Wherever I Go

Jessica Mitney er en 18 årig gennemsnits pige. Hendes liv forandre sig foraltid da hun en dag bliver kørt ned og møder fem drenge. Der opstår stærke venskaber og stærkere kærlighed. Hun havde aldrig troet at hun ville falde så hårdt for en dreng og at han ville løfte hende til skyerne og gøre hende så lykkelig. Men intet vare evigt. Hvad sker der da den eneste person der har stået ved hendes side pludselig skal rejse til et andet land? Hvor mange vil ende med et knust hjerte? Jessica skal tage nogle sværer beslutninger, alt i mens hun bare skal huske at når man binder en knude kan man kun være sikker på at den skal bindes op. Nogle gange hurtigere end man havde regnet med..

9Likes
4Kommentarer
734Visninger
AA

2. Blod All Over

Zayns P.O.V:

 

Jeg sukker og ruller let med øjnene. ”Niall, helt ærligt.. Styr dog hvad du spiser.” Mumler Louis, og sætter sig i stolen ved siden af Niall. Han er på hospitalet på grund af, madforgiftning. Surprise.. Ja, egentlig ikke.

”Tak for omsorgen..” Griner Niall og ser på Louis, der smiler lidt til ham. ”Nå ja, men da de ringede og sagde at du var indlagt, blev jeg sgu da pisse bange.” Siger Louis og hæver øjenbrynene. Niall smiler bare, med et lille grin.

”NIALL!” Råber Liams stemme ud fra gangen og kort efter styrter ham og Harry ind. Jeg træder til side da de løber ind i mig. ”Hvad er der sket?” Spørger Harry og ser panisk på mig. Ingen af os kan klare tanken om at vores lille Nialler er kommet til skade.

”Madforgiftning.. Han er ude om tre dage.” Siger Louis og roder Niall i håret, så han begynder at grine. Jeg smiler for mig selv.

 

”Mr. Horan, hvordan går det?” Lyder det da en læge, pludselig, kommer ind. ”Fint. Jeg er sulten, men fint..” Svarer Niall og vi sukker alle sammen, i samme sekund som hvis det var på kommando. Lægen griner svagt.

 

”Ja… Du kan spise når vi har taget prøver, jeg må desværre bede jer om at forlade rummet.” Hun drejer sig rundt til os. Jeg nikker og smiler venligt, før jeg går ud.

 

”Selvfølgelig.” Siger Liam og vi er ude på gangen. ”Hjerte stop manner..” Mumler Harry der stadig er i dybt chok. ”Drengen æder jo fandme bare uden at tænke.” Klager han og hæver svagt øjenbrynene. Louis griner, lidt højere end mig.

 

”HJÆLP! AKUT! LIV ELLER DØD!” Bliver det råbt og dørene knalder op. Jeg bliver skide forskrækket, da en civil mand kommer ind, slæbende med en pige der bløder voldsomt ud fra hovedet.

 

Jeg hæver øjenbrynene da han styrter panisk hen mod mig. Fuck.. Ligner jeg en læge, din idiot? Red dog hendes liv, istedet for at spil dum mester!
 

Det hele bliver til tanker istedet for ord, da jeg er for lammet til at røre på mig.

Lægerne flokkes omkring ham og jeg træder skræmt tilbage. ”Jeg, jeg, jeg… Jeg, jeg…” Han kører rundt i det ord og kan ikke komme videre. Der kommer en båre kørende og hun bliver lagt på den, og kørt væk med blod dryppende fra den. Jeg trækker dårligt vejret. Hvad skete der lige?

 

”Hvem var det?” Spørger Louis, dybt chokeret og griber fadt i en læge. Han trækker på skuldrende, mens han ser ned i nogle papirer med rynkede bryn.

”En 18 årig pige, der med fandens meget hjælp fortsætter sit liv.” Svarer han ærligt og følger hurtigt efter blodet.

