The French Maid!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2013
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Igang
Ambre er vokset op i Danmark med hendes danske mor og franske far. Hendes far havde hele hendes liv planlagt for hende, men en ulykke vendte op og ned på det hele og hans drømme om hans eneste datters fremtid blev knust. Ulykken gav kun Ambre blod på tanden og nu vil hun bare hjemmefra og opleve noget. Men det kan man desværre ikke uden penge. Hun får job på det familiedrevede luksushotel i Frankrig, for at tjene penge til sit livs rejse, men hvad hun ikke vidste var, at VIP-værelserne snart ville blive belejret af ingen ringere end One Direction. (Har udnyttet min egen franske familie for groft i den her fic med hensyn til navne, da jeg ikke ved hvad franske mennesker ellers hedder xD)

49Likes
31Kommentarer
4135Visninger
AA

8. Why not me?

Da jeg fik pause kom Natalie ind i køkkenet. Hun havde hendes uniform på og havde gule gummihansker i lommen på hendes forklæde. Hun kiggede bedende på mig da hun kom ind.
”Hvad så?”
”Jeg ved de er derinde… må jeg please PLEASE ikke godt kigge?” Jeg løftede et øjenbryn og kiggede over på Paul som hurtigt kiggede ud af vinduet og lod som ingenting. Jeg vidste Paul ikke kunne modstå mine kusiner, som han heller ikke kunne modstå mig, så han blandede sig bare udenom.
”Jeg tror altså ikke de er der ude mere, Natalie.”
”Må jeg så ikke kigge? For at være sikker?” Hun lavede de største hundehvalpeøjne til mig og jeg sukkede og gnubbede min pande med to fingre.
”Okay okay. Men jeg går ud først. Og INGEN skrigeri.” Sagde jeg bestemt og med en løftet finger. Jeg kiggede ud af døren til restauranten og over til det bord de havde siddet ved, og de var selvfølgelig væk. Natalie så skuffet ud.
”Måske hvis du synger lidt højere i dag?” jokede jeg og hun skubbede surt til mig og gik ud i køkkenet igen og ind i vores slap-af rum hvor nogle andre tjenere holdte pause.

”Ma chère en af mine kokke er syge i dag. Kan du ikke passe supperne derovre? Du skal bare røre rundt i dem og lade dem simre.” Paul tørrede sin pande med hans efterhånden ret klamme klud fra hans baglomme og jeg sagde selvfølgelig ja og stillede mig over for at røre i gryderne, mens han begyndte at røbe af de andre. Jeg kunne mærke min mobil vibrerer i min lomme og jeg flyttede mit lille forklæde til side, så jeg kunne få fat i den.

Jeg fik din serviet! ;-)

Der var ingen afsender navn, men jeg kunne regne ud at den var fra Louis. Med mindre en af de andre havde taget nummeret også. Det ville bare være underligt. Jeg stod lidt og vejede mobilen i hånden. Hvad skulle jeg svare tilbage? Hvad var formålet egentlig ved det her? Fyren ville mig noget, men jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige til det. Han var jo meget pæn, men det var hans venner jo også? Jeg kiggede mig lidt omkring for at se, om de andre kokke kiggede på mig. Vi måtte jo egentlig ikke bruge dem i arbejdstiden, men Paul sagde ikke noget til det når det var mig.

Det var da godt! Håber du passer på det :)

Skrev jeg tilbage og lagde kort min mobil på bordet, indtil den vibrerede og alle de andre sendte mig de værste dræberblikke ever. Det var måske heller ikke det klogeste at gøre.

Det gør han ikke! Haha! Hilsen Niall

Stod der på smsen som var kommet fra et helt andet nummer. Jeg lavede store øjne af mobilen, men kunne ikke lade være med at grine bagefter. Det fik kokkenes ansigter til at være mere sure end før. Men jeg nød det lidt. I HAVE THE POWER OF DOING THIS! MUHAH!!

Hahah hvor er du sød Niall! : -D Hilsen Ambre.

For det var han jo! Den måde han havde håndteret min lille fætter Oliver var simpelthen så cute! Jeg rørte godt rundt i supperne og fik endnu en sms. Denne gang fra Louis igen.

Hvornår har du fri? Vi kunne hænge ud sammen? Måske se lidt af Metz ;- D  -Louis

Jeg skulle lige til at skrive tilbage, at det ikke kunne lade sig gøre, men så kom jeg til at tænke på det Grand havde sagt tidligere. Skulle jeg tage chancen? Hvis en af drengene gik ned til grand og spurgt om jeg måtte tage med dem i stedet for at arbejde, ville hun helt klart sige ja. De skulle jo trods alt komme til mig, hvis der var noget. Ikke?

