The French Maid!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2013
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Igang
Ambre er vokset op i Danmark med hendes danske mor og franske far. Hendes far havde hele hendes liv planlagt for hende, men en ulykke vendte op og ned på det hele og hans drømme om hans eneste datters fremtid blev knust. Ulykken gav kun Ambre blod på tanden og nu vil hun bare hjemmefra og opleve noget. Men det kan man desværre ikke uden penge. Hun får job på det familiedrevede luksushotel i Frankrig, for at tjene penge til sit livs rejse, men hvad hun ikke vidste var, at VIP-værelserne snart ville blive belejret af ingen ringere end One Direction. (Har udnyttet min egen franske familie for groft i den her fic med hensyn til navne, da jeg ikke ved hvad franske mennesker ellers hedder xD)

49Likes
31Kommentarer
4004Visninger
AA

14. It's only hard work

Der var virkelig meget at holde styr på og jeg var lige ved at miste grebet et par gange. Når man stod i det hele virkede det meget mere forvirrende end da jeg stod og blev forklaret hvordan det hele fungere på min vidunder tablet. De havde ret i at jeg ville blive afhængig af den, så jeg var lidt på skideren da jeg pludselig havde forlagt den.
”For fanden! Jeg skal finde den! Jeg kan ikke tænke uden den!” Klagede jeg mig og kiggede rundt i tourbussen. Drengene havde allerede rodet det hele til på blot få dage og jeg vidste det var en del af mit job at gå med en kost bag ved drengene og rydde op efter dem i bussen, men det er virkelig svært når man skal holde styr på deres tidsplan.
”Kan du ikke tænke uden den? Hold nu op, vi ved jo godt hvad vi skal i dag. Slap lidt af!” Liam lå afslappet i sin køje iført et par bukser der lignede en pyjamas underdel og en løs top. Han kiggede ikke op fra sin mobil. Han skrev sikkert med hans kæreste eller noget i den stil.
”Ja I ved hvad i skal i dag fordi i har gjort det her i flere år nu, men JEG har ikke styr på en skid.” Klynkede jeg og kastede et par sokker væk fra en sprække mellem sofapuderne og smed dem i hovedet på Liam. Han begyndte at spjætte og sprutte da han sikkert havde fået en af sokkerne i munden men jeg var ligeglad på det tidspunkt. Jeg rev i mit hår og lukkede øjnene et øjeblik og prøvede at huske hvor jeg havde haft den sidst.
”Jeg sværger den skulle være i sofaen!” Brokkede jeg mig. Louis og Harry sad begge i sofaen med deres laptop i skødet. Louis havde sine strømpefødder oppe på bordet.
”Kan i ikke hjælpe mig lidt? Jeg skal have tjekket tidsplanen inden vi når frem! OG jeg skal også have samlet alt jeres tøj og ryddet lidt op her. Det ligner allerede en svinesti!” Harry udstødte antydningen af et grin men jeg sendte ham et hårdt blik der fik ham til at klappe i og flyttede hans computer så han kunne rejse sig op.
”Tag det roligt. Vi skal nok finde den!” Harry begyndte at flytte rundt på ting på i sofaen, under bordet og til sidst skubbede han til Louis ben som lå halvvejs oven på en halvspist pose chips. Louis var ikke meget for at flytte sig.
”Hey! Jeg sidder lige og ser noget her! Hvad er så vigtigt at jeg er nød til at rejste mig en time før vi er fremme?” Han kiggede surt på Harry men rettede blikket mod mig og gav mig et lille blink med øjet og et smil.
”Min tablet er væk, gider du godt flytte dine fødder fra bordet, så vi kan få et overblik over hvad der er af lort på det?” Jeg var efterhånden blevet meget irritabel og Louis var klog nok til at flytte fødderne. Harry løftede den halvspiste pose chips og nedenunder den lå min tablet fyldt med krummer og indtørrede pletter af noget klistret der var blevet spildt på den. Panisk tændt jeg den, men den levede heldigvis stadig.
