The French Maid!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2013
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Igang
Ambre er vokset op i Danmark med hendes danske mor og franske far. Hendes far havde hele hendes liv planlagt for hende, men en ulykke vendte op og ned på det hele og hans drømme om hans eneste datters fremtid blev knust. Ulykken gav kun Ambre blod på tanden og nu vil hun bare hjemmefra og opleve noget. Men det kan man desværre ikke uden penge. Hun får job på det familiedrevede luksushotel i Frankrig, for at tjene penge til sit livs rejse, men hvad hun ikke vidste var, at VIP-værelserne snart ville blive belejret af ingen ringere end One Direction. (Har udnyttet min egen franske familie for groft i den her fic med hensyn til navne, da jeg ikke ved hvad franske mennesker ellers hedder xD)

49Likes
31Kommentarer
3966Visninger
AA

7. Why me?

Begge mine fætre sad heldigvis på værelset, da jeg var færdig. Oliver sad ved min computer, mens Cedric sad ved siden af og tegnede på en reklame. Jeg strøg en hånd igennem Olivers hår så han kiggede op på mig.
”Jeg er blevet god!” han pegede på computeren og jeg nikkede bare af ham.
”Vi skal have jer ned igen. Hvor folk kan holde øje med jer!” Sagde jeg en smule strengt og klappede computeren i, så han surmulede lidt. Jeg rakte ud efter Cedric hånd og der gik lidt før han reagerede på det. Han lod mig samle ham op og da jeg åbnede døren, kom Oliver med automatisk og tog min fri hånd. Det var svært at holde Cedric oppe med en arm, da de jo ikke var helt små mere.
”Har du brug for hjælp?” Jeg vendte mig om og så det var ham den lyshårede Niall.
”Skal du ned?”
”Ja jeg skal ned og se hvad der er i buffeten i aften. Måske kan jeg lokke mig til en forsmag på det.” Han klappede lidt i hænderne og smilede stort. Han havde et par løse shorts på og en hvid top på, som en anden fodboldspiller, men Oliver så ud til at kunne lide ham.
”Vous jouez au football?” Spurgte Oliver ham ivrigt og greb fat i hans shorts. Niall kiggede bare uforstående på ham.
”Han spørger om du spiller fodbold.” Jeg steg ind i elevatoren sammen med Cedric og Oliver trak Niall med i hans bukseben.
”Selvfølgelig gør jeg det! Jeg er den bedste!” pralede han og jeg oversatte det til Oliver der straks begyndte at snakke så begejstret hurtigt at selv jeg ikke kunne forstå det.

Da jeg kom ned i lobbyen stod min tante og snakkede med Grand bag ved disken. Jeg satte Cedric ned ved siden af dem og han krammede straks Grands ben. Oliver havde ikke givet slip på NIall som jeg havde regnet med, men han havde selvfølgelig ikke forstået at hvis han havde sagt noget. Så Niall stod ved bag mig og prikkede min på skulderen.
”Ambre… kan du ikke liiii…” Sagde han lavt og nikkede ned mod Oliver der stadig snakkede.
”Nææ.. Oliver har vist fået sig en ven.” Sagde Grand på fransk og rakte ud efter ham og han tog hendes hånd. Hun kiggede en smule skeptisk på mig og jeg trak bare på skulderne.
”Jeg går op og tager mig et bad Grand.” Sagde jeg til hende og gav hende 3 luftkys før jeg gik. Jeg vendte mig om for at gå op igen, men Niall fulgte efter mig.
”Hvad?” Spurgte jeg på engelsk og kunne ikke lade være med at smile af hans uforstående blik.
”Hvad sagde du? Hvor skal du hen?”
”Jeg snakkede til Marcheline… og jeg er på vej op og i bad.” Det så ud som om der var et eller andet der gik op for ham og jeg sværger at jeg så hans kinder få en smule farve!
”Sååå… går jeg hen til restauranten.” Han pegede hen over sin skulder og begyndte at bakke, før han vendte sig om og gik. Hvor var han sød og forvirret.

