The French Maid!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2013
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Igang
Ambre er vokset op i Danmark med hendes danske mor og franske far. Hendes far havde hele hendes liv planlagt for hende, men en ulykke vendte op og ned på det hele og hans drømme om hans eneste datters fremtid blev knust. Ulykken gav kun Ambre blod på tanden og nu vil hun bare hjemmefra og opleve noget. Men det kan man desværre ikke uden penge. Hun får job på det familiedrevede luksushotel i Frankrig, for at tjene penge til sit livs rejse, men hvad hun ikke vidste var, at VIP-værelserne snart ville blive belejret af ingen ringere end One Direction. (Har udnyttet min egen franske familie for groft i den her fic med hensyn til navne, da jeg ikke ved hvad franske mennesker ellers hedder xD)

49Likes
31Kommentarer
3987Visninger
AA

13. London Calling

Jeg havde pakket med det samme og havde ventet på e-mailen. Den kom midt om natten samme dag, som drengene var taget hjem. Morgenen efter gik jeg straks ned på kontoret for at kopier min billet ud til flyet og alle informationerne om hvor jeg blev hentet og af hvem, når jeg kom til London. Grand smilede bare til mig da jeg kom ind og pegede på printeren i hjørnet uden at sige et ord. Jeg stod og trippede mens den skrev ud og der var en akavet stilhed over kontoret.
”Jeg er altså ked af det med Stephanie.” Sagde jeg endelig og jeg kunne høre Grand sukke lavt.
”Det er ikke din skyld. Du var bare heldig. Det er noget af et job du har fået dig, og jeg er meget stolt.” Hun kiggede tilbage på mig og gav mig endnu et smil. Jeg smilte igen og vendte min opmærksomhed imod printeren. Nu hvor Stephanie vidste det, så havde hun nok også fortalt det til Natalie. Jeg måtte hellere finde dem og rede trådende ud igen. Jeg ville ikke tage af sted og vide at de hader mig. Jeg gik ned i kælderen hvor Natalie gjorde rent ved wellness området. Hun stod og vaskede gulvet i dameomklædningen og selvom døren stod åben bankede jeg på alligevel.
”Nå det er dig.” Sagde hun lavt og fortsatte med at mobbe gulvet.
”Jeg vil bare høre om du er sur på mig.” Sagde jeg, men blev stående i døren. Hvis hun var, ville jeg ikke gå med sko på hendes nyvaskede gulv. Man skal aldrig stole på folk med en mobbe.
”Det tror jeg ikke. Jeg er jaloux ja, men jeg ville aldrig selv have fået muligheden så jeg prøver at se det positive ved det hele.” Hun trak på skuldrene så hendes pufærmer i maid-kjolen hævede sig.
”Og hvad er det positivt?” Spurgte jeg hende forsigtigt. Han smilede for sig selv lidt og udstødte antydningen af et grin.
”Nu har jeg en insider tæt på bandet. Hvis jeg høre rygter om dem, kan jeg altid spørger dig om det er sandt eller ej. Det er en ret god bonus. Måske skulle jeg starte en blog.” Grinte hun.
”Vil det sige du ikke allerede har en blog om dem?”
”…Den kan altid blive forbedret.” Sagde hun til sidst og rødmede.
”For helved Natalie.” Grinte jeg. Hun var virkelig en dedikeret fan.
”Men vil du love mig en ting? Hold dig væk fra Harry! Når jeg bliver gammel nok vil jeg gifte mig med ham.”
”Det lover jeg.” grinte jeg og begav mig ud for at finde min anden kusine.