”Nu kan jeg slappe af.” Sagde jeg og bladrede rundt i tidsplanen som jeg, da jeg så den, faktisk godt kunne huske. Det var lidt utroligt men når det gjalde dagene hvor de kun skulle spille om aftenen, så var det faktisk ikke så svært igen.

De fleste af lastbilerne var allerede ankommet. Udtrykket ’som sædvanligt’ kunne jeg snart bruge. En masse arbejdere jeg stadig ikke kunne huske alle navnene på var allerede i fuld gang med at bære dele af scenen ind og sætte det hele på plads, mens nysgerrige fans gik en stor bue uden of sikkerhedsvagterne, mens de prøvede at få et glimt ind i stadion. Vi var nået til Irland og man kunne mærke på Niall at han var hjemme. Selvom han underligt nok ikke havde gjort sig nogen tilnærmelser i et par dage, så lyste han stadig som et stearinlys ved juletid. Hele hans familie skulle komme og se dem om aftenen og jeg skulle udlevere deres VIP bånd så snart de kom. Drengene gik ind til lydprøverne mens jeg stod i lobbyen og ventede på hans familie. Jeg trippede lidt for jeg havde også andre opgaver. Jeg havde stadig ikke fået slæbt alt det skrammel de ikke skulle bruge, ud af bussen, men lige siden vi steg ud af bussen, havde deres fans gået rundt om dem og ventet på at drengene skulle komme ud til dem igen. Mens jeg stod og lyttede til larmen udenfor fra de tusinde fans der allerede var mødt op, susede en lyshåret dame forbi. Jeg havde godt lagt mærke til hende før og jeg vidste hun skulle være på scenen lige nu, for hun var der altid til lydprøverne. Men som med alle de andre kunne jeg ikke huske hvad hun hed. Da hun var gået forbi mig stoppede hun op og vendte sig mod mig og smilede.
”Det var Ambre du hed? Ikke?” Sagde hun PÅ DANSK. Jeg kigger forvirret på hende før jeg svarede usikkert på hver jeg lige havde hørt.
”Det er rigtigt. Eller e’et til sidst udtales ikke.” Sagde jeg på dansk og damen nikkede. Hun rakte mig hånden og venlig som jeg er tog jeg imod den.
”Jeg tror ikke vi har mødt hinanden før. Jeg er Helene og jeg er tydeligvis også dansker.” Hun blinkede til mig og gav mig et smil. Selvfølgelig var hun det. Hun var en gudeskøn blond blåøjet skandinav. Selvfølgelig var hun dansker.
”Brude du ikke være nede ved dem på scenen eller?” Jeg pegede hen imod døren med et smil. Ikke for at være uhøflig, men jeg vidste hvor vigtig tidsplanen var. Hun kiggede hurtigt ned på hendes smalle designer dameur før hun vinkede farvel og nærmest løb ud af døren. Hun var nær løbet ind i Nialls familie da hun kom susene. En fyr med mange af de samme ansigtstræk som Niall så med store øjne efter Helene før han gik videre hen imod mig. Bag ham kom endnu en blond dame med en lille dreng på armen. Det måtte være hans storebror og svigerinde.
”Hej jeg er Ambre. Jeg har jeres VIP bånd.” Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til dem. Det var så underligt at møde Nialls familie uden han selv var der. Hans mor og far og en ældre herre som jeg regner med var hans bedstefar eller lignende kom også ind og fik deres bånd. Jeg skulle til at vise dem vej væk, da den lille dreng greb fat i mit hår. Jeg havde ladet mit hår hænge løst om mine skuldre og det lignede åbenbart baby legetøj.
”Jeg tror Theo kan lide dig.” Grinte svigerinden og fik mig løs af den lille drengs greb.