Da det var ved at være aftensmadstid klappede jeg min bog i igen. Anden bog i serien Beautiful dead. Den var så rørende og sød! Jeg havde helt glemte at aftensmadstid ikke var det samme her, som hjemme i Danmark, så det var kun mine fætre og min onkel der sad og spiste endnu. Jeg kiggede på klokken på min mobil. Den var da ikke mere end 7? Jeg gjorde dem lige opmærksom på at jeg var der, men gik direkte op til buffetbordet. Theo stod deroppe og trangen til at vende om var stor, men jeg gik op og gik lige forbi ham hen til pastasalaten.
”Du så mig godt.” Sagde han til mig på fransk.
”Du er svær at overse.”
”På grund af mit knald gode udseende!” Jeg kom til at grynte for at holde et grin inde. Han lavede en grimasse til mig, før jeg rakte ham den halvtomme skål med pastasalat.
”Den trænger vist til at blive fyldt op søde.” sagde jeg næsvist og han gav mig et dræberblik før han gik ud i køkkenet med den. Jeg rakte tunge efter ham og kunne hører nogen le bag mig.
”Problemer med servicen?” Spurgte Liam og jeg blev helt rød i hovedet.
”Det er bare Theo.”
”En ven?” Liam fyldte lidt salat op på tallerkenen før han kiggede på mig igen.
”Det kan man ikke ligefrem sige.” Jeg skar en grimasse som nok fortalte alt, for Liam nikkede bare forstående og kiggede efter Theo, da han kom tilbage.
”Står du her endnu?” Spurgte han på fransk og kiggede på mig.
”Jeg skal nok gå!” beklagede jeg mig og nikkede farvel til Liam, før jeg satte mig ned foran mine fætre.

Oliver sad og udhulede et stykke brød mens Cedric sad og kiggede på. Min onkel sad med en avis i hånden og spiste stadig. Jeg snakkede ikke til dem, men nikkede blot når Oliver henvendte sig til mig, for at vise hans klamme mesterværk af brødklatter. For henne i hjørnebåsen sad alle 5 drenge jeg havde snakket med tidligere. Jeg sad og kiggede på hver og en af dem og nævnte deres navne inden i hovedet. Jeg havde bare glemt hvad bandet hed. Jeg skyndte mig at blive færdigt og besluttede mig for at finde Natalies værelse, da Grand kaldte på mig fra receptionen.
”Hvad så, Grand?” Spurgte jeg muntert og lænede mig ind over disken.
”Hvem var ham den lyshårede du kom gående med tidligere?”
”Det var Niall. Han var med til at finde Cedric, da han blev væk på 8. sal.” Grand løftede et øjenbryn. Ups, jeg havde slet ikke nævnt at han havde været væk fra mig.
”Du ved godt hvem han er ikke?”
”Det fandt jeg da ud af.” Sagde jeg uskyldigt.
”Falder i godt i hak så?” Jeg undrede mig lidt over hendes spørgsmål, så jeg blinkede et par gange og kiggede spørgende på hende.
”Jeg tænkte bare, at i var på samme alder og du virker meget rolig over at de er her. Det kunne være du skulle have en fast tjans omkring dem. Du kan trods alt snakke engelsk.” Der måtte jeg give hende ret. Det er ret ringe at der ikke rigtig er nogen på hotellet der kunne snakke engelsk. Jeg vidste i hvert fald at ingen fra min familie havde lært det. Grand kunne nok til en hvis grad, men hun ville nok ikke vimse omkring dem 24/7.
”Jeg vidste jo ikke hvem de var, før Stephanie og Natalie fangirlede over dem.” Sagde jeg henkastende.
”Perfekt.” Grand kiggede ned på sine papir igen og skrev et eller andet ned.
”Og hvad er det helt nøjagtig jeg skal, siger du?”
”Det finder vi ud af!” Sagde hun smilende og forsvandt ind i hendes kontor bag ved disken. Aha… interessant.

