Wherever I Go

Jessica Mitney er en 18 årig gennemsnits pige. Hendes liv forandre sig foraltid da hun en dag bliver kørt ned og møder fem drenge. Der opstår stærke venskaber og stærkere kærlighed. Hun havde aldrig troet at hun ville falde så hårdt for en dreng og at han ville løfte hende til skyerne og gøre hende så lykkelig. Men intet vare evigt. Hvad sker der da den eneste person der har stået ved hendes side pludselig skal rejse til et andet land? Hvor mange vil ende med et knust hjerte? Jessica skal tage nogle sværer beslutninger, alt i mens hun bare skal huske at når man binder en knude kan man kun være sikker på at den skal bindes op. Nogle gange hurtigere end man havde regnet med..

9Likes
4Kommentarer
735Visninger
AA

11. How Could You Do That?

Jessicas P.O.V

 

Fuck ja! En uge til sommerferien! 
Og 3 dage, hvis i vil tælle de sidste dage med, der egentlig ikke rigtig er skole.  

 

Det bedste ved at der snart er sommerferie er at solen derfor skinner og det er dejlig varmt. Og er der noget bedre end at skulle være sammen med sin kæreste på sådan en dag? Nej det tror jeg ikke! Det er også på tide, vi har ikke set hinanden i tre dage! GISP! Tre fucking dage.

Jeg står af bussen, to veje fra Zayn's lejlighed. Jeg kunne faktisk stoppe tre meter fra hans opgang, men med sådan et vejr er det altid godt at være udenfor.

Det ligner sig selv, da jeg går op af trapperne - kun fordi elevatoren er 'ude af funktion' - helt op på tredje sal. Jeg køre hånden gennem håret, før jeg går ind.

Jeg er så flabet at jeg bare går ind. Det gør vi egentlig bare, ligeså ham hjemme hos mig.
Jeg glæder mig til den dag hvor jeg fanger ham i at gøre noget mærkeligt. Indtil videre er drengen fuldkommen perfekt.

"Hey smukke!" Lyder det ind fra hans sove værelse. Uhadada..
Jeg lukker døren og går indenfor. "Hvordan ved du det er en smuk person?" Spørger jeg, uden egentlig at tænke så meget over det.

Han står rigtig nok inde på sit sove værelse og roder i en skuffe, som han stopper med da han ser mig. "Fordi det er dig og der findes ingen smukkere." Svarer han charmerende og går hen og kysser mig.

Han tager armene om mig og skubber mig blidt op mod væggen, mens hans læber bliver presset mod mine.
 

Jeg køre hånden op om hans nakke og lod hans hår fylde pladsen mellem mine fingre, selvom jeg ikke havde nogen anelse om hvorfor han gjorder det passioneret. Men hey; jeg klager sgu ikke..

Han trækker sig kort, ser mig i øjnene og smiler. "Jeg har savnet dig.." Mumler han mod mine læber, med et smil.

Mine læber lyser op i et smil og jeg lægger begge armene om hans nakke, og trækker ham ned i et endnu et kys. Så den dag startede med omgang lagengymnastik.

***

I ført en af Zayns T-shirt og et tæppe, sidder jeg i hans arme, ser Tv og hygger mig. Rigtig meget. Dejlige dreng.

Han kysser mig i håret. "Babe?" Mumler han i en dyb, sexet tone og nusser mig i håret. Jeg kan mærke hans læber mod min hovedbund. "Mhm.."  Mumler jeg som svar og drejer svagt hovedet, op mod ham.

Mine øjne møder hans mørke brune, der skinner som små stjerner. Lige som hans perfekte læber skilles, fylder lyden af Treasure fyldte rummet.

Hurtigt drejer jeg hovedet væk fra Zayn og rejser mig. Jeg går hen til min jakke og finder min mobil, og svarer hurtigst muligt. "Det Jess." Siger jeg, da jeg ikke nåede at se hvem der ringede.

"Tror i virkelig hun kunne finde på det?" En britisk accent, der lyder usikker, hørtes i baggrunden. Louis.
Mine øjenbryn ender rynket sammen på min pande. "Hey Jessica, det Liam. Må jeg få Zayn." Hurtigt og koldt. Med ekstra tryk på koldt. Hvad har jeg gjort?