”Hedder han virkelig Theo?” Jeg kunne ikke lade være med at grine og kildede ham lidt på maven som han sad der på sin mors arm. Han var virkelig sød. Han havde de største øjne jeg havde set på en tumling og hans kinder var buttede. Dog kom jeg i tanke om Theo fra Grands hotel. Hvordan den irriterende pestilens skulle hakke på mig fordi jeg var nybegynder og hvordan han havde fornærmet mig over for drengene. Jeg havde dog på fornemmelsen af, at jeg meget bedre kunne lide den her Theo.
”Du må gerne holde ham.” Sagde Nialls bror jeg kunne mindes han havde nævnt et par gange med navnet Greg. Jeg tog imod den lille dreng der straks hev mig i håret igen. Super.

”I skal bare slå jer ned her. De skulle være færdige med lydprøverne om et par minutter.” Jeg havde stadig Theo på armen og han havde ikke i sinde at give slip på mit hår lige foreløbig åbenbart. Greg og hans kone havde prøvet med alt det legetøj de havde med i pusletasken men lige lidt hjalp det. Han fandt mit hår meget mere fascinerende end jeg nogensinde selv havde gjort. Nialls familie begyndte at tage for sig af frugten og pindemadderne der var sat frem, mens jeg ufrivilligt langsomt blev gennemblødt af babysavl. Heldigvis for mig kom drengene brasende gennem døren og de var helt tændt af at have stået på scenen. De grinte, larmede og hoppede rundt.
”Der har vi min lille Leprechaun!” Udbrød Niall og Theo sprællede ivrigt med armene da han så ham. Niall var åbenbart Theos ynglings person og han hoppede nærmest ud af min favn og over til Niall.
”Ikke at du ikke så godt ud, med en baby på armen.” Kom det random fra Louis der luntede lige forbi os og hen til bordet med mad.
”Og indsmurt i babysavl. Jeg føler mig mere sexet end nogensinde før!” Stemningen var straks mindre akavet for mig da de andre var kommet. Hele Nialls familie kendte tydeligvis alle de andre drenge også.
”Han er ret sød når han savler på en anden.” Sagde jeg for sjovt, da jeg gik over til Niall og Theo. Theo rakte selvfølgelig igen ud efter mit hår. Lille øv baby. Niall havde kun øje for sin lille nevø selvom hele hans familie var der. Nialls kinder blussede.
”Han er virkelig glad for dit hår.”
”Ja det er han den eneste der er. Jeg burde være taknemmelig.” grinte jeg og prikkede Theo på maven igen så han udstødte en sød baby lyd.
”Jeg kan nu godt lide det.” Mumlede Niall før vi blev forstyrret af hans bedstefar, der klaskede Niall hårdt i ryggen med en flad hånd. Uh så mandigt. En rigtig irer.
”Hvordan har mit barnebarn det? Du har fået mere hår på brystet siden sidst. Ha-ha.” Niall kiggede ned. Han havde en løs top på hvor udskæringen til halsen gik ekstremt langt ned, så det gik ikke så godt for ham, da han prøvede at hive den lidt op for at skjule hans bryst. Theo havde det også sjovt med at gribe fat i stoffet og vride det i sin lille hånd.
”Tænk det havde jeg slet ikke bemærket.” Sagde jeg drillende og Nialls kinder blussede mere end de gjorde før, men han prøvede på samme tid at give mig et selvsikkert smil.
”Det var sandelig nogle kønne øjne du har dig frøken…” Niall’s bedstefar fiskede efter mit navn.
”Ambre Allain. Jeg er ny på teamet.”
”OG hun er fransk.” Tilføjede Niall og gav hans bedstefar et form for sigende blik og der blev nikket fra dem begge.
”Jeg er altså dansker. Jeg har bare en fransk far.” Rettede jeg ham.
”Men du snakker fransk?”
”Selvfølgelig gør jeg det?”
”Din familie er fransk.”