Nede i de ansattes kælder var alle vaskemaskinerne godt i gang. Det larmede voldsomt og de to piger, hvor af den ene var Stephanie, stod og råbte til hinanden for at overdøde dem. Jeg stod i døren og betragtede de grinende pige, indtil Stephanie så mig. Hun holdt op med at grine og begyndte igen at sortere vasken i farver.
”Grand var ikke for hård ved dig vel?” Sagde jeg tøvende. Stephanie kiggede ind i vaskemaskinen lidt men rystede på hovedet.
”Det nåede hun ikke. Jeg vidste hun ville give mig en på hovedet, men kort efter kom Liam og Paul faktisk ind på kontoret. Grand blev meget overrasket, og måtte køle ned hurtigere end jeg har set det før. Jeg forstod ikke meget af hvad de sagde, men jeg tror faktisk Liam og Paul kom mig til undsætning. Liam krammede mig faktisk.” Hun smilede for sig selv lidt og hendes kollega som stod ved siden af, smilede også.
”Jeg er ked af jeg ikke gik efter, men jeg tror ikke jeg kunne have gjort noget alligevel.”
”Det ved jeg. Du ville have fået præcis samme tur, hvis ikke dine nye venner stod udenfor.” Jeg skar en grimasse der fik dem begge til at grine.
”Så du er ikke sur på mig?” Sagde jeg og rakte armene ud. Hun tøvede ikke da hun omfavnede mig og vi stod lidt og vuggede fra side til side.
”Jeg kan godt tilgive dig hvis du fikser et par autografer til mig.”

Jeg havde ikke fået snakket med min far siden drengene tog af sted, men min mor havde ringet fra hendes arbejdstelefon for at fortælle mig at min far kun ville mig det bedste, men hvis det var det job jeg ville have, så ville hun kun støtte mig. Helt ærligt, hvis hun ville støtte mig, så havde hun sagt fra over for min far og taget sig sammen til at ringe fra hjemmetelefonen mens han var i nærheden. Jeg sagde bare en hurtig tak og jeg elsker dig, før jeg lagde på. Min familie i Frankrig var overraskende forstående overfor mit valg og var glade på mine vegne at jeg fik en mulighed for at rejse rundt sammen med et band. Min tante var helt oppe at køre og havde forslået at vi skulle få shoppet, hvilket jeg havde sagt ja til, men mine indkøb var minimale, da jeg sikkert ville kunne finde noget langt federe i London. Mine fætre var på mit værelse mens jeg pakkede de sidste ting. Jeg havde pakket med det samme jeg fik mailen, men ting som min sove T-shirt og toilettaske skulle jeg jo bruge hver dag, så helt færdig var jeg ikke.
”Hvornår kommer du tilbage?” Spurgte Oliver trist, mens han sad og pillede ved en eller anden actionfigur han havde taget med sig. Cedric sad passiv ved siden af og kiggede på figuren.
”Det kan jeg ikke sige. Men jeg skal nok komme tilbage så hurtigt jeg kan, ikke?” Jeg udlede hans hår så han rakte tunge til mig og prøvede at glatte det ud. Så forfængelig man allerede var i en alder af 5. Jeg lod Oliver tage min håndbagage som var en rygsæk. Han ville vise hvor stærk han var og holdte den oppe over hovedet. Jeg tog min rulle kuffert og posen med min dumme pude i den ene hånd og Cedric i den anden. Jeg kiggede tilbage ind på mit værelse der nu ingen tegn havde på at jeg havde været her, hvis man så bort fra den uredte seng.
Nede i lobbyen var hele familien samlet. De var der for at sige farvel til mig igen. Det var en smule underligt at skulle forlade dem allerede, når nu det var meningen at jeg skulle have været der i hvert fald et halvt år, hvis ikke mere. Mine kusiner gav mig et kram på samme tid og skulle lige høre en sidste gang at jeg ville skaffe autografer. Grand gav mig en masse kindkys og det samme med min tante. Min onkel skulle køre mig, hvilket ville sige at Oliver og Cedric skulle med i bilen. Jeg sad i mellem dem på bagsædet og fortalte dem hvor det var jeg skulle hen og hvorfor. Oliver blev pludselig sur på mig, mens Cedric sad passiv som altid og pillede ved sin sele. Oliver blev ikke nemmer i lufthavnen da jeg prøvede at kysse ham farvel. Han stod bare med krydsede arme og kiggede surt ned i jorden. Jeg måtte kæmpe for at give ham et kys på kinden. Cedric måtte have opfattet noget af det der skete, for han lagde armene om halsen på mig, da jeg satte mig på hug. Jeg kom til at savne de to som altid, men jeg regnede ikke med at blive væk for evigt.