"Hvad er det drenge?" Spørger jeg forvirret, og mærker nu også Zayns blik på mig. Han kigger på mig og hæver øjenbrynene, som tegn på at jeg skal sige hvad det er. Jeg trækker på skuldrende, da jeg ingen ide har.

Og Liam kom tilbage. "Zayn svarer ikke, gi ham mobilen." Hvem har tisset på hans sukkermad?

Bange, og en smule skuffet, går jeg hen og giver Zayn min mobil. "Det er drengene, du svarer ikke." Siger jeg og tvinger et smil frem.

Zayn smiler lidt, og tager mobilen. "Hey gutter." Svarer han og lægger armen om mig igen, da jeg dumper ned ved siden af ham. "Zayn gå ud i køkkenet, det her er alvorligt." Hører jeg der bliver sagt i mobilen, i et anklagende toneleje. Zayn rejser sig, sender mig et blik og går derefter ud og fortsætter samtalen.

Jeg har på fornemmeren at jeg har gjort et eller andet. Og virkelig, jeg aner ikke hvad fuck det er! For det første har den sidste månedstid med Zayn været fucking fantastisk! Og jeg ved at Zayn også har det på den måde, og jeg har - tro det eller ej - ikke dummet mig. For det andet, kan det vel ikke være noget med drengene, vel? Mig og drengene er perlevenner, vi kommer skide godt ud af det og specielt Louis... Louis er lidt som en bror for mig. Han var der 100% for mig, da Jason døde, og hvis jeg har kvajet mig, og mister venskabet der, går jeg i selvsving.

Hvad fuck har jeg gjort?

Som jeg sider der og ikke kan koncentrer mig om at se American Pie, har Zayn efterhånden snakket i en halv time, da han kommer ud igen. "Drenge, jeg siger jer, i er sindssyge. Det ville hun aldrig gøre." Han kommer ude fra køkkenet og går ind i soveværelset, hvorefter han kommer ud med sin egen mobil. "Ja ja, jeg søger nu." Han ser op på mig og sender mig et dumt ansigtsudtryk, som om drengene puller en eller anden lam prank på ham. Det håber jeg fandme..

Der går lidt tid hvor Zayn søger på sin mobil, fortæller drengene de tager fejl, griner og laver sjove ansigter. "Her er det.. Jeg skal nok læse det, men jeg siger jer, i tager-" Ordene forsvinder fra hans mund og hans ansigt, skifter med det samme.

 

Oh shit..

Og det værste er, jeg ANER ikke hvad det handler om.

Han ser op og hen mod vinduet, med et såret blik. Hans ser næsten grædefærdig ud. "Jeg er her stadig, jo.." siger han ind i mobilen og snøfter, hvorefter han igen ser ned på mobilen. "Tak drenge.." Mumler han, og mobilen falder ud af hans hånd, ned på gulvet.

Et øjeblik glemmer jeg det er min mobil og at skærmen måske kan være smadret. Jeg rejser mig og går hen til ham. "Hvad er det." Jeg stopper mig selv, da han træder væk fra mig. Jeg får en klump i halsen.

Han ser hen på mig, og jeg forstår nu at hans sårede blik, er min skyld. Det giver mig lyst til at græde!

"Zayn.." Starter jeg med rystende stemme, men ved ikke hvordan jeg skal slutte. Han ser koldt på mig og det er så tydeligt at jeg har fucket noget op. "Hvad er det?" Spørger jeg dumt, åh så dumt så dumt..

Han hæver øjenbrynene. "Betyder det her slet ingen ting for dig?" Spørger han arrigt. "Er det kun på grund af berømmelsen, huh?" Spørger han med et vredt ansigts udtryk. Hans øjenbryn skifter fra at være rynket, til at være hævede hele tiden.

Jeg rynker brynene forvirret og fortvivlet. "Hvad snakker du om?" Hører jeg mig selv sige. Det får ham til at fnyse og smile dumt. "Spil du bare dum. Hvad er det næste? Var du fuld? Var det et uheld?" Spørger han med en barnlig stemme.