”Kun på den ene side jo.”
”Du boede i Frankrig da jeg mødte dig.”
”….Touché.” Jeg kunne lige så godt indse at jeg var lige så fransk, som jeg var dansk. Selvom jeg ikke altid ville indrømme det, da franskmænd var kendt for deres enorme ego og det ville jeg ikke have på mig. Det at jeg var fransk betød åbenbart meget for Niall. Jeg lader ham have det.
”Hende må du godt komme hjem med.” Sluttede hans bedstefar af og forlod os begge med knaldrøde kinder og gik over til Harry og klaskede ham hårdt og mandigt på ryggen, så Harry lavede store øjne. Sikkert af smerte. Stakkels fyr.

Jeg var begyndt at nyde at stå bag ved scenen. De første koncerter gjorde det mig stresset at jeg ikke rigtig kunne snakke med nogen og spørge folk om diverse ting, hvis der var noget jeg var i tvivl om, men jeg havde efterhånden fundet ud af, at der slet ikke var noget at være i tvivl om og folk bag scenen gik rundt og små dansede mens de gjorde deres arbejde. Mens selve showet var i gang gik folk med tykke kabler og lange ledninger og skulle skifte det ene lys ud med det andet, da lysenes farver skulle passe til temaet af billeder der kørte i baggrunden på storskærmen. Jeg stod sammen med et par andre og sørgede for vandforsyninger. Jeg stod med mindst et dusin vandflasker foran mig og der stod vandflasker rundt omkring på scenen. Hvis det så ud som om de var ved at løbe tør, skulle jeg ned i publikum højde, bag sikkerhedsfolkene og sætte nye vandflasker frem. Drengene havde for vane at bare tage en lille slurk og så smide resten ud over deres fans så der gik en del flasker til hver aften.
Hen imod pausen sneg jeg mig hen bag sikkerhedsfolkene og skulle stille nye vandflakser frem ved scenen så de kunne få fat i dem, når de var færdig med at være på det lange podium der gjorde det lettere for dem, at være tættere på så mange fans som mulig. Jeg fjantede kort med en sikkerhedsvagt som havde givet sig til at smådanse, før jeg satte flaskerne op. Scenen var designet så den lignede en skaterpark, hvilket var vildt fedt. Men alle ramperne brugte de kun til at sidde på. Liam sad lige ovenfor og jeg vinkede til ham. Han vinkede igen og jeg hørte et par piger skrige bag mig. De må have troet han vinkede til dem. Eller også vinkede han til dem og ikke mig? Ej jeg vælger at blive i troen at det var til mig. Så jeg kan føle mig speciel. Louis kom småløbene fra podiet og rakte ned efter en vandflaske da han så mig. Han lavede sig skeløjet og smilte fjoget, hvilket resulterede i mere skrigeri bag mig. Jeg grinte bare af ham og skyndte mig væk, før de skrigene tøser hoppede over hegnet.

”Ambre. Du glemte min banan.” Harry kiggede alvorligt på mig, men eftersom jeg kendte ham så godt (så godt, at jeg var den person der lagde hans underbukser på plads i hans skab) så vidste jeg at han ikke var seriøs.
”Det må du undskyld Harry. Jeg havde travlt med at danse til din smukke stemme.”  Harry havde bedt mig lægge et par bananer op sammen med vandflaskerne, men jeg havde totalt svedt det ud.
”Jeg accepterer din undskyldning.” Han klappede mig på hovedet, jeg ved virkelig ikke hvorfor, og gik derefter over for at finde sine bananer. Jeg ved ikke hvad der er med ham og hans bananer. Det er ved at være creepy.
”Hvaaa så du mig ikke på scenen?” Resten af dem kom ind. De var svedige og deres tøj var begyndt at få våde pletter rundt omkring. Louis kom lige imod mig, selvom han burde gå ud og skifte.
”Da jeg satte vand op? Jo det gjorde jeg?”
