The French Maid!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2013
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Igang
Ambre er vokset op i Danmark med hendes danske mor og franske far. Hendes far havde hele hendes liv planlagt for hende, men en ulykke vendte op og ned på det hele og hans drømme om hans eneste datters fremtid blev knust. Ulykken gav kun Ambre blod på tanden og nu vil hun bare hjemmefra og opleve noget. Men det kan man desværre ikke uden penge. Hun får job på det familiedrevede luksushotel i Frankrig, for at tjene penge til sit livs rejse, men hvad hun ikke vidste var, at VIP-værelserne snart ville blive belejret af ingen ringere end One Direction. (Har udnyttet min egen franske familie for groft i den her fic med hensyn til navne, da jeg ikke ved hvad franske mennesker ellers hedder xD)

49Likes
31Kommentarer
3992Visninger
AA

5. Parlez vous Français?

Resten af den dag blev jeg brugt som en menneskeoversætter. En tolk mellem twitter og mine kusiner. De vidste knap nok hvad de sang, når de skrålede med på deres musik på mobilen. Jeg satte mig på sædet bag ved dem i bussen på vej hjem og lod som om jeg ikke kendte dem.

Ved aftensmadstid kom Grand for sent. Ikke fordi der var et specielt tidspunkt vi skulle spise på, men hun var ikke ved bordet da vi satte os ind. Min onkel var stadig i sit arbejdstøj og Oliver sad og snakkede til Cedric uden at få svar tilbage. Vi var allerede så godt som færdig da Grand kom løbende ind og sagde ikke hej, før hun gik op og fyldte sin tallerken ved buffeten. Hun så ekstrem stresset ud og jeg sværger, i alt den tid jeg betragtede hende fra min plads, blinkede hun ikke.
”Hvordan går det, moster?” Spurgte min tante, da Grand satte sig ned. Hun pustede hårdt ud og rettede sig op.
”Der er blevet lagt meget stort pres på mine skuldre. Jeg har aldrig kendt mage! Vi har haft besøg af alle de store! Michael Jackson i sin tid, Bryan Adams og Robbie Williams, men jeg kan sige jer! Jeg har aldrig oplevet så stort et dække!” Halv råbte hun og tog sig til hovedet.
”Dække? Medierne? Dem har du da aldrig været bange for!” Min tante tog Grands anden hånd som lå på bordet.
”De har overhalet mig, siger jeg dig! Alle disse sociale medier! Rygter spreder sig! Folk har ringet hele dagen! Jeg var nød til at få en anden til at styre telefonerne på kontoret.” Jeg skulle lige til at stille det store spørgsmål: Hvem kommer? Men mine kusiner hvinede på samme tid og kiggede overgiret på hinanden. Åh nej… åååååh nej.
”Hvem kommer Grand?” Spurgte Natalie. Det var ikke svært at gætte hvad hun tænkte.
”Et eller andet boyband.” Sagde hun og viftede med den ene hånd. Great. Det fik Stephanie til at skrige og jeg er sikker på at hele salen kiggede hen imod vores bord. Grand kiggede surt på hende.
”I to har bare at holde jeg væk fra dem! Vi vil ikke have nogen skandaler her på hotellet. Det skal være sådan, at de kan føle sig trygge her og omtale os positivt i medierne.” Grand kiggede bestemt på dem, indtil de stoppede med at smile. Det var sjælendt jeg havde set hende være på den måde over for et familiemedlem.

