke en trang til at dræbe hvem end der gjorder det her mod ham. Jeg sukker for mig selv og tvinger et lille smil frem. "Jeg elsker dig.." Hvisker jeg.

 

Jeg bider mig i inderlæben, for at holde tårene tilbage selvom de presser på. Jeg trækker vejret dybt og ser op.

"Jess?"

Jeg drejer hovedet og snøfter i samme bevægelse.

"Hey babe.." Mumler Zayn, da han er kommet hen til mig. Han lægger en arm om livet på mig.

Han står og kigger på Jasons gravsten med mig.

 

Nå ja.. For jer, der fatter brik så er det min brors begravelse. Fordi han jo er død. Det er lidt over en måned siden.. 
Det er faktisk ret dejligt at han er begravet. Altså jeg stor tudede, da det skete og da præsten holdt sin lille tale og mine forældre snakkede for ham, men nu er han væk. Og så kan jeg langsomt begynde at komme videre. Jeg ved godt at det aldrig kommer til at ske, men jeg kan vel håbe..

Jeg kan jo ikke tude over det resten af mit liv..

 

"De venter.." Siger Zayn stille, men holder blikket på graven.

Jeg sukker dybt og nikker, for mig selv.

 

Jason Mitney. Død i tjeneste i Vietnam. 

Min bare røv.. Fuck jer idioter.

 

"Så kom.." Hører jeg mig selv sige og begynder at gå tilbage mod selskabet.

Zayn tager min hånd og giver den et lille klem.

 

Og øh.. Et lille plus, på Zayn-fronten, så er vi kommet sammen. Officielt.

På internettet og hele molevitten.

 

Og for at det ikke skal være løgn har vi haft måneds dag. WOHOU!

Go team Jayn!
 

Ærlig talt, lyder det skide dumt.. Man ja. Fuck det. 
 

Tilbage hos de andre, er der stillet op af mange ni mands runde border. Der er faktisk meget smukt, men alligevel er det eneste mine øjne kan se det grimme ved den her 'fest'.

 

... Min far.

 

Fordi han mener at han gerne må komme kørende i sin fucking Porsche og holde tale for min bror. Gu fanden må han ej..
Så jeg har ikke snakket med ham, og jeg har ikke introduceret ham for Zayn.

 

Det går mig faktisk lidt på at jeg ikke kan se Andrew nogen steder. Vi har snakket et par gange og jeg tror han er ved at forstå det nu. Så jeg inviterede ham, men han er her ikke..

Øv.

 

Zayn og jeg sætter os ned, ligesom min mor klinger med et glas oppe på scenen.

Vi ser alle sammen op på den. Det er en lille platform der er sat op med en mikrofon og et band der spiller stille musik. Drengene havde tilbudt at spille, men min mor havde sagt at hun hellere ville se dem nede ved de andre. Så de sad sammen med mig, Zayn, Claire og Mason.

 

Det er ganske korrekt at det giver otte, så den sidste stol står tom.. Gæt hvem der skulle havde siddet der?

 

"Tak. Fordi i alle sammen ville komme og tage afsked med Jason." Starter min mor med et stort falsk smil.

Jeg er stadig lidt sur over at hun ikke er ked af det. Ærlig talt..

 

Hun ser hen på det billede der er af ham. "Han var en enestestående søn. Og jeg ved at han vil blive savnet." Hun stopper og ser ned. Der går noget tid hvor hun intet siger.

 

Jeg får ellers noget af et chok da hun ser op igen.

...Hun græder sgu...

 

For første gang i næsten to måneder.

"Mor.." Mumler jeg og rejser mig samtidig med min mormor. Vi går begge op til hende og jeg får øjenkontakten først.

 

Hun ser på mig og tuder løs, og jeg sender hende et smil, da min mormor hjælper hende ned.

Så blev mikrofonen overladt til mig.. Halleluja..

 

"Som min mor sagde, vil han blive savnet." Starter jeg. Hvad fuck siger man?

Min øjne kører rundt på min familie og vores venner der kigger på mig.

 

Jeg tager en dyb indånding. "Jeg tror jeg taler på fleres vejne, når jeg siger tak." Ryger det ud af mig.

 

Nu bliver det rigtig sjovt..

 

"Tak til Jason, for altid at være der for en." Fortsætter jeg. Det ender med at jeg holder en lille tale om, hvor godt et menneske han er og nogle meget poetiske vendinger. Det går faktisk rigtig godt.

 

"Og jeg ved at jeg ikke er den eneste der synes at det sværeste ved det her er." Jeg stopper brat op, da min øjne fanger Andrew som kommer gående hen mod selskabet.

Han kom sgu.. Et lille smil ender på mine læber.

 

"Er at vi ikke fik sagt farvel." Slutter jeg og ser rundt på samlingen af mennesker der på trods af at have mistet en, alle smiler til mig.

 

Jeg smiler lidt og ville ønske jeg havde et glas.. "Farvel Jason. Jeg savner dig allerede.." Slutter jeg og der bryder folk sørme ud i klapsalve.

Wauw.. Jeg er en god snakker.

 

Jeg går ned, og folk starter stille med at snakke. Jeg går hen mod bordet, med mit blik i Andrews.