Han står med sin egen mobil i hånden og leger lidt med den, mens han ser skuffet på mig. "Hvordan ku' du?" Spørger han med hovedet lidt på skrå og sårede øjne. Knuden i min mave vokser og jeg får kvalme. Over mig selv, over at jeg kunne skuffe Zayn, selvom jeg ikke ved hvad jeg har gjort.

"Zayn.. Jeg aner ikke hvad jeg har gjort." Siger jeg lavt med gråd i stemmen. Han ser på mig et øjeblik, og overvejer om det er det rene bullshit, eller om blondie her, FAKTISK ikke aner hvorfor hendes kæreste står og næsten græder over hende.

"Jeg ville ikke kunne glemme sådan noget." Han hæver mobilen og trykker på skærmen, så den lyser op igen.

Selvfølgelig.. Jeg åbner munden, da mine læber ikke gider side sammen mere. Knuden i min mave strammer sig og klumpen i min hals gør det svært at trække vejret.

 

Jeg ser op på Zayn igen, som nu hæver øjenbrynene. "Det var ikke." Jeg stopper min hvisken, uden anelse om hvorfor jeg startede. Jeg ved ikke engang hvad jeg vil sige til ham..

Han slukker sin mobil og lader armen falde ned ved siden af ham, helt roligt. Kort efter smider han så mobilen af helveds til og den rammer ind i væggen og er nok gået i stykker.

Jeg træder skræmt et skridt tilbage og ser overrasket på ham. Jeg ved godt at Zayn kan blive eder sheizende sur, men alligevel..

"Hvad fanden havde du gang i?!" Råber han og træder hen mod mig. Så starter dramaet..

"Zayn, slap af!" Siger jeg højt og tager ham på skuldrende. Det er tydeligt at se hvor sur han er på mig, men alligevel puster han ud og står roligt. Jeg ser ham i øjnene og de er blanke.

Jeg synker og sukker tungt. "Det er Andrew." Starter jeg og fjerner ikke blikket fra hans. Hvis jeg kan forklare hele den her uden at han bliver sur eller afbryder, så skal det nok gå. "Ja tak, det kan jeg se." Siger han arrigt og ændre ikke position eller noget. "Jeg fatter ikke hvordan du kunne få dig selv til det?" Starter han og træder lidt væk fra mig. Han råber i det mindste ikke.. "Altså, hvis du slet ikke føler noget for mig, fint. Men i det mindste, kan du da sige det i stedet for bare at gå og snave med alle mulige andre!" Siger han og fægter med armene.

"Jeg har sgu da følelser for dig, din nar!" Svarer jeg vredt. "Men åbenbart har han oss det for mig." Siger jeg og rynker brynene, med armene over kors.

Han ruller med øjnene, og puster ud af næsen imens. "Hold dog kæft, det her har ikke en skid med ham at gøre." Siger han bestemt. "Det her handler om dig, der har løjet mig direkte op i mit åbne ansigt." Han vender rundt og går hen mod køkkenet.

"Jeg har sgu da ikke løjet." Siger jeg, men det hjælper ikke. Han fortsætter mens han ryster på hovedet, og hæver hånden. "Zayn, lad os nu snakke om det! Hvorfor reagerer du så vredt?!" Spørger jeg råbende vredt og tramper den ene fod ned i gulvet, så underboens lampe kunne falde ned.
 

Han vender rundt og farer hen mod mig imens han slynger ordene ud; "Fordi jeg elsker dig, for helvede!" Råber han, da han står tre meter fra mig.

Stilhed... Fuldkommen stilhed.

Jeg hæver øjenbrynene og drejer hovedet lidt.

Det skal lige siges at han aldrig har sagt det før.. At han elsker mig? Mig?! Og jeg kan sgu ikke gøre for det, men jeg bliver skide glad og varm inden i.

Han sukker tungt, ser ned og ryster på hovedet. "Men jeg kan ikke det her. Ikke på den her måde." Siger han stille og ser på mig, med tåre i øjnene. "Det gjorder ondt." Siger han lavt, næsten hviskende og snøfter forsigtigt.

Klump i halsen. Ikke græde, på grund af mig Zayn..

Jeg begynder stille at ryste på hovedet. "Nej.." Hvisker jeg, og kan mærke min kæbe ryster. "Nej, Zayn, det kan du ikke..." Forsøger jeg med hovedet let på skrå.