Grand løb ret hurtigt igen, efter at hun havde spist. Vi sad og snakkede i et par timer og fik dessert. Da jeg forlod restauranten lagde jeg godt mærke til at der var samlet en masse piger udenfor hovedindgangen. Den stakkels dørmand stod foran døren og rystede på hovedet mens nogle piger kiggede bedende på ham. Hvor er jeg glad for jeg kom hjem i god tid, så jeg ikke ville blive klemt mellem alle de tøser. De stod alle klar med deres mobiler og kameraer og kiggede op og ned af gaden. Jeg fortsatte op på mit værelse og fik skiftet til nattøj. Da jeg sad ved min computer og skrev med en af mine gamle klassekammerater, kunne jeg pludselig hører en masse skrigeri udenfor. Det måtte være boy-bandet der var ankommet. Jeg måtte indrømme jeg var en smule nysgerrig for at se hvad der skete, men jeg var ikke meget for at gå ud på altanen og kigge. Der var så langt ned! Natalie og Stephanie ville nok være dernede alligevel. Jeg kunne bare se deres billeder dagen efter. Jeg lagde min nakke i spænd på min trælse pude, og prøvede at falde i søvn for de skrigende piger. Man kunne hører dem længe og jeg stirrede træt på uret på min mobil. Skulle de ikke op og i skole for fuck sake? En masse skramlen lød ude på gangen og en masse fodtrin. En masse mennesker snakkede i munden på hinanden og jagede med en eller anden, efterfulgt af latter. Så gå dog til ro! Lømler!!

Da mit vækkeur ringede dagen efter, var jeg virkelig død. Folk havde skramlet og løbet rundt ud på gangen hele natten og hver gang jeg var ved at falde i søvn kom der pludselig lyde som vækkede mig igen. Jeg gik halvsovende ud for at tage et koldt bad, men det hjalp slet ikke. Jeg var ved at tage min maid-uniform på igen i dag, men indså da jeg havde fået den på, at jeg skulle serverer i restauranten. Af tøjet igen og på med noget nyt. Jeg var alligevel glad for, at jeg havde bukser på og ikke kjole, det virkede nemlig lidt koldt, men det kunne også være på grund af det kolde bad. Jeg satte mit hår op i den sædvanlige hestehale og eyeliner på, så jeg så lidt mere vågen ud. På vej ned i elevatoren var jeg ved at falde i søvn, og det endte med at jeg glemte at stige af i stueetagen og kom med op igen til 3. sal. Et par fine herrer trak deres kufferter ind i elevatoren og nikkede til mig. Jeg nikkede igen og rystede søvnen af mig, da de kiggede væk igen.

Jeg lagde mig hen over køkkenbordet da jeg kom ned og lukkede øjnene et kort øjeblik.
”Skal du have noget kaffe?” Lyden af Margrets stemme fik det til at give et sæt i mig.
”Ne..nej tak. Jeg kan ikke lide kaffe.”
”Hvad med te?” Jeg gik over og fandt en kop i den store vaskemaskine og gik med Margret ind i et lille lokale ved siden af køkkenet hvor nogle andre tjener sad ved et bord og drak te og kaffe. De skulede lidt efter mig, med jeg gad virkelig ikke tage mig af det. Margret skænkede noget te til mig ovre ved et lille serveringsbord og satte sig ved bordet.
”Er det rigtig at du hedder Allain?” Spurgte en der sad overfor mig. Jeg nikkede bare og sippede til min te.
”Jeg vidste ikke Marcheline havde nogle børnebørn.” Sagde en anden.
”Hun er heller ikke min bedstemor. Hun er min bedstemors søster.” De nikkede forstående og kiggede ned i deres kopper.  Der gik lidt før vi gik i gang med at dække bordene og sætte maden i buffeten, så det stod som det plejede. Jeg blev i dag sat på genopfyldningsholdet, så jeg skulle ikke stå i hjørnet og vente på, at der var nogen der fik brug for mig. Jeg skulle gå og holde øje om kurvene med brød var fyldte og om der var nok scrambledeggs i varmebeholderen. Jeg gik frem og tilbage mellem køkkenet og restauranten og det var faktisk rart at være i bevægelse og ikke en eneste gang måtte en gæst spørge om der var mere, for jeg var superman til at fylde op!