Natalies værelse var nemt at finde og jeg tror vi skal være glade for at familien havde denne lille afdeling af hotellet for dem selv. Man kunne hører musik 20 meter før jeg kom hen til hendes værelse. Jeg bankede på, men hun kunne selvfølgelig ikke hører mig, så jeg åbnede døren og kiggede ind. Hende og Stephanie hoppede rundt i den store dobbeltseng i midten af rummet og holdt hinanden i hånden mens de skrålede med til musikken. Hendes værelse var klistret til med de velkendte ansigter jeg havde set nede i restauranten for et øjeblik siden. Over hendes seng hang et stort billede af Harrys smilende ansigt. Hendes skab lignede mere et overdimensioneret alter for drengene. One Direction stod der overalt. Det var det de hed!
”HEY!” råbte jeg, så de lagde mærke til mig. De kiggede på mig, men skrålede videre indtil de hoppede ned fra sengen og over mod mig.
”YOU DON’T KNOW, OH OH, YOU DON’T KNOW YOU ARE BEAUTIFUL!!” Skrålede de og hvinede da sangen var færdig.
”Wow..” Sagde jeg chokeret og lukkede døren efter mig. Natalie gik over for at skrue ned mens Stephanie smed sig forpustet i sengen.
”Er de ikke bare gode?!” Spurgte Natalie overgearet og hoppede op og ned til den næste sang, selvom det var en af de lidt mere stille numre.
”Det… altså hvis jeg kunne hører dem, men jeg kunne altså kun hører jer.” grinte jeg og satte mig ved siden af Stephanie i sengen.
”Hvis vi synger højt nok, kan det være de kan hører os! Og så kan det være de kommer her hen!” Natalie skruede en smule op igen og begyndte at synge.
”I har vel ikke en ekstra CD eller noget? Jeg vil gerne hører nogen af deres sange, når nu de er her. Og det skal helst være uden Natalie Cover, tak!” Jeg tror ikke hun fattede min joke, for hun stod lidt og kiggede spekulerende ud i luften. Gad vide hvem hende Natalie mon var? En de sang med? En der skulle slås ihjel fordi hun komme imellem hende og dem. Er jeg den eneste der tror hun tænker sådan?
”Altså du kan låne deres anden CD. Vi bruger jo ligesom Up All Night lige nu.” Hun pegede på cd afspilleren på hendes skrivebord. Hun rakte mig en anden CD, men da jeg skulle til at tage imod den hev hun den til sig og aede den.
”Lov mig at passe godt på den!” Jeg nikkede, men hun kiggede tvivlende på mig.
”Oh my god. JA JEG LOVER DET!” Sagde jeg surt og hev den ud af hendes greb.

”Take me home” Jeg læste titlen på coveret højt for mig selv, før jeg satte CDen i computeren. Jeg havde ikke nogen Cd-afspiller på mit værelse. Jeg lagde mig på sengen og tog folderen ud fra CDcoveret så jeg kunne følge med i teksten når de sang. Jeg prøvede at lægge mærke til hvem der sang hvad. Harrys stemmer var nem at genkende. Louis var også, fordi den var så lys, men i starten kunne jeg ikke følge med i hvem der sang resten. Da sangen Little Thing kom, fik jeg kulde gysninger. Deres britiske accenter var så tygge at man kunne skære i dem. Hvis man overhovedet kunne sige sådan? Men det var fucking charmerende. Undskyld jeg bander mor! Folk gik altid og sagde at fransk var kærlighedens sprog. Jeg syntes de er tossede! Britisk engelsk er langt mere forførende og sexet! Hvis det selvfølgelig er det man går efter.
Jeg kunne virkelig godt lide deres musik. Som i virkelig! Jeg kom til at tænke tilbage til dengang jeg havde et lille cruch på Jesse McCartney. Jeg havde set ham i et blad, men min far forbød mig at hænge en plakat op på mit værelse. Jeg skulle vel have plads til at hænge nogle medaljer op. I hvert fald ifølge ham. Da CDen var færdig var det også ved at være sent, så jeg gik ikke ned med den igen. Jeg kravlede direkte under dynen, men jeg kunne stadig hører deres stemmer i mit hoved.