Han ser tomt og ulykkeligt på mig. "Jeg vil gerne bede dig om at tage dit tøj." Han holder en lille pause, som en tåre løber ned af hans kind. "Og gå." Slutter han, og tåren falder til jorden.

Jeg bider tænderne hårdt sammen, for at stoppe tårerne. Han fortsætter ud i køkkenet med bøjet hoved. Lige da han er væk, fører jeg min hånd op foran min mund og tårerne vælter ud af øjnene på mig. Jeg løber nærmest ind i hans soveværelse, hvor jeg flår hans trøje af mig, tager mit eget på på under et minut og går derefter ud til døren.

Zayn kommer ud af køkkenet lige i tide til at se mig gå. Jeg ser over mod ham, og det gør så ufatteligt ondt.

At vide at det er det, og at jeg ikke skal komme tilbage her, er ikke det slemmeste. Tro det eller ej, det værste er at vide at JEG har såret Zayn... Og jeg er grunden til at han står i den anden ende af rummet og græder, uden lyd.

Ene og alene min skyld. Fuck et svin jeg er.

Jeg styrter ud af døren, smækker den og løber ned af trapperne, fordi den lorte elevator ikke dur og sparker nærmest døren op da jeg når ned til opgangen.

Jeg sukker og prøver at styre mine tåre, da det går op for mig at jeg skal gå hjem. Jeg glemte min taske hos Zayn og jeg går ikke tilbage.

"Fuck.." Mumler jeg, ser ned og begynder at traske hjem ad. Jeg kan ikke engang ringe efter nogen, for han har smadret min mobil.

Og mit hjerte, for den sags skyld..

***

Jeg lukker døren bag mig, og sukker.

"Er det dig skat?" Spørger min mor.

Nej det er en alien, der kommer for at kidnappe dig!

"Du er tidligt hjemme, jeg troede du skulle være sammen med Zayn den her weekend." Fortsætter hun. "Han ringede ellers lige efter du var gået og spurgt hvornår du kom, han savnede dig vist." Siger hun glad, med et forsigtigt grin.

Grin du bare, det er ikke dig der samtidig med at din kæreste for første gang sagde at han elsker dig, også forlod dig.

Jeg går ind i huset, og ind til min mor. Hun sidder med sin computer, men får hurtigt smidt den fra sig da hun ser mig. "Lille skat, dog.." Siger hun bedrøvet da hun står foran mig. Igen kan jeg mærke tårerne presse på.

Ligesom hun trækker mig ind til hende, begynder jeg at stor tude.

Jeg har mistet Zayn. Det bedste der muligvis nogen sinde er sket, og nogensinde kommer til at ske for mig, har jeg ladet glide ud af fingrene på mig. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv i øjnene.

"Hvad er der sket?" Min mor stryger mig over håret, mens hun stille og roligt vugger mig i hendes arme.

Jeg snøfter og ryster på hovedet, med tåre løbende ned af mine kinder. "Zayn.. Han, han fandt ud af det." Græder jeg ind i hendes skulder. "Fandt ud af hvad?" Spørger hun dumt.

Jeg sukker bag min gråd. For helvede, mor din kegle..

Jeg trækker mig fra hende og snøfter. Jeg elsker min mor, men hun er fandme dårlig til sådan noget her. Og jeg kender kun en jeg kunne finde på at ringe til. "Jeg har brug for Claire." Når jeg kun lige at sige, før jeg igen bryder ud i gråd.

Kort efter finder jeg mig selv på mit værelse, i min seng.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg føler mig mere tom inden i end nogensinde. Knuden i min mave er ikke gået væk overhovedet, tvært imod er den blevet strammere. Det føles som om det vigtigste i mit liv er blevet taget fra mig.

Og Zayn er fandens vigtig for mig, han betyder så meget for mig.

Jeg hører døren nedenunder bliver smadret op, og et smil passere mine læber. Claire er kommet.

Og rigtig nok. Min dør åbner og ind kommer hun. "Orh.. Skat, hvad er der sket med dig?" Spørger hun mens hun går hen mod mig. Hun sætter sig på gulvet, så vores hoveder er ud for hinandens, mens hun nusser mig på armen.

