Wherever I Go

Jessica Mitney er en 18 årig gennemsnits pige. Hendes liv forandre sig foraltid da hun en dag bliver kørt ned og møder fem drenge. Der opstår stærke venskaber og stærkere kærlighed. Hun havde aldrig troet at hun ville falde så hårdt for en dreng og at han ville løfte hende til skyerne og gøre hende så lykkelig. Men intet vare evigt. Hvad sker der da den eneste person der har stået ved hendes side pludselig skal rejse til et andet land? Hvor mange vil ende med et knust hjerte? Jessica skal tage nogle sværer beslutninger, alt i mens hun bare skal huske at når man binder en knude kan man kun være sikker på at den skal bindes op. Nogle gange hurtigere end man havde regnet med..

9Likes
4Kommentarer
745Visninger
AA

8. Gone Means Gone

Jessicas P.O.V:

 

 

"Claire, fuck nu af.." siger jeg og ruller med øjnene. Tard abe bedste veninde jeg har.
 


Claire ser på mig, med det værste blik i verden. Jeg hæver øjenbrynene og træder tilbage. "Slap af, frække." Siger jeg drillende med et skævt smil.

 

Hun ruller med øjnene, i et suk, samtidig med at hun bevæger hele kroppen meget stille. Det er sådan noget Claire kan. Hun er noget for sig selv..
 

Ja, helt sig selv. Og mig, vel også?

"Ej, men for fanden Jess. Hvad havde du regnet med? Du har lige haft den mest perfekte weekend, til dato." Hun siger det helt seriøst og ser strengt på mig.
 

Jeg ved godt at hvis jeg protosterer nu, slår hun mig ihjel.

Men altså, jeg vil ikke protostere! Jeg har haft den mest fantastiske weekend.
 

Jeg fik forklaret til Zayn hvad der var galt, vi havde en perfekt date og vi hyggede os med drengene, hele søndagen. Til jeg skulle hjem og glo lektier.
 

De synes jeg er mega mærkelig, fordi jeg laver lektier. De er bare nogle mongol unger det fatter brik af hverdagen for os, normale mennesker!

 

Jeg trækker på skuldrende og ser koldt på Claire. Hun hæver øjenbrynene, med det samme og jeg kommer til at smile. "Jeg driller bare. Du har ret. Bedste weekend nogensinde." Siger jeg og smiler stolt. Eller nok mere glad.

Ja, glad. Lykkelig over at have fundet en dreng, en fucking dreng, der kan få mig til at glemme alt det lort der sker lige rundt om hjørnet.

Sammen med Zayn, kan jeg ikke være sur. Han gør mig -

"Hvad med Andrew?"

glad.

Fuck dig Claire.

Jeg ser på hende, pludselig seriøst. "Hva?" Spørger jeg forvirret.

Hun skulle bare bringe ham på banden, ikke? Hun skulle bare sørger for at jeg igen havde noget bekymre mig om.

Argh..

"Ja, Andrew. Du ved, Andrew.. Ham din bedste ven, du kyssede spontant, ligefør du tog hjem og fandt Zayn, som stadig ikke ved at du har kysset ham. Ham der-" Hun kunne have fortsate i, gud ved hvor længe.

Men gider vir hører det? Nej. Nej, det gider vi nemmelig ikke.

Så selv tak, for at få hende til at holde kæft.

"Claire!" Siger jeg højt. "Claire, stop." Jeg ser på hende og hæver øjenbrynene.

"Jeg kan jo ikke sige det til Zayn. Og det behøver jeg jo ikke. Vi var jo faktisk uvenner da det skete, og vi datede ikke, så han behøver ikke vide det." Siger jeg og ser ulykkeligt på hende.

Altså, hun snakker fandme for meget! Nu kan jeg ikke. Jeg mener. Altså. ARGH!