Jeg havde været i London før til et par svømmekonkurrencer, men da fløj vi derover med et lavpris flyselskab og landede i den mindste af de 4 lufthavne omkring London. Denne gang landede jeg i Heathrow med AirFrance hvilket gjorde det hele meget mere vanskeligt for mig. Heathrow er kendt for at være en af de travleste lufthavne i verden og flyende landede som perler på en snor. Man skulle have står på hvilket flynummer man havde, for der var mange forskellige bagagebånd og det føles som om de stod mindst en halv kilometer fra hinanden. Det siger jeg kun fordi jeg stod og ventede på min bagage kom ved det forkerte bånd og måtte løbe over til et andet bånd kun for at se hvordan bagagen fra 5 andre fly komme forbi før min kuffert endelig kom forbi igen.
Der stod tusindeviser mennesker ude i ankomsthallen og jeg strakte hals for at finde personen jeg sikkert ikke kendte, som skulle køre mig ind til min nye arbejdsplads. Det skulle nok blive sjovt. Jeg gik rundt mellem alle menneskerne og trak min kuffert bag mig. En masse forudbestilte taxichauffører stod med skilte med efternavnene på de personer der havde bestilt dem og jeg håbede lidt på at finde mit navne på et af skiltene men nej. Så let skulle det ikke være. Jeg var nok gået rundt i et kvarter før en mand greb fat i min arm. Jeg fik et chok men åndede lettet op, da jeg regnede med jeg var blevet fundet og ikke behøvede at slæbe min kuffert rundt i den kæmpe lufthavn mere.
”Ambre Allain?” Spurgte den let buttede med ret højde mand. Han havde en øresnegl i, som han snakkede ind i. Han tog min kuffert og jeg fulgte pænt efter ham mens han snakkede hele vejen ud til bilen. En stor fed og sikkert møg dyr Range Rover i sort og med tonede ruder. Wow. Jeg kunne godt vende mig til sådan en dyt. Dog ville jeg ikke selv kunne finde ud af at køre i venstre side af vejen. Jeg satte mig ind bagi bilen mens han lagde min kuffert i bagagerummet. Da han endelig satte sig ind, var han færdig med at snakke og fortalte at han bare skulle informere dem om at jeg var kommet. Fyren var rigtig flink og fortalte at han som regel kørte drengene rundt. Det var en smule overvældende når der var rigtig mange fans og fotografer og han var glad for han bare skulle køre og ikke skulle stige ud af bilen.
”Så kan jeg altid køre dem ned, når jeg køre væk igen.” Grinte han. Okay, jeg må lige huske at have ham igennem min ’dårlig humor eller psykopat check up’. Trafikken i London var forfærdelig og jeg blev næsten køresyg af at køre i den forkerte side af vejen. Jeg var lettet da vi kørte ind i parkeringskælderen ved en stor bygning i et rigtig buisness kvarter. Portene blev lukket bag os så uvedkommende ikke kunne komme ind og han tog min kuffert bag fra bilen igen og ledte mig hen til en elevator.
”Vi skal lige have din ankomst annonceret. Så kan jeg vise dig hvor du skal sove bagefter.”