Jeg tager en dyb indånding. Også går den ellers i gang, ned til de mindste detaljer fortæller jeg grædende hvad der er sket. Hun bliver delvis sur, ulykkelig og har lyst til at ringe til Andrew, så han kan forklare Zayn hvad der er sket.

Det lyder nok dumt efter vi kun har været sammen lidt over en måned, men jeg har flere gange været helt overbevist om at Zayn og jeg var skabt for hinanden. Den måde jeg har det på når vi er sammen, de sommerfugle der stadig flyver i min mave når han kysser mig, de stød jeg får når han rør mig og den smeltende effekt hans øjne har.

 

Og jeg har mistet det hele.. Alt det der fik mig til at føle mig som en prinsesse, har jeg mistet. Mistet til en eller anden idiot, der synes det kunne være åh, så morsomt at tage det latterlige billede af mig og Andrew den aften.

MIG OG ZAYN VAR JO FOR HELVEDE IKKE ENGANG KÆRESTER!

Først senere på den aften, skete der ligesom noget igen. Noget godt..

 

"Jess.." Claire smiler sødt og forsigtigt til mig. Jeg snøfter og ser på hende. Hun sukker dybt, med hovedet på skrå. "Jeg ved præcis hvad vi skal lave, for at få dig på andre tanker." Smiler hun optimistisk.

Det er nu meget rart at have en bedste veninde der hele tiden vil gøre alt for at man er glad og smiler. Men lige nu gider jeg ikke mennesker.

Jeg ruller rundt og ligger og holder om mig selv. "Okay.. Der er en der ikke er en holdspiller." Mumler Claire for sig selv. "Men jeg kender dig godt nok til at vide at det du har brug for og lyst til lige nu, er brownie is."

Svær kamp. På den ene side har jeg lyst til at lade hende hjælpe mig og gøre som hun siger, men på den anden side føler jeg lige nu at det eneste rigtige at gøre er at grave mig selv ned og skubbe alle mennesker væk.

Jeg er virkelig knust inden i. "Claire." Jeg sætter mig op og ser på hende, med bambi øjne - det får jeg helt automatisk når jeg græder. "Jeg tror ikke at brownie is, hjælper på den her.." Siger jeg stille og roligt.

Hun spærrer øjnene op og ser på mig, som om jeg har sagt at jeg har dræbt hendes mor.

 

Det skal lige siges at Claire altid har været den der har kunne få mig til at smile, med hjælp af brownie is. Over hver en fyr, har den hjulpet og aldrig, har jeg sagt nej.

"Wauw.." Hun har ingen ide om hvad hun skal sige til den. Hun glor på mig, og leder efter ord. "Han betyder virkelig mere for dig, end jeg anede." Siger hun ligeud og ser ud som om hun næsten selv skal til at græde.

Hun ser piv ulykkelig ud da hun rejser sig og krammer mig tæt. Jeg lægger armene om hende og lukker øjnene, da jeg kan mærke at tårerne igen presser på.

 

Claires hånd stryger mig roligt over håret. "Hvad end du har brug for, siger du det bare.. Jeg vil gøre alt for dig." Siger hun og knuger mig ind til hende.

Da jeg nikker får tårerne frit løb.

Det værste er at jeg ikke engang kan tænke at Zayn ikke er værd at græde over.. Han er det hele værd.

Og mere til.

***

 

What time is it? SUMMERTIME!

Haha, bedste sang nogensinde.. Men det er rigtig, jeg fik sommerferie i går og det er SÅ fedt! Håber bare det skod vejr skifter til noget sol. Jeg vil også prøve at skrabe mere tid sammen og skrive noget mere, nu hvor jeg ingen lektier har for.

Og undskyld, hvis i synes kapitlet er kort, men til gengæld håber jeg i synes det var spændende. Jeg har prøvet og prøvet, at få sluttet dette kapitel ordenligt, men uanset hvordan det sker synes jeg selv det er noget lort. Skriv hvad i synes, like og put på favorit listen hvis i ikke allerede har gjort det. Det ville gøre en hvis 14 årige pige rigtig glad :)

-Camilla xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...