Zayn skal ikke vide det. Han behøver ikke blive ked af det, på grund af et åndsvagt kys som i øvrigt var en stor fejl. Og jeg er skide uvenner med Andrew. Han har snakket til mig i de sidste fire dage. Søndag, Mandag, Tirsdag og Onsdag var han fuldkommen kold.

Så, tak, Claire. Tak for lort.

Hun sukker og lægger hovedet på skrå. "Undskyld." Siger hun stille og ager mig på armen.

Irriterende bedste veninde, jeg ikke kan være sur på.

Jeg sukker og ser ned. "Lad os nu bare, komme videre." Mumler jeg og lukker mit skab, før jeg begynder at gå hen mod vores klasse. Sidste time, endelig..

Jeg ved godt at Zayn muligvis burde få at vide at jeg har kysset Andrew, men det var jo bare et kys? Et simpelt lille kys, ingen egentlig var glad for skete.

Undtagen, lige Andrew..

Som jo åbenbart er lidt vild med mig. Hvilket han godt kunne have sagt noget før!

Så ville han idet mindste have en chance, eller også kunne vi snakke om det, eller hvad ved jeg? Men lige når det begynder at gå godt med Zayn og vi er blevet venner igen, skal han sige det.

Det er hans skyld. Lige nu er det bare hans skyld.

Monstrog om ikke lidt Historie, kan få mig til at smile. Jeg tvivler stærkt.

 

Min lære begynder at snakke om slaverne og trekantshandlen, hvis nogen ved hvad det er?

Hvis ikke, så er vi bare flere, for jeg er også lidt blank.. Men min lære kan ikke lide mig, så han gider ikke forklare det for mig.


Imens han snakker lader jeg bare tankerne flyve. Andrew mest.

Vi har et fantastisk venskab og han er en af de personer jeg er aller gladest for at have lært at kende. Jeg elsker ham overalt på jordern.

Han er min bedste ven for helvede.

Eller.. Var?


 

***

Zayns P.O.V:


 

Jeg ruller med øjnene af drengene, mens jeg fnyser. "Hold dog kæft.." Mumler jeg og hæver øjenbrynene.

Louis og Harry sidder med et joystick hver i hånden og kommenterer en gang i mellem, men ellers er det mellem mig, Liam og Niall.
 

Liam smiler og lægger hånden på min skulder. "Vi spørger jo bare fordi vi er interesseret i dig." Siger han og smiler svagt.

Nå ja. Helt sikkert. Det er jo den pureste sandhed. Hvis du siger det.

 

Jeg hæver øjenbrynene og ser dumt på ham, hvilket får Niall til at grine. "I spørger jo kun fordi i er nysgerrige, af helvedes til." Siger jeg bedrer vidende. Kun fordi jeg ved at det er rigtigt.
 

Interesseret i mig? HAH! Ej, ja okay måske.. Men ikke i den her sammenhæng.

 

"Du er da glad for hende, ikke?" Spørger Louis forvirret, og skæver hen mod os hurtigt, før fokus igen er på skærmen og hans fingre flyver hen over hans joystick. 

Han lyder helt bange. Men igen, er alle drengene også temmelig gode venner med hende. Hvilket er helt fint, det er faktisk pisse fedt, så længe de ved at hun er min. Og kun min.

Jeg nikker og smiler dumt, ligesom jeg skal til at svarer. "Selvfølgelig er han da det." Siger Liam, og tager orderne ud af munden på mig.

Jeg ser hen på ham, da det meget præcist var hvad jeg havde tænkt mig at sige. Bare jeg istedet for han, men altså.. Same shit.

Og det er jeg virkelig. Jeg kan utroligt godt lide hende. Det håber jeg hun ved.

Ligeså meget som jeg håber at hun også kan lide mig. Men efter den date vi havde i weekenden, og hvor glad hun blev er jeg næsten ikke i tvivl.

"Hey Zayn, vil du spille?" Harry river mig tilbage til virkeligheden.