”Shit..” Mumler jeg og ser tilbage på drengene. Jeg tører mig på panden for at få pusten ned. Jeg kan mærke noget fugtigt og ser på min hånd. Den er rød..

Hun.. Hun, hun.. Hun blødte på mig. Jeg står egentlig bare og glor på min hånd med store øjne, før Harry kommer med noget papir og tørrer det af for mig. "Tak.." Mumler jeg uden at trække vejret.

***


Jessicas P.O.V:


Langsomt åbner jeg øjnene.

 

Bib, bib, bib, bib, bib, bib..

 

Jeg ville sætte mig op, men kan ikke. Jeg har ikke kraften til det.

 

”Hun er vågnet!” Bliver der sagt højt og jeg skæver hen mod døren. Det gør ondt. Alt gør ondt… I næste øjeblik står der en læge foran mig. ”Hej.” Siger han optimistisk og smiler lidt. Jeg ville rulle med øjnene, men kan ikke. Smerten vokser.

 

”Hvor er jeg?” Spørger jeg og det virker umiddelbart som en film. ”Du blev ramt af en bil, meget hårdt og du blev utroligt voldsomt skadet. Du er nu på hospitalet.” Svarer han og smiler lidt. Jeg glor op i loftet.

”Ramt af en bil?” Gentager jeg og hæver svagt øjenbrynene. Han nikker og ser ned på mig. ”Men bare rolig, du klarer den. Få dig lidt ro nu, og hvis der er det mindste, hiver du bare i snoren.” Han nikker over mod en snor, der hang få centimeter fra min seng. ”Hvor er min mor?” Hun er den eneste jeg kan tænke på.

 

Min far.. Pft, yeah right. Og min bror er jo soldat, så han kommer vel ikke tilbage lige foreløbig.

 

”Hun er på vej, og hun er meget bekymret.” Siger han og smiler, som det er en god ting. Jeg vender hovedet, da jeg skal til at spørger ham om hvornår hun kommer, men stopper mig selv.

 

Der står fem fyre ude på gangen og glor skræmt på mig. Fem flotte fyre.. En af dem i kjole? Eller sådan en ting-ting man fik på når man var indlagt. Jeg har også en på, pisse grim.. Vent! Har jeg hukommelsestab? Og de er mine venner? Kæreste? BRØDRER?! Nej.. Det kunne ellers være fedt. Hmm, min hjerne er som den plejer. Suk…

 

Jeg drejer hovedet tilbage og glor op i loftet. Jeg blev ramt af en bil? ”JESSICA!” Min mors beskyttende stemme er sgu ikke til at tage fejl af. Jeg drejer hovedet alt for hurtigt, og skærer en grimasse i smerte. ”Av, for helvede!” Råber jeg, men fortryder det stærkt, da det næsten giver min mor et hjertestop. ”Lille skat.. Hvad er der dog sket?” Hun kigger på min pande og tager min hånd, efter hun er spurtet ind af døren.

Jeg trækker svagt på skuldrende. ”En eller anden spasser kørte mig ned..” Mumler jeg og føler mig pludselig træt. Jeg tager mig til hovedet. ”Jeg er træt.” Siger jeg ligeud og skal nu til at kæmpe for at have åbne øjne. Hun stryger mig over håret og har næsten tåre i øjnene. ”Du sover bare.” Siger hun roligt og smiler svagt. Jeg ligger mig ned og er væk på et split sekund.

 

Jeg flyver op med et gisp. ”HUN ER VÅGEN!” Bliver der råbt og flere læger står bukket ind over mig. ”Du fladt vist, liidt for godt i søvn.” Smiler den ene læge og ser mere rolig ud nu.

Sådan.. Død godt? Er jeg død? Så er jeg sgu nok kommet i helvede, for min læge står og smiler til mig. Adr.. Gyldekysninger.

”Hvordan har du det?” Spørger en anden. ”Godt. Fint.” Svarer jeg simpelt og har det egentlig ikke dårligt. Eller jo, men ikke mere en hvis man har influenza.

