Trust Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 8 apr. 2013
  • Status: Færdig
Et lille oneshot om en, der er blevet svigtet.

6Likes
3Kommentarer
350Visninger

1. Trust me

Kære dagbog 08-04-2013

Han sad og så mig i øjnene, jeg havde troet fuldt og fast på ham - tideligere. Mine øjne var løbet i vand, jeg kunne ikke styre det. Jeg elskede den varme brune farve i hans øjne, jeg elskede ham, men det var for sent. Mine øjne havde set det, min hjerne havde registreret det. Alligevel kan jeg stadig ikke fatte det.

Munden sad ikke længere i en halvcirkel limet fast på ansigtet. Han vidste, at han havde gjort noget forkert, men han kunne ikke trøste mig - ikke nu.

Jeg kendte ham efterhånden. En hånd havde prøvet at søge min, men jeg var for langt væk. Jeg vidste hvad han havde gjort, og jeg vidste at det var sket før. Spørgsmålet er ikke længere hvornår han stopper, men hvornår det sker igen.

Efterhånden er jeg begyndt at tro at den bedste løsning bare må være at skride. Her er ikke længere nogen jeg kan tale ud med, om tingene. Hvis jeg fortalte det til nogen - hvad jeg havde set den aften … Ingen ville nogen sinde tro mig. Ikke hvis jeg ikke selv tror på eller indser det.

Jeg tror ikke at han ved at jeg så det. Så ham stå der med hende, halvt påklædt ... Billederne sad stadig klæbet fast til nethinden. Han havde sagt at det aldrig ville ske igen, den gang kunne jeg ikke andet end at stole på ham. Jeg havde været blændet, men nu er tågen lettet. Jeg kan se orkanen, den er på vej og om få sekunder vil den slå ned her.

Jeg vil ikke kunne gøre noget, den vil tage over. Mit syn vil være rødt, jeg vil ikke kunne stoppe, og ingen vil kunne stoppe mig.

Sårene på mine håndled, bliver dybere og dybere. Jeg vil ikke dø. Den fysiske smerte tager den indre. Jeg undgår pulsåerne, mens blodet strømmer ud. Det virker ikke, smerten går ikke væk. Tårerne vælter ud af mine øjne. Jeg kan stadig se dem - billederne. Hvordan kan han overhovedet se sig selv i øjnene?

Han har svigtet mig på det groveste. Skyggerne nærmer sig, jeg bliver svimmel. Mine ben falder sammen. Mere smerte skærer igennem min krop. Jeg kan ikke klare det længere. Så mange måneder, med ar, tårer, uden håb. Ingen at tale med. Mor er på vej til udpumpning, igen.

Mørket fylder stadig mit syn, men jeg gør nu ét forsøg. Prøver, hvilken forskel vil det gøre om jeg er her eller der? Denne gang rammer jeg åren. Blodet strømmer ud. Tykt. Flydende. Varmt. Hvordan vil han reagere, når han ser hvad han har, gjort ved mig?

Han har svigtet …

Har svigtet …

Svigtet …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...