Jeg ser over på ham og hæver svagt øjenbrynene. Han ryster joysticket svagt og nikker hen mod skærmen. Jeg læner mig ind over Niall og ser hen på klokken.

Kvart i fire.

Ahh.. De må sgu klare sig uden mig. "Sorry, gutter." Siger jeg og rejser mig fra sofaen.
 

Alle otte øjne følger mig, mens jeg går hen mod entreen. "Jeg skal hente Jess." Siger jeg og vender rundt, mens jeg fortsætter i bakken, og smiler stort.

De smiler alle sammen tilbage og vinker. "Hyg jer og hils!" Råber Liam, mens jeg hiver mine sko på.

Jeg tager min hættetrøje og stikker hovedet frem. De sidder alle sammen og diskuterer bukket ind over bordert i deres egen samtale.

Jeg gad sørme godt vide hvad de snakker om? For jeg har jo ingen anelse.

Jeg siger ikke noget til dem, og er på få minutter nede i min bil og på vej hen for at hente Jess.

Jeg smiler for mig selv, da jeg finder hendes navn i mine kontaker.

'Bib... Bib... Bib.. Bib... Bib... Bib... Bib... Bib... Denne voicemail tilhøre-'

 

Min finger finder helt automatisk op til mobilen og slukker for samtalen, da voicemail-damens stemme altid har gjort mig utroligt irriteret. Jeg ved jo godt hvem jeg har ringet til altså?

Jeg ser ned i mobilen, før jeg koncenterer mig om at kører igen.

Det ville jo være løjen at sige at jeg var fuldkommen ligeglad med at hun ikke svarede. Hun sagde hun fik fri klokken fire, så det var nok derfor.

Så gør pigen da ikke alt imod reglerne..

Bad girl.
 

 

***

 


Hendes skole ligner egentlig en hver som helst anden skole. Sådan som jeg husker det.

Jeg stiger ud af min bil, med mine solbriller på. Nu håber jeg ikke at her er fyldt med fans.

Det var der nok ikke.. Der var faktisk ikke nogen mennesker. I hvert fald ikke på parkeringspladsen.

Jeg ringer til Jess igen, og går stille hen mod skolen fra pakeringspladsen.

Der står nogle få cykler og er to-tre biler parkeret på pladser skiltet til 'Lærerne'. Skolen ser rimelig ny ud. Den er nok renoveret, for der står et par kontainerer fyldt med affald. Og så meget svinder eleverne vel ikke?


Jeg putter min mobil i min lomme, uden noget svar. Det gjorder mere ondt denne gang, for klokken var kvart over fire.

Trafikken trak ud..

Jeg står og stirrer på skolen, med et lidt lost blik. Jeg kan jo altid lede efter hende, men hvor fuck skal jeg dog starte?

Jeg sukker og rynker brynene. Hun er nok bare forsinket, eller sådan noget. Måske venter hun ved sin klasse, eller har slået sin mobil fra.

Hvad ved jeg?

"Zayn!"

På den ene side havde jeg lyst til at løbe væk, men på den anden side gå vedkommende imødekommende med et stort smil.

Da jeg drejer mig for at se, ender det med at jeg hæver øjenbrynene.

"Claire." Siger jeg dumt, før jeg går hen mod hende, med et smil.

Hun ser noget bekymret ud, når hun kommer tættere på.

"Ved du hvor Jess er?" Spørger jeg, men frotryder det næsten.

Claires ansigt mere end bare antyder at det er dårligt nyt. Mine øjenbryn, synker ned i panden på mig langsomt. Jeg kan mærke mit hjerte der slår en smule hurtigere end normalt. Mine tæer begyner stille at trippe, mod min sko og til sidst ligner jeg en eller anden psygopat der skal til at slå hende ihjel.
 

Det skal jeg fandme også snart, hvis hun ikke siger noget.