”Du kunne godt have givet mig lidt respons! Jeg så dum ud for ingen verdens nytte.” Han prikkede mig et par gange i siden hvilket fik mig til at udstøde et lille hvin.
”Og risikere at blive flået levende af de skrigende tøser bag mig? Nej tak superstjerne. Gå nu ud og skift din bluse. Du er klam.” Jeg skubbede ham hen imod omklædningsrummet og jeg kunne ikke lade være med at beundre ham lidt bagfra mens han gik ud. Uf!
”Du må nok hellere huske de bananer en anden gang.” Sagde en af sikkerhedsfolkene og pegede over skulderen til stakkels Harry der stod sultent med en banan i hver hånd. Sikkerhedsvagten prøvede ikke at grine. Jeg himlede med øjnene, før jeg gik hen og skubbede Harry hen imod omklædningsrummet også.
”Jamen jeg er ikke færdig!” Smaskede han og satte hælene i.
”Zayn kan du ikke hjælpe mig lidt her?" Zayn var på vej forbi os og han tog fat i Harrys arm med et suk og tog ham med ud i omklædningsrummet.

Drengene blev kørt tilbage til deres hotel i bussen som blev parkeret udenfor. Jeg valgte at blive i bussen, hvor jeg havde det hele for mig selv. Jeg ville gerne have skypet med mine kusiner, men jeg vidste at de havde en masse arbejde fra morgnen af og var ikke oppe til midnat som jeg var. Jeg skrev en hurtig besked til Stephanie og fortalt om banan episoden med Harry. Så kunne hun se den når hun stod op. Jeg lagde mig tilbage i min køje og nød den ro jeg nu kunne få. Vi var inde midt i en by og selvom væggene til dels var lydtætte, så kunne jeg alligevel høre folk, der gik forbi på gaden, grinte og råbte til hinanden. Der måtte være diskoteker i nærheden eller noget lignende. Jeg lå lidt med min mobil over hovedet og kiggede igennem diverse sociale netværks for at se hvad mine klassekammerater eventuelt lavede derhjemme i Danmark. De fleste var begyndt på universitetet eller en eller anden praktisk uddannelse mens jeg lå her i en tour bus der tilhørte en af nutidens største boybands. Jeg havde en blandet følelse af misundelse og medlidenhed. Det kunne være mega fedt at skrive en eller anden længere varig universitets uddannelse på ens CV men på den anden side havde jeg ikke lyst til at gå mere i skole og derfor havde jeg ondt af dem der skulle blive ved med at gå i skole til de var 26.
Jeg var efterhånden så træt, at jeg frygtede jeg ville tabe min mobil ned i hovedet på mig selv, men i morgen var en fridag og jeg kunne tillade mig at stå sent op. Heldigvis (det går an på hvordan man tager det) blev bussens dør låst op udefra og lyset blev tændt i den anden ende af bussen. Jeg kunne se skyggen af en person under skydedøren ind til køjerne. Hvem var dog oppe på det her tidspunkt efter sådan en aften? Ind kom selvfølgelig Louis iført et par pyjamasbukser, en blå t-shirt og et par sutsko med hotellets logo på.
”God morgen, Darling.” Sagde han og satte sig i køjen overfor mig som egentlig tilhørte Harry.
”Hvad laver du oppe nu?”
”Jeg tænkte på dig og ville bare lige se om du lå vågen helt alene eller om du havde party hernede.”
”Hvordan vidste du jeg var vågen?”
”Jeg stalkede eventuelt din twitter og så du likede nogle billeder for få minutter siden.” Jeg sværger jeg så hans kinder blive en smule røde, og det lignede ikke selvsikre Louis.
”Javel så.” Sagde jeg bare. En smule overrasket, kan man vist godt sige. Vi var stille lidt. Sad bare og kiggede på hinanden og smilede. Det eneste man kunne høre var festgængerne udenfor og en flaske der blev smadret mod fortovet et sted ude i mørket, indtil Louis brød tavsheden.