Jeg får ikke fri foreløbig, men hvis i virkelig er desperate, så kan i gå hen til Grand i receptionen og spørge om jeg må tage med. Hun sagde at i bare skulle sige til, ikke? ;-D  -Ambre

Jeg lagde mobilen ned i lommen igen og fik næsten helt dårligt samvittighed over min handling. Paul havde travlt og jeg var her som erstatning for en af kokkene. Han ville aldrig spørge en tjener om at erstatte en kok, hvis ikke han havde død travl. Jeg kiggede hen på ham og sveden sad som perler på hans pande. Han kastede rundt med pander der flammede op og råbte af de andre kokke, så der kom mere fart på. Og her stod jeg… og rørte i en gryde. Fedt! Jeg var også begyndt at kunne mærke min nakke.

Jeg stod længe og kiggede ud i luften og kiggede på min mobil hvert halve minut. Hvorfor svarede han ikke? Det kan være Grand viste, at jeg stod i køkkenet og hjalp til og derfor måtte jeg ikke komme med ud. Men det kunne Louis da godt lige skrive? Jeg nåede lige at tænke den tanke til ende, da døren ud til køkkenet gik op og Grand kom ind efterfulgt af Louis og… ingen andre. What the..?
”De cette façon, de cette façon! (denne vej x2)” Sagde Grand muntert og viftede med hånden, men Louis havde godt set mig. Grand standsede foran mig og kyssede mig 3 gange på hver kind.
”Ambre! Quel est le garçon veut? (Hvad er det egentlig han vil)” spurgte hun mig og kiggede hen på Louis der bare smilede til mig med hænderne i lommen.
”Je vais lui montrer autour de Metz. (Han vil vises rundt i Metz af mig)” svarede jeg hende og hun kiggede med et løftet øjenbryn fra mig over til Louis og tilbage til mig. Før hun sukkede og gik over for at sige til Paul, at jeg skulle have fri. Paul stak hovedet ud af døren til restauranten og tjener Theo kom styrtende for at tage min plads. Han skulede ondt til mig, men jeg smilede og vinkede til ham, mens jeg løsnede knuden på mit forklæde.

”Hvor er de andre henne?” Spurgte jeg Louis, da vi stod på mit værelse.
”Aaah… Du troede de skulle med? Det var derfor du skrev ’i’ i beskeden. Er du skuffet?” Jeg begyndte at knappe min skjorte op og smed den på sengen. Louis stod op af væggen og overgloede mig. Jeg indså hvad jeg lige havde gjort og skyndte at dække mig så meget til jeg kunne med mine arme. Jeg havde selvfølgelig BH på, men jeg havde helt glemt at jeg ikke var alene i rummet denne gang.
”Undskyld!! Det er en vane! Man vender sig til at smide tøjet foran folk når man er svømmer!” Det lød bare endnu mere forkert!! Jeg tog hurtigt en orange top og et par hvide shorts fra mit skab og gik ud på badeværelset, men lod døren stå på klem, så jeg stadig kunne snakke.
”Hvad har stripning med svømning at gøre?” Spurgte han forvirret og jeg kunne høre han kom tættere på døren. Jeg kiggede i spejlet, for at holde øje med om han kiggede, og da han ikke gjorde, smed jeg hurtigt bukserne og tog mine shorts på… omvendt. FUCK THIS SHIT!!
”Man har sponsorer der betaler en for at gå ind i svømmehallen med deres sportstøj på og sådan noget. Så tager man det først af lige før man skal i vandet.”
”Du får det til at lyde som om du er prof.” grinte Louis og jeg kunne se hans ene øje i dørsprækken kigge ind. Heldigvis havde jeg fået vendt mine shorts om.
”Det var jeg også indtil for et par år siden. Nå… Skal vi gå?” Jeg sprang nærmest ud af badeværelset for at tage Louis i at kigge ind. Han flyttede sig hurtigt og kiggede ud af vinduet mens han kløede sig i nakken. Du kan lige så godt lade være! Du er busted!