Hun sukker endelig tungt op og ser rundt. "Vi havde historie og lige pludselig, blev hun kaldt ned på vores rektors kontor, og vi troede alle sammen hun havde lavet et eller andet lort, fordi. Hun er Jess." Starter hun og ser lidt sjovt på mig, til slut i den sætning.

Jeg kan ikke lade være med at smile over det. Det er jo rigtigt. Hun er-

"Men øh.."

Jess.

"Jeg ringede til hende i pausen, og hun svarede ikke." Hun ser på mig med store øjne.

Hun har tåre i øjnene.

Holy shit..

Noget er der sket. Og det tyder på at være et eller andet helt crazy shit.

Claire siger ikke mere, og ser bare på mig afventende. Som om hun regner med at Jess har sagt det til mig.

Jeg sukker tungt, og flipper lidt ud inden i.

Tankerne sætter igang og det ser endeløst ud. Hendes far kunne måske have lavet et eller andet ged i den. Hun har fortalt mange gange hvor ked af det han gør hende, og at hun helst slet ikke vil have noget med ham at gøre.

Et eller andet sted håber jeg på at hun bare har lavt noget lort og er blevet sendt til eftersidning.

Hellere blive brandt af, end at hun er ked af det.

Fordi ja, så dejlig er hun bare.

 

Jeg sukker og ser rundt.

Hvad er der sket?


 

Jessicas P.O.V:

 

Fedt.

Tak.

Jeg håber der er nogen der morer sig mere over det her, end jeg gør.

 

Hvem end der har fået til det her til at ske, hvem end det svin var, vil jeg opsøge ham og slå ham ihjel.

Personligt.


Tårene løber ned af mine kinder, som de gjorder da lægen sagde til mig at Jason havde trukket vejret for sidste gang.

For ja. En eller anden klam, mother fucking ididot har skudt min bror.



Og tilmed nu også dræbt ham.


Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg føler at noget af mig er dødt.

Jeg græder ikke rigtig. Ikke med lyd, for jeg har ikke lavet andet de sidste fem timer, men tåre kan jeg ikke løbe tør for.

Ikke over Jason.

Han var den perfekte bror. Når han var hjemme, var vi altid sammen og fjollede rundt, men det kommer aldrig til at ske igen...

Åh lad være!

Tårenene strømmer ud, da den tanke rammer mig. Jeg lukker øjnene og presser dem sammen, mens jeg gisper efter vejret og græder.

Jeg kommer aldrig til at se ham igen.

Aldrig nogen sinde.

Han er død. Væk.


Jeg snøfter og ser ned imellem mine knæ, som er samlet op under min hage.

Døren åbner og det er min mor.

Jeg tørrer hånden gennem mit hoved og snøfter igen.

Hun kommer ind og jeg kan mærke at hun sætter sig på ryglænnet til sofaen.

Hendes hånd stryger mig over ryggen.

"Jess." Hun starter uden at trække vejret. Hendes stemme er grædefærdig. "Jeg øh.. Jeg ringede til Zayn."

Du hvad?

Jeg ser lansgomt op i væggen foran mig, før mit hoved langsomt drejer sig om mod hende.

"Du hvad?" Spørger jeg lavt og indebrændt.

Det skal Zayn jo ikke vide!

Okay, min bror er død, så jo, men nej!

Sgu da ikke allerede.

Jeg ser på hende, med rynkede bryn og et giftigt ansigt.

"Han lovede at ligeså snart jeg er taget på arbejde, kommer han for at passe på dig." Siger hun og smiler, som om det skal være godt?!

Jeg gider jo for helvede ikke at nogen skal tage sig af mig! Jeg vil bare være alene og-

"Tager du på arbejde?" Spørger jeg langsomt og lavt, med et hadesfuldt ansigt.

Mine læber er tørre, da de glider fra hinanden igen.

"Mener du det?" Hvisker jeg og lader mine øjne glide over hendes ansigt.