”Der var egentlig også noget jeg gerne vil tale med dig om.” Jeg sad tavst og kiggede på ham og ventede på at han fortsatte, men ligesom mig ventede han på respons og han ville have min godkendelse til at fortsætte.
”Kom med det.” Sagde jeg og smilte til ham, men denne gang kiggede han væk.
”Jeg ved ikke om det her kommer som et chok eller noget. Jeg har virkelig prøvet at kaste med bemærkninger og hentydninger og… du ved vel godt at jeg er lidt vild med dig?” Le moi? Jeg havde jo hele tiden haft det på fornemmelsen, jeg er jo ikke dum. Men jeg har ikke bearbejdet det så meget, at jeg vidste hvordan jeg skulle reagere på det. Louis var sød og virkelig charmerende. For ikke at tale om lækker! Jeg kunne sagtens se mig sammen med ham, da vi havde samme sarkastiske humor og vi helt sikkert ville kunne få en masse tid til at gå med at drille hinanden på den kære måde. Men var det det jeg ville? Og hvad med mit job? Jeg kunne da ikke bare begynde at date en kollega eller boss eller hvad nu de drenge var for mig? Tænkt hvis det går galt og jeg er nød til at sige op, fordi jeg ikke kan tåle synet af ham?
”Hvad kommer du frem til?” Louis rørte ved min hånd og jeg kom med et chok tilbage til overfladen. Jeg havde siddet og stirret ned i gulvet.
”Hvor længe var jeg væk?” Jeg lo lidt af mig selv, men også fordi jeg var nervøs.
”Øøh.. Længe nok til at min selvtillid dykkede med over 50 procent.” Louis lo også lidt med lød mindst lige så nervøs som mig. Jeg kiggede på ham, mens han strøg sit hår tilbage. Louis var dejlig, køn og sjov. Jeg viftede min hånd foran ham for at få hans opmærksomhed. Vi fik øjenkontakt og jeg gav ham et selvsikkert smil. Eller i hvert fald så selvsikkert jeg nu kunne.
”Må jeg kysse dig?” Spurgte han og jeg nikkede bare uden at tænke. Der gik ikke et sekund før han havde rejst sig og lænede sig ned mod min køje og kyssede mig. Jeg var totalt med på den og jeg kunne mærke sommerfuglene i min mave. Der gik ikke længe før han var kravlet ind ved siden af mig i den i forvejen trange køje og holdte om mig. Det føltes så rigtig! Så levende! Det var ikke første gang jeg havde kysset en fyr, men det var første gang jeg havde gjort det og det føles sådan. Jeg kunne ikke lade være med at smile som en sindssyg og vi måtte bryde kysset da han også begyndte at smile og vi derfor var ved at stange tænder.
”Vi burde virkelig ikke gøre det her.” Sagde jeg fjoget. Total høj på romantikken.
”Jeg må nok hellere se at komme op i seng.” Sagde han lige så fjoget og fik rejst sig op. Inden han nåede at gå stjal han et hurtig kys mere og trak skydedøren til side.
”Jeg ved godt et kys ikke er en bekræftelse på noget, men tænk over det, ik’?” Jeg nikkede ivrigt og Louis blinkede til mig, før han forlod bussen. Det var en alt for hurtig reaktion på pludselig følelser jeg ikke vidste jeg havde. Min mave sagde bare ja ja JA men min hjerne fortalte mig at jeg skulle slappe lidt af og tage det langsomt. Måske var det kys bare en forsmag på hvad der kommer senere eller også er det bare en en gangs foreteelse? For selvom sommerfuglene kom ud af deres pupper i min mave, så snart Louis kyssede mig, så var der en lille stemme bagerst i mit hoved der blev ved med at viske til min underbevidsthed.
Gad vide om Niall kysser lige så godt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...