Vi gik igennem et travlt kontor miljø. Et par folk i arbejdstøj kom gående fra kontoret vi gik hen imod og min chauffør hilste glad på dem. Inde på kontoret sad to mænd og snakkede meget højlydt med hinanden og grinede af hinanden. Ricard og Harry stod der på døren. Min Chauffør gik bare ind og satte min kuffert. Begge mænd rejste sig for at give mig hånden og pludselig var jeg alene med dem.
”Importeret fra Frankrig? Simon har en masse gode ideer, va? Ambre, ikke?” Sagde den ene. Han var godt oppe i årene og havde briller.
”Faktisk importeret fra Danmark. Men jeg var før hen importeret til Frankrig.” Forklarede jeg dem og de kiggede med løftede øjenbryn på hinanden før de grinte lidt.
”Du må være meget eftertragtet så! Nå men, vi går ud fra du har læst din kontrakt. Vi har en kopi her med underskift nemlig. Vi har nogle kloge hoveder til oplæring som vil tage cirka en uge. Derefter kan du gå og hygge dig lidt derhjemme, før det hele for alvor går i gang. Vi skal bare sikre os først, at du er sikker på det du skal.” De viste mig rundt på kontoret og lod mig hilse på nogen de mente jeg ville få brug for at kunne huske navnene på senere. En etage længere nede, var noget der lignede et studie. Eller ikke et, men mange! Dørene ind til de forskellige lydisolerede rum stod åben for at vise, at de var ledige. Et par enkelte var lukket hvilket gjorde mig nysgerrig. Hvem var derinde? Nogen man kendte? Nogen man måske forgudede. Hvad ved? På den modsatte side af gangen var en masse plakater med de forskellige kunstnere der hørte til her. Selvfølgelig var der en kæmpe gulvt-til-loft plakat af One Direction. Det måtte være et gammelt billede, for de så så små ud! Jeg stoppede op og grinte lidt for mig selv, men skyndte mig hurtigt videre da manden jeg havde fulgt var gået ind af en dør længere nede af gangen. Vi kom ind i et lydstudie og det første jeg lagde mærke til var alle knapperne. Alle dimserne der kunne hives og trykkes på. Legebarnet kom op i mig og jeg fik straks en trang til at trykke på dem alle sammen. Jeg modstod fristelsen for en ung mand, ikke meget ældre end mig, sad foran mig og rakte mig hånden.
”Han er et af vores kloge hoveder. Andrew vil lærer dig, at bruge din tablet. Senere på ugen kommer du over til vores security ansvarlige Paul, som du jo kender, og han vil lærer dig at planlægge flytningen af drengene fra punkt A til B. Jeg vil lade jer to være alene, så i kan komme i gang.” Manden som enden var Ricard eller Harry forlod os straks og Andrew lavede en gestus til at jeg skulle sætte mig på stolen ved siden af ham. Han tog en æske op med en tablet magen til den Simon havde vist mig i Frankrig. Den havde en størrelse midt i mellem en telefon og en tablet og den havde et lækkert design. Han begyndte at gå igennem opsætningen sammen med mig. Jeg fik oprettet en business mail og han gav mig et log-in til deres system. Det hele var virkelig overvældende for en der ikke var ekspert på området.

Resten af ugen gik hurtigt med Andrew og Paul. Der var også en masse andre, men helt ærligt så huskede jeg ikke mange af dem. Jim? Var der ikke en Jim? What ever. Men jeg var virkelig overrasket over hvor meget der skulle læres og hvor meget der skulle til for at drengene var 100% sikre. Jeg lærte hvordan man laver aftaler med hoteller. De skal have en del ekstra personale, hvilket management tit skulle betale. De skulle have hegn oppe. Drengene skulle op på forskellige tidspunkter da de ikke alle var lige hurtige. Deres sikkerhedsvagter skulle gå på 3 forskellige måder omkring dem, alt efter hvor i verden de var, da nogle fans var vildere end andre. Jeg skulle holde styr på alle deres aftaler og sørge for at bestille transport dertil. Det kunne være interviews og tv shows men også en aftale ved lægen. Det var desværre også mig der i sidste ende skulle bestemme hvilke interviews de skulle til, da der selvfølgelig var en del forskellige radiostationer og magasiner der ville interviewe dem, men jeg havde deres kalender og jeg skulle bestemme hvad de havde tid til. Jeg skulle derfor sidde og reseache de forskellige blade og se hvilke vi skulle vælge for at få flest mennesker til at læse den. Hvilket gjorde jeg skulle vælge de helt små magasiner og tv stationer fra. Det var måske lidt unfair, men de skulle jo promoveres så meget som muligt. Heldigvis havde jeg en del mennesker til at hjælpe mig! Det var ikke det her jeg havde læst mig frem til i kontrakten men jeg tog det som en oplevelse.