Ah AAAH AHHHRGH! Hver morgen blev den alarm bare mere og mere træls. Jeg havde sovet med hænder oppe over hovedet, så mine fingre sov og jeg kunne ikke få dem til at lystre, da jeg skulle slukke for alarmen. Den nåede at blive så høj, at jeg havde lyst til at tude til sidst. Dårlig start på dagen! Jeg rystede mine arme godt da jeg rejste mig, for at få blodet tilbage i dem og gik ud under den dejlig varme bruser. Jeg gav maid-uniformen fingeren og tog mit tjener gejl på. Nede i køkkenet var de, som de plejede, allerede i gang. Jeg gik ind i baglokalet hvor Margret sad med en kop te sammen med nogen af de andre. Jeg hilste på dem og de hilste overraskende igen.
”Jeg skal vel stå i hjørnet og vente på der er nogen der får brug for mig i dag?” Margret nikkede bare træt. Hun blev kørt ret hårdt på. Hun var her både morgen, middag og aften hver dag. Det ville jeg heller ikke kunne holde til hvis jeg skulle hver dag. Da gæsterne begyndte at komme stillede vi os ned til væggen og ventede på at overtjeneren kaldte os frem. Jeg stod i cirka i midten af køen, så jeg nåede at komme til ret hurtigt, så jeg ikke faldt i søvn. Jeg skulle servere for et middelaldrende ægtepar som kiggede ned på deres kæmpe klods af en blackberry, i stedet for at kigge på hinanden og snakke. Jeg serverede dem deres underlige druejuice og ventede bare på de gik. De var simpelthen mere kedelige, end at stå henne i hjørnet. Da de endelig gik, ryddede jeg op efter dem og krammede kort Paul i køkkenet, før jeg stillede mig hen bag i køen igen. Der havde efterhånden været en del mennesker, så jeg skulle nok ikke regne med at komme frem igen. Men der tog jeg fejl. Man kunne hører hende langt væk. Grands høje hæle. Hun kom gående ned af gangen og viftede med armene foran sig og snakkede på livet lyst. De velkendte drenge fra One Direction gik bag ved hende og så tomme ud i ansigterne. De forstod sikkert ikke så meget af hvad hun sagde. Åh Grand. Hun kiggede op og ned af rækken af tjenere og da jeg fik øjenkontakt med hende smilede hun stort til mig.

”Ma chère Ambre! Est venu directement ici! (Søde Ambre. Kom lige herhen)” De andre tjenere vendte rundt og kiggede på mig. Jeg lavede store øjne, da jeg gik forbi dem og over til Grand.
”C'est le petit-fils de ma sœur, mais a déjà été atteint. En cas de besoin d'aide, en seulement aller à elle! Je ferai en sorte que le serveur sait que quand, en plus, elle sert à vous! Au revoir à nouveau” Grand havde vendt sig om og snakket meget langsomt fransk til drengene, man kunne se at de prøvede at forstå noget af det, men det var tydeligt at de ikke forstod et ord. Hun kiggede lidt på dem og Zayn lavede bare et thumps op og smilede akavet til hende, før hun vendte sig om og gik. Jeg ventede lidt, før jeg eksploderede at grin. Jeg gemte mit ansigt i hænderne lidt indtil overtjeneren puffede til mig.
”Excusez-moi! Følg med mig!” Sagde jeg til drengene og de fulgte med mig hen til en af båsene ude i siden, så de kunne sidde nogenlunde uforstyrret.
”Hvad sagde hun?” Liam satte sig og kiggede på mig med det mest tomme blik jeg nogensinde havde set. Jeg kunne ikke lade være med at fnise igen, men trak vejret dybt og tog mig sammen.
”Hun sagde bare at jeg vil automatisk være jeres tjener hernede og hvis der er noget skal i bare komme til mig. Jeg er jo trods alt en af de få engelsktalende her på hotellet.” De nikkede anerkendende og jeg blev en smule chokeret, da Niall klaskede mig på numsen med en flad hånd. Jeg kiggede bebrejdende på ham.
”Jeg er sgu bare glad for at se dig! Lad os bestille noget te så jeg kan komme op til buffeten!” Han smilede over hele femøren. De efterlod Louis ved bordet sammen med mig, for de mente han var den der vidste mest om teen, når nu vi ikke havde det de normalt drak.
”Sæt dig ned!” Sagde han og pegede på pladsen overfor ham.
”Det må jeg desværre ikke.” jeg kastede hovedet hen imod overtjeneren som stod og spejdede ud over salen.
”Har kunden ikke altid ret?”
”…jo?”
”Så sæt dig ned.” Jeg kiggede over på overtjeneren mens jeg satte mig ned, men heldigvis var der kommet flere gæster ind af døren han skulle tage sig af.

