Et sted som helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Færdig
Kan hun klare syv år et sted som helvede?
..

3Likes
0Kommentarer
586Visninger

2. To

Hun vågnede med hovedpine. Grottens tætte kulde lå om hende, en opfordring, tog hun det som, til at øve fangerne i at bruge magi til at opvarme grottehulen og sig selv. 
Hun satte sig op på sengen og tvang sit ømme hoved til at koncentrere sig om sine hænder og varmen, der langsomt dannede en kugle, imellem disse, indtil kuglen blev til ild.
Med et var hun hypnotiseret igen, og det tog hende et øjeblik at få sig selv til at ligge ilden fra sig på gulvet. Med et kontant indre øje på den, vidste hun, at det lille bål ville kunne brænde selv uden træ eller anden fyrring.
Hun rejste sig og klappede en enkelt gang som opfordring til at komme i gang. Men hvad vidste hun ikke, men med et eller andet. Hun måtte finde sig noget underholdning i grottehullet, ellers ville hun ikke kunne klare syv år dernede.
Hun startede med at slentre over til en nøgen grottevæg og kradse lidt i den. Der skete ingenting, ikke andet end at hendes fingre blev kolde og ømme af at skrabe mod massiv sten. Hun ville gerne prøve med noget magi i stedet, men det var umuligt at bruge flere kræfter ad gangen, og grottehullet var endnu for koldt til at hun ville slukke ilden. 
"Senere," mumlede hun. Det ville også give hende noget at lave på et senere tidspunkt.
Hun begav sig rundt i grottehullet og overvejede at tænde ild op ad alle væggene, for at varme dem op, men hendes hoved var gjorde for ondt. Bare det at holde det lille bål igang var rigeligt udfordring for hendes trætte sind.
Hun nåede til statuen af Dallas, og da hun skimtede den og fik øje på hans øjne, en halv meter over hendes, fordi han stod på en sokkel og iøvrigt var en ret høj mand, mærkede hun den egentlige grund til den tomme følelse, der herskede over hende indre. Hun følte sig ikke blot svigtet af sine kræfter. Hun følte sig svigtet af systemet. Hun følte sig svigtet af Dallas, som hun ellers altid havde set op til. Alle vidste, at hun var en af de dygtigste magikere på sin alder, og alligevel var hun 
blevet sendt i grotten, fordi hun én ikke havde haft fuld kontrol over sine kræfter. Der var ikke en gang sket noget. Hun havde ikke ramt målskiven fra femhundrede meter, den anden distance, men det træ, der stod tættest på målskiven, kun en halv meter fra, og som hun havde ramt med en stødkugle, havde rystet og tabt nogle blade. 
Det var det, andet var der ikke sket. Men inden for et halvt minut var hun blevet taklet og blev fastholdt på den golde september jord. Hun huskede smerten fra den stødbold, de ramte hende med, og så var hun bevistløs. Da hun vågnede var det i grottehulen med en Træner, der fortalte hende alt, gav hende mad og forsvandt.
Vrede kogte i hende, varmen fra den var meget stærkere end hendes lille bål, som slukkede sekundet hun begyndte at samle sin energi mellem sine hænder. Hovedpinen forsvandt, da hun koncentrerede sig om stødkuglen mellem sine hænder og kastede den lige ind i ansigtet af Dallas.
Statuen stod som altid, ubevægelig og urørlig. Der var intet sket, trods hun aldrig havde brugt så stærk en stødkugle før.
Hun sank hulkende sammen foran statuen. Hun kunne ikke. Hun kunne ikke klare at kende til sit potentiale og se det blive spærret inde, og hun vidste, at hendes heller ikke ville kunne holde det ud.
Men hun kendte til grotten, havde altid været en stor tilhænger af systemet, fordi hun ikke selv havde prøvet at blive svigtet af det. Og der var ingen måde at bøje reglerne. Ingen måde, hvorpå hun kunne slippe ud af grotten, før om syv år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...