Et sted som helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Færdig
Kan hun klare syv år et sted som helvede?
..

3Likes
0Kommentarer
597Visninger

1. Et

De havde svigtet hende. Aldrig havde de gjort det før, aldrig havde hun følt sig så lille, så svag. De havde forladt hende i netop det øjeblik, hun havde mest brug for dem. Hun tørrede sine svidende øjne og kiggede på sine tynde, blege hænder.
"Hvorfor?" spurgte hun sig selv, og vidste udemærket godt, at hun ikke skulle forvente noget svar. Hun havde jo ikke noget. "Hvorfor?"
Hun lukkede sine øjne for en kort stund, og da hun åbnede dem, så hun sig for første gang rigtigt omkring. Til hendes højre var en stor statue af Dallas. I hans højre hånd, som var løftet til hoftehøjde, var en stor ildkugle at se. Den svævede få centimeter over hans håndflade, også på statuen. Det var ikke noget underligt syn for hende, hun var vant til disse statuer af Dallas. Det, som skillede alle de andre statuer fra denne, var placeringen. Den lå dybt inde i en grottehule, der fungeredesom fængsel for unge magikere, der ikke kunne håndtere deres kræfter. Her skulle hun bruge de næste syv år af sit liv, dag ind og dag ud med at skamme sig over sine handlinger. Kun én gang om ugen ville hun få andre mennesker at se, når en Træner kom til grotten for at se til fangerne. Denne ene gang om ugen havde hun ti minutter til at vise Træneren, at hun havde forbedret sig og godt kunne styre sine hænders unaturlige energi. Hvis alt gik som planlagt, ville hendes syv år stadig tikke ned. Hvis hun fejlede, ville al foregående træning være spildt og syv nye år ville påbegyndes.
Derudover havde hun to minutter til at stikke en sonde ind i sin hals, ind i det ny opererede Spisehul, hvor sonden passede perfekt i. Når sonden var sat fast, begyndte Træneren at pumpe sondemad ind i hendes hals, og når de to minutter var gået, stoppede han og afmonterede selv sonden. Hvis man fumlede med sonden, når den skulle i, var det altså ugens mad, man spildte.
Det var den sociale kontakt hun ville få gennem de næste syv år af sit liv.
Til venstre for hende var en ussel, lille seng bestående af en metalramme, der fastholdt en hård maddras få centimeter over det kolde grottegulv. Madrassens beskidte overflade buede nedad i en bue,der indikerede alt for lang tids konstant brug, hvilket fik hende til at overveje præcis hvor mange magikere, der egentlig havde siddet i grottehulen før hende selv. En kuldegysning rystede sig vej ned over hendes rygrad, da det gik op for hende, at tallet nok var højere end hun havde lyst til at høre. Overfor hende var en grim dør af træ. Et øjeblik overvejede hun, før hun bestemte sig for, at træet nok var fortryllet, så ingen ild nogensinde ville kunne brænde det, og at der garanteret ogå var kastet en alarm over det, så ingen forgævedes prøvede at slippe fra grotten ustraffet. Desuden, tænkte hun, er der uden tvivl flere 
forhindringer i grottegangene.
Loftet over hende lignede en drypstenshule  og hun vidste sekundet hun så det, at det var hvad hun ville få det meste af tiden til at gå med - at se på drypstensloftet. 
Det var det. Der var intet andet end det og hende selv i grottehulen. Det var hvad hun havde at arbejde med fremover. Hun undrede sig over, at ingen tidligere fanger havde graveret noget i væggene. Skrevet noget, talt dage, et eller andet. Men i det massive grottesten, der udgjorde væggene, var intet andet end kulde og tidsløshed at  se.
Hun begravede sit ansigt i sine hænder, mens hun hulkede lydløst. Hvordan var hun dog havnet her? Hun havde altid været en fantastisk magiker! Aldrig havde hendes kræfter svigtet hende! De havde virket som hun ville have det, ramt hvor de skulle og haft præcis den mængde energi i sig, hun havde forventet.
Men den ene gang, hvor det rent faktisk gjaldt. Den ene gang, hun blev overvåget af en rigtig Træner og ikke bare hendes forældre. Den ene gang hun skulle prøves af i sine færdigheder. Den ene gang havde de svigtet hende. Hendes stødbold havde været lang tid undervejs, og det havde undret hende lige fra begyndelsen af prøven. Men hun havde været sikker på, at det bare var nervøsitet, der ødelagde hendes koncentration en anelse, og hun vidste, at det ikke ville gøre noget så snart hun fik magien at se. Synet af hendes kræfter havde altid hypnotiseret hende til fuldstændig koncentration, og så længe hun befandt sig i denne trance, ville alt foregå som det skulle, magien ville virke som altid og hun ville bestå sin prøve.
Men trancen havde ikke lagt sig over hende. Hun skulle have stoppet, trukket sig ud af prøven og bedt om et ekstra år. Hun burde have vidst, at det ville gå galt, hvis hun fortsatte.
Men et år var lang tid, specielt når hun havde trænet op til netop denne prøve i fire lange år. Hun ville bare bestå, have prøven overstået og ud i den virkelige magiske verden, hvor hun ville leve i et normalt liv sammen med sine forældre, indtil hun blev gammel nok til at leve for sig selv.
Det ene ekstra år lød som himlen for hende nu. Men græsset er jo også altid grønnere på den anden side, ikke sandt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...