Da jeg skulle hjem et smut før jeg tog af sted igen, ville min far ikke snakke med mig. Heldigvis for mig tog det ikke lang tid før jeg fik tilsendt den næste flybillet til London. Jeg sagde for anden gang farvel til min familie, denne gang min mors side som boede i Danmark og blev hentet i lufthavnen. Jeg blev kørt til et stod uden for London der lignede en busterminal. Jeg undrede mig en smule men chaufføren måtte vide hvor jeg skulle hen. Vi parkerede uden for en stor port og min chauffør snakkede med en mand i speakeren. Vi blev straks lukket ind og han tog min bagage fra bilen. Der stod mindst 10 store sorte busser på række hen af en lige så lang bygning. En af dem havde en klap åben ind til motoren og folk gik rundt omkring dem for at klargøre dem. Paul steg ud af en af busserne og gik os i møde.
”Godt du kunne komme så hurtigt. Nu er det lige op over huh?” Han lagde en arm om skulderne på mig. Jeg var virkelig nervøs men jeg smilte bare til ham. Det var ved at være tid til at bevise at jeg havde hørt efter. Jeg havde haft tabletten med hjem og kiggede den igennem. Allerede mens jeg var hjemme tikkede de forskellige aftaler ind om interview og små optrædener og jeg sad og rettede dem til så godt jeg kunne. Jeg vidste Andrew og hans team kunne følge med i hvad jeg lavede, så jeg gjorde mig umage.
”Ambre!” Blev der pludselig råbte og en bold kom susende imod os. Jeg udstødte et lille skrig og flyttede mig hurtigt. Min naturlige reaktion på bolde. Jeg var nærmest allergisk over for dem. Jeg hadede dem virkelig! Paul derimod var stor og robust og bevægede sig ikke så hurtigt. Bolden ramte ham lige i synet men han vaklede slet ikke. Niall kom grinene frem fra en af busserne og grinte over hele hovedet indtil han indså hvad der var sket.
”Niall!” Råbte Paul højt og stakkels Niall nåede ikke at reagere før Paul havde fået fat i ham og smed ham over skulderen. Niall tabte sine solbriller mens Paul svang ham rundt og maste ham om livet. Han havde på en måde rigtig godt af det. Mens Niall kæmpede med Paul kom Louis og Zayn også frem.
”Jeg syntes nok der var nogen der råbte Ambre! Hvordan går det smukke?!” Sagde Louis begejstret og gav mig et kæmpe kram. Zayn vinkede bare akavet, da Louis ikke rigtig gav slip. Paul havde smidt Niall af sig og Niall kom sprintende hen imod os og omfavnede os begge.
”Jeg så hende først. Jeg kræver det første kram.” Sagde han og lagde sit hoved på min skulder, mens han akavet krammede mig bagfra.
”Du kunne bare have ladet være med, at kaste en bold efter Paul.” Sagde jeg og fik mig viklet ud af deres arme, ved at dukke mig.
”Det var jo meningen at jeg skulle ramme dig. Jeg sigter bare ikke så godt.” Grinte han og trak på skulderne.
”……tak.” Mumlede jeg og begyndte at bevæge med ned af rækken af busser.
”Hvilken skal jeg være i Paul?” Spurgte jeg. Alle busserne så ens ud for mig og jeg regnede ikke med drengene skulle have en hver, så der måtte ikke være forskel på den bus de skulle være i, frem for dem hvor deres crew skulle være i. Det ville nok også kun være en fordel, så deres fans ikke kunne genkende deres bus fra da andre, og så ville de aldrig få frem.
”Du har simpelthen frit valgt mellem den der står der først og den tredje der.” Han pegede de forskellige busser ud.
”Hvorfor kan jeg vælge? Jeg troede der var fast pladser.” Hvilket jeg havde fået at vide.
”Det går an på om du kan leve med drengene og deres pruttekonkurrencer. Vi skal jo have dig i nærheden af dem, da du er den der er mest inde i deres tidsplan og programmer i løbet af dagen. Men de dage hvor der kan soves længe behøves du jo ikke være i sammen bus som dem. Det vælger du selv. Der er altid plads til dig i den tredje bus sammen med de andre kvindelige crew medlemmer.”
”Hold da op vi er ikke så slemme. Vi kan godt opføre os ordentligt.” Louis begyndte at tage fat i min bagage og førte det hen til den første af busserne, men Paul stoppede ham og tog kufferten fra ham.
”I kan opføre jeg ordentligt, men i vælger at lade være. Ambre kan selv tage en beslutning.” Louis virkede en smule irriterende og jeg var lige ved, at tage min kuffert og gå hen til den anden bus, hvis ikke det var fordi jeg så Nialls bedende blik og brede smil.
”Lad Louis tage kufferten ombord.” Sukkede jeg til sidst. Louis nåede lige at sende et kækt smil til Paul, før han baksede min kuffert op i bussen.