Han går mig i møde og krammer mig som det første. Jeg sukker lettet op. "Du aner ikke hvor glad jeg er for at se dig.." Mumler jeg og smiler.

 

Han sender mig et smil, da jeg trækker mig og vi sætter os ned. Jeg puster ud, og opdager at alles øjne er på mig.

Ingen tør rigtig sige noget, og ser alle på mig som om jeg lige har set et menneske blive kørt ned.

 

Jeg vifter ind mod midten af bordet, hvor der står en flakse champagne på køl. "Stik mig så noget alkohol." Siger jeg og hæver øjenbrynene. De små griner alle sammen, og snakken begynder dejligt igen.

 

Jeg mærker nogen tager min hånd og ikke et sekund er jeg i tvivl om at det er Zayn. Jeg smiler til ham, og han klemmer min hånd en gang.

 

"Godt gået.." Hvisker han med et smil. Han ved hvor hårdt det er for mig at snakke om Jason uden at bryde ud i tåre.

Sådan en dejlig fyr, der ved præcis hvornår han skal snakke om tingene og hvornår han bare skal kramme mig.

 

Og han er rent faktisk min.

 

***

 

Jeg smider mine stilletter på gulvet i mit værelse, sukker og smider mig på sengen.

 

Jeg stønner tungt og rynker brynene. Claire kommer gående ind efter mig, og lukker døren.

"Gud, hvor jeg dog hader døde mennesker." Siger hun og sætter sig på min seng. Jeg ser hen på hende og smiler.

Hun smiler tilbage og stryger mig på armen. "Skide flot tale, min pige." Siger hun halv stolt og smiler til mig.

 

Jeg nikker taknemmeligt. "Lad mig så hjælpe dig ud af den ting." Siger hun og rejser sig igen.

 

Der går lige en times tid, hvorefter vi så sidder - bedste veninder- pakket sammen under et tæppe, i nat tøj, med popcorn og chokolade og glor Tv.

Faktisk tog vi op på vores Friends maraton.

 

Jeg tager en lille håndfuld popcorn ind i munden og tygger den. Det guf!

 

"Claire." Ryger det ud af mig, med munden fuld af til-savlede popcorn.

Hun ser hen på mig afventende.

"Jeg tror jeg elsker dig." Siger jeg tøvende, for at gøre hende irriteret.

Og det virker..

 

Hun hæver øjenbrynene og rykker lidt tilbage. "Tror?" Gentager hun som om det er et giftigt ord.

Mine læber lyser op i et skævt smil, mens hun fortsætter. "Tror? Undskyld mig, men har vi to ikke været bedste veninder siden dengang, hvor Britney Broskal mobbede dig i børnehaven?" Hun ser på mig med de sygeste dræber øjne.

 

Ordforklaring; Britney Broskal - ond kælling der mobbede alle de mindre årige i børnehaven.

------------------; Mobbet - blev nedgjort fordi man ikke var ældst.

Jeg griner af Claire, som tager det dybt seriøst. "Jo.." Siger jeg lavt. "Helt klart." Jeg ser hen på tv'et igen, men Claires øjne bliver siddende på mig.

Jeg prøver at ignorere hende, men pigen er god til at trække opmærksomhed.

 

Jeg ruller med øjnene og ser hen på hende. "Fint. Claire Vega, jeg elsker dig som solen elsker at stå op. Hver dag jeg vågner er du det første der falder mig ind. Vi har været bedste veninder i over 12 år og fortsætter forhåbentligt med at være det til du slår mig ihjel. Du er mit et og alt. Mit-" "Okay, Jess. Tak." Hun cutter mig af, da hun enten er overbevist eller gerne vil se Friends, uden min plaprende stemme i baggrunden.

 

Jeg smiler lidt og retter opmærksomheden tilbage på skærmen, lige til et afsnit slutter. Derfor starter der et nyt og min ynglings sang begynder.

"So no one told you life was gonna be this way!" Klapsalve. "Your job's a joke, you're broke, you're love life's DOA! It's like you're always stuck in second gear. Well, it hasn't been your day, your week, your month, or even your year!" Vi står begge op i sengen og danser, da vi bryder ud i omkvædet.

"But, I'll be there for you, when the rain starts to pour.
I'll be there for you, like I've been there before.
I'll be there for you, cause you're there for me too."

Vi falder ned på sengen stort smilende. To næsten voksne der stadig danser som mongoler til Friends intro sang. Vi bliver en belastning for det kommende samfund..

"Hvem end der har skrevet den sang, må jo tjene en formue." Siger jeg og hæver øjenbrynene. Han har jo skrevet og sunget verdens mest kendte sang. Altså wauw!

Claire griner og nikker. "Det er ikke engang løgn.." Mumler hun, med munden fuld af chokolade.

 

***

 

Hey folk.

Ikke det længste kapitel, jeg undskylder, men ja.

Jeg har et liv, går i skole og skal lige ordne nogen ting med nogle mennesker, der ikke har samme tanke gang som mig.

Og så er der min elskede computer som fucker med mig og ikke gider åbne, hvilket betyder at jeg ikke altid har adgang til at skrive da man ikke kan fra en iPad.. Det kunne være fedt hvis app'en også kunne publicer.

Nå, men nyd nu sommeren og det gode vejr! Det er snart sommerferie! :D

-Camilla xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...