”Sååå.. hvilken slags te vil i så have? Darjeeling teen er ret god.”
”Vil du virkelig snakke om te?” Jeg kiggede forvirret på ham.
”Det er det jeg er her for?” Han lænede sig ind over bordet, så han kom tættere på. Jeg rettede mig op, så afstanden i mellem os blev lidt større igen.
”Jeg spurgte dig pænt om du ikke ville være her, og så vil du bare snakke om te?” Han hævede det ene øjenbryn og smilede til mig. Hvad helved skulle jeg svare til det? Jeg havde da ingen ide om hvad fyren ville mig. Jeg trak på skuldrene og lagde min blok og kuglepen fra mig, da jeg vidst godt kunne glemme at få nogen bestilling fra ham.
”Såå… Ambre. Du er halv dansk og halv fransk?” Han lød interesseret og kiggede mig lige i øjnene. Weird!
”Såå Louis. Du er åbenbart verdensberømt sanger.” Jeg lænede mig frem ligesom han gjorde, for at gøre lidt grin med ham.
”Øh..jaa?” Usikkerheden lyste ud af hans ansigt og han lænede sig lidt væk igen og kløede sig i nakken.
”Jeg fatter dig ikke. Dit liv er tusinde gange mere spændende end mit. Hvorfor vil du snakke om mig?” Han rystede på hovedet og rettede på sit hår.
”Jeg er lidt træt af din indstilling, Ambre. Jeg vil bare gerne lære dig lidt at kende, for du virker så frisk. Men bare så du ved det! Bare fordi jeg er kendt, gør det mig ikke til et dumt svin. Jeg tænker også på andre end mig selv og jeg er ved at være godt og grundig træt af at snakke om mig selv. Jeg vil gerne hører noget om dig Ambre. En ukendt pige hvis historie mangler at blive fortalt.” Jeg sad med åben mund og polypper og kiggede på Louis. Han var da godt nok lige kommet ud med sine frustrationer. Men jeg kunne godt se hvad han mente med det. Han manglede noget normalt i hans liv. Noget uden glitter og glamour. Jeg skulle til at svare ham, da jeg mærkede en hånd på min skulder. Jeg vendte mig om og kiggede lige op i fjæset på overtjeneren. Jeg rejste mig så hurtigt op jeg kunne, så mit hår stod ud til alle sider.
”Det var darjeeling te til alle fem, ikke?” Louis nikkede bare og jeg skyndte mig at løbe ud i køkkenet og bestille teen. Jeg gjorde et fad klart med 5 underkopper, 5 kopper og jeg lagde en lille kage på hver underkop. To på den til Niall. Teen blev brygget i en supermaskine og blev hældt ned i den store sølvfarvede termokande. Jeg stod og trippede imens og kiggede over ved siden af maskinen hvor der lå en stor stak servietter. En ide kom til mig og jeg kiggede mig rundt, men ingen ventede på te bryggeren, så jeg tog min kuglepen frem og skrev mit nummer ned på en serviet og lagde den sammen med 5 andre over på bakken, med nummeret nedad.

Jeg gik ind i restauranten og prøvede at se så professionel ud, da jeg vidste, at overtjeneren ville holde øje med mig nu. De andre drenge var kommet tilbage med deres mad og Louis var oppe ved buffeten nu. Jeg delte kopper og underkopper ud til dem alle og satte den med de to kager på ved Niall og han lyste helt op.
”Vil du gifte dig med mig?” Spurgte han med mad i munden. Lidt klamt, men jeg smilede til ham alligevel. Jeg stoppede lidt op, da jeg skulle til at lægge servietterne på bordet. Var det nu en god ide? Jeg vidste ikke hvad han ville mig, eller hvem han var. Folk gjorde tit sådan noget i byen, så hvorfor ikke tage en chance? Desuden kunne han bare lade være med at skrive, hvis han ikke ville. Valget var hans. Jeg lagde servietterne på bordet og pegede på den øverste.
”Vil i ikke sørge for at Louis får den?” Jeg kiggede rundt på alle drengene som bare gav mig et underligt blik.
”Regner du da med, at Louis savler?” Spurgte Niall undrende.
”Noget i den stil.” Liam rakte ud efter den øverste serviet og skulle faktisk til at tørre sin mund i den, men hans ansigtsudtryk fortalt mig, at han havde set nummeret på den anden side. Han kiggede hurtigt fra mig og så til servietten inden han smilede.
”Jeg skal nok sørge for han får den.” Sagde han venligt og lagde den ned på hans skød og tog en ny serviet til sig selv.
”Hvad er der med den serviet?” Hørte jeg lige Zayn viske, da jeg vendte mig om og gik ud i køkkenet igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...