Selvom der var mega varmt udenfor, trak Louis alligevel en hue ned over håret og tog et par solbriller på. Solbrillerne var selvfølgelig nødvendige men huen. Helt ærlig. Vi stod lidt og kigge op og ned af vejen hvor hotellet lå. Dørmanden kiggede nysgerrigt på os, så jeg tog fat i Louis arm og hev ham den vej som jeg havde gået med mine kusiner den anden dag. Jeg havde selvfølgelig været her før om sommeren, men jeg plejede bare at følge med mine forældre rundt og vidste ikke hvor de forskellige busser kørte hen, på nær den jeg tog med mine kusiner den anden dag. Jeg trak Louis med ind i bussen og betalte for os begge, og gik ned bagerst i bussen.
”Hvor meget kostede det?” Spurgte han og fandt med det samme sin pung frem.
”Det behøves du ikke. Du kan bare give en is når vi når frem.” Sagde jeg og smilede til ham. Han lagde pungen tilbage i lommen og så var der ellers stille, ud over bussens motorstøj.
”Sååå… Du var professionel svømmer?” Spurgte han efter lidt tid.
”Jaah..  Først på juniorholdet og derefter skulle jeg egentlig have trænet op til OL.” Jeg trak på skuldrene som om det var det mest normale i verden, men Louis sad bare med åben mund og stirrede nok på mig. Jeg kunne ikke se hans øjne for solbrillerne, men han havde vendt sig mod mig.
”Og DU sad og sagde i restauranten at dit liv var sååå kedeligt i forhold til mit!” Han gav mig en blid albue i siden.
”I det mindste laver du noget du brænder for. Jeg har aldrig ville konkurrere. Jeg kan selvfølgelig godt lide at svømme, men jeg har ikke arvet min fars konkurrence-gen.” Jeg skar en grimasse og sukkede kort. Vi var snart ved at være fremme ved mit bestemmelsessted. Jeg trykkede på stop knappen og rejste mig på, så vi næsten kunne hoppe af i farten.
”Var det din far der fik dig til at svømme til konkurrencerne?” Vi stod af bussen og gik ind til side, da der var en masse mylder på gaden. Jeg nikkede bare til ham og begyndte at gå imod markedspladsen.
”Men du fik endelig sagt fra?”
”Min nakke sagde fra.” Han løb op på siden af mig og kiggede undrende på mig.
”Trafikulykke. Lang historie. Ikke noget jeg gider snakke om... Hey! Prøv at se lige fremme! På skiltet ovre på den gamle bygning derovre!” Jeg pegede helt vildt og Louis trak solbrillerne ned på næsetippen og klemte øjnene en smule sammen, så han kunne læse skiltet.
”St. Louis plads?!” Udbrød han glad og vi gik over for at jeg kunne tage et billede af ham under skiltet.

”Hvordan er livet på farten så?” Vi sad på den lille cafe som jeg havde siddet et par dage før, men i stedet for at sidde udenfor hvor alle de andre sad og nød solen, havde vi sat os ind bagerst i den lille cafe og bestilt den helt store isdessert.
”Det er virkelig fedt. Nogen gange kan jeg ikke fatte at jeg faktisk laver det jeg gør. Det hele skete så hurtigt og lige pludseligt! Vi blev jo kendt fra den ene dag til den anden. Altså næsten.” Han skovlede en stor skefuld is i munden så chokolade sovsen hang ned af hagen på ham. Jeg tror ikke selv han lagde mærke til det, før jeg tog en serviet fra holderen og tørrede det af ham. Der var en akavet stilhed bagefter, før han begyndte at grine. Jeg sad bare og stirrede ned i min is. Gjorde jeg lige det der? HVAD ER DER GALT MED MIG.
”Tak mor.” Sagde han grinene og jeg gav ham dræberblikket.
”Hey! Nogen skal jo erstatte min mor mens jeg er væk, ikke?” Han blinkede til mig og tog servietten fra mig, så han selv kunne tørre efter.
”Tørre din mor dig stadig om munden?”
”Nej, men det er da meget rart at have en til at gøre det. Måske skulle jeg spørger om hun vil?”
”Åh, hold kæft.” Han havde nok den dårligste humor nogensinde, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at smile og le lidt.