Der gik ikke længe fra Liam og Harry joinede os, til at vi tog af sted. Jeg sad på en plads bag ved chaufføren og kiggede på alle de arbejdsopgaver jeg havde foran mig, som langsomt blev flere på min tablet. Jeg ville ikke klage for det hele var vildt spændende, men det virkede meget uoverkommeligt. Det kunne da ikke være så svært at få et boyband fra punkt a til b, men når man stod og skulle være med til at koordinere det hele var der pludselig 20 sikkerhedsfolk der skulle stå på plads. Hotellet skulle have ekstra sikkerhed og betales for at sætte hegn op ved indgangen. Og så videre og så videre.
”Så starter det for alvor når vi når frem, va?” Harry hang pludselig hen over ryglænet på mit sæde.
”Man må ikke stå op i bussen mens den kører.” Sagde jeg som en anden hønemor. Han trak bare på skulderen og gjorde tegn til jeg skulle rykke ind, så han også kunne sidde der.
”Har du fortrudt du forlod din familie på hotellet nu?” Han virkede oprigtig bekymret men jeg rystede bare på hovedet med et smil.
”Jeg er glad for min familie dernede, men det her er nyt og spædende. Jeg arbejdede dernede for at få penge til at komme væk fra det hele og her bliver jeg betalt for at tage væk fra det hele. Det er en win win!” Jeg trak på skulderen og kiggede ud af vinduet på motorvejen hvor vi blev overhalet af den ene person bil efter den anden.
”Jeg håber du bliver glad for det. Jeg er i hvert fald glad for at du kommer med. Dog tror jeg der bliver problemer med Louis og Niall.” Han skar en kort grimasse som ikke var særlig typisk Harry. Han virkede ikke som typen der klagede sig ellers.
”Hvad er der med dem?” Spurgte jeg lige så dumt, selvom jeg havde bemærket at de havde en værre hanekamp kørende.
”Hvis du ikke har bemærket det, må jeg nok hellere fortælle dem, at deres kamp om din opmærksomhed ikke har båret frugt.” Han kluklo før han rejste dig op, rettede på sin store brune hat, før han forsvandt ned i bussen igen.

Jeg vidste ikke hvordan jeg hverken kunne tolke eller bearbejde det. At kæmpe om min opmærksomhed kunne være det samme som et par brødre der kæmpede om deres mors opmærksomhed. Det var i hvert fald sådan jeg forstillede mig det var med søskende. Nu havde jeg jo ikke selv så meget erfaring ud over fra mine venner der kæmpede imod deres søskende i at tjene flest lommepenge ved at lave pligter rundt omkring i hjemmet. Forskellen var jo bare, at jeg ikke var deres mor og de havde 100% ikke brug for nogle lommepenge fra mig. Jeg sad og stirrede på min tablet hvis skærm var gået ud, fordi jeg ikke havde trykket på den i et godt stykke tid. Jeg blev pludselig prikket på skulderen og Liam stod med et irriteret ansigtsudtryk.
”Hvad så?”
”Kan du ikke komme herned bagi? Der er nogen små unger der trænger til at blive hevet i ørene.”  Sukkede han. Jeg tog min sikkerhedssele af og da jeg lettede mig, hørte jeg chaufføren le. Jeg stoppede op og kiggede undrende på ham og jeg fik øjenkontakt med ham i bakspejlet.
”Held og lykke med det, frøken Frankrig.” Grinte han for sig selv og endte det i et hoste anfald så hele hans tykke mave hoppede. Det undrede mig, at jeg ikke havde bemærket det skænderi der var i gang bag i bussen. Louis sad overskrævs på Niall der havde lagt sig på maven i en sofa. Niall skældte ud på ham med sin brede irske accent så ingen havde en chance for at forstå hvad det egentlig var han sagde.
”Hvad sker der?” Spurgte jeg. Jeg lød allerede opgivende. Louis vendte sig rundt og stak mig et smørret smil.
”Niall har hemmeligheder på hans telefon, som han ikke vil dele med os andre.”
”Og det behøves han heller ikke!” Tilføjede Harry som om han allerede vidste hvad det var.
”Louis lad ham nu være og gør jeg klar til at stige af. Især dig Zayn.” Jeg pegede sigende på Zayn der kiggede søvnigt op fra sin mobil. Fuldstændig tabt fra omverdenen.
”Hvad? Hvorfor mig?” Spurgte han forvirret.
”For jeg har fået at vide at du i gennemsnit bruger 10-15 minutter længere end de andre.” Sagde jeg og ledte efter de dokumenter jeg havde fået på min tablet. De 4 andre drenge begyndte at grine hysterisk.
”Tager de tid på os? Tager du gas på os?” Grinte Liam, der tog sig til maven af grin. Jeg blev en smule forvirret. Jeg havde gået alle de her informationer flere dage siden. Var de ikke selv klar over alt det jeg nu vidste om dem? Jeg kendte til de fleste af deres vaner. Lige fra hvor lang tid det tog for dem at komme op om morgen og hvor mange gange jeg behøvede at vække dem før de kom op, til hvad de normalt ville bestille ved roomservice på hotellerne, så jeg kan forberede køkkenet på hvad de skal have klar. Heldigvis var jeg ikke alene om alle opgaverne. Jeg skulle for det meste bare holde øje med dem i bussen.
”Det står på mit skema. Så i kan godt begynde at samle jer sammen.” Før jeg gik op foran i bussen igen hørte jeg Louis komme med endnu en drillende kommentar.
”Hun mente dig Zayn!”