 

”Okay.. Du ved hvor du kan finde os.” Han nikker igen, hen mod snoren og sender mig et sidste smil.

 

”Vent!” Jeg når lige at stoppe ham.

 

”Jeg er sulten.” Siger jeg, egentlig mest for at se hvordan han reagerede. Han smiler lidt. Overskuds-læge! ”Kan du gå selv?” spørger han og jeg er allerede træt af ham.

 

Hvor fuck skulle jeg dog vide det fra? Det er squ da mig der blev påkørt. Spasser mand.. Tænk dig om, det er da dig er lægen! Det er altså tilladt i det her land, din idiot..

 

Jeg prøver at komme ud af sengen og han er der med det samme til at hjælpe mig. Jeg har egentlig mest lyst til at losse ham i nosserne og råbe fuck af, men så ville jeg falde.

 

Jeg humper af sted, som en kamel på tre ben og får assistance fra min mor. ”Hvor skal du hen?” Spørger hun og stopper mig. Jeg ser på hende. Hun har grædt.. Jeg rynker brynene. ”Mor, du har jo grædt..” Konstaterer jeg chokeret og dumt. Hun griner for sig selv og nikker. ”Skal du ha mad?” Spørger hun og smiler kærligt. Jeg nikker bare og fortsætter med at snegle derudaf.

Min mor havde grædt? Det skal lige siges at min mor er som en klippe og når lortet vælter er det altid hende der står oprejst.. Derfor er meget chokerende! Hun har grædt én gang før - hvor jeg har set - og det var da min far forlod hende.

 

Jeg hader min far.

Da vi efter timers gåning, runder hjørnet til kantinen er der tomt. Eller et bord er fyldt, men resten er tomt.

 

”Jeg kommer om to sekunder, kan du klarer dig?” Spørger min mor overbeskyttende. Jeg ruller med øjnene og skubber hende svagt, som om det er pære let at gå uden at kunne føle sine ben.

 

Hun er hurtigt væk og jeg er alene. Jeg tager et par skridt og fand' fuckme om det går langsomt..

 

”Har du brug for en hånd?” Lyder det bag fra mig. Jeg vender min overkrop og ser en halv-bekendt fyr smile til mig. Jeg trækker på skuldrende.

”Jeg plejer at være bedrer til at gå..” Siger jeg og får ham til at grine.

 

Han har et sødt grin…

 

Jeg smiler for mig selv. ”Så du lever altså.” Siger han og får mig til at hæve øjenbrynene på stedet. Hvad? Det siger man sgu da ikke..

 

”Altså.. Du blev slæbt ind, på hospitalet blødende fra over det hele og du så umiddelbart ud som om du godt kunne dø.” Svarer han og smiler, som om det er en normal ting at sige. Jeg nikker langsomt, og ser på ham.

 

Han er virkelig pæn. Virkelig.. Overdrevet lækker. VIRKELIG. Han er som en.. En, en lækker fyr.

 

”Hvad er der sket med dig? Siden du er her..” Ryger det ud af mig, i ren nysgerrighed. Han nikker hen mod de andre fyre der sidder.

”Min ven, med det blonde hår, har fået mad forgiftning.” Siger han og ser tilbage på mig. Jeg kaster et blik ned mod bordet.

Fire drenge sidder og kigger hen mod os, mens de hvisker til hinanden.

”Ørh..” Siger jeg og ser tilbage på ham, som hele tiden at stirret lidt på mig. ”Du skulle tilfældigvis ikke være min bror, vel?” Spørger jeg dumt og ser tilbage på ham. Han hæver øjenbrynene og ser noget forvirret ud.

 

Forståeligt..

 

”Ikke hvis ikke dit efternavn er Malik..?” Siger han og hæver langsomt det ene øjenbryn.

 

Malik, huh?

Er det bare mig eller lyder det ikke vildt lækkert? Det kan bare kun hænge fast på en lækker fyr, hvilket det jo også gør.