Vi gik rundt og kiggede på boderne som var på pladsen.  Manden der stod bag ved boden med diverse merchandise kiggede fra hans T-shirt og hen på Louis et par gange og blinkede med øjnene og derefter rystede på hovedet. Jo jo, kammerat. Den er sgu god nok. Vi købte kun noget vingummi til deling og besluttede os for at gå tilbage, i stedet for at tage bussen. Der var stadig lang tid tilbage før aftensmaden og jeg havde ikke andet at lave. Og så kunne vi selvfølgelig også snakke noget mere sammen.
”Jeg er glad for jeg fandt en der kan snakke engelsk.. og er pæn.” Jeg kiggede ikke på ham, men på byen. Jeg vidste han ville sende nogle flirtende øjne, men jeg lod ham ikke gøre det.
”De er ikke så internationale her i Nordfrankrig. Jeg kunne ikke snakke med min familie, hvis jeg ikke havde lærte fransk fra starten af.” Louis holdte en pose med vingummi og jeg snuppede hurtigt en til, før vi gik ind på hotellet.
”Kan de ikke lærer dansk så?” Vi stod stille lige inden for døren.
”Nææ.. du kender vist ikke så mange franskmænd. Det er under deres værdighed! Nææ nej! Vi kan lærer fransk hvis vi vil dem noget.” Jeg kunne sagtens snakke højt, selvom vi stod tæt på receptionen, for de forstod ikke hvad jeg sagde alligevel.
”Spaniolerne var ret gode til engelsk, da vi var der og..” Mere nåede Louis ikke at sige, før et højt skrig lød bag os. Min højt elskede kusine Natalie var færdig med at arbejde og var kommet op fra kælderen. Hun stod fuldstændig stivnet og blev ved med at skrige. Jeg himlede med øjnene, før jeg gik hen til hende og holdt hende for munden.
”Natalie!” Sagde jeg surt og skulede til hende. Hun mumlede noget uforståeligt under min hånd og jeg kunne mærke hendes tunge mod mine fingre. EWWW!!! Det fik mig til at give slip på hende, så hun kunne flippe ud igen.
”Oh my god hvad laver han her? Hvad laver du med ham? Hvorfor er han.. jeg ved… aaaarh!!!” Skreg hun sindsygt hurtigt på fransk og Louis stod og smilede uforstående til hende. Han var nok vant til det.

”Jeg viste ham rundt i byen. Siden jeg er den eneste her der taler engelsk.” Forklarede jeg hende på fransk og hun så bare surt på mig og var på vej hen imod Louis, men jeg greb hurtigt hendes arm og hun begyndte at klynke. Oh my god!
”Det er okay Ambre!” Sagde Louis sødt. Jeg løftede det ene øjenbryn.
”Du er selv ude om det makker!” Jeg gav slip på min kusine og hun styrtede hen til Louis og klamrede sig om ham så han nærmest blev mast. Han så en smule skræmt ud, men jeg havde ikke i sinde at hjælpe ham nu, hvor han selv bad om det.
”Wuhuu hvad sker der her?” Liam kom gående ovre fra elevatoren og efter ham kom de andre drenge brølende om et eller andet jeg ikke fik fat i, på grund af accenten.
”Louis siger hej til min kusine.” Sagde jeg og lagde armen over kors, mens jeg stod og kiggede på Louis der prøvede at fortælle hende, at hun skulle give slip, men hun forstod intet og sad urokkelig fast om livet på ham.
”Guys?!” Udbrød han og Harry kom ham til undsætning og lagde en hånd på Natalies skulder. Og SÅ brød helved løs. Hvis man havde været i rum med Natalie i mere end to minutter vidste man, at Harry var hendes ynglings og derfor skreg hun op, begyndte at tude og klamrede sig til ham i stedet for Louis.
”Good Luck!” skyndte Louis at sige, før han løb om bag mig.
”Stor fan, huh?” Spurgte Niall.
”Jaaa… du må hellere passe på. Jeg har en kusine mere og hun er vist team Niall.” Niall grinte nervøst og lavede store øjne.
”ARRÊT! (stop)” pludselig kunne jeg hører Grands stemme og det skar i ørene. Det så også ud til at være det eneste der trængte igennem ved Natalie. Hun stivnede øjeblikkeligt og hendes greb løsnede sig om Harrys liv. Grand tog hårdt fat om Natalies håndled og trak hende ind i kontoret, mens hun hurtigt sendte mig et vredt blik. Den altid flinke Harry prøvede at sige det var okay, men Grand forstod ikke engelsk og undskylde sig bare.

”Wow…” Var det eneste jeg kunne sige.
”Hvad gør hun ved hende?” Spurgte Harry bekymret og kiggede hen på døren til kontoret. Jeg trak på skuldrene. Helt ærligt tror jeg godt Grand kunne finde på at lange lussinger ud, men det var ikke noget jeg havde i sinde at fortælle Harry. Ikke for at være ond, men jeg ville ikke have han skulle til at lave en scene og løbe derhen.
”Nå men… Tak for turen Louis. Det var hyggeligt. Nu tror jeg, jeg vil gå op på mit værelse og få min daglige dosis internet!” Jeg vinkede til drengene som var på vej ud og jeg så en taxi stod og ventede på dem.
Der gik ikke længe før jeg stenede på facebook og kiggede mine venners opdateringer igennem. Min mobil bippede og jeg regnede med det var min tante der ville sige at vi spiste lidt tidligere, men smsen var fra Niall.

Hvad lavede ud med Louis i dag? O.o –Niall

Jeg viste ham bare rundt i byen. Du kunne også bare spørge ham? Han sidder sikkert lige ved siden af dig ;-) – Ambre

Naah, jeg vil hellere skrive til dig! Kan jeg ikke også få sådan en rundtur? Please! – Niall

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...