Da morgenmaden var overstået begyndte folk at rydde op og jeg skulle hjælpe med at vaske af og starte de store industri-opvaskemaskiner. Køkkenet var utroligt varmt at opholde sig i og så skulle jeg også stå med mine hænder nede i det varme vand, når de andre kom med et rullebord fyldt med tallerkner og glas. Jeg lagde også mærke til, at Paul var ved at få store svedplamager under armene. Mmmh! Han åbnede for vinduerne og døren ud til gangen, for at få noget køligere luft ind. De var allerede så småt i gang med at lave maden til middagsbuffeten, men det gik ikke så hurtigt endnu, så de tillod sig at have en radio tændt mens vi stod derinde. Musikken lød forfærdelig og var selvfølgedig på fransk. Hvad var der nu galt med engelsk musik? Det er det eneste rigtige sprog man brude synge på. Paul begyndte at synge med, hvilket bare gjorde det hele værre. Jeg prøvede bare at smile til ham, når hans øjne søgte igennem lokalet på respons på hans skønsang.

Da jeg endelig blev færdig og de andre begyndte at stille bordene klar igen, tog jeg mig en lille velfortjent pause. Jeg stillede mig over til det fri stykke køkkenbord der var lige ud til døren, så jeg kunne læne mig hen over det og nyde den smule kølige luft der kom fra gangen. Musikken kørte stadig, så jeg stod og vrikkede en smule med hofterne, mens jeg støttede mig på bordet med albuerne, for ikke at falde i søvn og lande på gulvet. Jeg stod lidt og stirrede på det totalt abstrakte maleri der hang ude på gangen på væggen overfor. Det var en masse splat i nogle gule, brune og grønne farver, som ingen kunne se hvad var, ud over personen der nok havde malet den. En skikkelse passerede døråbningen ude på gangen og det gav et sæt i mig. Jeg rystede på hovedet og rettede mig op. Hvis gæsterne var begyndt at komme, skulle jeg nok til at lave noget. Jeg kiggede op på klokken, men der var stadig en halv time til klokken var 12. De burde ikke være her endnu. Idet jeg kiggede ud på gangen igen, kom endnu en person løbende forbi. Jeg skulle til at gå hen og kiggede efter dem, men personen der kom løbende sidst kom bakkende tilbage og stoppede op ved døråbningen og kiggede smilende på mig. Det var en dreng jeg ville skyde på var på min alder. Hans mørkebrune hår var pjusket på en ordentlig måde og hans øjne var venlig og grå. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagerer på ham, så jeg kiggede mig spørgende omkring, for at blive bekræftet i, at det var mig han kiggede på. Jeg måtte konstaterer, at jeg var den eneste der stod i nærheden, så jeg smilede usikkert til ham.
Han mumlede et eller andet til mig, men jeg kunne ikke hører det for musikken.
”quoi? (hvad)” spurgte jeg og det fik hans smil til at forsvinde. Måske forstod han ikke hvad jeg sagde.
”Parlezvous Français? (snakker du fransk)” spurgte jeg ham for en sikkerheds skyld og han kløede sig selv i nakken før han svarede.
”eerh.. Oui!” Sagde han bare. Så skulle han da også have lov til at snakke det.
”Puis-jevous aider? (kan jeg hjælpe dig)” Spurgte jeg ham venligt. Det kunne være han var faret vild, men så ville jeg nok henvende mig til en anden end mig, for jeg havde kun været ganske få stedet på hotellet.
”Nous recherchons… eeh… nourriture. (vi søger mad)” Sagde han og lavede en armbevægelse for at vise at han ville have noget i hans mund… ej ok det lød forkert… I ved hvad jeg mener!!!!