I det næste sekund, har jeg skubbet hendes klamme hånd af min ryg og rejst mig.

Jeg går arrigt forbi hende, med tåre i øjnene, op mod mit værelse. "Jeg håber fandme du ved, hvor meget jeg hader dig lige nu." Ja, av for den.

Men så kan hun lære det.

Min bror er død! Hendes søn, for fanden! Hvis det ikke rører hende, og hun bare er en kold kælling, så tænkt dog for helvede på mig! Din eneste datter, som er knust.

"Jessica!" Hun griber min hånd, men jeg vrider den hurtigt fra mig da jeg for kvalme af at røre hende.

Jeg tramper op af træppen hurtigt, og smækker døren så højt som muligt.

Hun råber mit navn, efterfuldt at et tungt suk.

Knirk og trin på trappen og det løber mig koldt ned af ryggen.

Min dør, åbnes og hun kommer ind. "Du skal ikke smække med dørene." Siger hun strengt og hæver øjenbrynene, alvorligt.

Fuck dog af helvedes til, din kælling!

Jeg taber læben og hæver øjenbrynene dramatisk. "Er du skingrende sindssyg?! Er det eneste du kan tænke på de lorte døre?" Spørger jeg vredt, men slutter min sætning med sorg og gråd i stemmen.

Det gør mig utroligt sur at hun bare sådan tror hun kan tillade sig at være så fucking ligeglad.

Min bror er død. Han er den eneste person jeg elsker mere end livet selv, og nu er han død.

 

"Jessica, snak ordenligt." Hun peger en finger af mig.

Jeg hæver øjenbrynene, og slår hendes finger ned.

"Gu', gider jeg ej!" Protosterer jeg vredt. "Jason er død og du er pisse ligeglad!" siger jeg vredt og skubber hende ud af min dør.

Jeg kan ikke se på hende. Det er så klamt, at hun bare lader det paserer, så koldt.

"Fuck ud af mit værelse, jeg gider ikke se på dig!" siger jeg arrigt og får tåre i øjnene. Jeg smækker døren og læner ryggem op af den, hvor mine tåre begynder at løbe.

Jeg lukker øjnene og bøjer hovedet ned.

Jeg ved ikke hvad der er værst! At han er væk, eller at min mor er pisse ligelad.
 

Kæft, hvor jeg hader hende lige nu.

Jeg snøfter og tåre  min næse i en hurtig bevægelse, før jeg skubber mig væk fra døren.

Jeg føler mig svimmel og hele mit værelse ramler rundt. Mine øjenlåg er pludselig meget tunge. Jeg blinker en utallige gange, før jeg med rystende ben skælver hen mod min seng.

Det føles som om halvdelen af mig mangler. Halvdelen af mig, lægger i et eller andet lig-rum sammen med alle mulige andre soldater.
 

Han havde ikke fortjent det. Jason har aldrig gjort en flue fortræd. Okay, han har skudt folk men han er jo soldat. Han er et ultra godt menneske, og så dør han.

Fuck dig gud.

Jeg ligger kort efter på min seng, og glor ligeud. Min hånd leder efter mit tæppe, og trækker det op om mig.

Helt op til ørene.
 

Mine øjne fanger nogle fugle der sidder på en gren lige ud for mit vindue. De fanger min koncentration, og jeg prøver at glemme alt andet end de to du'er der sidder på hver sin gren nu.

Den ene bevæger sig længere og længere væk, før den til sidst letter.


Se selv. Alle skrider.

 

Jeg snøfter, da jeg kan mærke tårene presse på.

Jeg gør intet for at holde dem tilbage. Jeg gider slet ikke prøve.

 

Der bliver bum stille, til en dør åbnes, en lille pause, en bil køre, et minuts tid og døren bliver åbnet igen.

Det vil sige at på fem minutter, er min mor skredet, kørt, glemt noget og kommet tilbage.