”Nå nej.. Men jeg så ser stå og glo på mig før, så jeg tænkte bare hvis jeg nu have haft hukommelsestab.” Siger jeg og smiler lidt, for ikke at få ham til at tro at jeg er sindssyg.

 

Hvilket jeg jo ikke er. Helt da..

 

Han ryster på hovedet og griner hæst og sexet.

 

Zayn.” Siger han så og stikker hånden frem mod mig.

 

Zayn Malik? Det glider bare når man siger det.. Holdt kæft, det lyder godt. Zayn Malik..

 

”Jessica.” Svarer jeg og ryster den mildt.

”Hey ZAYN!” Råber en stemme nede fra bordet.

Jeg kaster et blik ned mod dem og ser en brunhåret fyr, smile stort. ”Hvem snakker du med?” Spørger han og de tre andre anstrenger sig for ikke at grine. ”Det er mine venner.” Siger Zayn og smiler lidt, med et håbløst blik i øjnene.

 

”Kom..” Siger han og går hen mod dem.

 

Okay.. Ikke gå i panik.

 

Jeg følger efter Zayn, ned mod bordet. Jeg smiler lidt, til alle fire drenge. De er virkelig heldige med deres udseende alle fire, eller fem.. Altså normalt er det en gruppe venner med 1-2 lækre fyre og her er det bare.. Ej, men altså.. Nam nam.

 

”Det er Jessica.” Siger Zayn og smiler til mig.

 

”Louis.” Siger ham der kaldte på Zayn og smiler stort. ”Niall.” Siger den blonde. Ham med madforgiftningen.. Hvordan får man egentlig madforgiftning? Altså.. Æder man forgiftet mad? Eller rådent måske.. Jeg må Google det.

 

”Det er dig der er syg, ing?” Spørger jeg og peger på ham. Han nikker og smiler lidt.

 

”Det er Harry og Liam.” Siger Zayn og peger på de to sidste drenge. Jeg smiler og kigger på dem. Den ene (Liam?) har et venligt smil. Han ligner sådan en overskuds en, lidt ligesom min læge.. Jeg håber ikke Liam er ligesom min læge, for så slår jeg ham ned. På stedet.

Harry, som så må være den anden, havde nogle søde krøller. Jeg synes det er lidt barnligt, men på Harrys hoved og hans ansigt, med det der flabede, kække smil passer det godt. Rigtig godt..

”Det var dig der blev kørt ned ikke?” Spørger Louis og peger svagt på mig.

 

Kan vi snakke om noget andet? Jeg er ikke ligefrem stolt? Men altså.. Jeg har vel for fanden lov til at gå over vejen med musik i ørene og mine Ray-Ban på og derfor glemme at se mig for, ikke?

Nej? Nå okay..

 

Jeg nikker. ”Åbenbart..” Svarer jeg og sukker lavt.

 

Resten af dagen, til min lorte læge kalder på mig snakker jeg med dem. Turns out, de er sgu kendte.. One Direction. Sjovt ikke? Altså, først troede jeg slet ikke på dem, fordi What Makes You Beautiful muligvis er min ynglingssang – of all time – men ja… Det er de sgu. Sygt ikke?

Og jeg ved godt at i sikkert synes jeg er et misforstår der ikke engang kender kunsteren på min egen ynglings sang, men helt ærligt? Det er kun den ene sang, jeg elsker af dem, og hvis nu en eller anden ULTRA kendt person gående, som man ikke sidder og skriger over hver dag, der hjemme, ville man sgu da heller ikke kunne kende dem.

Vel? Kun mig? Ja selvfølgelig..

 

***

Hvad synes i so far?
Og hvem af drengene tror i Jessica kommer bedst ud af det med?
Det er min første publicerede movellas og jeg er en smule nervøs, men jeg kan godt tage kretik. Der er ikke sket så meget endnu, men vent i bare.

Drama'en er planlagt xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...