Hans fransk var virkelig skidt, men han forsøgte da.
” Vous devez attendre jusqu'à 12 heures. (du er nød til at vente til klokken 12)” svarede jeg ham meget langsomt, så han kunne hører hvert ord tydeligt. Han skulle til at sige et eller andet, men vi blev afbrudt af Paul.
”Ambre!” råbte han. Jeg vendte mig om og så ham pege på nogle fade som var parat til at blive sat ud.
”Jeg kommer!” sagde jeg hurtigt på fransk, selvfølgelig, og sendte et undskyldende blik til drengen, før jeg tog fat i fadende med mad, og gik ud igennem svingdørene til restauranten. Folk var ved at være færdige med at dække bordene, men det der var mest i øje faldene, var min kusine der stod op af hendes vogn og så ud som om hun var ved at hyperventilerer. Jeg satte hurtigt tingene fra mig på buffetbordet og skyndte mig over til hende. Jeg undrede mig over hvorfor der ikke var nogen der reagerede på det.
”Stephanie?! Er du okay?” Hun satte sig ned på gulvet og viftede sig for ansigtet. Hun var helt rød i hovedet.   
”Niall!! Jeg så…!” Hun så ud som om hun var ved at græde.
”Hvad?”
”JEG SÅ NIALL!!!” råbte hun pludselig og jeg kiggede mig rundt på de andre der bare himlede med øjnene.
”Fra det der boyband?” Hun nikkede ivrigt og blev ved med at vifte sine hænder foran ansigtet.
”Jeg gik lige forbi ham og skulle lade som ingenting. Ved du godt hvor svært det var?”
”Den pivelyd du udstødte.. var det at lade som ingenting?” Spurgte hendes kollega som pressede et par duge mere ned i vasketøjskurven i deres vogn.
”Stod han ude på gangen?” Hun nikkede igen og rejste sig op.
”Har han sådan noget brunt hår? Grå øjne?”
”Nej nej. Min Nialler er lyshåret.” Hun klaskede sig selv på kinderne for at vågne fra hendes besættelse og skulle til at vende om med vognen og gå ud.
”Vent! Hvad hvis nu han stadig er derude? Kan du ikke kigge for mig?” Jeg rullede med øjnene sammen med de andre tjenere og gik ud i køkkenet for at kigge ud af den dør der førte ud til gangen. Jeg kiggede begge veje og så de to drenge fra før sad på nogle fise fornemme stole længere nede mod restaurantens dør og ventede nok på, at klokken blev 12.

”De er stadig derude.” Sagde jeg til Stephanie som med det samme gik i panik igen.
”Gå med mig ud, Ambre!” Hun trak min arm til sig så voldsomt, at jeg var ved at falde.
”Okay, okay! Giv slip på min arm, så skal jeg nok gå først ud, holde døren for dig og gå med indtil døren ind til køkkenet. Okay?” Hun nikkede og den pivelyd som hendes kollega snakkede om før, kom straks igen. Jeg gik forrest og åbnede døren. Ham den lyshårede sprang op af stolen og gik et par skridt hen imod døren, men stoppede, da Stephanie kom kørende med vognen.
”Désolé mais nous ne sommes pas encore prêts. (Vi er ikke klar endnu)” Forklarede jeg til ham den mørkhåret, meget langsomt, mens jeg lukkede døren ind til restauranten igen. Jeg skubbede bagpå Stephanie, da hun var ved at gå i stå og hendes pivelyd stadig var kørende. Drengene kiggede underligt efter os på grund af hende.
”Stop det Steph!” snerrede jeg af hende på fransk, men det hjalp ikke. Hun kiggede sig bagud og det fik hendes pivelyd til at blive højere. Jeg skubbede ekstra bagpå, da vi nåede køkkendøren og jeg kiggede efter, for at sørge for, at hun ikke stoppede op eller gik tilbage.