Gider hun sige farvel? Nej.

Er jeg ked af det? Nej.

Jeg er indebrandt og sur på hende, at i fatter det ikke.

Jeg vil ønske at hun bare kunne se hvor meget hun såre mig, når hun sådan er pisse ligeglad.

Det går pludselig op for mig at der står en i min dør, da skiggelsen kommer til syne i mit vindue.

Og det er ikke min mor...

Men det er min mor som ringede og sagde han skulle komme, for at 'passe på mig'.

Herre gud.. Alt jeg har brug for er en at kramme, jeg gider ikke snakke om det.

Og det kan Zayn åbnebart regne ud.

Som den eneste.

Han går direkte hen til min seng, og kravler op bag mig. Hans arm finder vej rundt om mig og trækker mig helt ind til mig.

Jeg snøfter lavt, da han tager min hånd. Utroligt stramt.

Hans åndedræt kan tydelig mærkes på min nakke, selvom det var sjældent. 
 

Som om han ikke turer trække vejret. 

 

Hans hoved nærmer sig mit og han kysser på på halsen, som en tåre løber ned af min kind. Hans fingre bevæger sig langsomt op af min arm, og hårene rejser sig langsomt. Til sidst da hans hånd kommer til min skulder, når hans ene finger op til min kind. 
 

Tåren bliver tværret ud, da flere presser på. Jeg snøfter, men gider ikke stoppe med at græde fordi Zayn er her. 

Tårene strømmer ned af kinderne på mig og jeg hulker, helt af helvedes til. 

 

"Ssh..." Mumler Zayn og presser mig ind til ham. Jeg folder mig sammen med benene oppe under min hage. 

 

Han rykker sig lidt fra mig, og jeg har i samme øjeblik lyst til at rykke med. Som hvis jeg sad fast til ham med gaffartape. 

Det behøver jeg dog ikke, for han tog mig om livet og trak mig med, i et ryk der fik mig vendt rundt. 

Med røde, store, våde, øjne stirrer jeg ind i hans. Hans kæbe ryster selv lidt, men ellers ser han ikke sønder ligt ud som om der er noget galt. 

Han åbner munden, men intet kommer ud. Stille og utroligt langsomt lukker den igen, og der ser faktisk sjovt ud. 
 

Istedet for at lade mig høre på alt muligt shit, jeg alligevel ikke gider lytte til, lægger han armene om mig og trækker mig helt ind til ham. 

Jeg kan mærke tårene presse på igen og lukker derfor mine øjne. 

Zayn stryger mig over håret med læberne blidt mod min pande. "Jeg vil altid være her for dig.." Mumler han, som det eneste. 

 

I har ingen anelse om hvor mange gange folk har sagt det til mig, og hvor mange gange jeg har troet på det og så fået bevist at nej. Nej, de var de ikke. 

 

Men på trods af det, på trods af de mange mennesker der har fucket op med mig, tror jeg på ham. 
 

Af en eller anden grund, når vi ligger her, mig i hans arme, hvor han er alt jeg synes jeg har brug for, føles det bare rigtigt. 

Som om, han rent faktisk aldrig vil forlade mig.

 

Som om, han rent faktisk altid vil være her for mig. 

 

Som om.. Som om, han mener det.

 

***

 

 

Hej folk!:)
 

For det første, UNDSKYLD! for vente tiden. Jeg ved godt, det tog noget længere tid, men min computer skulle til reparation  så jeg kunne ikke skrive.

Og jeg har lige fået projekt opgave for, som varer de næste to uger, hvilket kommer til tage meget af min tid, så det kan i lige så godt være forberedt på. 

 

Og jeg har ikke rigtig noget 'for det andet', så ja.. Skriv hvad i synes, like den gerne og put den på jeres favorit lister hvis i gider. Det ville betyde meget for mig. 

-Camilla xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...