Gruppen af mennesker var overvældende udenfor radiostationen. Man skulle tro at min tidsplan blev direkte uploadet på en velbesøgt fanside eller lignende, for da bussen kørte op foran den store grå betonbygning hvor det kommende radiointerview skulle foregå, kunne pigeskrig høres igennem de isolerede vægge i bussen. Jeg mindes ikke at der stod så mange piger udenfor mit hotel i Frankrig, men det her var selvfølgelig også deres hjemland.
”Du ser skræmt ud.” Sagde Niall og gav min skulder et lille klem. Jeg smilte kort, men kiggede ud af de tonede ruder på pigerne der prøvede at kigge ind mod mig forgæves. Jeg stille mig klar i døren og inden jeg nåede at trække vejret ordentligt ned i lugerne, blev døren åben og skrigene blev højere. En sikkerhedsvagt rakte ud efter min hånd og hjalp mig ud af bussen og efter mig kom drengene. Jeg skulle lede drengene frem, men jeg kunne ikke engang se døren selv. Jeg greb fat i blusen på en sikkerhedsvagt foran mig og knugede min tablet ind til mig med den anden hånd. Pigerne greb ud efter alt de kunne komme til og jeg kunne mærke deres fingre kort før de blev fjernet af alle sikkerhedsfolkene. Det hele var meget overvældene men en hånd blev lagt på min skulder og en anden på mit læn. Jeg kiggede hurtigt tilbage og så Louis med et stift udtryk i ansigtet mens han guidede mig frem. Det gjorde mig mere rolig at vide at der var en der passede lidt på mig bagfra og ikke kun en der maste sig frem foran mig som en anden bulldozer.

Jeg åndede lettet op da vi var inde og døren blev klappet i for næsen af de ivrige fans. Jeg gav slip på sikkerhedsvagtens bluse. Han grinte lidt af mig, da han sikkert var vant til det, men det var virkelig voldsomt at være i midten af det hele.
”Er du okay Love?” Louis have stadig fat i mig og jeg vendte mig om for at give ham et kæmpe kram.
”Mange gange tak. Det var virkelig en oplevelse! Wow.” Jeg stod lidt i hans favn og nød for trygt det var.
”Du ville jo ud og opleve noget. Det her er da at leve livet farligt.” Grinte han ned i min skulder.
”Ja det er næsten mere farligt end riverrafting.” Jeg tog mig sammen og gav slip. Jeg havde en aftale med en mand på radiostationen som allerede var dukket op.
”I skal bare følge efter ham her. Jeg skal lige ordne noget med nogle andre.” Jeg ledte efter navnene på min tablet, så jeg eventuelt kunne finde deres kontor eller lignende. Drengene nikkede og gik med, undtagen Niall der blev stående med hovedet begravet i sin mobil. Jeg gik hen og prikkede til ham men han trak sig væk fra mig.
”Niall du skal følge med de andre.”
”What ever” Sagde han muggent og gik efter de andre. Hvad var der dog med ham?

 

Lidt af et øv kapitel men velkommen tilbage!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...