Da klokken endelig blev 12 og døren blev åben, var de to drenge de første der kom indenfor. Ham med det brune hår prøvede sig igen med det fransk ved vores tjenere og kløede sig i nakken når det gik dårligt. Hvor var det sødt at se på! Jeg mener… nej.. det er ret sødt, at se ham prøve. Jeg stod ved siden af buffetbordet da ham den lyshårede kom styrtende og begyndte at fylde hans tallerken op. Ham den brunhårede blev siddende lidt og bestilte drikkevare og i mellemtiden kom der flere ind til middagsmaden. Flere drenge kom og satte sig ved bordet og bordene rundt omkring dem blev også langsomt fyldt op. Jeg kunne tydelig så hvem af dem der var Harry. Natalies elskede Harry. Hun havde peget på ham adskillelige gange på bluserne og selvom de var virkelig dårlig kvalitet, så var der ingen af de andre der havde så stort et hår. De var faktisk utrolige forskellige at kigge på. Det var ikke ligesom The Beatles hvor de alle havde det samme tøj og hår. Den lyshårede nåede ned med sin tallerken, før de andre rejste sig. Jeg skulle desværre ud og få fyldt et fad op. Jeg ville ellers gerne have set dem lidt tættere på. Jeg havde aldrig været i nærheden af nogen der var kendt før. Ikke andre en Bubber engang. Jeg indså først det var Bubber efter han var gået forbi. Fuck my life!

Jeg skyndte mig ud og en af Pauls kokke læssede en masse finskåret hjemmelavet pålæg op på fadet og jeg løb næsten ud igen. Det var måske lidt uhøfligt, men jeg rakte fadet ind foran ham den mørke af dem og det fik ham til at kigge op og smile til mig.
”Excusez-moi!” undskyldte jeg og gik i skam over til enden af bordet og kiggede på dem i smug. Det var forståeligt at mine kusiner syntes de var så hotte, men direkte at få et hjerteanfald over dem? Det måtte være noget med musikken at gøre. Kurven med brød var ved at løbe tør for bauget, så jeg gik imod køkkenet for, at få fat i noget mere. Jeg tog fat i døren, men der stod noget i vejen. Jeg skubbede mig igennem og så Natalie på den anden side af den.
”Hvad fanden laver du i køkkenet?” Spurgte jeg surt, for svaret var indlysende. Hun prøvede at få et lille glimt af hendes idoler. Jeg kiggede over på Paul, men han trak bare på skuldrene.
”Du lukkede hende bare ind?”
”Hvad skulle jeg have gjort, Ma chère? Alle de hormoner!” Han gik væk fra os mumlende og rørte rundt I hans gryder.
”Har du set dem?” Spurgte jeg Natalie. Hun rystede knust på hovedet.
”Men det har Stephanie! Det er snyd! Jeg står bare nede i kælderen og venter på de skal have massage, så jeg kan vaske deres ballesved af med en klud.” Hun kiggede drømmende ud i luften. Okay ad… virkelig ad! Og jeg er i familie med hende.

”Okay… hvis du er diskret, kan jeg lade dig gå derud, og så kan jeg nikke i deres retning. Ingen pagen og ingen skrigeri. Bare lad dem være, så de kan spise deres mad, ok?” Hun nikkede ivrigt og jeg åbnede døren for hende og gik med ud. Deres bord var i den anden ende af lokalet henne ved væggen i en af båsene. De sad og grinte af et eller andet og jeg vendte ryggen til dem, og nikkede i deres retning. Natalies øjne blev kæmpe store og man kunne se, at hun skulle til at få et flip af en eller anden art. Hun begyndte at stå og trippe lige så stille og klappe indtil den velkendte pivelyd, som jeg havde hørt en del den dag, begyndte lige så stille. Jeg lagde min hånd for hendes mund og trak hende med mig inden hun eksploderede.
”OH MY GOD DET ER ONE DRECTION!! OH MY GOD OH MY GOD OH MY GOD!!!!” Paul var ved at dø af forskrækkelse da jeg kom trækkende med hende. Hans mave hoppede og hans mund blev formet som et stort O midt i skægget.
”Her Paul. Du kan beholde hende.” Jeg gik ud igen for at gøre mit arbejde, men mindst halvdelen af gæsterne sad og stirrede imod mig. Jeg rettede på min uniform og stillede mig over ved siden af bordet, da man igen pludselig kunne hører Natalie skrige ude fra køkkenet. Gad vide om mine ører overlever det her?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...